Da Maslow tog over, og Karoline blev bange på ny

En af mine veninder fra Journalisthøjskolen er sønderjyde, afslutter telefonsamtaler med ‘Mojn mojn, du’, hun kan køre traktor, og så har hun en beundringsværdig evne til at kalde en spade for en spade (måske jævnfør alt det førnævnte.) Hun er desuden også smuk, sjov,  skide dygtig – og formentlig også grunden til, at jeg trak to 12-taller hjem til knald-eller-fald-opgaven på Bunkeren.

Nå, men til trods for at hun på mange punkter er lidt af en superheltinde, er hun også ufrivilligt single, og det har hun været en del år efterhånden (ikke meget ulig undertegnede). Vi skrev et par beskeder frem og tilbage, selvfølgelig handlede det om vores uforløste kærlighedsliv, og så sagde hun noget, der ramte mig ret meget: “Det er bare så irriterende, at unge nu til dags altid vægter sig selv allerhøjest – og det gør jeg jo i den grad også selv. Men hold da op, hvor jeg tror det er årsagen til, at så mange er alene i dag – man tænker altid kun på sig selv! (..) Nu er det jo bare sådan, at jeg bare selv har tænkt mig at leve op til min generation, nemlig at være mega egoistisk og dobbeltmoralsk og tage på udveksling. Det havde man da aldrig gjort for 100 år siden, hvis man var bare LIDT varm på en gut!”

Jeg har udviklet en form for teflon-beskyttelse, når seniorer plaprer løs om, hvordan unge mennesker ikke tænker på andet end sig selv, for jeg ved tilfældigvis, at det er de samme mennesker, der har for vane at snyde foran i køen, skrive SKRID HJEM FLYGTNINGE-kommentarer på Facebook og den slags. Men når en pige, som er meget lig mig, pludselig siger den slags, så er der noget om det. Det ved jeg jo for pokker også godt.

Min største frygt, som jeg har luftet tidligere for meget lææænge siden, er stadig min største frygt. Men den næststørste er begyndt at fylde mere og mere, jo mere ærlig jeg er over for mig selv: At jeg aldrig nogensinde vil finde en mand, jeg kan tilsidesætte mig selv for. En mand, jeg vil vælge over alle de ENORMT vigtige ting, jeg synes, jeg skal nå i løbet af en dag; at arbejde, tage til træning, gå en tur, spise, være alene og i seng. Det er cirka opskriften på mit liv lige nu, og det kan umiddelbart virke en smule stenet og vældig monotomt, hvilket det givetvis også er, men det passer mig fint – bortset fra, at det er mig, mig og kun mig.

På den måde har jeg ret travlt. Man kunne forstå det, hvis jeg var i gang med at redde verden eller noget i den dur, men det er jeg jo ikke. Jeg ved ikke engang, om jeg redder mig selv, eller om jeg har gang i en eller anden begravelsesceremoni. *R.I.P. Her ligger Karoline, og hun ligger sgu alene.*

Sådan en som Sørine Gotfredsen, hun siger altså nogle ret underlige ting, synes jeg. Eller rettere: Hun siger nogle underlige ting, hvorefter hun siger noget, som faktisk er meget klogt. Lad os starte her: Hun mener, det er en samfundspligt at få børn, også selv om man faktisk virkelig ikke ønsker at få nogen. Så fortsætter hun med at forklare, hvor vigtigt det er for et menneske ikke at have sig selv i fokus hele tiden. At komme væk fra selviskhed og narcissististe træk, og det er sådan noget, børn kan. 

Det er nok ikke helt dumt sagt, og jeg føler mig så ramt, for noget af det, der skræmmer mig allermest ved et barn, der er mit eget, er, at jeg ikke længere kan gøre, lige hvad jeg vil, når jeg gerne vil det (om nogensinde). Det samme gælder i øvrigt, når jeg tænker på, hvordan det er at have en kæreste.

(Efterfølgende slår Sørine over i gak gak-mode igen, fordi: På et følelsesmæssigt plan fortryder hun ikke, at hun aldrig fik børn, men ud fra sin pligt som samfundsborger ærgrer hun sig. Kæreste Sørine, vi er mange – herunder Gud – der tilgiver dig for, at du ikke fødte et barn, du på intet tidspunkt ønskede.)

Det med børn, det var også et sidespring. Essensen, som jeg fangede, var, at man bliver nødt til at hengive og dedikere sig til et andet menneske, før man kan trække fingeren ud af sin egen røv. Men hvordan fanden er det nu, man lærer det? Jeg ved jo godt, at jeg ikke bliver lykkelig over mig selv, men alligevel er det det eneste sted, jeg bliver ved med at lede.