Jeg venter nok lige med at gentage at….

Da Maslow tog over, og Karoline blev bange på ny

En af mine veninder fra Journalisthøjskolen er sønderjyde, afslutter telefonsamtaler med ‘Mojn mojn, du’, hun kan køre traktor, og så har hun en beundringsværdig evne til at kalde en spade for en spade (måske jævnfør alt det førnævnte.) Hun er desuden også smuk, sjov,  skide dygtig – og formentlig også grunden til, at jeg trak to 12-taller hjem til knald-eller-fald-opgaven på Bunkeren.

Nå, men til trods for at hun på mange punkter er lidt af en superheltinde, er hun også ufrivilligt single, og det har hun været en del år efterhånden (ikke meget ulig undertegnede). Vi skrev et par beskeder frem og tilbage, selvfølgelig handlede det om vores uforløste kærlighedsliv, og så sagde hun noget, der ramte mig ret meget: “Det er bare så irriterende, at unge nu til dags altid vægter sig selv allerhøjest – og det gør jeg jo i den grad også selv. Men hold da op, hvor jeg tror det er årsagen til, at så mange er alene i dag – man tænker altid kun på sig selv! (..) Nu er det jo bare sådan, at jeg bare selv har tænkt mig at leve op til min generation, nemlig at være mega egoistisk og dobbeltmoralsk og tage på udveksling. Det havde man da aldrig gjort for 100 år siden, hvis man var bare LIDT varm på en gut!

Jeg har udviklet en form for teflon-beskyttelse, når seniorer plaprer løs om, hvordan unge mennesker ikke tænker på andet end sig selv, for jeg ved tilfældigvis, at det er de samme mennesker, der har for vane at snyde foran i køen, skrive SKRID HJEM FLYGTNINGE-kommentarer på Facebook og den slags. Men når en pige, som er meget lig mig, pludselig siger den slags, så er der noget om det. Det ved jeg jo for pokker også godt.

Min største frygt, som jeg har luftet tidligere for meget lææænge siden, er stadig min største frygt. Men den næststørste er begyndt at fylde mere og mere, jo mere ærlig jeg er over for mig selv: At jeg aldrig nogensinde vil finde en mand, jeg kan tilsidesætte mig selv for. En mand, jeg vil vælge over alle de ENORMT vigtige ting, jeg synes, jeg skal nå i løbet af en dag; at arbejde, tage til træning, gå en tur, spise, være alene og i seng. Det er cirka opskriften på mit liv lige nu, og det kan umiddelbart virke en smule stenet og vældig monotomt, hvilket det givetvis også er, men det passer mig fint – bortset fra, at det er mig, mig og kun mig.

På den måde har jeg ret travlt. Man kunne forstå det, hvis jeg var i gang med at redde verden eller noget i den dur, men det er jeg jo ikke. Jeg ved ikke engang, om jeg redder mig selv, eller om jeg har gang i en eller anden begravelsesceremoni. *R.I.P. Her ligger Karoline, og hun ligger sgu alene.*

Sådan en som Sørine Gotfredsen, hun siger altså nogle ret underlige ting, synes jeg. Eller rettere: Hun siger nogle underlige ting, hvorefter hun siger noget, som faktisk er meget klogt. Lad os starte her: Hun mener, det er en samfundspligt at få børn, også selv om man faktisk virkelig ikke ønsker at få nogen. Så fortsætter hun med at forklare, hvor vigtigt det er for et menneske ikke at have sig selv i fokus hele tiden. At komme væk fra selviskhed og narcissististe træk, og det er sådan noget, børn kan. 

Det er nok ikke helt dumt sagt, og jeg føler mig så ramt, for noget af det, der skræmmer mig allermest ved et barn, der er mit eget, er, at jeg ikke længere kan gøre, lige hvad jeg vil, når jeg gerne vil det (om nogensinde). Det samme gælder i øvrigt, når jeg tænker på, hvordan det er at have en kæreste.

(Efterfølgende slår Sørine over i gak gak-mode igen, fordi: På et følelsesmæssigt plan fortryder hun ikke, at hun aldrig fik børn, men ud fra sin pligt som samfundsborger ærgrer hun sig. Kæreste Sørine, vi er mange – herunder Gud – der tilgiver dig for, at du ikke fødte et barn, du på intet tidspunkt ønskede.)

Det med børn, det var også et sidespring. Essensen, som jeg fangede, var, at man bliver nødt til at hengive og dedikere sig til et andet menneske, før man kan trække fingeren ud af sin egen røv. Men hvordan fanden er det nu, man lærer det? Jeg ved jo godt, at jeg ikke bliver lykkelig over mig selv, men alligevel er det det eneste sted, jeg bliver ved med at lede.

Meget passende: Et selfie (mens jeg tisser)

Meget passende: Et selfie (mens jeg tisser)

35 kommentarer

  • Stine

    Det er det mest rammende jeg længe har læst. Mange tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Og tusind tak for din kommentar. <3 Jeg krydser fingre for dig og kærligheden. Det sker!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Hvorfor er det, “at man bliver nødt til at hengive og dedikere sig til et andet menneske, før man kan trække fingeren ud af sin egen røv” – og ikke omvendt? Hvorfor skal man ikke først have fingeren (om end ikke så langt nok) ud af sin egen røv, før man kan hengive og dedikere sig til et andet menneske? Hvad kommer først? Og hvorfor? 🙂 Jeg har flere gange oplevet, at forelskelsen og, hvis jeg er heldig, kærligheden, først kommer, når jeg har plads til det i mit hoved og i mit liv. Når jeg ikke kun magter og føler for at pille i min egen navle.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ok ok… jeg skulle lige læse din besked et par gange for at finde ud af, hvor vi måske var uenige 😀 jeg kan så se nu, at det, du skriver, er det, jeg mener. Altså – din rækkefølge er “den rigtige”, det har jeg bare ikke fået formuleret korrekt. Du er også så fandens skarp!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Haha, jeg håbede ellers lige, at du havde en forklaring, der var så god, at jeg kunne holde op med at bruge kræfter på at forsøge at ‘trække fingeren ud af min egen røv’ for at holde mig til analogien.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Liiiige når det kommer til mænd, har jeg sjældent noget super klogt at sige. Jeg er simpelthen så dårlig til dem. 😉
      Nogle kloge hoveder (herinde) vil dog hævde, at man KAN møde en mand, som er så perfekt for dig, at du automatisk hiver fingeren ud. Det må være målet!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Jamen, jeg glæder mig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg elsker din venindes tankegang. Og din. Der er lidt Svend Brinkmann over det. Selvrealisering gør os ikke lykkelige. Det bliver vi først, når vi er noget for nogle andre.
    Tak for et dejligt indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ja, hun er sgu ikke helt dum. 😀 Det tror jeg i øvrigt heller ikke, at Svend er.
      Selv tak – og tak for din kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Man kan ikke vinde. Man er for egoistisk, man giver så meget af sig selv at man ikke har mere tilbage, og man får lige lidt ud af nogen af delene. Jeg tror det vigtigste er, at man trods alt stadigvæk er et “projekt”. Der er ingen, der får noget ud af at have en kæreste for at have en kæreste, selvom det sikkert ville være enormt lærerigt på mange måder. Det sagt, skal man heller ikke kassere en ellers fin partner, fordi han eller hun ikke er 100% som en selv. I henhold til din børne teori, er jeg ikke decideret uenig, men den er om noget meget forsimplet. Selvfølgelig lærer man meget om at være menneske af at have børn, men det er ikke nødvendigvis alle der bør få børn (og det vil mit fremtidige arbejde som socialrådgiver kun kunne bekræfte mig i). Det er vigtigt at have standpunkter, og det er vigtigt at kunne tage nye til sig, for vi er og bliver projekter. Der af og til får kærester, og af og til går fra dem igen, og nogle gange kommer der børn ud af det, og andre gange gør der ikke. Jeg synes ikke, det gør noget at man tænker på sig selv, inden for rimelig hedernes grænser.

    PS: hvis alle tænker på sig selv, er der ingen der bliver glemt.

    Pps: Der er sgu da ingen af os, der har regnet noget som helst ud i forhold til kærlighed, vi prøver os bare frem og håber på det bedste, uden helt at vide hvad det er. Og det giver fucker mange knubs på vej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tror du ikke, man kan vinde? Kan man ikke vinde, hvis man *er* et projekt og faktisk lærer at sætte pris på det, man er i, MENS man er i det? 🙂 Jeg ved det ikke, og det er også nemmere sagt end gjort. I know.
      Til din PS. Korrekt! Men! Jeg bliver nødt til at tilføje, at det vitterligt ikke er nok, hvis vi kun tænker på os selv. Faaack, jeg tør slet ikke tænke på, hvilket situation vi ville stille verden i, hvis det var sådan.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh så sygt fin du er at se på Karoline 💛

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Man kommer alene ind i verden og man skal alene herfra. Hvis man så kan få selskab en del af vejen, er det fint! Man skal bare ikke lade sig nøje. Et singleliv er bestemt heller ikke noget at kimse ad (Er selv gift på 20. år, men fandt ham meget sent).

    Og børn skal man absolut kun få, hvis man virkelig vil dem. Jeg ville gerne have haft et par stykker, men sådan blev det ikke. Til gengæld har jeg en del bonusbørn. Børn kan man få på flere måder. Der er så mange ulykkelige, forsømte unger i verden, at det er til at blive dårlig over.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg er enig på børnefronten. Dem tænker jeg til gengæld ikke specielt meget på, som det er lige nu. Men det skal nok komme, hvis MANDEN en dag dukker op. 🙂
      Selv om tanken om, at vi grundlæggende er alene kan være lidt sur, så er den nok meget fin at have med sig i baghovedet. Og selskab? Godt selskab? Mere end fint. Jeg tror på, det er kærlighed til et andet menneske (og at få den kærlighed retur) der gør, at det er okay at gå gennem livet alene.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • AAA

    Interessant tankegang, men køber den ikke. Synes tværtimod det er et større problem med mennesker, der er i tryghedsforhold, der ikke fungerer. Hvorfor bruge tid på det, og for hvems skyld?
    Jeg er overbevist om, at når den rette dukker op, så er langt de fleste parat til at tilsidesætte sine egne rutiner. Det kræver bare at man bliver revet med, at man ikke kan lade være. Og selvfølgelig kan man være mere eller mindre åben for det, men mon ikke det alligevel kræver en del forelskelse og den rette timing. Nogle gange sker det og rigtig ofte sker det ikke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Så er det så pragtfuldt heldigt, at det er min tankegang, og den behøver du heldigvis ikke at købe. 😉
      Jeg er enig i, at tryghedsforhold er enormt problematiske, og jeg tror desværre, at laaangt over halvdelen af alle forhold derude primært er af netop den art. MEN. Ingen af de to poler er super optimale, og jeg synes ikke, at den ene er værre (eller bedre) end den anden.
      Du skriver, at det “bare kræver, at man bliver revet med”. Min pointe er, at for mit vedkommende (og sikkert andres) er der en masse omstændigheder, der gør, at det kan man ikke “bare”. Men at man har mødt den rigtige fyr, burde selvfølgelig gøre det lidt nemmere. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Liv

      Hvem er dommeren over tryghedsforhold? Jeg er 34 – har været sammen med min mand siden vi var 18. Det er lidt svært at undsige sig tryghed i det. Jeg elsker ham også. Men hvem er dommeren over forholdet? Jeg synes, at det er parterne i forholdet. Det jeg vil frem til er, at når man har kendt hinanden i 16 år, så kan der være dage, hvor det er svært at skelne. Og jeg mener, at så længe du er lykkelig, så er det okay.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hmm, hvis vi skal snakke om dommere og sådan, så er der vel kun én, og det er dig selv.
      Jeg har sikkert fået formuleret mig forkert et andet sted, men det, jeg mener, er: Hvis du er glad for det, du er i, så er det rigtigt. Og det, du er glad for, er ikke nødvendigvis det andre vil være glade for.
      Hvis et forhold baseret på tryghed er det, der gør dig lykkeligt, så er det vel det rigtige for dig. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • AAA

      Ahaa, nu tror jeg bedre, at jeg forstår hvad du mener. Det drejer sig mere om evnen til at “lade sig rive med”, som er svær for nogle mennesker. Det er selvfølgelig helt sandt. Jeg er nok bare personligt mere ovre i den anden grøft, af folk der gerne lade sig rive med (hvilket faktisk kan gøre det en smule svært at være i monogame forhold…). Men så er det interessant, at få dette perspektiv på emnet.
      Tak for det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Lige præcis! Dén vending manglede jeg lige 🙂
      Og tak for dit perspektiv! Det er altid rart at få det hele udfordret lidt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Jeg er eng med Liv. Faktisk snakkede jeg med min kæreste om det, pga. dette indlæg.
      Efter 9 år, et hus og et barn er der da en stor del af tryghed i mit forhold. Forstået som: jeg gør ikke op med mig selv hver eneste dag, at jeg er sammen med min kæreste fordi jeg vælger ham til og elsker ham. Altså. Det gør jeg, uden tvivl. Men mange dage er der en stor tryghed i bare at vide at man har hinanden og netop ikke behøver tage stilling: elsker jeg ham, eller bare det at han er her? Elsker han faktisk mig? Det ér der ligesom bare. Så jeg synes nok bare det er lidt trist at ‘tryghedsforhold’ er blevet sådan et nedsættende ord om et forhold. Ligesom ‘seriemonogamist’.
      Men jeg forstår dit indlæg så fint – og jeg vil sige det sådan lidt SATC Carrie-Aidan-agtigt: jeg fandt en som gav mig plads til at være egoistisk og tænke på mig selv – og da jeg fik det, havde jeg ikke længere brug for det. Hvis det giver mening – ellers har jeg bare vrøvlet på virkelig mange linjer nu 😂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jep, det kan jeg godt forstå 🙂 Og det lyder på mig, som om det er et kærlighedsforhold, du beskriver. Og i kærlighed ligger jo netop tryghed!
      Når jeg snakker om tryghedsforhold, så er det dem, hvor man er sammen, fordi man ikke overskuer alternativerne: “Hvis jeg slår op, skal jeg så være alene resten af livet? Så skal vi til at sælge lejligheden, det er besværligt! Og svigerfamilien, dem kan jeg ikke undvære!” – du véd, alle de der problematikker, som ikke har noget med kærlighed at gøre, men handler om praktik og komfort.
      Hahahaha, jeg elsker forresten din SATC-agtige udmelding! Jeg tror afgjort, du har fat i noget!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Elsker dig. Eller, det lød godt nok helt utroligt creepy. Så lad mig starte forfra: I can relate!!

    Jeg har lige haft en mega mavesur morgen/formiddag, hvor alt jeg læste på internettet pissede mig uforbeholdent meget af.
    En blogger, der skal ‘giftes igen’ (forny ægteskabsløfter) fordi alt er så pissehamrende magisk og en anden der skal til Paris med hendes kæreste, fordi det har været sygt hårdt at være to gange i USA og på skiferie indenfor den sidste periode, og nu var der altså gået skyggen af noget, der minder om leverpostej i deres forhold (deres Happy Helper har nok aflyst den ugentlige rengøring og så måtte de vel selv, stakler..). Det er sådan nogle grimme tanker, jeg har gået rundt med og ja, det er skide småligt, men nogle gange, så får jeg knopper af den urelaterbare bloggersfære! Altså det er jo præcis ligeså uopnåeligt, som dengang man kiggede op til popstjernernes liv.

    Nå kæmpe sidespring. Ville bare sige tak fordi du løftede mig ud af min ‘fuck alle bloggere og deres skide priviligerede liv’.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Du er ikke creepy, og det er din indledning heller ikke, haha. 😀
      Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvilke bloggere du taler om, hvorfor de såkaldte eksempler ikke har pisset mig af. Men du har ret, det lyder som noget, der er ret svært at relatere til… Jeg gad sgu godt være så priviligeret, det må være ret fedt, ikk’? Den der smålige misundelse, den tror jeg er helt normal, og jeg ved ikke helt, hvad man skal stille op med den (måske skal vi læse nogle andre blogs? :p ) men i hvert fald er jeg glad for, at jeg kan være dit dejlige leverpostejsagtige indslag; det vil jeg super gerne være!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Avs. Den sidste sætning gør mig helt ked af det. For jeg tror måske, at det at gå ind i et forhold med en forventning om at “blive gjort lykkelig” – at en partner er ansvarlig for ens egen lykke – er skidefarligt. Det er lidt i stil med det der med, at man skal tage sin egen iltmaske på, før man kan hjælpe sine børn med deres. Du ved, så man ikke besvimer og på den måde hverken kan være der for sig selv eller andre.
    Jeg var helt fyldt op med ilt – altså kærlighed og selvtillid og selvfedhed og integritet osv. – da jeg mødte min kæreste. Det var han også. Ingen af os havde en forventning om at blive tanket op af den anden, det skete nok bare helt naturligt. Vi har lyst til at dele vores ilt med hinanden.
    Okay, kvalm kommentar fra mig alligevel. Håber ikke, du fik det alt for dårligt af den…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ah! Fordømt! Som jeg læser din kommentar, slår jeg mig selv lidt i hovedet. Der er noget MEGET VIGTIGT, jeg fuldstændig har glemt at skrive med i indlægget, så du får det lige her: Jeg er evig tilhænger af, at vi skal være nok i os selv, før vi kan være noget for andre. Forstået på den måde, at vi ikke kan fikse os selv gennem et forhold (ligesom et barn ikke skal være den måde, man prøver at fikse et forhold, der er gået i stykker.) Der hvor jeg står nu, føler jeg egentlig, at jeg er ret fyldt op af mig selv. Jeg har styr på mine værdier (sort of) og på et generelt plan er jeg glad og tilfreds. Sådan for det grundlæggende, du ved? Jeg bilder mig ikke ind, at forholdet til en mand skal kunne sikre mig alt det gode. Men hvis jeg fortsætter som nu, bliver egoshowet til ensomhed, er jeg bange for. Giver det mening?
      Din kommentar er forresten ikke kvalm. Det giver super god mening! Og herre fedt med dig og din kæreste. 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ida

      Okay, det giver rigtig fin mening for mig! Og giver mig lyst til at fortælle dig, at så skal det hele sgu nok gå for dig. Som (jeg læser det, som) Maude skriver i sin kommentar, så er det bare skidevigtigt at være i det man er i og nyde det – græsset på den anden side og sådan. Men jeg forstår godt længslen (eller måske bare nysgerrigheden) efter tosomheden. Den har jeg også følt. Hårdt. Nu er jeg på den anden side med kæreste, baby, hus, bil og fastforrentede lån, og det er fedt! Men mine single dayz kunne altså også noget. Bare på en anden måde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hehe, tak. Jeg er beroliget 😀 (men også lidt frustreret, for det er jo super meget græsset er grønnere-situationen i en nøddeskal.) Hvis jeg en dag lander med en kæreste, som jeg bare er totalt vild med, vil jeg utvivlsomt også været plaget af tanker om de gode gamle singledage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvem der bare var lige så yndefuld som dig, på toilettet! ❤️Jeg er i hvertfald ikke, det er stensikkert! I forbindelse med Sørines overvejelser, så mindes jeg at hun faktisk funderer videre over, om hun mon fortryder sine valg senerehen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige hæftede mig ved den part, måske fordi jeg i det øjeblik jeg læste det, havde brug for at vide, at der kom en dag, hvor jeg ikke var ved at kaste op over min egen utilstrækkelighed som forælder, og derfor havde brug for et lys for enden af tunnelen. Men samtidig så vil man nok også altid være lidt mystificeret over det u-levede alternativ? Egentlig, så tror jeg ikke, der er hoved og hale i det, jeg skriver – men jeg vil sige, at jeg kender rigtig mange mennesker, som har valgt IKKE at få børn – og disse mennesker er for mig at se så meget bedre mennesker end hvad mange mødre er. Fordi man er alene, behøver man jo ikke at være egocentreret, eller det der ligner, faktisk har de jo tid til at vende blikket ud af, hvor forældreskabet faktisk i andre sammenhænge i nogle sammenhænge giver lidt rigelig tunnelsyn. Hvis du spørger mig. Og for mit eget vedkommende, så fortryder jeg ingen af mine børn, men de første år som mor var virkelig en prøvelse for min frihedstrang og for mit behov for at være alene. Nu nyder jeg den frihed, jeg på sin vis har fået tilbage, og samtidig så er jeg ked af at jeg havde så travlt med at flygte fra det andet. Paradoks much?
    Kram til dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg poserer også ret meget. Normalt ligger mit hoved på vaskemaskinen foran mig, og så er det en helt anden historie. 😛
      På en måde et paradoks, ja. På den anden side vidner det jo også bare om, at det er noget, du har reflekteret meget over, og der ER så mange perspektiver på børn/ikke-børn-sagen, at vi kunne blive ved i evigheder. Grundlæggende kan vi jo bare blive enige om (tror jeg, haha) at det ene og det andet hverken er rigtigt eller forkert. Det handler om lyst.
      Og tak, fordi du lige perspektiverede det der barnløse liv for mig. Det giver virkelig fin mening. Kram til dig. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vi er SÅ enige! Og så genlæste jeg lige min egen kommentar: “…faktisk i andre sammenhænge i nogle sammenhænge…” – virkelig flot, Maude.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      “DU SKAL FORSTÅ, HVAD JEG MENER, OG IKKE HVAD JEG SKRIVER” 😀 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    TAK TAK TAK. har det på præcis samme måde, har været single i 1000 år. Lang tid siden jeg har været rigtig forelsket, og de gange det er sket kan jeg ikke finde ud af om det var personen eller ideen om personen og det liv man kunne få sammen.
    Men hvordan fandme tilsidestiller man sig selv, når man samtidig er den person man træffer beslutningerne udfra. Altså alt fra vil jeg drikke mig fuld i weekenden til hvor vil jeg bo henne, skal jeg flytte til Stockholm eller Århus?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hehe, det er nogle super gode spørgsmål. Alle dem, som har fundet partneren og kærligheden, vil nok hævde, at svarene kommer af sig selv (ud fra samtale og forståelse) som de kommer hen ad vejen. Det er sgu da langt sværere i den indledende fase, hvor man ikke kan finde hoved og hale i noget, og fyren gerne vil dig, du vil egentlig også gerne, men hvad så med alt det, du egentlig liiige havde tænkt dig, du også skulle?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Jeg venter nok lige med at gentage at….