Mænd, der giver mig lange løg

poesi på amager

poesi på amager

Ham, der spørger, om jeg ikke skal have et stykke kage, fordi det snart er bikini season. Gå din vej, eller jeg fucking spiser dig.

Ham, der – to uger efter Stephen Hawkings død – siger: “So … Hawkings died”. Og jeg svarer: “Yes, I know“, og idiotmanden ignorerer det faktum, at jeg tilsyneladende rent faktisk ikke har levet under en sten hele mit liv, men i stedet begynder et langt oplæg om, hvem Stephen Hawkings var. (Jeg ved ikke, om man kan opsummere det til ét begreb: mansplaining. Dét hader jeg i hvert fald virkelig meget).

Ham, der har et sort/hvid ‘en fotograf tog det her foto’-profilbillede på Facebook.

Ham, der kigger på mig, som om jeg er en kasteløs, når jeg snubler over mig selv på fortovet.

Ham, der snakker om, hvilke b-kendte jetset-typer hans familiemedlemmer omgiver sig med i privaten. (Det har også et ord, og jeg tror, det er namedropping.)

Ham, der taler om sine penge. Det må han kun, hvis 1) han er min bankmand eller 2) han sejler ligeså hårdt i sin privatøkonomi, som jeg selv gør.

Ham, der er aktiv på Instagram, men helt uden at være sjov og helt uden selvironi.

Ham, der ikke kan tage mig seriøst, fordi jeg arbejder på et – urgh – DAMEBLAD!
… Og forstå mig lige ret … han må hjertens gerne joke med, at jeg sidder og laver strikkeopskrifter (det tror de alle sammen sgu), ligesom jeg selv gerne må undskylde mine momentvise videnshuller med sætningen: “Hvad ved jeg, jeg arbejder bare på et dameblad!” (Eller! I den mere kuriøse ende af afdelingen… “Ja, jeg véd, jeg giver et killer blowjob. Men jeg skriver ligesom heller ikke om andet, vel”). MEN joken er altså kun sjov, hvis vi er enige om følgende præmisser:
1. Vi laver nogle killer interviews, og vi skriver om ting, som er VIGTIGE.
2. Jeg arbejder et sted, med så mange badass kvinder samlet i ét kontorlandskab, at jeg nærmest ikke troede, det var muligt at samle SÅ meget intelligens, humor og ambition på så lidt plads.
3. Ordet ‘dameblad’ bliver brugt som et skældsord, fordi vi beskæftiger os med emner, som kvinder typisk interesserer sig for. FORDI vi historisk har tradition for at se ned på alt det, kvinder går op i, er der blevet skabt en fejlagtig diskurs om, at alt, hvad DAMEblade skriver om, nødvendigvis må være uvæsentligt, fordummende og uden relevans.

(Så er jeg færdig).

Ham, der smasker og suger usandsynligt meget luft ind i svælget, når han spiser.

Ham, der ikke gider være min træningsmakker, fordi jeg ikke har en pik, hvorfor jeg nødvendigvis må ødelægge hans pace.

Ham, der går op i at holde sin LinkedIn-profil opdateret.

 

Fordrejning

distorted
dɪˈstɔːtɪd/
adjective
 1. pulled or twisted out of shape; contorted.
*
Kunne faktisk godt have indledt det her med “samme tid sidste år”, men jeg har lavet en aftale med min artikelredaktør (og praktikantvejleder) om, at vi skal udslette samtlige sproglige klichéer i det, jeg skriver.
Så i stedet for at starte der, starter jeg med Pelle Peter. Det er ham der P3-værten fra Bornholm, der mandeflirter med Kesi og sovser den lørdag aften.
Men ham her Pelle Peter, mellem Faustix og Snavs nævnte han et eller andet om, at han glædede sig HELT VILDT til koncerten på Nørrebro på onsdag, og så var det, jeg endnu engang blevet mindet om, at jeg ikke længere er specielt ung eller specielt FOMO-ramt (længere): Oh no, not again. Distortion is coming, hvorfor min umiddelbare reaktion var en sengeliggende sejrsdans i min seng over at bo på Amager. (Gadefesten kommer ikke til Amager. Vel?!)
Efter min stilfærdige jublen tænkte jeg på Distortion sidste år. Helt specifikt tænkte jeg på den dag, jeg forvildede mig hen på Nørrebrogade, mens festen var på sit allerhøjeste, og mens fulde drenge klatrede i lygtepæle og faldt ned fra busskure, gik jeg helt alene, kiggede ned i jorden og håbede på, at hvis jeg ikke kunne se nogen, ville der heller ikke være nogen, der kunne se mig.
Det var lige på det tidspunkt, hvor jeg brugte så umanerligt meget tid på at foragte alt ved mig selv, at jeg var så overbevist om, at andre menneskers reaktion på synet af mig ville være det samme, som hvis de så en engelsk bulldog med paryk og tiara (den reaktion er latter).
Da det ligesom gik op for mig, at det var ret uholdbart at have det sådan med sig selv, gik jeg i gang med min egen beskedne form for terapi, og jeg indrømmer blankt, at den virkede ret frugtløs, når jeg på samme tid havde en meget insisterende iboende stemme i mig, som messede, at jeg for helvede bare kunne gå på anoreksidiæt igen og få det bedre.
Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er tilpas rask, eller om det skyldes, at jeg SERIØST ikke orker at skulle leve af hokkaidogræskar, hvidkål og æggehvider igen, for den indre terapi har – så langt så godt – formået at holde ud. Og det giver jo egentlig ret fin mening, for de fleste af os ved jo godt, at vi ikke skal reparere ting, der ikke er gået itu. Det eneste, der fejlede ved mig, var mit hoved, og det har jeg virkelig prøvet at fikse. Jeg har spist bedre – og mere – jeg har brugt timer i sofaen, fortalt, når nogle ting var svære. Eller… jeg har forsøgt.
Så midt i al den følelsesmæssige elendighed, jeg lidt føler, jeg befinder mig i (*Nej, jeg kunne ikke komme på en mere teatralsk formulering end det*) har jeg det milevidt bedre nu, end jeg havde det samme tid sidste år. Mine øjne er stadig som tekopper, og mine lår er som velernærede træstammer, og det er simpelthen ikke en ordentlig grund til at hade sig selv.
De sidste par dage har jeg rendt rundt i træningstights på åben gade, og jeg har ikke skjult min røv og lår med lange bluser eller jakker. Min krop har bare fået lov til at bounce frit i solens stråler, og det har været skønt – måske fordi det er så længe siden sidst. (Jeg er heller ikke bange for Distortion længere. Jeg gider bare ikk’).
dropper håndtegnet næste gang, sry

dropper håndtegnet næste gang, sry

Det er en mærkværdig tid.

3e8d6752-5ec4-47fe-ab2e-10843aa46482

Jeg blev truet på livet af en hjemløs, fordi jeg spurgte, hvad hans hunde hed. Vi havde endda haft en fin samtale, inden han blev træt af mig. 

Jeg blev standset på gaden af fem 14-årige drenge. De ville bare sige, at jeg havde en god røv. 

Jeg blev – samme dag, bare et par timer efter – high fivet af en tween i et fodgængerfelt. Han ville umiddelbart ikke andet end det. 

Jeg tænker, at alle de unge drenge må forveksle mig med en, der ikke har nået den mentale pensionsalder. 

Jeg omplanter mine grønne venner klokken 5 lørdag morgen, fordi jeg er desperat og søvnløs. 

Jeg pendulerer mellem dyb ensomhed og oprigtige latterudbrud. 

Jeg spørger mig selv, om jeg er så svær at holde af, siden jeg føler mig så alene, eller om det mon bare er den familie, jeg er født ind i, der gør, at det hele er så besværligt. 

Jeg har skallet det første lag brune hud af, og jeg er nu ved at arbejde på det næste. Det er stadig kun maj (no shit). 

Jeg mistænker, at alt det, jeg har lært om livet, har været forkert. Og jeg føler mig dybt splittet over det. Hvad nu, hvis det rent faktisk er meningen, at man både skal føle opture og nedture? Hvad nu, hvis det er okay, at du ikke kan stå oprejst hele tiden? Hvad nu, hvis du alligevel ikke skal klare alting selv, og hvad nu, hvis du ikke nødvendigvis er en idiot, fordi du tager chancen og går efter noget, du sandsynligvis ikke kan få?

Jeg smører selvbruner på lårene og ind mellem mine baller, da det går op for mig, at sidstnævnte egentlig var ret unødvendigt. 

Jeg drikker 400 gram instantkaffe om ugen.  

Jeg har dårlig samvittighed, fordi jeg ikke vil belemre nogen med mine følelser, og det føler jeg virkelig, at jeg gør. 

Jeg siger til tre fuldvoksne mænd, der står og tisser på åben gade, at det der, det ser ret primitivt ud (jeg orker seriøst ikke noget pis, når jeg er træt). De kalder mig for skøre kælling. 

Haha. Jeg håber sgu ikke, de har ret. 

Apropos hende der Vero Moda-Pigen…

vanilla

så har jeg farvet mit hår. Tonen hedder Vanilla, og det er, hvad det er: super vanilla. Men jeg kan faktisk også god lide det, og hvis ikke, det var, fordi jeg lige havde købt en silverblonde-farve i Kroatien til 25 kroner, var jeg nok gået full basic det næste lange stykke tid. 

… hvilket giver næste apropos: Jeg har lige været et hurtigt smut i Kroatien. Alene. For at arbejde. Det var enormt smukt, meget varmt og sygt hårdt (sammenlign det med en meget krævende studietur, hvor du ikke selv har valgt det selskab, du skal være sammen med 12 timer om dagen.) På turen gik det også op for mig, hvor fint det egentlig er, at Mary fik Frederik (modsat at han var blevet gift med undertegnede, hvilket er et perfekt sandsynligt scenarie). Jeg ville nemlig slet ikke egne mig til at blive prinsesse; på mit fornemme hotel havde jeg sådan en Butler-type, der gerne ville ordne ALTING for mig, og til sidst blev det altså lidt akavet, når jeg insisterede på selv at bære min fucking 0,2 L americano op på mit værelse. Folk skal bare ikke være under mig.

… sidste weekend læste jeg Maria Gerhardts ‘Tranfervindue’ på 40 minutter. Fin bog, som gav mig makabert ondt i maven – måske fordi vi nu har fået at vide, at min mosters cancerbehandling er lindrende og ikke helbredende. Anywho, jeg får nok ikke læst bogen igen, så hvis nogen vil overtage, skal I være så hjerteligt velkomne.

… en af mine gamle venner fra gymnasiet sendte mig et billede af nogle tal fra sådan en fancy vægt, der både kan måle fedtprocent og lean mass og alt det der. Han anfægtede tallenes sandhedsværdi, for han mente altså ikke, at han vejede 91 kg og KUN havde en fedtprocent på 5.
I øjeblikket følte jeg mig sådan lidt farmands-høhø, så jeg besluttede mig for at lave den omvendte “Mand skriver til kvindelig sælger på DBA og beder hende om at tage et billede af den BH, hun sælger, mens hun har den på”-situation (I véd, fordi han gerne vil se hendes patter, ikk) Så jeg skrev til Sebastian, den gamle ven, at han kunne sende et billede af sig selv uden tøj på, så kunne jeg vurdere hans fedtprocent. Åbenbart er den så lav, og hans hjerne så medtaget, at han prompte hoppede på mit trick. Vi blev enige om 8-9 procent.

… min allerkæreste veninde er gravid. Jeg græd, da jeg fik det at vide, og jeg kæmper stadig med tårerne, hver gang jeg tænker på det. Imidlertid føler jeg mig også lidt som en røv, for jeg har også gået og tænkt: “Hmmm… vi har aldrig fået vores sidste bytur. Det er jeg faktisk ikke okay med. Skal vi aldrig jersey turnpike sammen over en flaske tequila igen?” Ér jeg en røv for at være så egoistisk?

… til træning i dag skulle vi lege hypheste i elastikker. Jeg har mange modermærker, men nu har jeg ét mindre. Pludselig gjorde noget meget ondt, der var blodpletter på min trøje, og ja.. jeg kunne virkelig godt lide det modermærke. R.I.P.

… mens jeg skriver dette, har jeg episk griner over den rekordlave billedkvalitet i det her indlæg. Modsat min omsorg rationerer jeg min æstetik.

blod

10 ting om Karoline – forfattet af hendes mor

 

Eftersom det er Mors Dag, og der ikke rigtigt er noget nyt under mor-solen, og det jo gerne skal handle lidt om mødre, har jeg fået min mor til tasterne. Ikke for at forklare sig, men for at fortælle endnu mere om.. mig! 😀

  • Som 17-årig satte hun en seddel op på køleskabet med argumenter for, hvorfor hun skulle have en tatovering: Dygtig i skolen, altid lavede sine afleveringer, passede sit fritidsarbejde og aldrig hjemme – ergo ikke til besvær.
    (Glæden ved at blive myndig.)
  • Da familien kom ind for at se deres nyfødte lillesøster (barn nummer 4) udbrød den 5-årige Karoline ”hvornår skal vi have en mere?” Hun må være meget glad for at være storesøster.
    (Sandt. Det er meget værre at være lillesøster.)
  • Når Karoline var til børnefødselsdag hos klassekammerater, roste de andre forældre hende altid. Hun blev som den eneste siddende ved bordet og spiste stille og roligt sin mad færdig, og gerne en ekstra portion, mens de andre børn drønede rundt.
    (Det droppede jeg så senere hen.)
  • Hun øvede meget grundigt med Hugo, vores engelske bulldog, så han lærte at give high five og åbne døre.
    (Hvor sidstnævnte desværre gav bagslag, eftersom den forbandede køter kom rendende ind på mit værelse i tide og utide.)
  • Karoline tager gerne imod en udfordring. Hun gik rundt og sang Santa Lucia-sangen. Jeg spurgte hende, hvordan den var på tysk. Hun forsvandt ind på værelset og kom først ud, da hun havde oversat den og kunne synge den på tysk.
    (Det ér også et forbandet dejligt sprog.)
  • Hun kan få de sureste tæer, jeg kender til.
    (Jeg har så fundet ud af sidenhen, at jeg er godt hjulpet ved at bruge strømper.)
  • Som baby var Karoline ret tyk – på den gode måde (haha, tak mor). Hun var også ret energibesparende. Når man satte hende ned, legede hun kun med det legetøj, der var inden for rækkevidde. Kunne hun ikke nå det, var det ikke interessant. Hun blev også sat i træning, for når man lagde hende på maven kunne hun ikke løfte hovedet – lidt pinligt i mødregruppen, så der blev dømt træningslejr, og det hjalp ret hurtigt.
  • Karoline spillede pigefodbold i Lyseng. Her havde hun det suverænt hårdeste højrebensskud i hele pigeafdelingen. Hun var samtidig en forrygende forsvarsspiller og de andre pigers fædre kom ofte hen og sagde ”Hvor er det godt, Karoline spiller i forsvaret i dag, så er vi meget mere rolige.”
    (Dén her overrasker mig lidt … jeg husker mig selv som værende en kende energibesparende – også på grønsværen.)
  • Hun nægter at parkere, når hun en sjælden gang kører bil – siger, hun aldrig har lært det.
    (Og det er sandt. Efter 8 år med kørekort har jeg stadig min første parallelparkering til gode.)
  • Hun er pedantisk mht. grammatik, og retter altid, hvis jeg har lavet en fejl – selv i en sms eller messenger-besked.
    (Jeg er også pedantisk i forhold til uberettiget kritik. Min mor sætter seriøst ikke engang spørgsmålstegn efter spørgsmål.)

soede-hugo