Lommelinks #8

Eat, bleed, repeat

img_4871

Jeg tror, jeg skriver mere – og bedre – når jeg har ægløsning. Problemet er bare, at jeg bløder meget mere, end jeg ægløser.

Tina, en fra crossfit (jeg skal stoppe med at sige det ord), sagde til mig i lørdags, at min hud var virkelig flot og glødende. Så sagde jeg til hende, at det nok var, fordi jeg havde ægløsning.

Så bliver man jo lidt smukkere, lidt mere attraktiv, en lidt bedre udgave af sig selv. Dagen efter begyndte jeg at bløde, og det gik op for mig, at ægget for længst havde givet op, og min pæne hud måske ikke havde noget som helst med min cyklus at gøre.

Måske skyldes det bare selvbruner. Jeg har fået en del komplimenter for min kulør, nemlig. Den består bare af selvbruner.

(Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg snakker om lige nu. Beklager.)

Min hjerne er helt blabbet for tiden. Sidste weekend blev jeg nødt til at ringe til min veninde, og jeg bønfaldte hende om, om jeg ikke nok måtte komme ud til hende, for jeg havde det, som om mit hjerte var sprunget i 1000 stykker. Det var helt henrivende at føle, at jeg faktisk stadig kunne føle noget som helst, jeg havde det, som om jeg var et ægte menneske. Helt ustabil og ude af kontrol.

Jeg har ikke lyst til at spise, det meste mad smager gråt, så jeg river nogle gulerødder og hælder en dåse tun i olie ved siden. Heldigvis har jeg jo lært, at “uden føde stopper Karo med at bløde”. 

Så har jeg sat mig selv op i de dersens søvndyssende anti-psykose-zombiepiller, jeg har taget de sidste 4 år. I stedet for at sluge en enkelt, sluger jeg to, og det hjælper ikke en skid. Ligger bare i sengen med åbne øjne til midt om natten, og så vågner jeg igen klokken 6. Heldigvis er vejret godt, så jeg kan sætte mig ud på terassen og stirre ud i den grå gård, hvor duerne leger et eller andet, der har med parring at gøre.

Jeg parrer ikke. Bløder bare. Egentlig forstår jeg godt min hjerne: i 10 dage har den affundet sig med tunge housetracks og technobeats som en uendelig konstant. Jeg skal have musikken hele tiden, for jeg føler mig så levende og så udsat på samme tid. Er det sådan, det føles at give plads til et andet menneske? For så er jeg ikke sikker på, jeg kan lide det.

6 kommentarer

  • Malene RM

    Ååååh jeg elsker at læse med! Grinte højt tre gange da jeg læste indlægget. Du er sjov og forelsket 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Heheheh, jeg er vild med dig 😀 grinte højt, da jeg læste din kommentar. Åh guuuud

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frk. C

    For mig har det i hvert fald føltes sådan, at min krop, hjerne og hjerte var dybt uenige om, hvilken slags følelse jeg skulle have. Som Nordkorea, USA og Rusland til topmøde med hver deres dagsorden. Shit et vivar af kaos og håb 😅
    Hepper på dig, din krop og det andet menneske ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er en meget, meget rammende beskrivelse. Især ved det faktum, at det kan blive det vildeste optur i verden, eller det kan gå fucking galt.
      Tusind tak, du søde. Krydser selv arme og lemmer!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Søde Karoline, – tag til lægen. Det er ikke meningen, at man skal have det sådan

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hej du søde, Sarah
      Hæ, du har ret.. det lyder sgu lidt som noget værre noget, og selv om det desværre ikke er gået over endnu, er jeg sikker på, at det ikke er lægekrævende. Det er bare følelser. Kram. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Lommelinks #8