Det er en mærkværdig tid.

Jeg blev truet på livet af en hjemløs, fordi jeg spurgte, hvad hans hunde hed. Vi havde endda haft en fin samtale, inden han blev træt af mig. 

Jeg blev standset på gaden af fem 14-årige drenge. De ville bare sige, at jeg havde en god røv. 

Jeg blev – samme dag, bare et par timer efter – high fivet af en tween i et fodgængerfelt. Han ville umiddelbart ikke andet end det. 

Jeg tænker, at alle de unge drenge må forveksle mig med en, der ikke har nået den mentale pensionsalder. 

Jeg omplanter mine grønne venner klokken 5 lørdag morgen, fordi jeg er desperat og søvnløs. 

Jeg pendulerer mellem dyb ensomhed og oprigtige latterudbrud. 

Jeg spørger mig selv, om jeg er så svær at holde af, siden jeg føler mig så alene, eller om det mon bare er den familie, jeg er født ind i, der gør, at det hele er så besværligt. 

Jeg har skallet det første lag brune hud af, og jeg er nu ved at arbejde på det næste. Det er stadig kun maj (no shit). 

Jeg mistænker, at alt det, jeg har lært om livet, har været forkert. Og jeg føler mig dybt splittet over det. Hvad nu, hvis det rent faktisk er meningen, at man både skal føle opture og nedture? Hvad nu, hvis det er okay, at du ikke kan stå oprejst hele tiden? Hvad nu, hvis du alligevel ikke skal klare alting selv, og hvad nu, hvis du ikke nødvendigvis er en idiot, fordi du tager chancen og går efter noget, du sandsynligvis ikke kan få?

Jeg smører selvbruner på lårene og ind mellem mine baller, da det går op for mig, at sidstnævnte egentlig var ret unødvendigt. 

Jeg drikker 400 gram instantkaffe om ugen.  

Jeg har dårlig samvittighed, fordi jeg ikke vil belemre nogen med mine følelser, og det føler jeg virkelig, at jeg gør. 

Jeg siger til tre fuldvoksne mænd, der står og tisser på åben gade, at det der, det ser ret primitivt ud (jeg orker seriøst ikke noget pis, når jeg er træt). De kalder mig for skøre kælling. 

Haha. Jeg håber sgu ikke, de har ret.