Apropos hende der Vero Moda-Pigen...

Det er en mærkværdig tid.

3e8d6752-5ec4-47fe-ab2e-10843aa46482

Jeg blev truet på livet af en hjemløs, fordi jeg spurgte, hvad hans hunde hed. Vi havde endda haft en fin samtale, inden han blev træt af mig. 

Jeg blev standset på gaden af fem 14-årige drenge. De ville bare sige, at jeg havde en god røv. 

Jeg blev – samme dag, bare et par timer efter – high fivet af en tween i et fodgængerfelt. Han ville umiddelbart ikke andet end det. 

Jeg tænker, at alle de unge drenge må forveksle mig med en, der ikke har nået den mentale pensionsalder. 

Jeg omplanter mine grønne venner klokken 5 lørdag morgen, fordi jeg er desperat og søvnløs. 

Jeg pendulerer mellem dyb ensomhed og oprigtige latterudbrud. 

Jeg spørger mig selv, om jeg er så svær at holde af, siden jeg føler mig så alene, eller om det mon bare er den familie, jeg er født ind i, der gør, at det hele er så besværligt. 

Jeg har skallet det første lag brune hud af, og jeg er nu ved at arbejde på det næste. Det er stadig kun maj (no shit). 

Jeg mistænker, at alt det, jeg har lært om livet, har været forkert. Og jeg føler mig dybt splittet over det. Hvad nu, hvis det rent faktisk er meningen, at man både skal føle opture og nedture? Hvad nu, hvis det er okay, at du ikke kan stå oprejst hele tiden? Hvad nu, hvis du alligevel ikke skal klare alting selv, og hvad nu, hvis du ikke nødvendigvis er en idiot, fordi du tager chancen og går efter noget, du sandsynligvis ikke kan få?

Jeg smører selvbruner på lårene og ind mellem mine baller, da det går op for mig, at sidstnævnte egentlig var ret unødvendigt. 

Jeg drikker 400 gram instantkaffe om ugen.  

Jeg har dårlig samvittighed, fordi jeg ikke vil belemre nogen med mine følelser, og det føler jeg virkelig, at jeg gør. 

Jeg siger til tre fuldvoksne mænd, der står og tisser på åben gade, at det der, det ser ret primitivt ud (jeg orker seriøst ikke noget pis, når jeg er træt). De kalder mig for skøre kælling. 

Haha. Jeg håber sgu ikke, de har ret. 

   

24 kommentarer

  • S

    Hjemløse er svære størrelser. En af dem har engang aet min kind som tak for lån af en lighter, og jeg bryder mig ikke engang om unødvendig kontakt med fremmede til at begynde med! Flere hjemløse har diskuteret med dem selv ad mig, at jeg ikke ved noget om noget som helst, eller antaget at jeg var folks mødre. Det sidste sker også af folk, der hverken er hjemløse eller på stoffer, så det er nok en anden sag. Ensomhed er en endnu sjovere størrelse, men nok den mest logiske følelse i hele registret. Vi bliver født alene, vi lever inde i vores hoveder alene, og vi dør alene. Det handler vel bare om at få så mange oprigtige latterudbrud som muligt, så man har noget at stå imod med. Gode venskaber, familie tid, kærlighed (og/eller kæledyr). Og turde tro på, at det hele kan være en del af livet, uden at mindske betydningen af hinanden. Jeg ved ikke selv, hvad jeg snakker om. Giver det overhovedet mening, eller har solen smeltet mine sidste hjerneceller væk?

    PS. Vi har alle familie, og vi har alle en del af vores familie med i alt hvad vi foretager os mere eller mindre bevidst, fordi det er så stor en del af hvad der gør os til de vi er. Det betyder ikke, at nogle er mere eller mindre elskbare end andre. Det betyder bare, at vi alle er mennesker, og nogle kan være svære at håndtere for pærer, men fantasiske for æbler. Og det er kun en god ting, for det betyder, at det intet har med dig som person at gøre. Det er bare sådan, det langt hen af vejen, er. Og et eller andet sted, er der den helt rette appelsin for dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      He he he he … jeg har haft en lignende oplevelse. Altså – det ER muligt at abstrahere fra berøringen, synes jeg, men mens det står på, kan jeg ikke lade være med at tænke ‘har du vasket hænderne, siden du sidst stod og tissede med din pik i hånden?’ Og det er ikke bare en hjemløs-ting, det er vist meget en mandeting, tror jeg. 😀
      Det giver mening, S. Og pas lige på dine hjerneceller her i varmen. Jeg ville megahade det, hvis du pludselig ikke længere kunne formulere dine kommentarer til mig.
      Kram fra hende, der er på appelsinjagt

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      Jeg er ikke sikker på, hvor min frugtsalat metafor kommer fra. Jeg kan ikke engang lide frugt… #riphjerne

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      “Jeg kan ikke engang lide frugt” – kvinde, det er som at sige, at man ikke kan lide musik!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg har lært, at man ikke skal føle, at man belemrer nogen med sine følelser. Man får det bare værre ved at tie stille (sådan har jeg hvert fald mærket det). Jeg synes hurtigt, man kan fornemme, hvor meget man har lyst til at dele med den pågældende person, og hvor meget personen har lyst til at høre.
    Virtuel krammer herfra – jeg elsker dine ærlige indlæg!
    Ps. jeg lægger mærke til, at dine punktummer er uden for paranteserne nu 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg tænker, at du har helt ret. Det er bare 20 års opdragelse, jeg skal lægge om – og det er altså en kende vanskeligt! 🙂
      Og mens du læser det her, kan du synge (med Kelly Clarkson som kor) “because of you”! Tak for hjælpen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg vil gerne love dig, at det er den familie, du er født ind i og ikke dig, der er svær at holde af. Altså LOVE <3 (både 'promise' og 'kærlighed'!).
    Desuden vil jeg også gerne love dig, at man først bliver rigtig glad, når man føler både nedture og opture, ikke står oprejst hele tiden, ikke klarer alting selv, og husker at tage nogle chancer.
    Kram <3 <3 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er jeg glad for. Altså … jeg erkender blankt, at det kan være lidt svært at tro på i praksis, mens det hele står på og er mest nedtursagtigt, men jeg prøver lige (meget intensivt) at holde fast i det, du skriver. Jeg vil gerne have, at det er rigtigt.
      Tusind tak for det, du søde. Alle de største kram til dig også <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Du må aldrig stoppe med at skrive så ærlige indlæg! Jeg kan relatere 100%, hvor er det dejligt man ikke er den eneste, der føler præcis det samme som dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det lover jeg: det stopper jeg ikke med, før bloggen lukker og slukker.
      Jeg håber, du klarer den, Signe.
      Kh <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maren

    Når du kommer fyrrene ved du dette: Vi er nogle, der tidligt har delt og vist nedturene og de skøre familier. I fyrrerne opdagede jeg, hvor mange der først klar tiltil at dele det sent i livet. Det var så overraskende og befriende at se, de mennesker og familier, jeg havde kendt i årtier åbne op om angst, alkoholisme, selvmordsforsøg og andet godt fra havet. Men i tyverne stod vi stadig få og blafrede med åbne dører til sårbarheden, raseriet og ja, nedturerne. Omvendt har vi forskellige kort på hånden, opvæksten og dybden af nedturerne. Set fra fyrrerne og dig og alt, alt det du synes at kunne og være, er min vigtigste erfaring: Lad dig ikke forbitre. De triste skæbner i fyrrerne er ikke dem nedturerne har trukket hårdest i, men dem der føler sig snydt af livet. Som står her og føler, at livet skyldte dem andet og mere.

    Og så er jeg vild med din blog. Tak for den!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er godt nok meget sent, mange er begyndt at åbne op. Jeg genkender det, men jeg håber, at det ændrer sig. Min teori er, at jo mere du holde igen, jo mere forbitret kan du ende med at blive.
      Hvorom alting er: det er vigtigt lige at huske på. Så det vil jeg gøre.

      Tusind tak for kommentaren og rosen. Jeg smiler lige lidt for mig selv nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette Aarre Dalsgaard

    Nedturene er kun for, at opturene kan opleves i Technicolor, har jeg erfaret efter 18 år med psykisk sygdom.

    “Life is so ironic, it takes sadness to know what happiness is, noise to appreciate silence & absence to value presence”

    Desuden kan jeg trøste med, at 30érne er bedre end 20érne….40érne er bedre end 30érne….ihvertfald indtil 42år, hvor jeg er nået til 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      I technicolor.. det er en grineren og rammende formulering. Det andet er også ret rammende, og jeg hader det inderligt. Ville ønske, jeg kunne være i det der følelsesmæssige ingenmandsland lidt endnu; pisse kedeligt, men også meget lettere.
      Jeg ser frem til 40’erne. Og tusind tak for beskeden. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor intet vover, intet vinder – jeg krydser fingre for eventyret og at du tør. Så længe man husker, det ikke er jordens undergang, og har overskuddet til at gribe sig selv bagefter, fremfor at falde i et hul. Men mon ikke du har, hvis du leger modig? Tænk hvis det går godt 😮 <3 😀

    (… Og så tror jeg i øvrigt at alles liv har brug for en krykstok, fordi det har '400 liter kaffe og nattelige plantevanderier' på programmet, selvom man helst var fri – jeg kender hvertfald ingen, der kan trænge til at lægge i en sækkepude og får lyst til at pille hjernen ud og lægge det i blød i en uge, bare for at blive fri for det lidt, samt at bestille en solskinsferie med fri bar. Men så er det nok med, at få snakket med nogle, som du siger, hvis det fortsætter <3)

    Håber din fredag er rar.
    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ja, tænk nu hvis det går godt! Det er jo hundrede procent rigtigt, men sådan TØR jeg simpelthen ikke tænke. På mange punkter er jeg modig – det er jeg altså – men når det kommer til mine egne følelser, er det, som om jeg altid vælger at blanke, fordi det andet er for sårbart.
      Og jeg skylder mig selv det, du har ret. Jeg tager det hele til efterretning og håber på, at aftenen bliver god. GREAT HUGS TO YOU. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida Marie

    Jeg kommenterer nærmest aldrig på blogs, fordi jeg aldrig kan finde på noget relevant at sige, men jeg er bare nødt til at skrive her og fortælle dig, hvor godt jeg kan lide dig og din blog. Du skriver godt, du er ærlig, humoristisk, velformuleret, intelligent, aldrig kunstig, aldrig for meget. Og så er dine holdninger og tanker så sympatiske og troværdige!
    Jeg fornemmer ud fra dine beskrivelser, at vi som yngre (vi er jævnaldrende) har været absolutte modsætninger i udtryk, interesser og handlinger (bortset fra Harry Potter, selvfølgelig!), og det er derfor vildt inspirerende, at jeg nu lærer at min ungdoms solbrændte, lip-gloss bærende, vildt festende, piercede piger (som jeg altid har været lidt bange for) kan minde så meget om mig indeni. Hurra for nedbrud af fordomme!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      MEN HVOR ER JEG DOG BARE GLAD FOR, AT DU SKREV! Jeg har lyst til at jagte dig og give dig verdens største, mest taknemmelige kram, så din (sikkert) porcelænsfine hud bliver helt smurt ind i selvbruner, gammel hårfarve og afskallet hud (kun kærlighed) <3
      Hvis det er fordomme, jeg er i gang med at nedbryde, så kunne jeg ikke være mere lykkelig; det ville ganske enkelt være fantastisk.
      Ps. Jeg er totalt nysgerrig: Hvad interesserede du dig for (og hvad lavede du) da du var yngre? Måske er vi mere ens, end man lige umiddelbart skulle tro.
      Lipglosskys herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ida Marie

      Haha, min hud er i hver fald porcelæns-hvid! (men måske ikke helt porcelæns-jævn – har faktisk haft god brug af dit tip om salicylsyre).
      Da jeg var teenager interesserede jeg mig meget for bøger, fantasy, teater og folk-agtig musik. Jeg elskede at gå i skole og at lave lektier og havde altid hånden oppe – var også ret bedrevidende (tænk Hermione i de mere irriterende øjeblikke). Jeg sad også i elevrådet og fulgte med i politik. Jeg var rædselsslagel for fester, alkohol og for at gøre noget forkert. Jeg gik slet ikke med make-up og havde noget underligt hippie-agtigt tøj på. Så som du nok kan gætte, var jeg ikke specielt populær. I gymnasiet øvede jeg mig meget i at virke mere formal, så jeg tog mascara på, gik til det krævede antal fester og lod som om jeg drak mig fuld (men syntes i hemmelighed at almindelige skoledage var det bedste). Kyssede ikke nogen før jeg var 18. Var altid bange for de populære, men håber ikke nogen opdagede det. Utroligt, så meget det kunne fylde den gang! Helt fjollet at tænke på nu.
      Hvordan var du som teenager? Jeg har bare gættet på at du har været vildt smart og populær og god til at feste, men jeg ved det jo faktisk ikke.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      For pokker, Ida Marie! Din kommentar har ligget og gemt sig i min spam-mappe, og jeg ser den simpelthen først nu. Det er jeg ægte ked af!
      Til gengæld er jeg glad for at høre, at du kunne bruge syretippet – jeg har forresten fundet ud af, at det fungerer ret godt som ekstra “glødgiver”, forstået på den måde, at hvis du gerne vil have lidt blussende, friske kinder, så er det en god måde at nå derhen på, hehe. 🙂
      Det er virkelig sjovt, som du skriver om dig selv. Du lyder ret gennemført, og det er både på godt og ondt. 🙂 Det er lidt ærgerligt, at man skal over gymnasietiden og de hårde teenageår, før man kan se, at man egentlig bare skulle have gjort det, man havde lyst til. Er du bedre til fester i dag?
      Faktisk – og det var lidt det, min teori også gik på – var vi nok ikke sååå forskellige igen. Jeg drak som et vandfald, bevares, men skole var også life <3 Og jeg var selvfølgelig referent i elevrådet, hehe. Men altså – jeg har faktisk skrevet om mine teenageår, fordi jeg lige følte mig inspireret, så hvis du er nysgerrig, kommer der snart et meget billedrigt (og pinligt) indlæg fra min hånd.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • “Hvad nu, hvis det rent faktisk er meningen, at man både skal føle opture og nedture?” – det skal man! Og nedturene er til for at opturene føles bedre. Og hvis man siger det til sig selv, så hjælper det faktisk en lille smule…
    “Hvad nu, hvis det er okay, at du ikke kan stå oprejst hele tiden?” – ingen mennesker står oprejst hele tiden. Alle ligger i fosterstilling fra tid til anden. Og det er HELT normalt. Jo, det er! Men hvis man gør det hele tiden, så skal nogen hjælpe én.
    “Hvad nu, hvis du alligevel ikke skal klare alting selv….” – man kan ikke klare alle ting. Mange ting, men ikke alt. Og det er heller ikke meningen, for det er jo derfor vi har hinanden ❤️
    “…., og hvad nu, hvis du ikke nødvendigvis er en idiot, fordi du tager chancen og går efter noget, du sandsynligvis ikke kan få?” – man skal altid gå efter det man vil ha’. Nogle gange lykkes det, men andre gange lykkes det ikke. Men så lykkes det næste gang. At turde er at miste fodfæste et lille øjeblik, ikke at turde er at miste sig selv. Du ved hvem der sagde det. Kæmpe kram til dig, sødeste du! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Søren. <3 Jeg tænker, at han har ret. Det har han jo nærmest altid, ikk'? Men lige nu har jeg også lyst til at råbe ind i ansigtet på mig: DET ER FANDME NEMT FOR DIG AT SIGE, JEG FUCKING TØR IKKE, FOR DET KOMMER TIL AT GØRE ALT FOR ONDT, OG JEG KAN IKKE HIVE MIG SELV OP IGEN! Forstår du?
      Du har jo (også) fuldstændig ret. Og jeg er oprigtigt glad for, at du lige skriver det, for det er åbenbart mere end almindeligt svært for mig at forstå. Eller også er det bare for stor en omstilling. Jeg ved det sgu ikke.
      Kæmpemasse kram herfra. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, jeg ved godt det er lettere sagt end gjort… Men som du skriver: Søren har jo altid ret, ikke?…. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Har han? Jeg skal i gang med at filosofere lidt mere.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Apropos hende der Vero Moda-Pigen...