Jeg håber virkelig, at I andre er ligeså kiksede som mig, men at jeg bare ikke hører om det. 

Så bliv dog voksen, pigebarn

Det ville være totalt fedt, hvis jeg kunne åbne med en Fight Club-filosofisk analogi om, at man skal nedbrydes helt for at kunne blive bygget op og blive til noget andet. Der har jeg heldigvis ikke været, og jeg ved heller ikke, om jeg abonnerer på den overbevisning. Men der skete alligevel noget en søndag for nogle uger siden, hvor det gik op for mig, at jeg skulle tage mig sammen.

Jeg kom hjem om aftenen, og jeg havde egentlig haft en rimelig dag. Da jeg havde smidt mine udendørs-Birkenstocks, afløst dem med mine indendørs-Birkenstocks, sat vand over til koffeinfri kaffe og skiftet til joggingsættet blev jeg ramt af en helt vild tanke, og den var overalt: Karoline, hvis du dør nu, er der ingen, der opdager det. 

Den slog mig helt omkuld, og jeg kiggede på min store seng, jeg altid ligger alene i, og jeg følte mig dybt ensom på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Sådan havde jeg det i … lad os sige 3-4 minutter, før jeg bankede min kno mod mit ansigt, og jeg sagde til mig selv, at jeg var unødvendigt ynkelig og totalt åndssvag at høre på. Karoline, du er jo ikke engang ved at dø, så slap dog af, mand.

Så det gjorde jeg. Slappede lidt af, og dagene efter begyndte jeg at overveje, hvorfor mit humør mon var så nedtursagtigt. Jeg havde været sur på min mor i en måned, min lejekontrakt til mit værelse udløber snart, og der går ikke længe, før jeg skal tilbage på skolebænken i Aarhus. Så sov jeg heller ikke om natten, og som en, der tager sin søvn meget seriøst, kan det virkelig være belastende.

Men først ugen efter gik det op for mig, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte i gang med at blive voksen – eller i hvert fald tage lidt ansvar og få styr på nogle ting.

Forrige weekend var jeg til bryllup i Aarhus, og jeg havde taget en hel masse dage fri, fordi jeg så kunne få lidt ægte kvalitid med min familie, men da jeg kom tættere på den store dag, orkede jeg det ikke. Jeg orkede ikke at se min mor, og jeg orkede ikke den der repetitive snak, hvor jeg fortæller hende, hvorfor jeg er sur, og hvor hun prøver at give mig dårlig samvittighed, fordi jeg ikke kan være glad på hendes vegne. Så jeg droppede ekstradagene i Smilets By og glædede mig over, at vi kun skulle bruge 48 timer i hinandens selskab.

Det var lige indtil hun tilbød at tage med mig til København efter brylluppet, og jeg sagde, at det skulle hun ikke, men det endte med, hun gjorde det alligevel. Og det var først, da vi sad på en restaurant i Fiolstræde kun timer før afsked, jeg fik sagt, hvad jeg blev nødt til at sige: Mor, jeg er så glad for, jeg er voksen nu, fordi jeg kan se, hvor forkert det er. Hvis jeg havde været barn og havde set, hvad det er, du gør, havde jeg troet, det var det rigtige. Det havde jeg aldrig tilgivet dig (..) Jeg er nået til det punkt, hvor jeg har brug for at vide, om du er her for os, eller om jeg bare skal kigge forbi et par gange om året, klappe dig på skulderen og tage hjem igen.”

Det gjorde lidt ondt, og jeg tror måske også, vores øjne blev lidt røde i det, men det var også helt rigtigt, for da vi cyklede mod Amagerbrogade igen for at drikke den sidste kop sammen, var det hele lettere, end det havde været i meget lang tid.

Desuden har jeg givet mig selv lidt voksenpoint ved at …

  • Tjekke min netbank for første gang i halvandet år. Altså … forstå mig ret: Jeg tjekkede kun, hvor mange penge jeg har på min konto. En eller anden dag om nogle år skal jeg nok tage mig sammen til at kigge på mine transaktioner.
  • Få skrevet en eller anden mail til Journalisthøjskolens administration: “Hej, jeg har glemt at melde mig til fag og valg af lokation til 7. semester … deadline er overskredet (elendig journalist) Kan jeg stadig nå det, eller har I smidt mig ud?”
  • Være på Folkemøde i weekenden (og det var fedt. Især hvis man har optur over kendte mennesker).
  • Drikke for hyggens skyld og ikke bare for effekt.
  • Nedtone mine øjenbryn (bare lidt, ikk’)
  • Købe bland selv-slik til mine kollegaer i stedet for at bage en lækker kage fra bunden. Det er voksent, fordi jeg er gammel og slidt og ikke orker unødig baks i køkkenet.

Nu mangler jeg bare en baby. 🙂

 

   

13 kommentarer

  • Annette Aarre Dalsgaard

    JEG ville savne dig, selvom det kun er “her” du er.
    Desuden er jeg total fan er nedtonede øjenbryn og ISÆR fan af, at du sætter foden ned, hvor din grænse er! Det gjorde jeg først som 38 årig, men det er lige dér, hvor resten -af det gode- liv starter.
    Masser af kram fra mig (din selvvalgte mor&far tilhver en tid)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Åh, især din sidste sætning varmer mit hjerte. Jeg bliver så rørt og beæret over det på samme tid. Tak, for pokker, Annette/selvvagte mor OG far (hvor heldig er jeg ikke lige!)
      Jeg har lyst til at sige – og ja, det er nok en floskel, men den holder sgu – at bedre sent end aldrig. Altid. Hvor var det godt, du fik det gjort og så endda med så meget godt liv på den anden side. Det var dejligt, du lige skrev. <3 Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Kan virkelig godt lide at følge med herinde 🙂
    Og apropos de der øjenbryn; jovist, de er lidt til den mørke side. Til gengæld minder du mig om den der ene pige i mit gamle Belleville lego sæt (ah, 1997-nostalgi!), der var helt blondine, men havde sorte øjenbryn. Undrede mig altid over, hvilket genetisk fuckup, der var grunden. Nu tænker jeg, at RefectoCil også findes i Lego-world.
    Så dig i øvrigt i Aarhus for efterhånden længe siden – du kørte et gedigent resting bitchface, så huskede selv at smile unaturligt meget hele vejen hjem 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      JEG HUSKER DEN DUKKE!!! (Og mens jeg læser din besked, dør jeg lidt af grin) FFS, Rikke … jeg har lyst til at gemme følgende i min erindring for evigt og altid: Undrede mig altid over, hvilket genetisk fuckup, der var grunden. Nu tænker jeg, at RefectoCil også findes i Lego-world.
      Og nu til noget mere alvorligt: Hvor er jeg ked af at høre, at du så mig sådan! Resting bitch face er nok mit værste træk, og jeg hader det hver dag – især fordi jeg nærmest ALDRIG er sur! Undskyld, jeg ville så gerne have smilet til dig, men hvor er det perfekt, at du udnyttede det og vendte det om til noget godt. Du lyder eddermaeme som en vinder!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke

      No excuse needed – det var mest en anerkendelse af, at man nu engang ser ud, som man gør, og det ikke definerer ens person. Jeg lider desværre også af syndromet. Har pr. definition lidt nedadhængende mundvige, selv når jeg er allergladest. På min tinder stod der i en periode, at jeg altså er en ret glad pige, selvom jeg ikke altid ser sådan ud. Har dog fået det ud af det, at når jeg ser en fellow-resting-bitch-face-type, tænker jeg altid, at hun må værre herresjov i virkeligheden. Og det passer som oftest!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      DU ER MIN KOMMENTAR NUMMER 5000 – STORT TILLYKKE!
      Hvordan reagerede dine Tinder-fyre på den info? Var det noget, de spillede videre på?
      Ha, sjov teori. Den begynder jeg lige at lægge mærke til!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sådan dér, Karoline! Super-godt gået, jeg er SÅ stolt af dig! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      TAK. Det føltes fandme også GODT. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Sådan Karoline! Stærkt du har konfronteret din mor. Der er også noget rart over at blive voksen 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Wuu, tak! 🙂
      Haha, ja. På papiret virker det jo ret skræmmende, men i praksis er det måske ikke så slemt igen. I hvert fald ikke når man finder ud af, at man helt selv må bestemme, hvad man forstår ved begrebet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Kære Caro..
    Som jeg læser dig herinde er du ret ansvarlig og voksen det meste af tiden. Lidt for meget endda ? Kan det være ?
    Jeg tror bestemt ikke, du har grund til at slå dig selv i hovedet med det da…
    Og så de skønne øjenbryn – hvorfor skal de dog tones ned ?
    NYD dem – siger hende på 46 år, der nærmest har tabt (!) sine, (og resten er blevet hvide) (!!). Jeg ville give min højre arm for dine fine øjenbryn 😉
    Ej, men tilsyneladende er du bare så sød og fornuftig, og du klarer det som jeg kan skimte det, bare godt. Tingene er jo ikke altid så lette vel ?

    Jeg er helt sikker på, du er på helt rette vej, og på en fornuftig måde, med hvad du nu har i “kufferten”, du skal have med, og måske slås lidt med også, som du har samlet i livet.

    You rock – gør du..nemlig..

    Knus til dig fra en ældre medsøster

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne

      Undskyld jeg har kaldt dig Caro nu du jo hedder Karoline – det ved jeg faktisk godt, så det er jeg ked af, det gik nok lidt (for) stærkt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      C’et er hundrede procent tilgivet. Især ovenpå den besked; en hilsen fra en medsøster. Anne, jeg mener det helt ærligt – sådan nogle hilsner er faktisk de bedste. Medsøstre er de bedste!
      Joo … som jeg læste din kommentar, måtte jeg jo give dig ret i, at jeg har været voksen på flere punkter i mange, mange år. Men på andre punkter har jeg haft meget at hente. Her tænker jeg nok mest i forhold til relationer, at sætte grænser og sådan nogle lavpraktiske ting, som har med uddannelse, økonomi og NemID at gøre. Der er jeg satme elendig, og jeg har haft brug for (i mit hoved) at blive bedre.
      Hehehehehe … de øjenbryn! De er altså også kun blevet tonet LIDT ned. Vi snakker fra SORT til mørkebrun.
      I forhold til dine øjenbryn. Hvis du er træt af den grå farve, har du så overvejet at farve dem med noget permanent? Yes, grænseoverskridende, men det føles altså ret godt. Ellers skal du embrace det grå, for det kan sgu også noget.
      TUSIND tak for din besked! You rock fandme også. Nemlig.
      Knus medsøster Karo

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg håber virkelig, at I andre er ligeså kiksede som mig, men at jeg bare ikke hører om det.