De episke nedture ved at være *ægte blogger*

14 skøre ting, jeg gjorde, da jeg var syg (i hovedet)

levede af Hokkaido-græskar i 10 måneder. Når jeg siger, jeg levede af det, så er det rent faktisk også, hvordan man skal forstå det. Jeg spiste ikke andet; hokkaido til morgen, middag og aften. I hele den periode pendlede jeg fra dagligvarebutik til dagligvarebutik og shoppede græskar, og jeg konsumerede gerne 2 kg i løbet af en dag. Men så fik jeg heller ikke andet. Stadig 2 år efter (og efter seriøs nedtrapning) var mine hænder og fødder stadig orange (se foto). Og ja, jeg kaster op ved tanken om hokkaido den dag i dag. 

lavet en frisk, nøje afmålt portion granola hver morgen. 12 gram for at være helt præcis. 3 mandler, 4 cashewnødder, en teskefuld hørfrø og et par havregryn ristet på en pande.

(blev efterfølgende meget forurettet, da diætist-Pernille sagde, jeg ikke fik nok fedt i kosten. Kvinde, jeg spiser 7-8 gram nødder om dagen, hvad er det, du ikke forstår). 

haft episk krise, da græskarsæsonen var ovre. Begyndte i stedet af spise piskede æggehvider med sødemiddel og lidt skyr. Og 12 gram frisklavet granola. 

i afmagt bedt min mor om at lave mig et mellemmåltid – hun måtte helt selv bestemme, hvad det skulle bestå af. Da hun så serverede mig en skive ristet rugbrød med smør og banan, skældte jeg hende først ud over hendes valg af menu. Efter min første bid brugte jeg 10 minutter på at skælde hende ud over, at hun ikke havde ristet brødet nok, og hvordan ristet rugbrød er herre klamt, hvis det kun er halvristet. Tog maden, pakkede den ind i køkkenrulle og smed den i skraldespanden.

sat min recocery i bero, fordi jeg blev scoutet af Le Management. Det logiske ræsonnement: jeg kan altid blive rask om 10 år. 

drukket en liter vand før torsdagsvejning. 

arbejdet 2 x 10 timer fredag og lørdag på Northside uden en eneste pause eller bid mad. Da jeg om søndagen ville i føtex om formiddagen (stadig uden mad), faldt jeg om og mistede bevidstheden, blev hentet af min mor og far, og da jeg næste gang kom til lægen, beskyldte jeg mine nye piller for at være synderen.
Hende: – Karoline, jeg er ret sikker på, det er, fordi du ikke får noget mad.

siddet og tænkt, når jeg var i samtalegruppe med andre spiseforstyrrede, at jeg var virkelig heldig, jeg havde anoreksi og ikke bulimi. Først og fremmest var min variant klart mest tyndhedseffektiv, og for det andet behøvede jeg ikke ødelægge min krop ved at kaste op. Fornem det tragikomiske. Det gjorde jeg ikke dengang. 

indtaget 2 liter Faxe Kondi Free samt 3-4 pakker tyggegummi i dagen (og stillet mig uforstående over for, hvorfor min mave altid opførte sig som en kælling). 

kørt bil i den periode, Dagshospitalet truede med at tvangsindlægge mig. Blev påkørt af en ambulance i udrykning. Min far politianmeldte dem.

haft denne første samtale med psykolog-Bo på Risskov:
Bo: – Nå, spiser du så morgenmad?
Mig: – Ja.
Bo: – Hvornår?
Mig: – Klokken 16.30.
Bo: – …
Bo: – Og aftensmad?
Mig: – Ja … ved 11-tiden.
Bo: – Og ikke andet end det?
Mig: – Nej, ikke rigtigt.
Bo: – Det er jo ikke helt nok.
Mig: – Jeg får altså altid 500 gram grøntsager om dagen, sååå … jeg er ret sikker på, jeg er dækket ind.
Bo: – …

FUN FACT: når jeg spiste min 16.30-morgenmad SKULLE jeg læse Miriams Blok. På det tidspunkt havde jeg næsten lige opdaget den, og jeg var startet fra begyndelsen, så hver dag sad jeg i arkiverne og scrollede og scrollede. Fandme hyggeligt!

meldt afbud til samtlige julefrokoster, påskefrokoster, fester, hyggeaftener, alt, og jeg undrede mig over, jeg var så ensom. 

da jeg stadig spiste 1200 kalorier om dagen (før det blev nedjusteret til 300-500) skulle jeg til fest med Baresso-folket. Jeg målte 400 kalorier vodka op i en shaker, spiste 800 kalorier mad i løbet af dagen, og sådan kan du blive stiv på en gennemført syg og kontrolleret måde. 

bedt min far om at forstå nogle af anoreksiens mekanismer (haha, det punkt er nok det skøreste). 

Orange, 2 år senere, min fars sommerhus. Billedet er fra top to over de værste juleaftener, jeg nogensinde har haft (men Hugo var der, så det er godt).

18 kommentarer

  • Ida

    Jeg eeeeelsker dig! TAK!! Især for denne sætning: “og sådan kan du blive stiv på en gennemført syg og kontrolleret måde.“
    Håber ikke LM fik kløerne i dig de skiderikker – ellers er du immer velkommen sammen med mig ovre i deres curve-afdeling🎉
    Tak fordi du skriver – jeg har lige været mia i nogle måneder og Gud hvor er det dejligt at binge (altså. Uden opkast. Kh eksbulimikeren) dun blog og alle dine nye, gode indlæg. Tak. Kram Ida

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg elsker fandme også dig (og jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg har overset din kommentar indtil nu. Undskyld!)
      Det er piss’ dejligt, du er tilbage, og du er så mega SLAY, at jeg næsten ikke fatter det.
      Kun kærlighed <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Jeg er en ny læser og jeg er bare fan – for fillan hvor du dog skriver godt🙌 Nok et dumt spørgsmål, men hvorfor lige Hokkaido-græskar?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hej Lise. Velkommen til! (Jeg er i godt humør i dag, og jeg bliver nødt til at sige, at det er hammerdejligt, du er her!) Og tusind tak for rosen. :-*
      Hæh … ja, hvorfor lige hokkaido? Først og fremmest er der meget få kalorier i dem, hvilket betød, at jeg egentlig kunne spise mig mæt for meget lidt energi. For det andet var jeg HELT VILD med smagen af et godt hokkaidogræskar. Jeg lavede den bedste mos + de bedste bagte skiver af lortet, og jeg ville sikkert stadig nyde det i dag, hvis ikke jeg havde lavet overkill dengang. 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Men halvristet rugbrød ER altså også herreklamt 😀 😀 ;D

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      JAAA! 😀 Måske var jeg ikke helt skør alligevel!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Kender du mon den amerikanske dokumentar, der hedder Thin, som følger nogle piger med spiseforstyrrelser på et bosted i USA? Nogle gange var der ransagning på deres værelser, og jeg undrer mig over, hvorfor så mange af dem havde gemt sødemiddel væk, og hvorfor de ikke måtte det? Nu skriver du selv om sødemiddel, så kan du løfte sløret for os uoplyste om, hvad der er galt med det? De måtte heller ikke blive tatoveret eller piercet når de boede der, giver det nogen mening for dig?
    Tak fordi du deler og gør os (mig) klogere 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hej E 🙂 Tak for din kommentar. Jeg kan prøve at gøre dig klogere!
      Og jo, jeg kender godt dokumentaren, men jeg har bevidst valgt ikke at se den. Selv om jeg er ‘fine and dandy’ i dag, kan den slags godt trigge nogle ting oven i mit hoved (fx kan jeg godt komme til at ønske mig tilbage til deres skikkelser og sådan) og det vil jeg helst undgå. 🙂
      Sødemiddel. Altså. Sødemiddel samt alle light- og fedtreducerede produkter er TOTALT NO GO inden for behandling af spiseforstyrrelse-verdenen. Når man er i behandling, skal man spise “normal” mad forstået på den måde, at du skal kunne begå dig i den virkelige verden. Man ser sødemiddel som en del af den spiseforstyrredes spiseforstyrrede vaner – altså en del af det kontrolregime, man skal have brudt med. Jeg mente, det var ret tåbeligt i starten, da jeg selv blev punket for det, hvorfor jeg også blev ved med at have sødemiddel i skabene derhjemme under hele min behandling. Der er ikke nødvendigvis kausalitet mellem de to, men først da jeg droppede sødemidlerne og diverse lightprodukter, begyndte jeg at droppe den generelle kontrol af alting. Så uden at have set dokumentaren forestiller jeg mig, det er derfor. 🙂
      Og med piercinger og tatoveringer … no idea! Har det noget at gøre med, at bostedet så har ansvaret, hvis noget går galt? (Og var alle pigerne myndige?) Jeg må melde pas, men min første tanke var, at når man er meget lavvægtig, har man også et elendigt immunforsvar, ligesom man ofte også mangler diverse vitaminer og bla bla … så jeg tænker, at man måske helst vil undgå unødig inflammation i kroppen forårsaget af nåle. Håber, det giver lidt mening.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • E

      1000 tak for dit fyldestgørende svar. Det med sødemidlerne giver god mening, når du forklarer det. De er ikke allesammen myndige, så det med piercinger og tatoveringer giver også mening der (især også i forhold til infektioner). Jeg troede, at det måske var fordi, de kunne “bonde” over, eller bekræfte hinanden i nogle usunde vaner, når de ikke blev overvåget. Som jeg husker det, må de ikke forlade bostedet alene.
      Det er en virkelig god, men også meget barsk dokumentar. I og med det er i USA, bliver de jo sendt ud, når pengene slipper op, og nærmest ingen når at blive raske. Jeg kan sagtens forstå, at det kan trigge nogle ting i dig. Det er stærke kræfter, der er på spil.
      Tak fordi du deler!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Skulle det være en anden gang. 🙂
      Åh, det er så trist. Tænk at blive afsluttet, fordi pengene løber op! Jeg kan røbe, at det samme sker hele tiden her i Danmark – dog af helt andre årsager, men netop fordi det er så stærke kræfter. Rigtig go’ dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pernille

      Bare lige mine to cent i forhold til det med piercinger og tatoveringer: visse dele af psykiatrien sætter lighedstegn mellem fx cutting og tatoveringer og kalder det hele for selvskade. Det kunne måske være en forklaring 😊

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Der kan man bare se; det anede jeg slet ikke. 🙂 I så fald tror jeg, vi har en forklaring her!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Fantastisk læsning (hvis jeg må skrive det). Da jeg var aller “skørest”, gav det herre god mening for mig, at dele proteinbaren op 50 kalorier portioner, og spise “portionen” med kniv og gaffel – mens jeg så supersize vs. superskinny 😳

    Jeg bliver nødt til at fortsætte kampen – tak for din ærlighed!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det må du MEGET gerne skrive! 😀
      Hahahahahahaha, det lyder jo helt vanvittigt! Så … du har cirka delt en 60-grams bar op i 4 stykker og spist den med KNIV OG GAFFEL?! Det er sgu for sjovt (altså … du ved, hvad jeg mener). Jeg købte også sådan nogle barer á 30 gram. Delte dem i tre og spiste dem med mine piskede æggehvider i den samme skål og med den samme lyserøde ske – every damn time.
      Selvfølgelig skal du fortsætte kampen, og du skal fandme også nok klare den. Believe me, det er det hele værd. <3 kram (og stort tak!)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Okay, jeg skal lige se om jeg kan formulere det her på en måde, der måske giver bare lidt mening. Tit føler jeg mig meget lidt nice, når det psykiske driller enormt meget. Altså unice som menneske, ikke fordi jeg er psykisk syg, men fordi psykiske syge ikke kan være seje, nice og cool mennesker.
    Men du virker så gennemført nice, sej og cool som person, så når du laver post som den her, hvor det virkelig bliver tydeligt hvor syg (i hovedet) du har været, så hjælper det virkelig! Det bekræfter mig virkelig i at jeg ikke er min diagnose. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det giver så fin mening, Louise, og jeg er nærmest overbevist om, at jeg forstår det helt, for jeg har nok selv været der (og er der stadig sommetider). Jeg kunne sige så mange ting (det har jeg lyst til) men skal nok prøve at holde det nogenlunde kort.
      1. Husk altid, altid, altid på, at du ikke er din diagnose. Det skal seriøst være dit mantra, for det er SÅ vigtigt.
      2. Dengang jeg var syg-syg (og fucked i hovedet) var det svært at joke om noget som helst, og jeg orkede egentlig ikke at grine specielt meget. MEN. Det bedste var, når jeg kunne tage pis på sygdommen og reflektere over, hvor fuldstændig latterlig den var – og så grine af det.
      Jeg bliver så glad, når jeg får sådan en besked (og så pæne ord) og jeg er helt overbevist om, at du også er monstersej, nice og cool (det synes jeg, man kan se) så husk lige på det, når du føler dig ikke-nice; det eneste, der er nederen, er diagnosen. Okay?
      kh <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er så sød og sej. Og helt vildt morsom med din alvor. Suk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tusind tak, Karoline. Det betyder ekstra meget, når det kommer fra dig.
      Og suk, ja. Jeg fandt heldigvis ud af, at det morsomme hjalp en del, da det hele var meget alvorligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De episke nedture ved at være *ægte blogger*