Spørgsmål, små drenge stiller.

Man kan sige meget om børn, men én ting er sikkert: De har en helt eminent evne til – helt uintenderet – at sige ting, der får dig til at granske i dit inderste selv. Det er en evne, jeg både imponeres og skræmmes af.

Sidste uge sad jeg alene i en frokostpause på skolen (læs: Nørrebrohallen) da en 7-årig dreng ledsaget af sin voksenven kom ind i lokalet. De stod sammen og småsnakkede lidt, før drengen gik (som kun små drenge, kan gå: meget ufokuseret) hen mod mig, stillede sig med ansigtet mod mit, og jeg hilste: “Hej med dig!”

Han svarede ikke umiddelbart, kiggede bare lidt nysgerrigt på mig, før han sagde: “Er du voksen?”

Jeg vurderede, at situationen ikke var til, at jeg rullede ham ind i mit livs største tvivlsspørgsmål (hvis soundtrack nødvendigvis kun kan være denne her), og jeg kiggede ned på mit nemID og den ubetalte regning, der lå foran mig, før jeg svarede: “Ja. Det meste af tiden.”

Godt håndteret, tænkte jeg, men drengen var sgu ikke færdig.

– “Hvorfor går du så i skole?”

Jeg kiggede op på hans voksenven, ligesom for at signalere, at den her gut, han er fandme et geni, ice cold, men ikke desto mindre et geni. Voksenvennen grinede, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige.

– “Det gør jeg, fordi det er en skole for voksne. Jeg har gået i folkeskole, gymnasie, og nu går jeg på Journalisthøjskolen, som er for voksne mennesker,” forklarede jeg, og jeg håber (uden at vide det), at det var nogenlunde til at forstå for sådan én som ham. Mange ting véd jeg noget om, og samtale med børn hører ikke under den kategori.

Og så gjorde drengen det, mange børn mestrer til perfektion: Han gik sin vej uden et ord. Uden at sige tak for snakken, farvel, hav en dejlig dag, og jeg sad endnu engang tilbage med samme følelse, som når éns hund går fra dit værelse uden varsel: Afvist.

Børn. Jeg føler mig selv som et barn, sådan lidt kognitivt udfordret, når det går op for mig, at jeg skriver, som om alle véd, at jeg selvfølgelig besluttede mig for at blive boende i København i stedet for at flytte tilbage til Aarhus. Det besluttede jeg mig for, for Aarhus fremkalder en sær form for melankoli i mig, jeg har svært ved at sætte en finger på.

Og så er der skolen. Eftersom jeg ikke er droppet ud eller blevet smidt ud, antager jeg, at jeg stadig skal være journalist. Lige nu tager jeg et kursus i København (INNOVATION X <‘3) men om to uger kalder Journalisthøjskolen i Aarhus igen, og så skal jeg til at give mig i kast med pendlerlivet. Det glæder jeg mig selvfølgelig herremeget til.

Skulle der være andet, jeg har glemt at fortælle, siger I bare til, ikk’.