JEG-inflation.

For nogle dage siden fandt jeg ud af, at mit teenagehjem er blevet sat til salg. For 42. gang på få år. Jeg véd ikke, hvorfor det er vigtigt, men det tror jeg, det er. 

Jeg har tænkt meget på det. Så har jeg tænkt meget på min far. Ikke fordi han på nogen måde gør sig relevant for mig, men fordi han var for det hus, hvad han var for resten af familien: En fucking pestilens.

Tror du, huset er forbandet? spørger min lillesøster mig. Driver det gode familier til vanvid? Steder ødelægger ikke mennesker. Mennesker ødelægger mennesker, siger jeg. Jeg messer det for mig selv i flere dage. Mennesker ødelægger mennesker. 

Så går jeg i gang med at skrive en novelle i telegramform til min søster. Hun hjælper lidt.

Om huset, der blev bygget af en mand, der bare gerne ville være alene og ikke blev det, før det var for sent

Han troede, at et stort hus kunne ødelægge hans problemer. Skabe distance. Men han tog fejl. Han byggede huset og et værelse til sig selv. Der var nøgler, så han kunne låse sig inde og andre ude. Han havde bare ikke tænkt over, at larmen stadig var der.

Uroen, deres støj, deres skidt, deres rod. De var der stadig, lige ved siden af. Han skulle længere væk, tænkte han.

Men først skulle han spise osterejer. Faktisk var osterejerne blevet lidt af et problem i sig selv, for de gjorde det sværere for ham at komme væk. Væk fra problemerne.

Var han blevet tyk, ham manden? Var han smeltet fast? Til sofaen, foran fjernsynet?
Ja, det var han.

Min mor griner, da jeg læser det højt for hende. “Den skal du skrive til ende,” konkluderer hun.

For tiden har jeg kun lyst til at skrive. Jeg vil skrive haiku-digte og sentimentale kærlighedserklæringer til dem, jeg så gerne vil have i mit liv. Folk synes bare, det er lidt underligt – eller at jeg er underlig – når jeg uopfordret giver mig i kast med den slags, så jeg lader være. Mit hjerte bobler og banker.

“Hvordan kan jeg leve af at skrive?” udbryder jeg desperat (dagens dummeste spørgsmål, bliv journalist). Så jeg tager til Aarhus for at gå i skole. Jeg erfarer, at mine yngre medstuderende er i parforhold, bliver gravide og tænker i boliglån. Det rører mig ikke det mindste, for jeg har aldrig nogensinde tænkt, at jeg fortjener den slags konformitet.

Måske rører det mig en smule. Hvad adskiller mig fra jer? tænker jeg. I det hele taget tænker jeg meget, eller faktisk tænker jeg mest på de store tænkere.  (Gen)læser Løgstrup og Kierkegaard, og jeg får lyst til at sige til alle, at de skal brænde samtlige selvhjælpsbøger og investere i filosoffers værker, for jeg tror virkelig på, at vi bliver bedre af det, og at det måske smitter af på verden.

Jeg ønsker virkelig for verden, at den bliver bedre (kontroversielt), så jeg reducerer mig selv til en filosof-namedropper, der ikke mener eller føler en skid selv, men bare snakker om spontane livsytringer og andet, der giver verden ligeså lange løg som den nyeste vegetarkampagne. 

Som om det ikke skulle være nok, tænker jeg fandme også på, om jeg skal tage shimmer på kindbenene, om min mascara er ringe, eller om jeg bare er det, og hvorfor min røv ser så gigantisk ud (det gør den, fordi det er den). 

Jeg bliver så træt af efteråret.