JEG-inflation.

10 ting, der (måske/desværre) er meget sande.

Dette format er nok det mest selvsmagende til dato, men fred være med det. I anledning af i dag (og lad den dag være Karens terminsdag) har hun – selvfølgelig på helt eget initiativ – forfattet ti ting om mig. Karen er min veninde gennem 10 år (men formelt set var vi også veninder, da vi var babyer) og så er hun noget af det allerbedste, jeg overhovedet véd.

1o ting

Nummer ét: Karoline er en trendspotter, ikke en trendsætter.
Jeg kan ikke hitte rede i, alle de gange Karoline har forudsagt, hvad den næste trend er. Hendes evne til at kunne se ind i fremtiden betyder dog ikke, at Karoline benytter chancen til at være firstmover. Tværtimod har Karoline i mange år befundet sig bedst i basic tøj og Birkenstocksandaler. Det har dog resulteret i en meget ambivalent periode for Karoline i den seneste tid, eftersom hun pludselig uforvarende går i moderigtigt tøj.

2. Karoline har en forkærlighed for ulækre lightprodukter.
Hvis du spørger Karoline, om hun bedst kan lide Pepsi eller Coca-Cola, svarer hun Harbos squash light-sodavand…

3. Hvis Karoline var et dyr, ville hun være en struds.
Karoline er notorisk dårlig til at tage voksenansvar for sig selv i forsvarlig tid. Eksempelvis var det først for nylig, at hun tjekkede sin netbank (!), og da vi gik i gymnasiet, nægtede hun at komme til lægen for at blive tjekket mod kønssygdomme (selvom der var en svipser eller to i de tre år). Faktisk er jeg i tvivl om, hvorvidt Karoline nogensinde har været til et gynækologisk tjek.

4. Karolines største ønske for menneskeheden er, hvis alle børn fik Emma Gads ”Takt og Tone” læst højt. Karoline er utrolig optaget af, hvordan andre mennesker opfører sig – og det irriterer hende grænseløst, hvis folk ikke opfører sig inden for det sæt uskrevne regler, som Karoline har formuleret. Dog er Karoline ikke typen, der irettesætter folk i offentligheden, men du ved, du har fucket gevaldigt op, hvis hun ikke holder døren for dig, hvis du skal ud samme vej.

5. Opskrifter er no-go.
Karoline har et talent for at lave mad uden brug af opskrifter. Faktisk opfatter Karoline det som en dyd ikke at rådføre sig med en opskrift – hvilket også til dels rammer hendes gode veninder. Her den anden dag fik hun eksempelvis et grineanfald, da hun fandt ud af, at vores gode fællesveninde altid konsulterer den samme opskrift til at lave granola. En granola, som hun i øvrigt laver hver fjortende dag.

6. Karoline har en aversion mod at gå i bad.
Hvorfor skal man gå i bad, når man kan ønske sig en parfume, der lugter, som om man har været i bad? En gang fik Karoline netop sådan en parfume i fødselsdagsgave, og hun blev foruroligende glad for den. Det var i øvrigt også Karoline, der introducerede mig for konceptet tørshampoo.

 7. Vejen til Karolines hjerte er gennem kaffe.
Jeg har været gode veninder med Karoline de sidste 10 år, og jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde har været sammen, uden Karoline har fået en kop kaffe. Hendes kærlighed for kaffe betyder også, at Karoline hellere vil have en kop kaffe til aftensmaden end vand, øl eller sodavand.

8. Karoline har et yndlingskomma.
Som hendes udråbte sprogkyndige veninde mener jeg naturligvis ikke, at dette er en underlig ting at have. Karoline sætter startkomma (kommaet, som også er kendt som ”grammatisk komma”, selvom det egentlig er en underlig betegnelse for den type komma, da begge kommasystemer er grammatisk funderet – men den tager vi en anden gang), og derfor sætter Karoline helt korrekt altid komma foran ”som om”. Eksempel på en grammatisk korrekt, karolinsk sætning: ”Jeg har det, som om det aldrig har været sommer. Hvis det ikke er utaknemmelighed, så véd jeg ikke, hvad det er.”(Hvis man sætter startkomma, er dette i øvrigt en knaldgod ”sådan er det altid”-regel).

9. Karoline tisser meget.
Hvis du er ude at gå en tur med Karoline, ved hun altid, hvor det nærmeste toilet er. Jeg tror faktisk, hun er det menneske, jeg kender, der tisser mest. Hun tisser i hvert fald meget mere end mig, og jeg er endda højgravid og har terminsdato i dag.

10. Når Karoline skal forfatte en tekst, arbejder hun ligesom Jim Carrey i ”Bruce den almægtige”, når han skal besvare mails som Gud.
Vi skulle aflevere en danskaflevering i gymnasiet. Jeg havde brugt mine typiske 8-10 timer på den over weekenden. Karoline møder op om mandagen uden at have begyndt på den. Hvad gør Karoline? Hun skriver da danskafleveringen i den dansktime, vi skulle aflevere den i. Vi fik i øvrigt begge 10…

*** Jeg må bekræfte/afkræfte/moderere ved lejlighed.

Næste indlæg

JEG-inflation.