10 ting, der (måske/desværre) er meget sande.

Mådehold (og en tilstand, der nærmer sig noget bedre).

Jeg holder igen.

Og det er ikke engang så meget, fordi I ellers vil tro, jeg har tabt sutten.

Lad os tage i morges som et eksempel. Jeg vågnede klokken 7.30, og så brød mit indre helvede løs. Om natten havde jeg været på dødsdruk, og jeg havde indtaget så meget alkohol, at jeg forledes til at tro, at noget inde i mig ikke længere havde lyst til verden længere. Faktisk kan jeg ikke rigtigt huske i nat, jeg er bare ret sikker på, at jeg ikke var i stand til at føre én meningsfuld samtale. Ikk engang om filosofi, og det siger en del, okay. 

Klokken 7.30 havde jeg kun sovet 2-3 timer, og så vågnede jeg altså, havde det fremragende, tjekkede min telefon, gik amok og konstaterede, at jeg kun havde det fremragende, fordi jeg stadig var sanseløst stiv. Min telefon gjorde mig sur. Faktisk blev jeg så sur, at jeg begyndte at hulke hysterisk og råbe højt fra min seng, mens jeg vred mig rundt i dynen, aaaah, råbende. Jeg vækkede min overbo, så jeg stak min håndryg ind i kæften af mig selv, bed fast, blev ved med at bide, prøvede at mane mig selv til besindighed. 

Jeg tænkte på, hvor hårdt og hvor længe jeg skulle gøre det, før min hud ville briste, og jeg kunne spytte en luns hånd ud på mit laminatgulv. Mens jeg overvejede det, og om det egentlig var blev mit mål snarere end at holde min mund, bed jeg mere til, og jeg kunne ikke mærke noget som helst. Mit blod lugtede af øl og tequila. 

Blev nødt til at foretage et morgenkriseopkald til min bedste veninde, og det føles, som om det er sket i en parallelverden (langt væk, men stadig virkeligt), og jeg husker, at jeg blev ved med at sige ‘fuck’ og ‘fucking’ og udbryde ‘at jeg fucking har lyst til at smadre et eller andet’, mens jeg bankede den stakkels hånd ind i væggen for hver stavelse i mine ord. 

“Jeg synes, du skal prøve at få noget søvn, Karo,” var min venindes primære råd i den prekære situation, og jeg bliver nødt til at sige, at det var et rigtig godt råd. Klokken 10.55 vågnede jeg igen, sådan for real, solen skinnede, og mit hoved føltes, som om jeg havde slået mig selv hårdt med en kølle (alt taget i betragtning ikke super usandsynligt). Jeg var ædru. Og nogenlunde glad. 

OKAY SO THAT’S NICE BUT HOW IS THIS RELEVANT. Jo. I løbet af de sidste par måneder har jeg gjort mig en vigtig erkendelse, og jeg siger jer, at det ikke har været rart. Det er erkendelsen af, at jeg er følsom. At jeg har følelser og faktisk rigtig, rigtig mange af dem. Jeg véd bare ikke, hvad jeg skal gøre af dem, for det har jeg aldrig nogensinde lært. Tidligere på sommeren undgik jeg al kontakt til min mor i en hel måned, ignorerede og aflyste hendes opkald, fordi jeg var så bægeret er fucking fyldt for længst-spækket med følelser, og hvis jeg sagde noget om det til hende, ville det på en eller anden måde blive stadfæstet som en del af mig. 

Det fik jeg jo sådan set ret i. Da vi endelig snakkede sammen, var hendes slutræsonnement meget klart: Omfavn, at du er kommet til et sted, hvor du kan føle. Det er et sundhedstegn.

Tror måske, jeg bed lidt af hende FANDME NEMT FOR DIG AT SIGE DET FØLES JO HELT AD HELVEDES TIL FOR HELVEDE MOR (‘omfavn’ er også bare et herreirriterende ord) og jeg tænkte i mit fyrige sind, at det godt nok var væsentligt nemmere at mestre tilværelsen, da den ikke rigtigt bød på indre udsving.

Men. Jeg tror, jeg bliver nødt til at skrive. Og det er et evigt kompromis, fordi jeg sætter så meget pris på alt det, der er mit eget. W regnede den ud, da hun besluttede sig for at være anonym. Lige nu, hvor mit hoved er sundere end nogensinde, tænker jeg, at jeg måske skulle have gjort det samme. 

4 kommentarer

  • Følelser kan man nok spærre inde i et stykke tid, ja nogle gange er det ligefrem nødvendigt, at man gør det. Når de så slipper ud igen, kan det være med så voldsom kraft, at det føles som en eksplosion.

    At kunne skrive er også en måde at lære om sine følelser og hvordan man håndterer dem. I en blog, hvor folk ved, hvem man er, kan man godt føle sig lidt udsat. Men en sekundær blog er ikke så svær at få fat i. Eller man kan skrive til sit eksterne drev, gemme det, og se om det kan destilleres til noget, det giver mening at publicere senere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette Aarre Dalsgaard

    At føle alting så ubeskrivelig inderligt er både en ubetalelig gave og en forbandelse.
    Det er ihvertfald min erkendelse efter snart 20 år med psykisk sygdom som følgesvend.
    Jeg kan ikke skrive som W og dig, men jeg kan prøve et finde et lille sted inde i mig selv med mine velkendte vejrtræknings øvelser og har jeg styrken til det, liste mig afsted til yoga eller i træningscenteret.
    De dage hvor jeg ikke kan, har jeg heldigvis verdens bedste mand & ven i en og samme person, der klarer ærterne for mig, til jeg atter kan liste mig ud af min hjernes fængsel og ud i den, til tider, meget store og skræmmende verden.
    Kram fra substitut-mor/far

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • W

    Ahhh! Velkommen til Følelseslandet; der hvor alt kan ske, fordi man vitterligt ikkkk har styr på sig selv eller sine følelser. Spændende!!! Jeg er fan af dig og dine følelser! Og jaer, anonymiteten er fed til virkelig at lade bølgerne skvulpe højt, men ved du hvad, du er så sej at du ikke er anonym og alligevel deler. Jeg er bare en anonym, sensitiv kujon der skriver dramatiske dagbøger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Følelser er forfærdelige. Og menneskelige. På godt og ondt. Hvis du kan skrige, kan du klare det. For det betyder, at du stadigvæk trækker vejret.

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 ting, der (måske/desværre) er meget sande.