Nedslag fra det basiske* liv.

Dette burde skrives i nutid.

Jeg var slet og ret begyndt at blive lidt bekymret for mig selv.

Mit hoved føltes i skræmmende høj grad, som om det havde trukket sig selv tilbage til kvæl mig lige, tak-fasenog det blev hele tiden mere invasivt og påtrængende.

Efter min fødselsdag i begyndelsen af september, blev jeg syg. Jeg kom vist ikke helt på toppen, før jeg blev syg igen. Så begyndte jeg at tabe håret (og det hele ser ærligt talt lidt håbløst ud nu, hvor jeg i et parallelt forløb er ved at gro håret på mit baghoved ud for første gang i fem år). Så kom den kroniske mavepine, alle bumserne og søvnløsheden. Menstruationen lavede en houdini. Jeg mistede lysten til at spise og ernærede mig primært gennem generøse mængder af havregrød og proteinbarer, hvor sidstnævnte ret hurtigt ophører med at være tilfredsstillende føde.

Så tog jeg til træning, og jeg gjorde det alt for meget, fordi det gjorde mig stille i hovedet, og til sidst kunne jeg ikke engang løfte min egen hovedpude, fordi mine arme gjorde så ondt. Og så var der selvfølgelig slimhosten og den grå hjelm, der hang over alt, jeg lavede. For nogle dage siden måtte jeg undskylde over for min gruppemakker, at jeg var så ufokuseret og langsom, og jeg prøvede lidt at forklare, at jeg normalt ikke brugte så meget tid på at stirre hjernedødt ud i luften.

Samme makker fortalte mig også, at hendes livsmantra var, at der aldrig vil være et tidspunkt i livet, hvor alt er lort, og det er heldigvis heller ikke tilfældet. For eksempel er jeg meget glad for min mor i øjeblikket; det vil sige, at det blev jeg, efter jeg i sidste uge overfusede hende med et ganske ufrivilligt og uplanlagt morgenanfald, fordi hun aftenen før havde tilladt sig at spørge, om min følelse af stress mon bundede i, at jeg ikke kom til crossfit hver dag, når jeg var i Århus. Dén bemærkning hæftede jeg mig tilsyneladende ved i meget voldsom grad, og jeg må have opfattet den som en ekstrem negligering af mit fulde problemrepetoire. Så jeg eksploderede. Om eftermiddagen var hun kørt forbi Frellsen og havde købt fire flødeboller kun til os to, og jeg elskede hende så højt, og det var ikke kun på grund af flødebollerne.

Som en relativt nyerhvervet følelse kan jeg også mærke, at jeg virkelig elsker min storesøster. Ironisk nok kan jeg takke min kære fader for dette, for han bliver ved med at træde på min søsters bløde hjerte, og han gør det i sådan en grad, at jeg ikke forstår, hvorfor jeg ikke for længst er troppet op i Vejlegade og smækket ham én (jeg skylder. Vi – hans børn – skylder rigtig, rigtig mange gange). Det er rart at kunne lide min storesøster igen.

Siden den 1. august har jeg været i forbrugsstop. Har selvsagt købt havregryn og proteinbarer, men I forstår. Egentlig troede jeg, jeg ville savne at købe ting, men det gør jeg ikke, og jeg synes heller ikke, det er svært at lade være. Desuden giver det en kronisk følelse af at donere 7,50 kroners flaskepant til Læger Uden Grænser; lidt rart og selvtilfredst, nu gør jeg lidt for verden, meget lidt, okay, for jeg véd ikke, hvordan fanden man gør meget. 

Uden egentlig at være direkte forbundet til ovenstående spiser jeg heller ikke kød længere (eller jo, hvis nogle køber det til mig, eller når jeg skal på kebabdate med min veninde, og den frihed skal jeg immervæk ha’). Jeg vil ikke pudse én eller anden metaforisk bæredygtighedsglorie, jeg overhovedet ikke har, for i bund og grund handler det bare om, at jeg er fucking fattig, og kød er dyrt (og falafler og havregrød er lækkert nok). På tirsdag skal jeg til møde med Wolt. Det er også lækkert nok.

Hvis du gerne vil blive klogere, hjælpe et skoleprojekt videre (og se mig misbruge min ansigtsmimik på to minutter) så smut please ind forbi Guldalderen <3

 

 

 

Næste indlæg

Nedslag fra det basiske* liv.