Manden og pikken.

Engang havde jeg en træner, som – hver gang han skulle veje sine ord, når han var bange for at formulere sig forkert – indledte sætninger med en lyd, der vel kan staves sådan her: Erhm.

Lidt på samme måde starter jeg nu.

Erhm:

I visse kredse er det en brandvarm kartoffel, mens det for andre – og sikkert størstedelen af os – er passeret ubemærket hen, at der har været lidt røre omkring mænds kønsorganer.

For at det ikke skal virke, som om jeg er sensationslysten, for det er jeg oprigtigt ikke, skal vi spole tilbage til en varm sommerdag tidligere på året. Selv om min adfærd og relativt mørke kartoffelfarve kan indikere det modsatte, er jeg faktisk ikke specielt glad for eller god til for meget sol. Min hjerne står simpelthen af. Således havde jeg trukket mine mørklægningsgardiner for til mit værelse, åbnet alle vinduer og lagt mig på min seng med en kold klud på panden, mens jeg prøvede ikke at kede mig ihjel. Midlet hertil var den fremragende podcast Perfekt Uperfekt af Katrine Gisiger, og lad mig understrege, at jeg er ret begejstret for begge.

I den pågældende episode begyndte værten og gæsten at tale om et engangsknald, som vist var mislykket på mange måder, og hans lille pik, og hvad den ikke kunne, blev nævnt flere gange. Jeg fik forbandet ondt i maven af at høre det, og jeg tænkte: Stakkels gut … hvis han hører det her …

Der skal ikke megen selvransagelse til, før jeg kan konstatere, at den der maveonde ikke kun skyldtes sympati for manden, men i lige så høj grad havde rod i egne mindreværdskomplekser og gamle teenagetanker om at se fuldstændig forkert ud mellem benene. Jeg fik det dårligt ved tanken om, at to mænd skulle snakke om et dårligt knald med mig, udveksle detaljer om mine kønslæber for bagefter at slynge det ud som en lydoptagelse i det store Podcastland. 

Tilbage i en mere nærværende nutid skete der det, at Katrine Gisiger i mandags gæstede Stegger og Toft på P3. Før hun vidste af det, afspillede de to radioværter podcastklippet for hende, hvorefter de havde fået en mand i studiet, som gennem hele sit liv havde haft seriøse mindreværdskomplekser på grund af størrelsen på hans pik. Jeg kan med det samme afsløre, at det var ret ubehageligt.

(Journalisten beskriver her sagen og forklarer, hvordan Katrine Gisiger (ikke) er blevet briefet om, hvad der skulle foregå i radiostudiet den dag.) Af åbenlyse årsager aner jeg ikke, hvad der er blevet sagt, og derfor vil jeg også prøve ikke at forholde mig så meget til den del. Umiddelbart mener jeg, at Gisiger bliver fremstillet som dobbeltmoralsk, og det er jeg ret sikker på, hun ikke er; jeg anerkender virkelig hendes arbejde, og at kalde hende ud som kropsudskammer, er seriøst skørt.

Derfor vil jeg i stedet tale om pikke og den korte sekvens i podcasten, som overskred min personlige grænse. 

Jeg har en håndfuld meget gode og nære veninder, og ligesom de fleste andre veninder taler vi om kønslæber, onani, skedelugte, røvsved, præferencer i sengen og uønsket hårvækst. Hvad vi derimod helst ikke snakker om, er størrelsen på mænds tissemænd. (Indrømmet, det har jeg selvfølgelig gjort, da jeg var yngre, men det var sgu heller ikke fedt gjort). Vi har ikke aftalt, at det er noget, vi ikke gør, sådan er det bare blevet. For mig svarer det til en udlevering af noget, man ikke selv er herre over, og vender jeg den igen om, er der det egoistiske hensyn, at jeg af hele mit hjerte ville hade, hvis en eller anden mand diskuterede mine kønsorganer med andre mænd. Offentligt såvel som i et lukket forum.

Vi snakker så meget om kvinder, og det er dejligt, det er vigtigt, og det er tiltrængt, men vi snakker ikke så meget om mænd med mænd. Måske er det, fordi de er født med privilegiekæppen og derfor ikke må brokke sig, måske skyldes det den – uuh – giftige maskulinitet, eller måske er det bare for svært. Eller noget fjerde. Men bare fordi vi ikke taler om det, må vi ikke glemme, at de kære mænd også har mindreværdskomplekser. 

Bare fordi der ikke er nogen indvendinger, når vi siger om en irriterende mand, at han sikkert bare er sur, fordi han har en lille pik, er det ikke ensbetydende med, at der ikke sidder nogen og bliver kede af det, når den slags bliver ytret.

I P3-studiet sagde gæsterne, at de – som kvinder – ikke kunne tage mandekampen (ok, véd ikke, om det er direkte citeret, men sådan afkodede jeg det).

Jeg tror ikke på, at nogen mand nogensinde kunne finde på at gøre mig til fanebærer for noget som helst mandefrigørende projekt, men jeg tror på, at enhver mand (måske med en penis, der måler mindre end gennemsnittet) ville sætte stor pris på, at jeg ikke fnisede af hans pik.

Det synes jeg egentlig er meget fair – og et udmærket sted at starte.

Hvis man tror på, at alle kroppe er dejlige, må det nødvendigvis også betyde, at alle pikke er dejlige. Det her er i min verden et eksempel på, at når man siger A, må man også sige B.