Karo er ked af’ed.

Min matematik- og fysiklærer i folkeskolen hed Holger. Han var en gæv mand i Fjällræven-bukser og vandrestøvler, hvilket jeg forestiller mig, han muligvis har tilfælles med flere kolleger over hele landet. Holger sagde en dag til mig, da jeg stod og kogte med min bunsenbrænder, at grunden til, jeg ikke kunne konkludere en skid ud fra mit forsøg på et forsøg, skyldtes, at jeg ikke forholdt mig til den naturvidenskabelige metode.

Eftersom det måske var ham, der ligesom var ansvarlig for netop denne mangel, tog jeg det ikke så tungt, men kiggede bare halvfrustreret på ham, mens flammen brændte rundt om reagensglasset.

“Du må kun ændre på én variabel ad gangen,” uddybede han. “Ellers véd du ikke, hvad der påvirker hvad. Og så bliver ingen klogere.”

Det gav jo fuldstændig mening, og det var, som om han havde fjernet al videnskabelig kaos i mit hoved. Dét her, det er fandme værdifuldt, håber jeg at have tænkt i øjeblikket. 

På samme måde har jeg alle dage været imponeret over mennesker, som kunne tilgå deres liv med samme kontrollerede akkuratesse. “Jeg er utilfreds med x, så jeg ændrer variablen y, og så ser jeg, om det ikke bliver meget bedre,” og når det så bliver meget bedre, kan de på anekdotisk vis konstatere, at det bare var y – som måske var gluten, for lidt søvn, arbejdsplads, hvad véd jeg – der fik hele korthuset til at vælte.

Den form for overblik og kontrol fascinerer mig, sandsynligvis fordi mit eget hoved alle dage har fungeret under en eller anden uoprettelig kaosteori, hvor alle variabler kegler rundt, kommer og forsvinder efter forgodtbefindende. Med andre ord: Jeg kan ikke gennemskue, hvad det er, der gør, at noget går galt for mig lige nu.

I sommer var jeg et vaskeægte overskudsmenneske. Jeg kunne sove tre timer om natten hver nat og være fuldstændig upåvirket. Jeg kunne træne to gange om dagen hver dag og aldrig blive øm. Jeg kunne bade topløs ved Helgoland efter midnat, selv om jeg havde flyttet hele dagen. Jeg kunne cykle til Dragør og længere væk end det, og det var kun en smuttur. Min menstruation kom på minuttet, min hud var nærmest fin og og absurd brun, og fysisk var jeg flyvende. Ægte frisk og rask, I véd. 

Vi skal ikke langt ind i efteråret, gråvejr og 7. semester, før tingene begyndte at gå lidt ned ad bakke. Det er, som om det hele kom med Århus, som det alle dage har gjort: mit ansigt fik nærmest byldepest, jeg var stadig søvnløs, men evigt træt, og hver gang min mor skulle samle mig op på Rutebilstationen, var noget af det første, jeg sagde til hende: “Jeg har simpelthen så ondt.” Det var fandme, som om efteråret, skolen, min barndomsby, et eller andet havde gjort mig til en krøbling. 

Jeg har afleveret min første eksamen, og på nogenlunde samme tid er jeg begyndt på et kort vikariat på Feminemsen (jeg er så glad!), og jeg tænkte, det ville lette på en del ting. 

Men i to-tre uger har jeg ikke været i stand til at sidde på en stol i mere end fem minutter, før det har gjort for ondt. Jeg kan kun tage tøj på i liggende stilling, jeg kan ikke bukke mig forover, og jeg priser mig lykkelig for mit toiletmøbel, som agerer støttestok, hver gang jeg skal på wc. Om natten ligger jeg stadig vågen, men nu skyldes det bare smerter. Min ryg gør så ondt, og jeg er så frustreret, at jeg har lyst til at tude. Desuden er jeg så langt væk blabbet af smertestillende piller, at jeg konstant befinder mig i skærsilden mellem de vågne og de sovendes land. 

Jeg tror, min magiske, livsomvæltende variabel ligger i en chill pill. Min selverkendelse har imidlertid ikke taget i dyk sammen med resten af min krop, så jeg véd med ret stor sikkerhed, at det nok ikke kommer til at ske sådan rigtigt.

Helt oprigtigt er jeg bange for, det er en prolaps i lænden af en art Eller noget med iskias-nerven. Så nu har jeg i ramme alvor sat Medina på, for det er sgu synd for mig.