Det her er mit bedste bud på en opsummering.

13 ting, vi gerne må vinke farvel til i 2019

  1. Følgende inkompetente sammensætning af bogstaver: ‘jeg kondolere’, som efterhånden mere er blevet reglen end undtagelsen.
  2. Stories af denne længde: ———————————- ; både fra koncerter, fyrværkeriet nytårsaften og af solnedgangen. Jeg er glad for, at du føler begejstring – måske endda glæde – over din nuværende situation, men vi deler den ikke, og pak så den telefon væk.
  3. Folk af denne race, som er den samme: Dem, der stiller sig i midtergangen på flyet, en menneskealder før man kan komme ud. Folk, der bytter julegaver den 27. december og folk, der sidder i kø til skat, når det der regnskab bliver offentliggjort.
  4. Bekymringen over, om Vh, Mvh, Kh eller Dbh virker som den mest passende afrunding på en arbejdsrelateret mail.
  5. Det faktum, at jeg i øjeblikket har 9 ud af 10 symptomer på depression. Og madlede på 14. dag, hvilket i praksis betyder, at jeg hver aften bruger to timer på at gå fra butik til butik, mens jeg febrilsk leder efter noget, jeg ikke får kvalme ved tanken om. Åh, madlede, du er et dårligt tegn.
  6. Amerikanske rappere, der lyder, som om de aldrig har klaret sig gennem én dags skoleundervisning og cirka er lige så velartikulerede som en pludrende baby på fem måneder. Ingen nævnt – for jeg kender oprigtigt ikke jeres navne – og ingen glemt.
  7. Og nu vi er ved det: Jeg véd godt, at jeg er diskvalificeret på forhånd, fordi min fødekanal aldrig har håndteret andet end primært fallosformede ting og menstruationskopper, men … kunne 2019 ikke blive året, hvor mødre, der har truffet forskellige valg, stoppede med at tale så herrestrengt til hinanden? Jeg mener … I vil alle det bedste for jeres børn. I fucking gør det bedste for jeres børn hele tiden. Tænk lige, hvis noget af den energi, der bliver brugt i diverse kommentarspor, blev brugt på noget systemaktivisme? Ja, jeg véd godt, at ytringen – nærmest tanken i sig selv – er ulovlig at have, når den kommer fra én som mig, der ikke kan forestille sig, hvor meget dårlig forældersamvittighed kan fylde. Men åh, hvor kunne det være smukt egentlig, hvis nogle af de fucktards, der har ansvaret for normeringer og elendige vilkår i forhold til at arbejde på deltid, blev tvunget lidt mere til at beskæftige sig med de mennesker, deres elendige dømmekraft rent faktisk rammer. Jævnfør punkt fem véd jeg virkelig ikke, hvorfor jeg skriver det her, for jeg orker nærmest ikke at stå ved det. Sorry. Jeg elsker jer alle uanset.
  8. Min nyerhvervede kendsgerning om, at jeg stopper med at skrive, når jeg har det dårligt. Ringe formulering: Kendsgerningen vil jeg for alt i verden gerne hænge mig fast i, men jeg skal simpelthen ikke lade være med at skrive.
  9. Den der diskusprolaps. Nu lover jeg, at jeg aldrig nævner den igen.
  10. Inkompetente politikere i et ufleksibelt og dysfunktionelt system, der normalt bliver kaldt for ‘et velfungerende demokrati’. Tænk lige over det. Og tænk lige over det, når Inger giver håndtryk til de nye danskere på torsdag.
  11. Mennesker i trafikken, der ikke vinker som tak, når man holder tilbage for dem, selv om man egentlig ikke behøvede det.
  12. Dem, der bruger 10-15 minutter på at fortælle om en eller anden Dali’sk drøm, de har haft om natten, som ingen relation what so ever har til noget i virkeligheden. One life, don’t waste it.
  13. Alle de der dun, jeg fik på kroppen og i ansigtet, da jeg var syg. Det er, som om et eller andet termostat i mig ikke helt har fattet, at jeg ikke længere har brug for pels for at holde på varmen.

dun 🙂

 

34 kommentarer

  • Sofie

    Vi er altså den samme!! Jeg er rørende enig i hvert eneste af dine punkter, især nummer fem.
    Så vil jeg citere Ane her fra kommentarsporet: “(Jeg) kan sagtens bruge et indlæg om, hvor træls det er at have ondt, når man er supposed to be ung med frisk krop.”
    Lige meget, hvad du skriver, vil jeg læse det og elske det, både fordi det er dig (<3333) men også fordi, det altid er så fucking velskrevet, at jeg altid gerne læser det mange gange og glædes af dit talent hver gang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hahha, hvis det bliver ved på den her måde, tror jeg sgu, vi nærmer os det punkt, hvor vi skal gentestes! 😀
      1. Jeg tager hundrede Anes (og nu også din!) opfordring med videre. Noget tyder jo rent faktisk på, at det fylder for mange af os, men jeg tror på samme tid også, vi lidt fodrer os selv med ‘andre gider ikke høre på det, og jeg er jo ikke alvorligt syg, så jeg brokker mig ikke’-tanken, og det er jo dumt!
      2. Ooohhh… Sofie. Du véd, jeg elsker det der. Men jeg bliver også så overvældet glad, at jeg ikke helt véd, hvordan jeg skal håndtere så pæne ord. Så: tusind tak, for helvede. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida Marie

    Jeg kan relatere til alle dine punkter undtagen dem om at have det dårligt. Det gør mig virkelig ondt for dig, og det virker så urimeligt at du, ene menneske, skal være ramt af så meget møg på én gang. Og så skriver du alligevel så godt! Håber virkelig på bedring for dig og glæder mig til at læse mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hvor er jeg glad for, at det netop er de punkter, der ikke vækker resonans! 🙂
      Det er enormt sødt og empatisk, men du må endelig ikke have ondt af mig. Jeg skal nok klare den. Når det så er sagt, så skal du have tusind tak <3 det er rigtig dejligt at høre, og jeg er glad (meget glad!) for, at du er med.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Du skriver så utroligt godt. Jeg er så enig i nummer 7 – hvorfor har mødre lige nu travlt med at sende hinanden enten til helvede for at gå på arbejde eller tilbage til kødgryderne, som vores bedstemødre kæmpede så bravt for at komme væk fra? Hvorfor rettes al den vrede ikke mod ‘systemet’ istedet for, så vi kunne gå i samlet trop istedet for at skubbe hinanden ud i grøften.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      1. Tusind tak. <3
      2. Det tror jeg ikke, der findes et simpelt svar på, men jeg er så enig i, at nogle af diskurserne er enormt kødgrydeagtige, og hold nu op, hvor er det en skam. Når vreden bliver vendt mod hinanden, kan jeg egentlig godt forstå det. Det må føles som den mest direkte måde at tage problemet op på, og hvis man har følelses af at blive shamet eller talt ned til, giver det god mening, at man prøver at konfrontere førsteparten. Og så virker det der systemangriben nok enormt uoverskueligt, omstændeligt og som noget, der alligevel ikke rykker en skid (og det er med god grund, man har det sådan). Det er mine primære teorier, men jeg véd det jo ikke, hehe 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    JAHH! Jeg har savnet dine ord. Og beklager at vi mødre lige skulle råbe af hinanden. Det er sådan noget pis vi gør engang imellem åbenbart. Det er gået over nu.
    Kæmpe godt nytår til dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det skal du ingenlunde beklage. Du er så sober, man overhovedet kan være, og hvis man føler, at nogle råber ad én, råber man selvfølgelig tilbage. Jeg havde gjort præcis det samme. <3 Af hele hjertet godt nytår til dig og kuldet derhjemme.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ane

    Jeg håber bare, at du bliver ved med at skrive (ej, altså jeg håber selvfølgelig også St du får det bedre!!), om det så er brok over diskusprolaps, hvilket også er fair nok. Kan sagtens bruge et indlæg om, hvor træls det er at have ondt, når man er supposed to be ung med frisk krop.
    Når indlæg herfra dukker op i mit feed, gemmer jeg dem altid til sidst, som den læsetreat de er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Kaldte du lige mine indlæg for treats? Waaaauw, jeg kan jo nærmest ikke bede om mere. Altså det er jo nærmest det ypperste blogkompliment – eller bare kompliment i det hele taget. Tak!
      Og selvfølgelig også tak for det andet. Det lyder som en god vinkel: Itu før tid! Men dog … du behøver ikke svare, men hvor har du ondt? og hvor længe har det været sådan?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ane

      Hell yes, de er en treat! Tag 100 procent imod det kompliment 😃
      Æh, jeg har haft ondt i 10 år, siden jeg var 15, fordi mine led ikke virker så godt, og derfor ofte overbelastes eller forstuves. Det hedder hypermobilitetssyndrom, hvilket er lidt et ærgerligt navn, fordi de fleste kender til hypermobilitet og ikke har problemer med det. Har brugt meget tid på at være super bitter over smerter, så ‘Itu før tid’ er spot on! Selvom det altid er med eftersmag af hypokondri og i-det-mindste-er-det-ikke-alvorligt følelser. Og sidstnævnte er så rigtig (!!) – men det gør det ikke mindre trællern at være i tyverne med smerter som en pensionist (bilder jeg mig ind, men hvad ved jeg om +65-åriges følelser) 🙃

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er virkelig spøjst, og jeg véd ikke, om nogle fra p3 har læst med, men dagene efter de her beskeder havde Curlingklubben et indslag, hvor de efterlyste lyttere, der var blevet ‘krøblinge’ før tid. Jeg tænkte på dig… og mig, hehe 😀
      Jeg giver dig i øvrigt hundrede procent ret med det navn; det er så ærgerligt, når begrebet skaber nogle helt forkerte associationer, som i dette tilfælde nok kan medføre, at mange ikke opfatter hypermobilitetssyndrom som noget, der er specielt ubehageligt eller alvorligt! For det lyder eddermaeme ubehageligt og godt og grundigt træls – både fysisk og mentalt! Åh, hvor har jeg ondt af dig! Jeg vil gerne prøve at sætte lidt ord på det der hypokondri/andre har det jo meget værre end jeg har, derfor må jeg ikke brokke mig (for meget), for det fylder virkelig meget! Anyhow … hang in there! Og tak for din kommentar, den er virkelig god.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg hader, at du har det sådan. Jeg tager det som forklaring på, hvorfor du langer ud efter den bedste genre inden for musik, at all og tilgiver dig på forhånd. Jeg har sørget for at holde dine visningen høje, med ekstra mange klik, mens jeg tænkte hvordan politiet ville reagere, hvis man efterlyste en Blogger. Jeg er virkelig i mit arto mood for tiden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Kæreste … du skal ikke komme og bilde mig ind, at marihuana-mumlen tilsat et tungt beat er en MUSIKGENRE? Vi kan sagtens samelske rap, hip hop, bling bling og grillz, men jeg kræver også lyrisk æstetik og intellekt som en del af det. Er du uenig? Hader du mig nu?
      Og ja, det er sgu også træls. Men du behøver heldigvis ikke efterlyse en Blogger (selv om jeg virkelig gerne ville høre alarmcentralens reaktion på netop det opkald) Jeg er lige her, and I’m alright. <3 Pas på dig selv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      I det mindste er det mere ærligt end popmusikere, der hverken kan synge uden autotune eller se godt ud, uden kirurgi. Jeg har intet imod hverken autotune eller kirurgi, men jeg har svært ved at se, hvad kunstneren reelt bidrager med til produktet.

      Ps, you too.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hmm … jeg har lidt svært ved at se, hvordan kirurgi gør sig relevant, og jeg tror, at autotune benyttes flittigt inden for alle musikgenrer. Anyhow, i min optik giver det ikke nogen mening at stille det sådan op, for det forudsætter jo lidt, at man godtager den præmis, at der enten kun findes ærlige rappere eller autotunede popsangere uden noget på hjerte. Og sådan ser virkeligheden heldigvis ikke ud. 😉

      Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      Hvor vover du at bringe virkeligheden ind det, så er diskussionen jo tabt uanset hvilket syn man argumenterer for 😂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      HAHA FUCK VIRKELIGHEDEN 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • K.Stender

    Dette blogindlæg er så velformuleret, at jeg nu har slette min egen kommentar og er begyndt forfra tre gange, fordi jeg ikke kan formulere mig i bar befippelse. Det er helt ligegyldigt, om jeg kan relatere til alle punkter eller rækkefølgen. Jeg siger ‘Ja tak!’ til din pen i 2019. Ved ikke med alt det andet, men på skrift er du i topform. (Må man godt skrive det uden at få med Karolines sprogkrabask?).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg er vild med alt det, du har skrevet, så jeg ser ingen grund til at svinge med pisken. Om du så var kommet til at skrive ‘jeg gondolere’, havde jeg stadig tilgivet det, fordi jeg stadig kan tænke tilbage på Østerbro Station og blive glad. Lidt ligeså glad som jeg lige er blevet for din besked. Du fatter slet ikke, hvor meget det betyder for mig på den helt gennemført gode måde. TAK, jeg blir’ ved pennen. Alt det bedste <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Dejligt, at du skriver igen. Ikke dejligt, at du har det skidt. Jeg håber, du får hjælp af rare mennesker.
    Varme tanker fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hvor er det bare ufatteligt dejligt at høre, Lise. Det er altid lidt svært for mig at gøre “entre” efter lang tids tørke. AF hjertet tak for det og stort kram herfra. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg synes, du lyder en helt igennem fantastisk kvinde. Selvironi er, hvad verden har brug for! Jeg følger mange blogs, men INGEN fanger mig, som du gør. Jeg håber virkelig, du kommer ud på den anden side af det hårde snart.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ditte, véd du godt, at når jeg læser sådan noget der, så føles det som et intravenøst skud af dopamin og serotonin? Det mener jeg virkelig. Jeg er så glad nu, og tusind tak for det hele. Jeg håber og tror det også. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    MEN HVORDAN GÅR DET MED DEN DISKUSPROLAPS VR VAR VAR??? Synes ikke du har nævnt den for meget føler faktisk jeg sidder i en cliffhanger fordi jeg ikke ved om du 1 skal opereres eller 2 træne den væk 🙂 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      En cliffhanger? Åh nej dog, det var bestemt ikke hensigten! Jeg antog bare, at fordi jeg selv er så træt at min ryg, må I andre nødvendigvis også have ramt det punkt for længst (jeg ville ikke bebrejde jer!) Men selvfølgelig vil jeg give en opdatering: Det går bedre. Jeg får stadig stød i ryggen, som om nogle sætter strøm til min lænd, hvis jeg bukker mig, løfter tunge ting, prøver at tage bukser på fra stående position osv. Jeg kan heller ikke sidde ned i mere end fem minutter ad gangen, og jeg sluger stadig smertestillende. MEN BORTSET FRA DET: store fremskridt! Det er til at abstrahere fra, jeg laver McKenzie-øvelser, og jeg skal umiddelbart ikke opereres. Den vejledning og udredning jeg fik fra min læge var imidlertid dybt mangelfuld – grænsende til ikkeeksisterende – så hvad fremtidsudsigterne er, aner jeg ikke. Har fået en ny tid den 4. februar – dog på grund af min teenagehud – men jeg påtænker at høre hende ad om lidt diskus-hjælp. Det var vist det. Hehe, du er sød.
      Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg forstår ikke koncert referater – både konceptet fra afsenderens side og udførslen.
    Det er jo for det første ikké rart eller ‘wuhu fedt’ at se på snap ( især ikke inklusiv afsenderens kanon-syngeri på pågældende hit, og stjernen som minimenneske og minimennesket på storskærm på SAMME tid) – men altså, det er da forhelved heller ikke noget ved, at tage til koncert med en mobil klisteret i hånden – for så at se showet gennem en skærm? Så er live dvd’en alligevel billigere oftest.

    Og seriøst: Hvordan holder de deres fadøl og balancen, når de nu mangler en hånd – mindst?
    Noget er da helt off, eller så går de sgu ikke til koncert på den måde jeg gør B-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Mange relevante spørgsmål! Måske er der bare tale om mennesker, som kan multitaske på et helt andet niveau, end vi kan. Det håber jeg lidt; jeg håber og tror også på, at de har det for fedt, mens de livestreamer Bruno Mars in action, og at det netop er den fedness, de prøver at formidle til os andre. Hvis det ikke er tilfældet, så forstår jeg det endnu mindre.
      Hvad angår fadøl har jeg imidlertid intet godt bud. Den må stå i det uvisse. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Sofie

    1: der findes folk der i ramme alvor skriver/siger “jeg gondelerer” – det gode er, at man kommer til at grine i en tid, hvor man måske mest er sorgramt🤷🏼‍♀️
    5: håber du får noget kvalificeret hjælp og omsorg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Gondolerer! Haha, jeg overgiver mig – dét er sjovt (og lidt trist!)
      Og tak … jeg tror måske bare, det er noget omdiskuteret vinterdepriness kombineret med travlhed, eksamener og den slags. Men skal nok passe på. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg kan leve med resten i hele 2019, hvis blot nummer 1 forsvinder ud i intetheden!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      LOL. Min egen prioritering af listens punkter ser måske lidt anderledes ud, men det er fair – plads til alle! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi må simpelthen være i familie! I hvert fald er jeg noget så enig og har tænkt lignende tanker uden at formulere dem bare halvt så godt. Dog har jeg heldigvis ikke nogen diskusprolaps pt., og min madlede har nok et andet udgangspunkt.

    PS: Det med dunene – når du kommer i min alder bliver de til skæghår. Strike that, vimpler er, hvad de er.

    PS PS: Du skal _altid_ skrive!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jamen det er da ikke utænkeligt. Om ikke andet så på et åndeligt plan. 😉 Lad det være sagt, så er jeg da ked af at høre, at samtlige punkter vækker genklang hos dig selv. Jeg håber, at det bliver bedre.
      Vimpler! Jeg er vild med det ord – véd ikke, om det er en trøst overhovedet, men jeg har også en masse sorte, stride hår, der nemt kan gøre det ud for skæg.
      P(P)S. Jeg skal forsøge! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det her er mit bedste bud på en opsummering.