13 ting, vi gerne må vinke farvel til i 2019

Daddy-o, jeg troede sgu, vi var done.

Som Miriam grundigt gennemgik forleden, findes der en række spørgsmål, som forhåbentligvis snart begraver sig selv for bestandig, og selv om spørgsmål til børn og kærlighedsliv fuldstændig preller af på mig, er jeg gennemført enig i, at det er emner, der skal ud af vores smalltalk-repetorie hurtigst muligt. 

Et spørgsmål, som derimod kan få mig til synkront at finde boksehandsker og lommeservietter frem, er, når jeg er blevet mødt af: “Er du sikker på, din far ikke vil dig det bedste? Tror du ikke, I måske bare kan have en overfladisk relation?”

I dag er det to år siden, jeg begyndte i praktik i København, hvilket betyder, at det også er omtrent to år siden, jeg flyttede mine ting fra min fars ejendom og fik min mor til at putte husnøglen i hans postkasse. Jeg havde så dårlig samvittighed – og det har jeg i øvrigt stadig – over måden at gøre det på, men jeg kunne ikke se, hvordan jeg ellers skulle have gjort. 

Også for to år siden besluttede jeg mig for, at jeg var færdig med at være ked af, at det er gået med ham, som det er. Det virker måske som en spøjs – grænsende til naiv – beslutning, men fordi han mestendels opfører sig ret tåbeligt, har den været ret nem at efterleve,

Lad det være helt klart: Jeg kan aldrig nogensinde tænke på min far uden at komme i tvivl om, om det var den rigtige beslutning at skære ham ud af mit liv. Hvordan kan man være sikker på, at et af de mennesker, der burde elske dig allermest, ikke skal være en del af dig?

Dagen før juleaften gik jeg i sneen langs Voldene, da jeg kom til at tænke på min sidste fødselsdag, hvor jeg vågnede op til en sms fra min far, og i det sekund, tanken begyndte at udvikle sig, fik jeg blackout og væltede ned i krattet til venstre for mig. Det varede ikke mere end et splitsekund, men i lang tid efter kløede og kradsede mine øjne, og jeg kunne ikke få det til at stoppe. Da min mor, lillesøster og jeg den efterfølgende aften var færdige med at pakke gaver ud, lå der til sidst to kuverter under juletræet. En med min søsters navn og en med mit. 

For at gøre et absurd langt følelsesmæssigt scenarie meget kort endte det med, at jeg sad grædende og stirrede på kuverten, som jeg ikke kunne få mig selv til at åbne. Det lykkedes til sidst, og jeg forbandede min fars gestus langt væk og ønskede sådan, at han havde sendt mig en pose lort i stedet for et bundt penge til opsparingen. Det er så meget nemmere at håndtere hans fravær, når det, han gør, passer perfekt ind i fortællingen om, hvor stor en nar han er.

Og lige der er, hvor den betændte kerne altid har været. Selv om han kaldte os børn for uduelige, selv om han ignorerede os i dagevis, og selv om han gang på gang fortalte os, at han aldrig skulle have sat os i verden, behøvede han kun at smile til mig og holde om min hånd, før jeg havde tilgivet ham alt det andet. Det er altså en helt sindssyg magt at have over et andet menneske.

– “Du har tydeligvis komplicerede følelser for ham,” konkluderede min søster tørt julenat, efter vi havde stået i lyset fra det åbne køleskab og spist resterne af min gudsbenådede risalamande med hver vores ske. Jeg tror egentlig bare, jeg grinte.

Komplicerede følelser, hva’ gir’ I mig?

 

13 kommentarer

  • A-he-me-en!

    Det der pisser mig allermest af på et nanosekund, er når folk siger “men alle forældre elsker deres børn jo”.
    Nej. Bare nej.
    Og det føles voldsomt devaluerende, når der tvivles ved det der har været grundlaget for ens opvækst; at føle sig uelsket.
    For der var da intet jeg ville ønske mere!

    Jeg har også læst (hørt – i øvrigt fantastisk indtalt af forfatterinden selv) Den der lever stille.
    Jeg blev ikke spor ked af det, smilede og smågrinede genkendende hele vejen igennem bogen – den bekræfter nemlig mine (og dine) følelser, og fortæller blot hvordan det er.
    Ja, den er barsk. men ikke spor for barks, og for mig (og dig også måske?) egentlig bare et fristed, hvor man kan kaste sig lettet i favnen på én der forstår.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Praise be! Jeg tror ikke, jeg kunne have sagt det bedre selv, så jeg sætter på alle måder pris på, at du lige supplerer på den her. 😉
      Tak for uddybning med bogen. Var ikke klar over, at det var sådan, den OGSÅ kunne påvirke én, men selvfølgelig … det giver god mening, og nu kan jeg nok ikke slippe for det længere. Jeg får fat i den (og får den læst!)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg vil helt igennem gå ud fra, at du selv har styr på, om du kan have en relation til din far eller ej.

    Selv afskar jeg forbindelsen med mine forældre i ca. 20 år, og det var jeg nødt til. Det var nødvendigt, eller sådan føltes det i hvert fald. Det kom bl.a. til at betyde, at jeg ikke var med da min far døde, ingen fra min familie var til stede, hverken da jeg blev gift eller da jeg fik kræft. Livet har det med at gå videre, også for de mennesker man ikke længere har kontakt med.

    Jeg har siden genoptaget en slags minimal kontakt med min mor. Dels er hun meget gammel nu, og dels har hun forandret sig ikke så lidt. Det har jeg også, og det bliver aldrig en tæt relation. Det var det så heller ikke før, og tror såmænd heller ikke, det var blevet det, uanset hvor megen tid, vi tilbragte sammen.

    Undskyld anekdoterne. Du har sikkert tænkt over dette, at alle de beslutninger, man træffer gennem et forhåbentlig langt liv, har konsekvenser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Som du selv starter ud med at sige: Jeg vil helt igennem gå ud fra, at du selv har styr på, om det var det mest rigtige at gøre. Både at afskære kontakten og at genoptage den ene igen. Du skal slet ikke undskylde. Det lyder enormt barskt … som noget, der aldrig forlader en.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vibeke

    Jeg tror, at når andre mennesker kommenterer sådan ift din far, så vil det for de flestes vedkommende være fordi, de tillægger ham en normalitet som han ikke nødvendigvis besidder. Jeg tror, din far er en helt særlig kategori af menneske og bare fordi langt de fleste fædre jo vil deres børn det godt, er det jo desværre ikke det samme som at det vil alle fædre altid. Men det forventer vi, fordi det er det normale og derfor tillægger vi andre mennesker (din far) denne normalitet.
    Jeg håber ikke, at jeg går langt over stregen her – for det er selvfølgelig kun min tolkning af dine skriverier – og jeg vil virkelig gerne behandle dine fantastiske skriverier med al den respekt de fortjener! Jeg synes, at det er så godt, at du har sagt fra overfor din far og ikke har kontakt til ham Jeg frygter på dine vegne, at det er noget der bliver svært at nå til fuldstændig afklarring med, fordi du ikke har den samme personlighedstype som din far – heldigvis! Og jeg håber bare, at du vil blive ved med at kæmpe og med at skrive om det hvis det hjælper dig! For du skriver fantastisk og selvom jeg ikke kender dig, så bliver jeg bare så stolt af at læse om hvordan du kæmper for at frigøre dig fra ham og hans svigt. Det er fantastisk og du gør det så godt!
    Og jeg kom altså også til at tænke på “Den der lever stille” når jeg læser om din far.
    Kh Vibeke

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det tror jeg, du har helt igennem ret i. Og når folk gør det – eller udtrykker en form for ‘jeg forstår ikke, at fædre kan være på den måde over for deres børn’ – plejer jeg også at smile lidt af det. For det betyder jo netop, eller i hvert fald for det meste, at de har haft en far, som har opført sig som en far, og det er jo kun dejligt. Det kommer nærmest altid fra et godt sted, men det slår alligevel forbandet hårdt.
      Du går ingenlunde over stregen. Jeg bliver så helt igennem rørt og hjulpet af at læse det, du skriver, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg på den bedste måde håndterer al den ros og omsorg. Håber virkelig du véd, hvor fantastisk det er af dig at udtrykke den slags. 🙂 Tusind tak for det – fra et helt oprigtigt sted.
      Kh Karoline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Jeg kender så godt folk der skal gøre sig kloge på en dårlig forældrerelation. Og det er så svært at forklare relationen uden at det bliver rigtig langt, så jeg lader helst være. Men jeg føler mig tit dømt som en trodsig teenager der bare er i oprør (og jeg er 37, med to børn) i stedet for at blive taget alvorlig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det bliver nemlig nemt meget langt. Og uforløst. Nu kender jeg ikke din historie, men den lyder hård. Hvis der har været noget psykisk sabotage på spil, bliver det hurtigt endnu sværere, fordi mange af tingene kan virke små og ligegyldige, og det er umuligt at forklare, hvordan det er, når umiddelbart små ting foregår systematisk, konstant og over en årrække. Trodsig teenager-følelsen er så træls, og hvor er den svær at få væk bagefter.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Sofie

    Og jeg håber i øvrigt, at du godt allerede ved at han tager fejl! Håber ikke min første besked kunne misforstås nedladende. Mente det virkelig kun godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Sofie

    Jeg kan ikke begribe, hvordan man kan behandle sine børn sådan. Får lyst til at kramme dig og sige, at du er vigtig, og han tager fejl. Han tager fejl. Han tager fejl. Han tager fejl.
    Har du læst Den der lever stille?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hehe, hvor er du sød. 🙂 Mit udgangspunkt herinde er, at alle vil mig det godt, og det er også sådan, jeg prøver at læse alt det, der kommer ind. I dette tilfælde var jeg imidlertid ikke på nogen måde i tvivl om, at der kun var gode tanker i det. Mange tak!
      Og nej, det har jeg (utroligt nok) ikke. Det er, som om jeg har en mental håndbremse i forhold til den bog, fordi jeg forventer, at den vil gøre mig meget ked af det. Men jeg lover, at jeg får den læst – også inden for en meget nær fremtid!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Som det siges i Gossip Girl: Når det kommer til familie vil vi altid være børn indeni. Og det gør møg ondt. Og det vil blive ved med at gøre møg ondt, men man bliver bare bedre til at håndtere det, og det er næsten det samme som at det gør mindre ondt. Folk skal stoppe med at udtale sig om ting, de ikke forstår sig på, ligesom når folk forsøger at tale andre folk fra aborter eller lignende. Bare fordi DU får det ubehageligt ved tanken om en andens valg, betyder det ikke at du har ret til at italesætte det, for det er hundrede procent mere ubehageligt for den der har skoene på. Det pisser mig af. Det er så forfærdeligt, at folk ikke kan respektere at man kan vokse fra sine forældre, og at det skal være meget grelt før at man gør det, og så kræver det enormt meget styrke at stå ved den beslutning uden velmenende idioter forsøger at gøre det bedre. Øv.

    Du afleverede den nøgle som du bedst kunne. Du kan ikke ændre på dine handlinger, eller de ting, du gjorde, ligesom du ikke kan ændre på din far. Jeg er mere stolt af, at du rent faktisk sagde fra end hvordan du gjorde det eller hvorfor. For det er fandme det vigtigste man kan gøre for sig selv.

    #RantOver

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Forhåbentlig véd du på nuværende tidspunkt, at jeg er vild med sobre, velovervejede og velformulerede rants. I særdeleshed når de kommer fra dig. 😉 Jeg kan ikke sige så meget andet, end at jeg er fuldstændig enig. Jeg standsede flere gange ved “bare fordi DU får det ubehageligt ved tanken om en andens valg…..”. Det er simpelthen så accurate (ja, jeg kigger meget på memes for tiden. Memes R leif, åbenbart). Tusind tak, jeg er fandme glad for dig

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

13 ting, vi gerne må vinke farvel til i 2019