Daddy-o, jeg troede sgu, vi var done.

Som Miriam grundigt gennemgik forleden, findes der en række spørgsmål, som forhåbentligvis snart begraver sig selv for bestandig, og selv om spørgsmål til børn og kærlighedsliv fuldstændig preller af på mig, er jeg gennemført enig i, at det er emner, der skal ud af vores smalltalk-repetorie hurtigst muligt. 

Et spørgsmål, som derimod kan få mig til synkront at finde boksehandsker og lommeservietter frem, er, når jeg er blevet mødt af: “Er du sikker på, din far ikke vil dig det bedste? Tror du ikke, I måske bare kan have en overfladisk relation?”

I dag er det to år siden, jeg begyndte i praktik i København, hvilket betyder, at det også er omtrent to år siden, jeg flyttede mine ting fra min fars ejendom og fik min mor til at putte husnøglen i hans postkasse. Jeg havde så dårlig samvittighed – og det har jeg i øvrigt stadig – over måden at gøre det på, men jeg kunne ikke se, hvordan jeg ellers skulle have gjort. 

Også for to år siden besluttede jeg mig for, at jeg var færdig med at være ked af, at det er gået med ham, som det er. Det virker måske som en spøjs – grænsende til naiv – beslutning, men fordi han mestendels opfører sig ret tåbeligt, har den været ret nem at efterleve,

Lad det være helt klart: Jeg kan aldrig nogensinde tænke på min far uden at komme i tvivl om, om det var den rigtige beslutning at skære ham ud af mit liv. Hvordan kan man være sikker på, at et af de mennesker, der burde elske dig allermest, ikke skal være en del af dig?

Dagen før juleaften gik jeg i sneen langs Voldene, da jeg kom til at tænke på min sidste fødselsdag, hvor jeg vågnede op til en sms fra min far, og i det sekund, tanken begyndte at udvikle sig, fik jeg blackout og væltede ned i krattet til venstre for mig. Det varede ikke mere end et splitsekund, men i lang tid efter kløede og kradsede mine øjne, og jeg kunne ikke få det til at stoppe. Da min mor, lillesøster og jeg den efterfølgende aften var færdige med at pakke gaver ud, lå der til sidst to kuverter under juletræet. En med min søsters navn og en med mit. 

For at gøre et absurd langt følelsesmæssigt scenarie meget kort endte det med, at jeg sad grædende og stirrede på kuverten, som jeg ikke kunne få mig selv til at åbne. Det lykkedes til sidst, og jeg forbandede min fars gestus langt væk og ønskede sådan, at han havde sendt mig en pose lort i stedet for et bundt penge til opsparingen. Det er så meget nemmere at håndtere hans fravær, når det, han gør, passer perfekt ind i fortællingen om, hvor stor en nar han er.

Og lige der er, hvor den betændte kerne altid har været. Selv om han kaldte os børn for uduelige, selv om han ignorerede os i dagevis, og selv om han gang på gang fortalte os, at han aldrig skulle have sat os i verden, behøvede han kun at smile til mig og holde om min hånd, før jeg havde tilgivet ham alt det andet. Det er altså en helt sindssyg magt at have over et andet menneske.

– “Du har tydeligvis komplicerede følelser for ham,” konkluderede min søster tørt julenat, efter vi havde stået i lyset fra det åbne køleskab og spist resterne af min gudsbenådede risalamande med hver vores ske. Jeg tror egentlig bare, jeg grinte.

Komplicerede følelser, hva’ gir’ I mig?