IRL-FAQ: Når håret sympatistresser med ejermanden

Velvidende at tonen herinde har været lidt manisk i et stykke tid, tillader jeg mig at dedikere et par ord til noget, jeg flere gange i løbet af en dag bliver tvunget til at forholde mig til. Nemlig mit hår.

“Gud, er du blevet klippet?” vil folket vide, og jeg forstår egentlig godt hvorfor.

Jeg er ikke blevet klippet. (Til gengæld er jeg gået fra at være platinblond til at have en gylden, beigefarvet manke, og ironisk nok er det, som om ingen andre end undertegnede har bemærket denne diskrete forandring). Når spørgsmålet falder så højfrekvent, som tilfældet er, skyldes det, at jeg i øjeblikket har 4-5 forskellige frisurer, og de skifter lidt afhængigt af dagsform, behov og hvornår jeg sidst var i bad.

For at blive klogere på sagen, og hvor det gik galt, må vi hellere spole tiden 14 år tilbage. Som 12-årig – hvis ikke lang tid før – begyndte jeg at plage min mor om at få farvet mit hår, og hun var ikke begejstret for ideen, men hun sagde, at så længe jeg selv kunne betale for mine frisørregninger, måtte jeg gøre, hvad jeg ville. Så langt så godt. Jeg fik et job som frugtpakker i SundSnack, og pludselig rullede der 2000 kroner ind på min bankkonto hver måned, og siden den dag har jeg ikke set skyggen af min naturlige hårfarve.

Fordi jeg er en idiot med ringe konsekvensberegning – altså når jeg selv er eneste offer – fik jeg for vane at skifte hårfarve en gang i kvartalet. Helst fra ultrablond til mørkebrunt eller sort. Det har betydet mange tårevædede frisørstolssituationer, hvor jeg er blevet sendt hjem med vådt hår, fordi de ikke har turdet at frisere endsige føntørre det, så elastisk og ødelagt har det været. Min damage control har imidlertid aldrig været at gå tilbage til naturella-looket. I stedet har jeg bare klippet mit hår af og har ligesom startet dekonstruktionsprocessen på ny.

Ingen er nok længere i tvivl, men jeg kan snakke i lang tid om hår. Dette var blot forhistorien. Lad os nu spole frem til mit 21-årige jeg, der bestilt en tid hos en tatovør i Berlin. Dengang havde jeg nemlig fået den fikse ide, at det kunne være herresmart, hvis jeg fik lidt blæk i mit baghoved, og det var fine and dandy, hvis jeg også blev lidt skaldet på den bekostning. I al beskedenhed endte det faktisk med at se ganske sejt ud, men ikke desto mindre var det også ret svært at vedligeholde, ligesom mit baghoved lidt ligner noget, der har ligget for meget på ryggen som spæd. Derfor besluttede jeg mig i efteråret for, at jeg nu skulle have fuld manke igen. På gensyn, dødsregalier!

 

På papiret lyder det meget simpelt: Gro dit hår ud. Men projektet har vist sig at ride mig som en mare. Den standhaftige, analytiske type har givetvis bemærket, at jeg har været en lidt presset tøs store dele af 2018, og udover mavegener og uren hud* har det også medført, at jeg endnu engang er begyndt at tabe håret.

Dette trælse fænomen kommer tydeligst til udtryk på de to øverste billeder, som jeg har valgt at kalde hhv. Pagen og Pandehåret.

Endvidere er mine lokker, hvad vi kan kalde for kemisk mishandlede, hvilket man især kan se på billedet herunder, hvor Pagen og Pandehåret på nærmest mirakuløs vis er forsvundet. På det sidste billede har jeg været ude i regnvejr og har pludselig fået noget, der grangiveligt ligner krøller.

 

M.a.o: Mit hår er komisk (grimt), og det bliver jeg selvsagt nødt til snart at gøre noget ved. I har tidligere været leveringsdygtige, hvad angår kompetente frisører, så hvis én eller anden har en gudsbenådet ide til en toptjekket frits, tager jeg imod med varme hænder.

* Også på jeres opfordring droppede jeg den der tea tree oil, mens jeg i afmagt betragtede min hud, der bare blev værre og værre. For et par uger siden så jeg et opslag på Facebook; det var skrevet af en pige, der pludselig havde fået acneudbrud, som til forveksling lignede mit eget. I kommentarsporet var der flere, som på anekdotisk vis berettede, at hun skulle sørge for at spise nikkelfattig mad, og så ville al hendes pest og plage forsvinde igen.

På listen over ting, jeg virkelig foragter, findes pseudovidenskab og bro/girl-science, men i desperation googlede jeg hurtigt fødevarer med højt indhold af nikkel, og det viser sig, at grundstof nummer 28 forekommer i rige mængder i blandt andet havregryn og bælgfrugter, som undertegnede – tadaaaa – mere eller mindre har levet af, siden jeg blev ekstrafattig og plantebaseret for et halvt års tid siden. Korrelation, mine venner.

Derfor har jeg skruet ned for gryn, bønner, kikærter og pomfritter, og det er sikkert en ren tilfældighed, men min hud er faktisk blevet pænere over de sidste par uger. Således ingen anbefaling herfra, blot en påmindelse om, at tro kan flytte bjerge, og så flytter Søren Ryge resten. Eller hvordan er det nu, den er?