Jeg har lige givet dage som i dag et navn: Tina Dickow. En ægte Tina Dickow-dag. For andre er det måske Lana Del Rey, Billie Eilish eller Andrea Bocelli (har nogen nogensinde lyttet til Con te partiro UDEN at græde?)

Lige nu er det Fugleflugt, på en måde meget passende, fordi jeg beskæftiger mig ret meget med fugle for tiden. Så sent som i formiddags brugte jeg en halv times penge på at betragte to svaner i kamp nede ved Voldene, og jeg forstår stadig ikke, hvordan de kunne blive ved så længe. Jeg forstår heller ikke, hvordan de kan se så classy og majestætiske ud, selv når de kolliderer voldsommere end to japanske sumobrydere i sværvægtsklassen.

Men min generelle fuglebeskæftigelse, den er faktisk også delvist skyld i, at hvid kaffe i folkemunde til evigt tid bare er noget, man drikker, og ikke en blog, man læser. For snart to år siden fik jeg nemlig en idé til en socialrealistisk børnebog (haha slap af), og rent undtagelsesvis – for første og sidste gang – vil jeg gerne takke Kenneth Kristensen Berth for at sige noget så absurd perfidt og umenneskeligt, at jeg ikke kunne gøre andet end at bearbejde hans ubehageligheder med noget illustreret og næstekærlig læsning for børn. Så det arbejder og skriver jeg på, og hovedpersonerne er fugle. Tænk Fuglekrigen i Kanøfleskoven, den slags fugle.

Så skriver jeg faktisk også lidt på en novellesamling, der hedder Snallerværk, og det er ikke, fordi jeg vil være irriterende og hemmelighedsfuld omkring det, jeg er bare pissebange for, at jeg aldrig får det afsluttet, og at alt det, jeg gerne vil, aldrig bliver til noget. Nu er jeg således også gået i gang med min bacheloropgave, og jeg har fået lov til at skrive en bog – eller kun en del af den, fordi jeg skal aflevere skidtet om små to måneder. Det kapitel, jeg vil skrive, handler om, at det sværeste, ved at have anoreksi, var tiden bagefter. Bagefter målvægten, bagefter behandlingen, bagefter vægtøgningen. Alt det, jeg stadig bander og svovler over den dag i dag, og alt det, der stadig kan gøre livet fucking besværligt.

Jeg har også fået lov til at bruge mig selv som fortæller; som den opsøgende og undrende journalist, der rejser tilbage i tiden og snakker med mennesker fra dengang for at finde ud af, hvad der skete, og hvorfor det er så svært at finde et stabilt fodfæste igen.

Så var det, at folk begyndte at sige, at det lød ret hårdt, at jeg skulle passe på mig selv i alt det her, og jeg fægtede demonstrativt med armene, FORDI JEG KAN JO KLARE ALT, JEG ER PANSER, JEG ER UPÅVIRKET, JEG ER AFKLARET MED MIN SKÆBNE BLA BLA BLA.

Big news is, at det er jeg åbenbart ikke. Og nu har jeg lige smidt en eller en forskerfagbog hårdt ind i min væg, fordi den fik mig til at græde, fordi det meget pludseligt gik op for mig, hvorfor jeg blev syg. Og at det overhovedet ikke er et afsluttet kapitel. Altså, hvorfor-delen. Om lige knapt en uge tager jeg til Århus for at snakke med min gamle behandler og to af de piger, jeg var på daghospitalet med. “Af minder og steder, stemninger og nostalgi, jeg kommer med kærlighed, tilbage til der, hvor jeg hev flaget ned”. Hvis det ikke er vaskeægte Tina Dickow, så véd jeg snart ikke.

 

Ikke relateret billede, men: hehe