Resultatet af en ufuldstændig forbrænding

Hov, jeg glemte en titel (i stedet fik jeg en).

 

Klokken 10.35 stod jeg på Journalisthøjskolens toilet, krøllede min svedvædede t-shirt ned i min taske og skiftede til min hvide kjole. Jeg kiggede mig i spejlet og konstaterede, at jeg ikke orkede at gøre noget ved det, hvorefter jeg gik mod Bunkerens 300-gang og satte mig alene foran lokalet med det gule skilt, der var klistret på døren. EKSAMEN.

Min gamle redaktør på Femsen havde rådet mig til at trække vejret dybt ned i maven, og det prøvede jeg at gøre, selv om jeg egentlig var underligt rolig. Min plan havde egentlig været at forberede mit forsvar, men efter at have brugt 5 minutter om søndagen på at skimme opgaven igennem, vurderede jeg, at jeg ikke kunne gøre mere. Så jeg tænkte frem og tilbage med mig selv, hvordan jeg gerne ville lægge ud, og så krydsede jeg fingre for, at jeg havde fat i den lange ende (og at jeg kunne huske det hele dagen efter).

Klokken 11.05 gik jeg på, og hver gang jeg var ved at tabe tråden, kiggede jeg ned på mit plastikchartek foran mig, hvor der lå en firkløver, min storesøster havde fundet til mig dagen forinden. Da jeg blev kaldt ind til min vejleder og sensei efter deres votering, var deres første ord, at jeg var blevet journalist. Det gik godt. Rigtig, rigtig godt.

Men hvordan fortsætter jeg herfra? Jeg ville gerne fortælle om en jublende sejrsscene, boblende champagne og en flyvende Karoline, der kunne mærke friheden falde ud over sig selv. Sådan var det bare ikke.

Står der så en hel festkomité og venter på dig udenfor? spurgte censor smilende, da jeg havde rejst mig for at forlade lokalet.

Min mor. Det er vel også en slags komité, svarede jeg, og så grinte vi lidt af det. Måske var det også sjovt i øjeblikket, og jeg var også glad for, at min mor sad og ventede på den anden side, men ligesom med så meget andet, er det bare, som om du rigtig tydeligt kan se alt det, du ikke har, når du befinder dig i situationer, hvor der er så meget, der burde være.

Skolens gange var fyldt op med begejstrede fædre, mødre, søskende, bedsteforældre, kærester, blomsterbuketter og spjættende dimittender, og jeg kunne slet ikke andet end at sidde og stirre ud i luften, mens min mor sad ved min side og stirrede tilsvarende. Vi cyklede ned på Oli Nico og spiste moules frites og fish and chips, men jeg havde ikke noget at sige, og jeg undskyldte flere gange for mit elendige selskab. Da vi havde spist op, bad jeg min mor om at cykle hjem, for jeg havde bare brug for at være alene. Så jeg gik langs vandet og skoven tilbage mod Skåde, hvor jeg gik kold på sofaen. Kun en times tid senere blev jeg kørt mod færgen og var retur mod Amager. Jeg havde lovet en masse mennesker, at jeg ville fejre mig selv, men klokken 22 var jeg ikke engang i stand til at tælle får, og jeg gik ud som et lys.

Den her uddannelse, den her journalisttitel, har hele tiden føltes som en klippe, jeg skulle bestige. Men nu, mere end fem år efter, føles det bare, som om jeg er gået over en bakke. (Metaforen er, at jeg troede, jeg ville være stolt over mig selv, men jeg føler nærmest ingenting). Det er i virkeligheden heller ikke det, der er svært. Det svære er, at når ét problem falder på plads, synes de andre (der i eksamenspres og dumpeangst har været væk) at tage over. At jeg virkelig gerne ville have haft en familie og en kæreste, der insisterede på at fejre mig, selv om jeg ikke havde lyst. At de sagde, at jeg bare var pissenice, så jeg måske selv kunne tro på det for én gangs skyld.

(Ikke mindst) derfor gjorde det mig ekstraglad og rørt, at I har været så mange, der sendte varme tanker, lykønskninger og krydsede fingre i for mig, og det vil jeg gerne i al oprigtighed sige tak for.

Den gode nyhed – og den er rigtig god! – er, at jeg er blevet tilbudt et fuldtidsvikariat på Vi Unge til 1. november. Ikke nok med at det er nogle fantastisk dejlige damer på redaktionen, så sidder jeg op og ned ad Femserne, som (når alt kommer til alt) er den primære årsag til, at jeg generelt er så glad, velfungerende og gennemsyret af generel taknemmelig, som tilfældet er.

Kh Karoline Mathilde Rasmussen, certificeret journalist (og fuldstændig forbløffet over, hvor dyrt det er at være medlem af en a-kasse).

54 kommentarer

  • Last Mover

    Hov! Du er tilbage! Og nu endda uddannet! Stort, stort (omend forsinket) TILLYKKE!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Haha, jeg er vist den største last mover af alle. Tusind-mega-mange-gange tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kæmpe kæmpe kæmpe tillykke! Og hvis du kan bruge det til noget: Det kan være lige så slemt at de er der.

    Jeg fortalte ikke en eneste sjæl, da jeg skulle op. No one. Og der var så, i sagens natur, ingen med.

    Ingen blomster, ingen champagne, ingen fejring, at all.

    Og det var helt bevidst. Lige præcis den dag gad jeg simpelthen ikke høre på noget sygt karakterræs-pis og brok over, at karakteren ikke var god nok. Den dag skulle være min

    Det blev den så også. Min helt alene og det var sgu heller ikke så fedt.

    Når (Hvis) jeg bliver færdig med det andet, som jeg har kastet mig over med 20 års forsinkelse, så skal jeg til gengæld love dig for, at jeg fejrer det røven ud af bukserne

    Man skal aldrig gå ned på fejring – og en tomandsfest kan være præcis lige så god. Det er selskabet, det kommer an på, og når det er selvvalgt, så er det (oftest) det, der tælller

    Vi vil alle gerne have Astrid Lindgren-familien og fejringen. Overraskende få har den faktisk.

    Det ændrer ikke på savnet, men fællesskabet i at man ikke er den eneste, det er en rar favn, synes jeg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    Igen KÆMPE tillykke. Hvor er jeg ærgerlig over at jeg er for gammel og min børn ikke er gamle nok til at læse Vi Unge.
    Mega mange flag og hurra fra endnu et medlem af fin virtuelle festkomité – skål <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Og KÆMPETAK! Virkelig <3
      Hehe, ja. Det er jo lidt af et dilemma. Lige til vores brevkasse, næsten. Men det er skønt at høre, at det er sådan, du (og et par stykker andre) har det. Fandme et kompliment af dimensioner! Skål og TAK TAK TAK :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Tillykke, du er sej 🙂 Tænker tit, jeg gerne ville kende dig, når jeg læser det, du skriver 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Årh, Caroline. Det var eddermaeme dejligt skrevet, din besked giver lidt den samme følelse. Tusind tak for det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frida

    Stort tillykke, Karoline! Jeg har selv lige netop fået min BA fra DMJX af (dog fra den i Emdrup). Kan genkende mange af dine tanker fra eksamensdagen. Jeg havde også ‘kun’ én person i min komité. Og samme flade, forvirrede, følelse bagefter. Puha.. Jeg står så uden job nu, men det er egentlig også okay. Er jeg kommet frem til 🙂 Rigtig god sommer!
    Kh. Frida

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Kære Frida. Kæmpestort tillykke med uddannelsen, hvor er det brandgodt gået :-* Jeg er ked af, at det heller ikke blev en gennemført fejringsagtig og glad dag for dit vedkommende, og du fortjener lige så mange virtuelle klapsalver, som jeg har fået – så jeg sender dem lige til dig i hobevis. 🙂 Og ærligt … vi har ikke travlt. Vi skal være voksne og i arbejde m, til vi bliver 200 år, så om du lige skal lede efter job i en måned eller et halvt år, er måske nice nok.. et eller andet sted. Det var i hvert fald, hvad jeg sagde til mig selv. 😉 Stort tillykke endnu engang.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Wuhuu!!! Kæmpe tillykke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stort Tillykke og super godt gået.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alva

    Tillykke, Karoline! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tillykke!
    Kender godt den med, at familien ikke mødte op til den slags lejligheder, når det gjaldt mig. Ved nærmere eftertanke, må jeg erkende, at jeg kun kan tænke mig én eneste værre ting: At de havde været der …

    Yep. Det er ikke billigt at være i A-kasse, men det kan meget vel vise sig at være pengene værd. Måtte du først sent finde ud af hvor meget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Sådan er livet desværre så barsk og ambivalent på mange måder.
      Og ja! (og tak!) Det er helt sikkert også den forsikring, jeg ikke har tænkt mig at gå ned på. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • På Vi Unge!!? Det er da SÅ sejt!
    Da jeg blev færdig med min professionsbachelor, råbte jeg “hejhej” til gruppen og gik direkte ud, satte mig ind i bilen til en iskold flaskeøl, min kæreste og sad kursen mod miniferie til Århus – jeg ville også bare ud af vagten og nyde friheden 😀 De gamle fik en sms og en af de andre fra gruppen skrev hvordan det gik dem, henad dagen. Stille og roligt.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      HEHE, ja – ikke?! 😀
      Det lyder fandme da også som den perfekte fejring. Den ville jeg gerne have gjort kunsten efter!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • P

    Tillykke Karoline, det er virkelig sejt gået!
    Jeg er også lige blevet færdig på studiet og kan virkelig genkende følelserne omkring manglende familie, der burde være der til at fejre. Jeg blev ikke begravet i blomster, gaver, billedetagning og kram ligesom de andre fra mit studie. Store begivenheder vil altid være præget af en slags sorg og skuffelse over, at nogen ikke er der i den grad, de burde. Og jeg synes faktisk ikke at vi har fortjent at det skal overskygge glæden ved sejrerne og glæderne. Men jeg ved heller ikke, hvordan man ændrer på det. Jeg troede de gik over med alderen, men det er ikke blevet nemmere.
    Måske skal vi være endnu bedre til at bruge vores venner i stedet for den manglende familie?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tak, P <3 Og virkelig, virkelig mange gange i lige måde. Hvor er det sejt!
      Jeg er ked af at høre, at det også er sådan for dig. Egentlig synes jeg ikke, det er rimeligt, det skal være på den måde, og derfor (for mit vedkommende) har jeg også haft svært ved at være god nok til at bruge mine venner som den familie. For det har du jo fuldstændig ret i. En anden klog kvinde skrev til mig i går, at jeg skulle lave min egen familie, og det vil jeg gøre. Måske du kan prøve på det samme. Jeg håber, at vi når hen til noget, der føles godt … eller i det mindste bedre.
      Igen: Kæmpe tillykke med det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Kæmpe tillykke herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Tillykke med titlen – og tillykke til Vi Unge som får en meeeega dygtig medarbejder. Du er vildt sej, og selvom du ikke føler det, så har du besteget et bjerg. Bjerge ser bare ofte mindre ud, når man ser dem i bakspejlet… du er for sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Årh, altså Marie … tusind megamange gange tak <3 det er pissesødt sagt. (Jeg siger det lige videre til min chef, så hun måske er mere tilbøjelig til at forlænge kontrakten efter oktober, heh … )
      Med det sidste: jeg håber, du har ret, og jeg håber, jeg selv ser det lige om lidt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • nanna

    Kæmpe tillykke fra et virtuelt medlem af din festkomité 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ah, min virtuelle festkomité – hold kæft, jeg elsker den! Tusind tak, Nanna.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Kæmpestort tillykke.
    Du ér pissenice!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tillykke med det, og tillykke med dit vikariat, hvor er det fantastisk 👍
    Jeg håber, femina opdager, hvor meget de savner dig, så jeg ikke skal købe vi unge, for at kunne læse dine ting, lige akavet, når man er fyldt 36 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jaa, det er fandme dejligt .. og af hele hjertet tak for det, Louise <3
      Hæhæ, du kan jo altid fortælle bladforhandleren, at det er til et yngre familiemedlem. 😉 (jeg forstår din pointe, og jeg skal nok sige til, hvis jeg lander på Femina/et socialt acceptabelt for 36-årige-medie 😀 <3 )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Wuhu! Kæmpe tillykke! Til trods for at vi kun ‘kender’ hinanden virtuelt, er jeg oprigtigt glad for at læse, at der er gået dig godt. Og mega sejt, at dit første job allerede er i hus 😃
    1000 knus herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Årh <3 Og jeg er oprigtigt glad for den besked, Anne. Som jeg svarede en anden kommentar – jeg elsker sgu den virtuelle festkomité, der er herinde.
      Kæmpehjerteligt tak for det og 10.000 knus tilbage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    <3-lig tillykke med titlen! Har fulgt dig længe uden at nogensinde smide en kommentar, så nu skulle det være! Du er SÅ sej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg er både SÅ glad for, at du besluttede dig for at skrive en kommentar og (ikke mindst) for, at du har fulgt med herinde i lang tid. Det er altså et kompliment af dimensioner. <3 Tusind tak for det, M.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria R

    Smukke, fine, ovenud indsigtsfulde og talentfulde Karoline – STORT tillykke med din misundelsesværdige titel 🎉💛
    Knus fra M

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Maria, det er altså store ord at bruge om mig – men jeg tager imod hvert eneste af dem, hehe *egoboost*. 😀 Af hjertet tak for det. Kæmpekram retur <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Kæmpe sejt, tillykke! Det kan godt være, det føles som en bakke fordi man har taget den et skridt ad gangen (sådan havde jeg det selv, da jeg havde afleveret speciale), men i virkeligheden er det en klippe. Det ser man bare tit først senere 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det giver i hvert fald supergod mening, når man stiller det sådan op, og jeg tror virkelig også, at du har en pointe. Jeg håber, at jeg ser det senere – og gerne meget snart. Det kunne jeg godt have brug for. Virkelig mange gange tak for det, Marianne <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Så hjerteligt tillykke, Karoline Mathilde Rasmussen, certificeret journalist<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hihi, med fuld titel og det hele. Hold nu op, hvor fornemt. TAAAAK, Maria. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ane

    Tillykke!!! Jeg ville ønske, at den journalistik, jeg læste som ung teenager, havde været skrevet af en som dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Wauw… er du godt selv klar over, hvor vildt det er at høre (for en som mig)????? KÆMPETAK, Ane. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    TILLYKKE TILLYKKE TILLYKKE!!! Det var måske bare det, jeg ville sige – og at du er sej og har gjort det så godt. KRAM fra en, der også har afleveret speciale.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      OG SELV KÆMPETILLYKKE FOR POKKER! <3 😀 Vildt flot og gensidige skulderklap. Tak, Tine!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ninna

    Tillykke! Og tak for alt det du skriver!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Åeh <3 Helt oprigtigt: det er mig, der takker nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Stort tillykke med titlen😀👏

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Tillykke! Jeg synes, du er så sej. Jeg har altid elsket dine ord og din skrivestil. Nu overvejer jeg, om jeg er blevet for gammel til at købe Vi Unge (40 er vel ingen alder?!)
    Øv, at du kæmper sådan nogle tunge kampe med dit selvværd og dine nære relationer. Det er så hårdt at gå og tumle med. Jeg sender dig et stort virtuelt kram, endnu et tillykke og et KÆMPE held og lykke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      40 ér vitterligt ingen alder. INGEN alder, og det mener jeg helt ærligt. Lad det være sagt, så tror jeg måske, at Femina vil tale mere til dig – flere af problematikkerne (hint: kærlighed og mænd!) går endda igen i begge. 😉 Jeg véd godt, at det ikke er med min byline længere, men … dygtige damer har lavet det blad. Alternativt må du jo fortælle folk, at du køber Vi Unge som en gave.
      Og ja, det er øv – meget endda – men det er pissedejligt med et virtuelt kram, og virkelig mange gange tak for det hele. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Karoline, du har alt mulig grund til at være pisse stolt af dig selv! At du er kommet så langt og nu står med sådan en god uddannelse er ikke en selvfølge – og med din historie kunne det have gået så mange andre veje. Selvom du ikke på nuværende tidspunkt føler noget over din nye titel, håber jeg du giver dig selv tid og ro til at lade følelsen komme! Om ikke andet tror jeg vi er mange, der synes du er ret så sej og hepper på dig 😉
    Stort tillykke med dit nye job på Vi Unge (!!) og rigtig god sommerferie – nyd den nu.

    Kæmpe kram! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Årh, Mette. Hvor er det pænt og stort af dig at skrive, og jeg bliver også lidt (ok, meget) rørt af det. <3 Tak, fordi du lige minder mig om noget, jeg burde vide og have forstået for længst. Det er nok sådan et ongoing projekt at nå til det punkt. 😉 Jeg er glad for, at jeg har et lille heppekor, og at du er en del af det. Vid også lige, at jeg hepper på dig og er så inderligt glad for, at du også er, hvor du er i dag. Det er fandme flot og værd at tage hatten af for. Så i lige måde med det hele. Rigtig dejlig sommer til dig også. <3 Stort stort kram. Vi ses!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    Stort tillykke!
    Det kan godt være, det føles som en bakke – men om mange år vil du kunne se tilbage og se! Det VAR et bjerg.
    KH årgang 1970

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Resultatet af en ufuldstændig forbrænding