Hov, jeg glemte en titel (i stedet fik jeg en).

 

Klokken 10.35 stod jeg på Journalisthøjskolens toilet, krøllede min svedvædede t-shirt ned i min taske og skiftede til min hvide kjole. Jeg kiggede mig i spejlet og konstaterede, at jeg ikke orkede at gøre noget ved det, hvorefter jeg gik mod Bunkerens 300-gang og satte mig alene foran lokalet med det gule skilt, der var klistret på døren. EKSAMEN.

Min gamle redaktør på Femsen havde rådet mig til at trække vejret dybt ned i maven, og det prøvede jeg at gøre, selv om jeg egentlig var underligt rolig. Min plan havde egentlig været at forberede mit forsvar, men efter at have brugt 5 minutter om søndagen på at skimme opgaven igennem, vurderede jeg, at jeg ikke kunne gøre mere. Så jeg tænkte frem og tilbage med mig selv, hvordan jeg gerne ville lægge ud, og så krydsede jeg fingre for, at jeg havde fat i den lange ende (og at jeg kunne huske det hele dagen efter).

Klokken 11.05 gik jeg på, og hver gang jeg var ved at tabe tråden, kiggede jeg ned på mit plastikchartek foran mig, hvor der lå en firkløver, min storesøster havde fundet til mig dagen forinden. Da jeg blev kaldt ind til min vejleder og sensei efter deres votering, var deres første ord, at jeg var blevet journalist. Det gik godt. Rigtig, rigtig godt.

Men hvordan fortsætter jeg herfra? Jeg ville gerne fortælle om en jublende sejrsscene, boblende champagne og en flyvende Karoline, der kunne mærke friheden falde ud over sig selv. Sådan var det bare ikke.

– Står der så en hel festkomité og venter på dig udenfor? spurgte censor smilende, da jeg havde rejst mig for at forlade lokalet.

– Min mor. Det er vel også en slags komité, svarede jeg, og så grinte vi lidt af det. Måske var det også sjovt i øjeblikket, og jeg var også glad for, at min mor sad og ventede på den anden side, men ligesom med så meget andet, er det bare, som om du rigtig tydeligt kan se alt det, du ikke har, når du befinder dig i situationer, hvor der er så meget, der burde være.

Skolens gange var fyldt op med begejstrede fædre, mødre, søskende, bedsteforældre, kærester, blomsterbuketter og spjættende dimittender, og jeg kunne slet ikke andet end at sidde og stirre ud i luften, mens min mor sad ved min side og stirrede tilsvarende. Vi cyklede ned på Oli Nico og spiste moules frites og fish and chips, men jeg havde ikke noget at sige, og jeg undskyldte flere gange for mit elendige selskab. Da vi havde spist op, bad jeg min mor om at cykle hjem, for jeg havde bare brug for at være alene. Så jeg gik langs vandet og skoven tilbage mod Skåde, hvor jeg gik kold på sofaen. Kun en times tid senere blev jeg kørt mod færgen og var retur mod Amager. Jeg havde lovet en masse mennesker, at jeg ville fejre mig selv, men klokken 22 var jeg ikke engang i stand til at tælle får, og jeg gik ud som et lys.

Den her uddannelse, den her journalisttitel, har hele tiden føltes som en klippe, jeg skulle bestige. Men nu, mere end fem år efter, føles det bare, som om jeg er gået over en bakke. (Metaforen er, at jeg troede, jeg ville være stolt over mig selv, men jeg føler nærmest ingenting). Det er i virkeligheden heller ikke det, der er svært. Det svære er, at når ét problem falder på plads, synes de andre (der i eksamenspres og dumpeangst har været væk) at tage over. At jeg virkelig gerne ville have haft en familie og en kæreste, der insisterede på at fejre mig, selv om jeg ikke havde lyst. At de sagde, at jeg bare var pissenice, så jeg måske selv kunne tro på det for én gangs skyld.

(Ikke mindst) derfor gjorde det mig ekstraglad og rørt, at I har været så mange, der sendte varme tanker, lykønskninger og krydsede fingre i for mig, og det vil jeg gerne i al oprigtighed sige tak for.

Den gode nyhed – og den er rigtig god! – er, at jeg er blevet tilbudt et fuldtidsvikariat på Vi Unge til 1. november. Ikke nok med at det er nogle fantastisk dejlige damer på redaktionen, så sidder jeg op og ned ad Femserne, som (når alt kommer til alt) er den primære årsag til, at jeg generelt er så glad, velfungerende og gennemsyret af generel taknemmelig, som tilfældet er.

Kh Karoline Mathilde Rasmussen, certificeret journalist (og fuldstændig forbløffet over, hvor dyrt det er at være medlem af en a-kasse).