Jeg går en tur med min veninde, og hun fortæller om søjlerne. Dem, man kan gøre sit liv op i, hvis man godt kan lide det simpelt. Der er søjlen for familie, den for venner, for kærlighed, for karriere, og så er der den for en selv. Måske er der også flere, hun nævner dem ikke, men siger, at hvis én af dem er i underskud eller ubalance, går det ud over de andre. Så overskygger sorgen over det ene glæden over det andet, forklarer hun.

Så det er helt forståeligt, at du har det sådan der, siger hun.

Jeg tygger lidt på det og ærger mig over, at det altid er andre mennesker, der skal legitimere mine følelser, før jeg selv kan.

Vi gennemgår mine søjler. Først er der familien. Jeg har overvejet, om jeg skal flytte hjem til Århus for en stund, så jeg kan være hos min lillesøster og hjælpe hende igennem det, der sker lige nu. Men hun er ligesom jeg selv er, og hun ville aldrig gå med til det. I stedet er det hende, der sidder ved min side på Amager Strand og spørger halvt insisterende, om jeg ikke nok vil overveje parterapi med min mor, for vi har sådan brug for det. Jeg giver hende ret, men siger også, at jeg ikke ved, hvad vi skal snakke om – jeg ved jo ikke engang, hvorfor jeg er så vred. Måske, og jeg understreger for hende, at det sikkert ikke har hold på sig, men måske har det noget at gøre med, at jeg først lærte min mor at kende, da jeg var 21. Indtil da var jeg barnet, der blev voksen som 10-årig og blev nødt til at passe sig selv, trøste sig selv og berolige sig selv for alt det farlige, der var i verden. Barnet, der ikke blev set. Min lillesøster ser ud som en, der har ret, og det havde hun helt sikkert også, da hun sagde, at det da sikkert er en meget væsentlig grund til, at jeg er så vred. Jeg kigger ud over vandet og siger tjah. Lad os se.

Så tænker jeg på i sommer, da jeg pludselig havde fået en MobilePay-overførsel på 10.000 kroner. Det var fra min far, jeg ikke har hørt fra i, jeg ved ikke hvor længe. Jeg overvejer at sende pengene tilbage, for han skal ikke længere have magten over mig, men jeg har også brug for pengene og nogle nye stole. Og en tur til tandlægen. Han sender en SMS og siger, at det er et lille tilskud til livet. Jeg kan ikke holde det ud, mit hjerte går i stykker. Sent på dagen svarer jeg, og jeg skriver til ham, at jeg lige er kommet hjem fra arbejde, og at jeg blev færdiguddannet journalist for nogle måneder siden. Så går der ikke længe, før han tikker frem på displayet igen. Han siger, at han er stolt. At det er pissegodt gået, han sender hjerter og billeder fra Vejlegade, som om virkeligheden aldrig er sket. Han er så overbevisende, at jeg selv kommer i tvivl. Hvad nu hvis det er mig, den har været gal med hele tiden? Jeg smiler og græder indvendigt, for jeg vil bare have ham tilbage.

Karrieresøjlen (jeg hader allerede nu at snakke i søjler …) ja, den er, som den er. Det er hårdt at gode mennesker bliver fyret, og det er hårdt at rive et trygt fundament ned. Jeg tror på, at det kan blive godt, men jeg savner de gamle hoveder, og det er svært hele tiden at være svar skyldig, når marketingafdelingen kommer forbi og vil vide, hvem der står for hvad, og hvordan plejer I at gøre det her? I bedste fald kan jeg svare, men tit kan jeg kun sige, hvordan vi plejede, og så stopper svarene ligesom der.

Kærligheden opsluger alt det andet, siger jeg til min veninde, men på en mere kluntet måde. Jeg ved ikke, om han vil mig, som jeg vil ham, og det gør mig ulykkelig.

Jeg kigger på min veninde. Hun er en stor del af min solide søjle. Jeg kan virkelig godt lide hende, og jeg véd, at hvis jeg ringer, så er hun der. Alle mine veninder er gode, og jeg siger til hende, at jeg ville ønske, at glæden ved dem overskyggede alt andet. Så undskylder jeg, fordi det ikke er sådan, selv om det måske burde.

Hvordan så med den sidste søjle, den om en selv? Giver det mening at skille dem ad, eller er du bare summen af alt det andet? For kort tid siden fik jeg påmindelsen om, hvor skrøbeligt alting er, og jeg har ikke kunnet slippe tanken siden. Jeg fik fjernet 2 centimeter af min livmoderhals, og så ringede jeg til gynækologen i mandags for at høre, om de havde fået det hele med. Hun rodede i systemet og sagde, at prøven ikke var gyldig, så de vidste det faktisk ikke. Jeg måtte have en ny tid, så jeg skal ind og testes igen. Det er sikkert ok, men jeg kan ikke lide, at det tager så lang tid. Jeg har haft feber i over en uge, men jeg bliver ikke helt syg, men heller ikke helt rask. Min hals og mit bryst gør ondt, og jeg er rædselsslagen for, om jeg skal dø snart. Til gengæld har jeg brug for at sove hele tiden, men min søvn er elendig, som om den ikke har virket, når mit vækkeur ringer. Jeg får 184 point i stresstesten og ved ikke helt, om jeg skal lægge noget i det.

Jeg er bange for, om det altid vil være sådan her, eller om jeg også en dag vil få en base, hvor verden ser lys ud. Og om der er en, der vil give mig et kram herhjemme, når den engang imellem synes mørk.

Så løber jeg tør for ord. Eller i hvert fald for tanker.

Jeg forstår ikke, hvordan du bærer dig ad med at stå op hver dag, siger min veninde. Hvor får du motivationen fra?

Vi er ved Voldene. Jeg tror, at solen er gået ned nu.

Det er et godt spørgsmål, svarer jeg og tygger videre, indtil jeg siger, at min pligtfølelse er enorm. Men den er ikke afgørende, tror jeg. Så siger jeg, at det her nok lyder lidt grandiost, men jeg er sikker på, at jeg er lavet af en meget stærk kerne, hvad end det betyder. Jeg ved ikke, om den er noget, jeg selv har opfundet til lejligheden, fordi jeg ikke kan holde ud at være så svarløs hele tiden.

Men et eller andet sted tror jeg altså, at det er rigtigt nok.