Jomfruen/Fisken/Stenbukken (Et brev til Brinkmann).

Det er ikke så længe siden, jeg endte i en perfekt afstemt brandert med to af mine (journalist)veninder. Egentlig var det vist bare meningen, at vi skulle drikke rødvin og lave dansekoreografier til Missy Elliott, men det endte med, at vi brugte det første af aftenen på at “udvikle” et fremragende TV-koncept, som vi sendte afsted til DR3s programudvikler. Formentlig fordi vores skriftlige pitch bar præg af, at vi allerede havde konsumeret den første flaske, har vi aldrig fået svar. Og hvilken skam! Uden at afsløre for meget var essensen af konceptet, at man skulle lave et social eksperiment, som tog udgangspunkt i astrologi. Sagen er nemlig den, at astrologi i løbet af det sidste år er blevet den reference, der går alleroftest igen i utroligt mange af mine venskaber.

Når jeg skal fortælle om et menneske, jeg har mødt, og jeg mangler beskrivende ord, siger jeg bare: “Han er dobbeltskorpion,” og så nikker mine veninder indforstået og med en smule ærefrygt. Når min Vandmand-veninde skal have råd, har hun in mente, at hun spørger en Jomfru, når hun spørger mig. Så véd hun, hvad hun får. Sådan fortsætter listen, og hvad fanden sker der egentlig for det? Vi er veluddannede, vaccinerede og relativt vågne, og alligevel går vi rundt og snakker om astrologi, som om vi havde fundet videnskabens hellige gral: Svaret på det hele.

Det havde Svend Brinkmann og Esben Kjær et bud på, da jeg i lørdags tændte for P1 og lyttede til Bagklog. De to herrer sad og scannede dagens avisforsider, og de kunne konstatere, at Kristeligt Dagblad havde dedikeret ikke mindre end TO(!) forsider til den forsinkede kendsgerning, at astrologi er ved at vinde indpas i populærkulturen igen. 

Ingen af de to herrer havde umiddelbart bemærket, at astrologien gløder blandt ungdommen, men i samarbejde med Kristeligt Dagblad var de ret hurtige til at finde årsager til, at det er tilfældet. En kort sammenfatning:

1. Astrologi handler om MIG, hvorfor det stemmer godt overens med den individualiserede kultur, vi har. Vores fokus er kun på os selv, verden handler sig om os (tror vi), og vi er afkoblet fra resten af den.
2. “Vi” gider ikke en forpligtende religion. Derfor er astrologi et godt alternativ.

Jeg lyttede opmærksomt, og så kunne jeg mærke, at jeg blev sur. Først og fremmest generer det mig, når noget, der kunne have været en kvalificeret samtale, ikke er det. For det andet er jeg så pissetræt af velvoksne mennesker, der altid kan problematisere ungdomskultur og skyde det hen på, at det nok handler om navlepilleri. Hvad der frustrerede mig yderligere var, at Kristeligt Dagblads pointe var, at vi i stedet for astrologi burde gribe mere til kirken og troen.

Derfor fattede jeg min telefon for at sende en SMS til P1 med brok, men jeg stoppede mig selv og vil i stedet forsøge at sammenfatte mine væsentligste budskaber her:

Kære Kristeligt Dagblad, jeg starter lige med dig: Astrologi og troen på Gud (eller hvad vi vælger at kalde det) er ikke gensidigt udelukkende. Tværtimod og overhovedet ikke. 

Kære Svend og Esben

Jeg kan faktisk rigtig godt lide jer. Men ikke så meget når I køber ind på den absolut nemmeste præmis: Nemlig at se ned på de ting, der optager feminine væsener. Det er der intet nyt i, sådan har det faktisk næsten altid været, men jeg havde forventet mere af jer. Især af dig, Svend.

For det andet vil jeg gerne mane den misforståelse til jorden, at astrologi kun handler om én selv, for det er noget pis. De fleste af os ved godt, at fordi vi hverken forstår verden, eller hvordan den fungerer, har vi brug for rammer til at kunne forklare dens enkeltdele. Også selv om de forklaringer, vi finder og praktiserer, er forkerte. Det er en af flere grunde til, at vi blandt andet har videnskabelige teorier, akademisk tænkning og at menneskets natur er forskellig, om man forklarer den ud fra Descartes eller Nietzsche. Astrologien er på samme måde: Den er et par briller, du tager på for bedre at kunne begribe verden – og i særdeleshed de mennesker, du omgiver dig med. Det er ikke sikkert, at den passer – og det samme kan siges om de store filosoffers tanker – men den er dog en teori. Og en relativt harmløs én af slagsen.

Er den navlepillende? Ja og nej. Det meste, der bliver læst af de forkerte øjne, har potentialet til at være navlepillende. Der vil være dem, der læser Biblen og undskylder deres opførsel med, at de er født som syndere. Så er der dem, der læser en prisbelønnet selvhjælpsbog og kun lærer, at alle andre er problemet. Der er dem, der tager Jungs personlighedstest eller får stukket en farve/typetest i hånden af deres HR-afdeling for at lære, om de er blå, gule, røde eller grønne. Men det kan temmelig meget også være ligegyldigt, hvis man nægter at se sig selv som en brik i et større puslespil, hvor alle har en anden farve end én selv.

Det samme gælder også for astrologi: Hvis du bare bruger det til at forklare eller undskylde dig selv, fx ved at ghoste folk, fordi du er Skytte (yes, it’s a thing), så er du jo bare en idiot. Men det havde du været også helt uden dit stjernetegn. Hvis du derimod bruger det til at forstå og acceptere, hvorfor andre har et større behov for tryghed, end du selv har, så fedt. Tillykke. Så har alle jo vundet. Og det kan jeg ærligt talt ikke se, hvorfor man eller I skal se sådan ned på.

Bedste hilsner
Karoline, en beskidt jomfru