Han sender et link til en højttaler, på tilbud. Han har flere gange nævnt, at han synes, jeg skal have den. Han synes, at den højttaler, jeg har nu, spiller dårligt.

Jeg har lyst til at sige, at jeg ville købe den, hvis ikke jeg havde brugt mine penge på en psykolog, der skal holde mig væk fra gasblusset efter de ting, der er sket med ham. Så jeg siger ikke noget.

Om natten drømmer jeg om det, og om morgenen vågner jeg til det. Hvem han er sammen med, hvorfor han var sammen med hende, og hvorfor det ikke kunne være mig. Birgit spørger, hvornår det skete, og jeg svarer december. Så siger hun, at det heller ikke er specielt lang tid. Jeg udbryder højt og med løftede øjenbryn, at jeg synes, det er herrelænge siden. Det føles som evigheder. Det føles som en evighed at være så sur, så aggressiv, så modløs, så ked af det, så skuffet, så såret.

Jeg er ikke vant til at snakke med psykologer. Samtaleformen føles uhøflig. Jeg føler mig dum, fordi jeg tænker om mig selv, at jeg burde være længere. Jeg burde ikke sørge mere nu. Folk er trætte af at høre på det, jeg er selv træt af at høre på det, og jeg skal virkelig tvinge mig selv til at tænke, at Birgit ikke har det på samme måde.

De her dage er det, som om det aldrig bliver bedre.

Jeg mødes over en øl med en gammel ven, eller hvad man nu skal kalde ham, som jeg kender fra et liv, der føles som en andens. Tuborg er kold, vinden er det samme, og han spørger interesseret til mig. Han affejer mig ikke, når jeg fortæller, at jeg har været ked af det i lang tid. Tværtimod vil han høre mere. Han vil også gerne høre, hvordan min dag har været, hvorfor jeg humper på mit venstre ben, om jeg har overvejet at snakke med min far igen, og hvordan det går med anoreksien og sådan.

Det bliver endnu tydeligere for mig, at jeg har glemt, hvordan den slags føles. Jeg bliver mistroisk og overrasket, når de viser oprigtig interesse. Så langt er mit hoved blevet spolet tilbage.

Han fortæller om dengang, jeg ringede til ham i en brandert og bad ham om at hente mig hjem. Han kørte afsted, men kørte galt på vejen. I mellemtiden havde jeg helt uvidende om hans havari sat mig på en bus (eller en taxa eller en cykel eller noget fjerde, jeg husker det ikke) og fundet plads i hans seng. Jeg kigger på ham og tænker, at meget havde været nemmere, hvis jeg bare var blevet der.

At Nina Zamani har fået en kæreste, der ikke er mig.

At krisecentrene er mere end proppede for tiden. Og min nye nabo. Han har en væsentlig brist et sted i hjernen, og så er han antageligvis voldelig over for sin kæreste. For helvede. Jeg er på den.

At jeg ikke har set Tiger King. Fatter ikke en skid af, hvad der sker på Insta halvdelen af tiden.

Mit eget selskab efterhånden. På den anden side er der ingen andres selskab, jeg ville kunne holde ud så længe.

At flytte. Det er præcis en måned siden, jeg flyttede, og jeg er først ved at nå mit normale stressniveau nu. Om to måneder skal jeg flytte igen. Jeg ved bare ikke hvorhen.

Nye Borgerlige. Og det faktum, at de sidder i folketinget. Deres nyeste tagline er, wait for it … “Corona-kriminalitet skal give udvisning.” Ja.
“Corona-kriminalitet” er et elendigt (ikke-)ord, og det er simpelthen et elendigt forslag. Hvis ikke I, der læser med, har set indslag fra Nye Borgerlige i aktion i folketingssalen, så gør det lige. Det er et eminent bevis på, at demokrati i praksis ikke nødvendigvis er den bedste løsning.

Det meste Sørine Godtfredsen siger. For eksempel at danskere opfører sig forkælet under Corona. Ved du hvad, Sørine? Det er også danskere, der har stemt mennesker som Lars Boje og Mette Thiesen ind i Folketinget. Kan du ikke please ramble om den ukristelighed i stedet?

Virksomheder, der ikke kan finde ud af, om de skal være privatpersoner, eller om de bare skal være virksomheder. Især den slags der laver terapeutiske lydfiler til 149 i intropris – lydfiler, der henvender sig til personer med sårbarheder, stress, depression og angst. Det er ikke så meget lydfilerne, der er problemet, det er mere det faktum, at de eksisterer på et grundlag, der er komplet uden fagligt belæg. Det er det faktum, at personen bag nægter at forholde sig til nogen som helst form for kritik og alle spørgsmål, der måtte have en undrende karakter. Det er det faktum, at man nægter at tage ansvar og det faktum, at man forsøger at indfange mennesker og afkræve dem penge på et tidspunkt i deres liv, hvor de måske er allermindst i stand til at stå imod. Jeg er så harm, at jeg nærmest sitrer …………… I véd, den tanke, man får, når man ser et barn, der absolut ikke kan synge, gå ind foran Blachmann kun for at blive ydmyget foran hele Danmarks befolkning? Hvor man virkelig dybt og inderligt ville ønske, at en god ven eller et familiemedlem lige havde taget barnet til side inden for et hurtigt reality check? Det var en bøn, skulle den rette læse med.

Mine fumlefingre eller efterhånden amputerede hjerne, der fik afpubliceret sidste indlæg. Jeg véd ikke, hvordan jeg formåede at gøre det ved et uheld – umiddelbart burde det være umuligt. Det er tilbage nu. Jeg hader også, at min søster ikke var her hver dag – så havde jeg slet ikke brug for Birgit.