Havareret.

I det mindste er jeg ikke fatalist.

Det er lørdag, da jeg spærrer øjnene op, jeg ved med det samme, at jeg ikke gider i dag.

Det er en af de dage, hvor jeg føler mig personligt angrebet af tankerne i min hjerne fra det allerførste sekund. Og klokken er endda kun 8.

Vi klarer os til i morgen. Det er sådan, vi plejer at gøre det, siger jeg til mig selv. Hvem har brug for en terapeut, når jeg er så god i min egen trøst.

Så kan jeg ikke helt huske, hvad der sker, men jeg tror, at det hele sker på rutinen. Man skal passe på med, hvad man siger, men jeg har haft det godt de sidste par måneder. Jeg kender mig selv, og jeg ved, hvor lidt jeg har brug for. Bare jeg har mine rutiner, så skal det nok gå. Mine rutiner er robuste, og når de er der, ramler det andet ikke fuldstændigt.

Derfor tror jeg også, jeg ved, hvad der sker. Jeg sætter morgenkaffen over og står nøgen ved køkkenvinduet og kigger ud på de gule bygninger. Nu går dagens arbejde i gang. Nu skal jeg bare klare mig igennem.

Klokken 12 spiser jeg min morgenmad. Ligesom dagen før og dagen før det. To blødkogte æg og en speltbolle. Jeg smører aioli på og ønsker lidt, at jeg ikke gjorde. Jeg spiser blommerne og ønsker lidt, at jeg ikke gjorde. Jeg spiser maden, men ønsker lidt, at jeg ikke gjorde, og pludselig er klokken 13. Det betyder, at jeg skal ud på tur.

Problemet er bare, at jeg orker det ikke. Jeg orker ingenting, tungsindet har taget over, og der er ikke den ting, jeg kan forestille mig, jeg har lyst til. Men jeg ved også, at jeg får hjertebanken og bliver nervøs, hvis jeg ikke går min tur, så jeg hopper alligevel i mine Converse, tager mit headset på og smutter ud i det lukkede land. Der går ikke mere end 500 meter på Amagerbrogade, før det går galt.

Mine øjne begynder at prikke, og jeg ved ikke, hvilket menneske der sidder i min hjerne lige nu. Vi snakker sammen. Stemmen siger, at jeg skal få noget hjælp, men jeg siger, jeg ikke har brug for det. Andre har mere brug for det, og jeg vil ikke tage andres plads. Så finder jeg min telefon frem, mens jeg går, og jeg søger på Amagers psykiatriske akutmodtagelse. Der står, at man kan blive ringet op af en sygeplejerske, hvis man har brug for hjælp. Jeg får en tudse i halsen, og min mund mumler lydløst ud i luften: “Jeg har det ikke særlig godt lige nu … jeg tror måske, jeg har brug for hjælp”. Og jeg ser for mig, at jeg cykler hen mod klinikkens indgang med min lille skuldertaske med snus og tyggegummi for at blive omfavnet af en medarbejder. Jeg varmer mig ved tanken om omfavnelsen. Den er det, jeg har brug for lige nu.

Så drømmer jeg lidt væk igen og mine tanker vender tilbage til et sted, de tit har været før: Hvordan efterlader man sin lejlighed før et selvmord? Og smider man sin dildo ud inden? Jeg skubber tankerne væk, for jeg vil jo ikke dø. Jeg synes bare, livet er forfærdeligt hårdt nogle gange.

Jeg står for rødt ved Christmas Møllers Plads og hilser på en hund. Når jeg har fået et hjem, skal jeg have en som dig, tænker jeg. Mit hjerte bliver tungt igen. Et hjem. Snart hjemløs igen. Jeg orker snart ikke mere. Jeg orker virkelig ikke i dag.

Solen skinner på vandet ved Voldene, og jeg undgår øjenkontakt med mennesker, for jeg kan ikke finde ud af at smile til dem i dag, og det vil jeg ellers gerne.

Jeg er pissesur på ham, jeg har hjertesorger over. Et par dage forinden har jeg vist fået fortalt ham, at det, der skete dengang, var en økse i mit betændte sår af dårligt selvværd. Det der selvværd, der gør, at jeg piner mig selv sådan. Det, der gør, at rutinen er så vigtig. Det var ikke okay, det han gjorde, og mens jeg går, prøver jeg at gøre det til mit livsmantra at behandle andre mennesker ordentligt. Ikke at gøre andre kede af det, for det føles helt elendigt at være så ked af det, og det vil jeg ikke være skyld i.

Nogle gutter på en bænk siger, at jeg har en god røv. Jeg har lyst til at smadre dem. Kvæle dem mellem mine baller, men jeg ved stadig aldrig, hvordan jeg skal reagere på det der, så jeg lukker øjnene og går videre. Hiver min telefon frem og læser den besked, der lige er tikket ind.

Jeg kigger ud over Bryggen og smiler. Beskeden er ligegyldig, men den er der, og det er det, der betyder noget. Mens jeg går igennem Fælleden, planlægger jeg at lave en TikTok-video, når jeg kommer hjem. Jeg ved lige præcis, hvordan den skal være, jeg ved bare ikke, om jeg kan finde ud af det.

Jeg kommer også i tanke om mine bukser, der gik i stykker i mit sidste cykeluheld. Dem vil jeg lave om til et par denimshorts. Jeg glæder mig til at komme hjem nu. Mine fødder er betændte af at gå så langt, så længe i så dårligt fodtøj, så jeg prøver at lade være med at humpe. Fysisk smerte er så nem. Det ved jeg, jeg har sagt før. Så nem. Jeg har glemt alt om Amagers klinik, da jeg svinger ind på min gade igen tre timer senere. Nu tænker jeg bare på TikTok og mine nye shorts. Jeg kan ikke beslutte mig for, hvilken længde de skal have, og lige der i det sekund er det den eneste bekymring.

Det er sådan her, vi plejer at gøre det. Vi klarer os til i morgen.

 

 

30 kommentarer

  • maja

    <3 Jeg bor også på Amager og nogle gange ser jeg dig på amagerbrogade eller på en bænk ved voldende og hver gang vil jeg så gerne hilse og sige hej, men det virker også bare lidt mærkeligt, for jeg kender dig jo ikke og du ikke mig, men hver gang tænker jeg 'jeg håber hun har det godt' og så får jeg lidt dårlig samvittighed for, hvad nu hvis du ikke har, burde man så gå over og sige 'hey, vi er nogle på den anden side af skærmen, der hepper mega meget på dig', for det gør vi altså.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Fuck, Maja *grædende emoji*
      Det er altså en ret overvældende ting at læse, og jeg er helt forbandet over, at jeg ikke ved, hvordan du ser ud, så jeg kan være sikker på, at jeg får kigget op og sagt hej, næste gang vores veje mødes – for det vil jeg virkelig rigtig gerne… og hvis du nogensinde bliver overmandet af trangen, er du mere end velkommen til også at sige hej. Det er en pissedejlig kommentar, den, du har skrevet. Tak. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Reby Reby

    Du skriver virkeligt godt Karoline, er glad for at have fundet din blog. Knus fra Grønland. PS: Er det for meget fangirl/ stalker agtigt at sige at jeg elsker dig?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Et knus fra Grønland? Det er første gang, og det er jeg simpelthen både totalt ærefrygtig og virkelig taknemmelig for på samme tid. Tak! ❤️ PS. Det synes jeg ikke. I hvert fald kun på den gode måde. Fuck, jeg smiler stort nu. Al den kærlighed, mand. Tusind tak, virkelig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Er vild med overskriften – og dens sammenhæng til teksten uden at du skal skrive det helt bogstaveligt. Tak for indsigt! Og for at du stadig vil dele! Og virtuelle kram til dig som den mulige gengældelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hehe, jeg bliver også mere og mere lun på den, så det er simpelthen så dejligt at høre. I starten vidste jeg ikke, om den var ironisk eller ej, eller om det overhovedet ville give mening, så jeg er lettet nu. Og glad for de søde ord. ❤️ Tusind tak for det og kæmpekram tilbage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    Mega ærligt skriv, der går lige i hjertekuglen ❤️❤️ Kæmpe meget kærlighed og kram (på afstand) din vej

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det sætter jeg enorm pris på. Og tak – det er et kæmpeenormt kompliment, og jeg bliver så glad for at læse det. ❤️ Tifold kram og kærlighed tilbage

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Jeg bliver så glad, når jeg ser et indlæg fra dig, du må aldrig holde op med at skrive.

    Jeg håber, at du får det bedre sådan som livsvilkår og ikke bare på den korte bane.

    Du må heller ikke tro, at min lyst til at læse dine fine skildringer og ord er afhængig af dit tungsind <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg kan ikke rigtigt skrive noget, der gør det klart for dig, hvor rørt jeg blev over din besked. Især det allersidste læste jeg lige mange gange, og det er så vigtigt. Så derfor: Tak. Virkelig meget tak. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Du skriver fantastisk, du har virkelig talent! Din tekst er smuk, rørende, sårbar, stærk, klog – jeg er sikker på den afspejler dig ❤️ Jeg ønsker virkelig det bedste for dig, det fortjener du (skriver jeg uden at kende dig, men jeg synes jo alligevel jeg kender dig, netop fordi du skriver så godt – håber det giver mening..)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det giver hundrede procent mening, og det er så overvældende at få så mange fantastiske ting smidt lige i fjæset, for det gør det helt umuligt at se sur ud (eller at være sur for den sags skyld). Shit, hvor er det bare en dejlig ting at læse. Jeg kan kun sige i lige måde – og tusind mange gange tak. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Kære Karoline. Jeg følger troligt med herinde, og holder meget af din måde at skrive på, dine betragtninger og emner. Jeg har ikke kommenteret herinde før, men du skal vide, at din stemme er vigtig og jeg hepper på dig ♥️ Og alle må række ud – altid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg er simpelthen så glad for, at du besluttede dig for at sende din første kommentar (om den så også blev den sidste) – for den gjorde mig virkelig virkelig glad, og ved du hvad? Når jeg tænker på, at der sidder gode mennesker som dig derude, der hepper – helt uden at have nogen aktier i det – så er det nok til at gøre en sort dag meget bedre. Så tusind tak for det. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Ingen ord føles gode nok til det her indlæg.
    Du skriver så hamrende godt, og jeg ville ønske, jeg kunne give dig et stort kram.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Din kommentar føles til gengæld som et stort, varmt kram, så det har jeg på en måde fået – og virkelig mange gange tak for det. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathe

    Du skriver så fint og fantastisk. Så rart at se indlæg fra dig igen. Det glæder mig at det går bedre og du kom gennem dagen ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tusind ægte tak, Kathe. Jeg bliver så glad, når jeg får den slags at vide. Virkelig. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda Christensen

    En rørende ærlig beretning – du er stærkere end du tror, stort kram herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Kæmpetak. Det håber jeg, du har ret i .. og på en måde tror jeg det også. Kram ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Jeg så dig for noget tid siden på Bryggen og ville så gerne have sagt, at jeg savnede dine ord…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Du havde været mere end velkommen, men jeg er også bare glad for, at du siger det nu. Tak. ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • NH

    Bare ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Jeg får sgu ondt i maven over dit skriv. Du skal ikke snyde dig selv for, at tale med nogen. Altså nogen af de “ rigtige “ uden at kende dig, er du i mine øjne så smuk, god og dyb. Det skal der passes på !

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er virkelig også en smuk besked, og det er så rart for mig at læse. Tusind tak, du ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natasha

    Virtuel krammer❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Tusind tak, den tager jeg hellere end gerne imod ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Havareret.