Dømt til frihed

En påmindelse om, at vi kravler, før vi går

Det var til allerførste session, jeg fortalte psykologen, at jeg nok havde været lidt naiv. At jeg havde været totalt overbevist om, at fordi jeg ligesom før havde haft en psykisk lidelse, ville jeg være fredet for eftertiden. Lidt, som om jeg havde nået sådan et ophøjet stadie i selvindsigt, der ville beskytte mig mod alt det efterfølgende.

Psykologen smilede til mig og nikkede overbærende.

“Ja, det er du ikke den eneste, der har sagt,” svarede hun.

Dejligt at vide, at de har hørt det hele før. Dårligt at erfare, at jeg åbenbart aldrig har tænkt en unik tanke.

Hvis jeg spoler tiden lidt tilbage, så er jeg lige begyndt til psykolog. Hvis jeg spoler tiden lidt længere tilbage, startede det nok omkring efterårsferien, da jeg fandt ud af, at en af dem, jeg var på dagshospitalet på Risskov for år tilbage, lige var sovet ind. 30 år. Så brugte jeg lang tid på at græde, lidt overvældet over hvor meget jeg egentlig græd. Da jeg stoppede med det, begyndte det at gøre ondt i mit underliv, og efter et stykke tid med det, kunne jeg slet ikke tænke på noget andet. Jeg kunne ikke tænke på andet, på angsten, på at noget groede inde i mig, og på at jeg skulle dø. På et tidspunkt sagde jeg noget til Rasmus, og han tvang mig til at tage til læge. De kunne ikke se noget, alt virkede normalt, men jeg troede ikke på dem. De måtte have overset noget. Jeg tog til læge igen. Igen. Og igen. Kom på hospitalet. Ingenting.

De andre sagde, at jeg skulle stole på lægerne, og det ville jeg så gerne, men hele min krop opførte sig så underligt: Der måtte være et eller andet. En dag var jeg ude og gå, da min krop pludselig begyndte at banke. Min hals klemte sig sammen, mit hjerte pumpede løs, jeg skulle kaste op, jeg skulle besvime. Pludselig tænkte jeg, at jeg skulle dø af alt muligt.

Min psykolog siger, det var et angstanfald. Jeg siger, at det giver mening. Så snakker hun lidt om den kognitive firkant, og hvordan jeg skal prøve at kigge på Tiktok-videoer, når min strube klemmer, og mit hjerte banker hårdt.

Måske begyndte det før efterårsferien. Jeg synes, det er hårdt at være i et parforhold. Det er dejligt, på alle de måder folk altid snakker om. Så er det også væmmeligt på samme tid. Jeg har fundet ud af, at jeg er næsten grænseblind, og jeg sender min far en kærlig tanke, mens jeg skriver det. Jeg ved, jeg har grænser, for ellers ville det ikke føles sådan her, jeg ved bare ikke, hvornår de er fair. Så jeg klapper i og sikrer den gode stemning, mens jeg går dagslange ture i weekenden, fordi jeg får ondt i maven ved tanken om at komme hjem. Det er ikke, fordi vi er dårlige sammen, nogle gange gør vi bare dårlige ting.

Min psykolog er faktisk rigtig sød. Jeg har hørt mange fortælle om, at man skal finde en, man har kemi med. Ellers dur det ikke. Hun trøster mig, som man ville trøste et barn, men hun snakker til mig, som om jeg er voksen. Så komplimenterer hun min bluse (det er den her), og jeg siger tak, og fortæller, at den er fra mit arbejde. Det forvirrer hende lidt, og egentlig også mig selv.

“Det er Vi Unge. Man kan få den, hvis man køber et abonnement,” siger jeg og anerkender det faktum, at jeg formentligt aldrig nogensinde ville blive ansat hos Nørgaard. Jeg griner og tænker, at det egentlig også er okay. Ligesom jeg selv er. Naiv, men ok. Jeg ser bare ufatteligt meget Tiktok i øjeblikket. 

10 kommentarer

  • Mette R.

    Kærlige tanker til dig fra én, som genkender mange af de samme følelser <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er jeg så forbandet ked af at høre ❤️❤️❤️ Håber, du blir passet godt på. Alt godt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Dejligt at høre fra dig igen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg kan kun sige KÆMPE i lige måde ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Varme tanker til dig. Hilsen fra en der står på den anden side af angsten og siger, at det er muligt at slippe af med den igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er viiiirkelig dejligt at høre. Altså, faktisk er det jo dét man har brug for at høre, gerne gentaget. Jeg er glad for, at du er på den anden, bedre side af det nu ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Det er altid så dejligt, når du sender en tekst herud.
    Jeg håber din knugen sætter dig fri igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er jeg simpelthen så megaglad for at høre ❤️ Tak for det, jeg håber og tror på det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette Aarre Dalsgaard

    Ja psykisk (og fysisk) sygdom burde sgu fordeles lidt bedre….så man kan vinke den af og råbe: SÅ nu har jeg taget min del af byrden! Get me my t-shirt
    Og så burde vi alle have en god terapeut uddelt fra fødslen
    Godt Nytår fra “far”

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hørt hørt og hørt! Jeg vil ha’ den t-shirt, og den skal rammeres og hænge på min hoveddør.
      Ps. Bliver glad, hver gang jeg ser din mailadresse poppe op ❤️ Håber, du har det godt

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dømt til frihed