Lommelinks #7 – Den morbide udgave.

#1: Det der dødsstraf… det løber mig altså koldt ned ad ryggen. Og det blev virkelig ikke nemmere for mig at håndtere, efter jeg stødte på denne side, hvor man kan klikke sig ind på de enkelte henrettelser, der har fundet sted i USA. De er blandt andet ledsaget af årsag til henrettelse, billede samt den henrettedes sidste ord, som bliver skriblet ned på et stykke papir. Dét er meget, meget foruroligende læsning.

#2: Har I nogensinde overvejet, hvordan det mon har været at befinde sig på et af de kaprede fly ved 9/11? Da jeg var lille, var det faktisk et hyppigt tilbagevendende mareridt. Nu har jeg fundet ud af, at man rent faktisk kan læse båndudskriften fra flyet lige her – der er også fra mange andre flystyrt, og enkelte af dem er også suppleret med lydoptagelser.

#3: Videnskab.dk svarer på spørgsmålet: Kan man beslutte sig for at dø?

#4: Det her er i grunden nok lige dele sjovt og lige dele langt ude. Selvet.dk er ‘Danmarks spirituelle webmagasin’, og jeg lover jer, at der er guf at hente, hvis man er nysgerrig på diskussioner af okkulte emner. Personligt havner jeg der altid, når jeg er forurettet over ikke at være en del af Frimurerlogens hemmeligheder. Lad mig lige citere fra dette kommentarspor (klik for billede af djævledyrkende stjerner): “Så kan vi igen tage en diskussion om, dette så betyder noget ondt eller ej. Men jeg fastholder, at benytter man dette symbol, viser man udadtil, at man er til hr. Lucifer. Langt størstedelen af verdens mest feterede popsangere og skuespillere er Lucifer-dyrkere. Læg mærke til at de viser troskab til Lucifer ved at lave Eye of Horus. Nogle af dem laver også et 666-håndtegn (lave en cirkel med to fingre og så stritte de øvrige tre fingre opad – så former man tre 6-taller:666). Man kan ikke gøre karriere i Hollywood eller i den amerikanske popbranche uden at sælge sin sjæl til Lucifer. Det er derfor alle amerikanske popidoler og skuespillere laver disse okkulte tegn. Det er meget naivt at tro, at det blot er et tilfælde.” Hvad siger I? Er det bare os, der er nogle agnostiske ignoranter?

#5: Dr. James Fallon er hjerneforsker (og en dygtig en af slagsen), og så har han selv en hjerne som en psykopat. Selv betegner han sig som en pro-social psychopath. Hans fortælling folder sig ud på en ret sej måde i 6 Scary Realities of Working with Actual Psychopaths  – VICE har selvfølgelig også lavet interview med ham, hvor han blandt andet forklarer, hvorfor kvinder har en tendens til at falde for kolde idioter – eller borderline psykopater som ham selv.

Hvis I har brug for sider, der er decideret ubehagelige, kan jeg anbefale jer at downloade browseren Tor, som giver jer mulighed for at luske rundt på the deep web (= det skjulte/mørke net, som skønnes at være 500 gange større end ‘det net’, vi normalt tilgår. Få det forklaret her.) Før I giver jer I kast med det, vil jeg bare anbefale at tjekke det her ud – hvis deres testimonials er sande, skal jeg aldrig, aldrig, ALDRIG gå på opdagelse på den mørke side.

Og til sidst…

… en uhyggelig bog: Uhyret i Brønden af Dennis Jürgensen, og den er vel ret beset tiltænkt teenagere som det primære publikum. But I don’t care, this shit is crazy, og aldrig har jeg oplevet en hund være så klam, som i denne bog. Giv den et skud!

Og..

… en uhyggelig film: Sinister. Det er en god gyser. God og uhyggelig på den gedigne gysermåde. Hvis du vil have noget mere psykologisk – men også ganske ubehageligt – så kan jeg anbefale Hard Candy, hvor Ellen Page giver den gas med kastrationer, mens hun ligner Den Lille Rødhætte.

En ode til fortiden. 

Da jeg var 14 år, begik jeg den fejltagelse, at jeg begyndte at samle ind til voksenlivet.
“Jeg har fast løn og ingen faste udgifter, så nu er nok et klogt tidspunkt at anskaffe mig alle de ting, jeg ikke har råd til, når jeg er fattig og udeboende,” var mit meget modne rationale. Altså begyndte jeg at anskaffe mig et meget eksklusivt flytte hjemmefra-kit primært bestående af Royal Copenhagen, Georg Jensen og deslige. Ideen var ret fin, og den fungerede også godt, da jeg 4 år senere skulle trække pløkkerne op fra huset i Højbjerg. Held i uheld ville nemlig, at min elskede onkel var død kort tid forinden, og jeg kunne rykke ind i hans gigantiske 4-værelses lejlighed med min veninde, da min far havde fået den tømt ud.

Men derfra gik det kun én vej, og det var ned. 4 værelser blev til 2, 2 blev til 1, og pladsen blev langsomt mere og mere trang. Med andre ord betyder det, at jeg – over flere omgange – har set mig nødsaget til at skille mig af med mit voksne boligsortiment for at have plads til seng, kommode og instantkaffe. Hvad værre er, er jeg typen, der har for vane at tillægge alt en form for affektionsværdi. Jeg gemmer ALT: konfetti fra Britney-koncerter, visitkort fra udenlandske cafeer, festivalarmbånd og biografbilletter. Alt.

Som bekendt skal jeg snart flytte igen, hvilket har den afledte konsekvens, at jeg endnu engang skal i gang med at rydde ud og tage stilling til, hvilke minder jeg vil bevare i form af fysiske genstande, og hvilke minder, der vil have det fint med blot at leve videre inde i mig.

Her er lidt af det, jeg er stødt på (og ikke har smidt ud):

En ske, min onkel har fundet i Auschwitz og givet til mig. Vi havde et helt specielt bånd over 2. Verdenskrig, og det var også ham, der introducerede mig for Matador, da jeg var 5. Når jeg rører ved den rustne lille støbning, bliver jeg ramt af en helt speciel form for ærefrygt, og jeg synes, at det er fuldstændig sindssygt, at det enten er en SS-officer eller en fange, der har siddet og spist af den.

En fletning, jeg fik lavet, da jeg var i Sydafrika og arbejde. Jeg beholdt den, til den faldt ud med hårrødderne cirka et halvt år efter.
PS. Ja, den lugter.


Det sidste brev, min onkel nåede at sende til mig. 

Før var jeg tit træt, deprimeret og anorektisk. Så prøvede jeg personlig træning i et elitecenter for fitnessatleter, og så fik jeg det meget bedre. Tak for hjælpen, Performance Gym.

.. eller fra da jeg arbejdede på Barellen og fik en chef, der faktisk gjorde mig syg (se ovenstående) og ødelagde mit liv i tre år.

“Kære unger… dengang Mor var barn, skulle vi køre ned i en butik for at leje film til lørdagshyggen. Det kostede 75 kroner.”

R.I.P 20 % på frugt og grønt.

Jeg manglede ikke engang en god grund til at tage i LIDL. 


Det er også ved at være længe siden, jeg sidst tippede om gode discountvarer. I en kladde et eller andet sted ligger der et halvfærdigt dokument med 2-3 nye nye anbefalinger, men jeg har tænkt, at der skulle lidt mere kød på. 

Desuden har jeg været lidt træt af LIDL. Selvfølgelig ikke på en dealbreaker-måde, men bare lidt småfornærmet. Som bekendt er vi jo midt i dem sæson, hvor det er ret fantastisk at kunne flashe ben og armhuler, og på en helt ikke-mandsdomineret plan, kan jeg altså bedst lide, når jeg ikke har lodne totter af stride hår, der stikker frem alle mulige steder. 

Jeg har fundet en ven i min Veet hårfjerningscreme, men den lugter også virkelig meget af prut, og jeg er ganske angst for at få udslet på benene, hvorfor jeg har suppleret op med en skraber. Lige på den front er jeg ret jyde, og selvom Venus laver gedigne produkter, er de også bare alt, alt for dyre. 

Ind i billedet kommer nu LIDL. De havde nemlig lavet sådan en rip off-model af luksusversionen, og den havde jeg selvfølgelig købt. Et par dage efter så jeg på butikskædens Facebookside, at en kvinde havde skrabet halvdelen af sit kød på benet af med selvsamme skraber. Hun havde nok været uheldig, men jeg turde ikke løbe risikoen, så mod alle principper kylede jeg den uåbnede pakke i skraldespanden. 

En uges tid efter køber jeg en ny skraber.  Også i Lidl. En af dem, hvor man kan skifte hovedet ud. 3 blade pr. hoved og 10-15 styks med i hver emballage. Fandme billigt, altså. Jeg tog hjem for at gå hårfjerningsgrasat, men lige behåret blev jeg. Den lille lorteskraber formåede ikke at fjerne så meget som et enkelt hår. I afmagt smed jeg pakken med ekstrahoveder ud, beholdt resten og ventede på besindelse. 

I går, tre uger efter, fandt jeg de sidste levn, rystede på hovedet og tænkte ‘aldrig igen’. Og det var da, det gik op for mig, at jeg havde vendt skrabehovedet forkert. Altså har jeg knivkæmmet hårene i deres groetning, og med lettelse kan jeg konstatere, at det bare er mig, der er dum, hvilket er tusindfold federe end at være skuffet over LIDLs varesortiment. 

Min lille discountdarling er altså inde i varmen igen, og det besluttede jeg mig for at markere ved at aflægge et lille visit. 

Og det var lige der, nærmest lige nu, det skete. Jeg så den mand, jeg har lyst til at blive forelsket i. Bag kassebåndet på Vesterbrogade sad han bare der og så helt ualmindeligt sød ud. Det var han heldigvis også; ønskede mig god aften og blinkede med sit højre øje og alt muligt. 

Er det bare mig, der er ufrivilligt nonne, eller er det ikke et tegn på, at jeg skal blive en af dem der, som dagligt jagter datovarer? I LIDL. På Vesterbrogade. 

“Hvis du er ost, er jeg musen, der kommer i alle dine huller.”

Jeg har altså fået en ret sjov ide – og jeg skal nok selv eksekvere den, men først har jeg brug for jeres hjælp. 

Hvad er det mest offensive/stødende/grænseoverskridende/sexistiske/fuckboi-agtige, en mand/dreng/fyr har skrevet til jer på et datingmedie?

Tak på forhånd. 🙂 

Og så lige noget helt andet! Min (næsten) navnesøster, som står bag bloggen Silver Stories, bad mig tidligere på året om at svare på nogle spørgsmål. Hvis I ikke er helt Karoline-mættede, kan I læse det hele lige her!  

Min meterlange irritationsliste


Spisesteder uden en rigtig hjemmeside. Måske er jeg stadig ung og en kompetent bruger af diverse sociale medier, men giv mig dog en samlet side med menukort, åbningstider og bookinginformationer. I snyder kun jer selv!

Amerikanske film, der foregår i Tyskland, hvor skuespillerne taler engelsk med en påtaget tysk dialekt. Seriøst, nu må I beslutte jer! Enten taler I det ene, eller også taler I det andet.

At loven om ‘brødskiven, der altid rammer med pålægssiden ned’ åbenbart er direkte overførbar på tandbørsten, der altid falder ned i toiletkummen, selvom det statistisk/logisk set ikke giver nogen mening. Men Murphys Lov. 

Mere end to timer i Skagen. I det nordligste nord gælder nemlig udelukkende denne regel: Hvis alt andet glipper, så tag en pastelfarvet Ralph Lauren-polo på. 

Facebook Messenger. Faktisk er jeg chokeret over, at vi ikke har lavet et kollektivt boykot af appen for længst! Sidste nye bliver, at der også vil være reklamer i vores chat-vinduer. Jøsses, så skal jeg til at samle på telefonnumre igen. 

Folk der putter en smøg i kæften 142 meter før, de rammer døren ud. Så trængende må du simpelthen ikke være.  

Kold solcreme. Eller i det hele taget mit eget forhold til solcreme generelt. I år blev faktisk året, hvor jeg for første gang tog det på helt frivilligt. (Men jeg tør stadig ikke klikke mig ind på artikler, der handler om modermærkekræft.) Din hud glemmer jo aldrig, Polet-Karoline. 

Umanerligt støjende motorcykler, der passerer mig, mens jeg prøver at samtale. Min krop begynder faktisk at syde, når det sker, og jeg har lyst til at vælte den af fartøjet suppleret af et skrigende JEG KAN FOR HELVEDE IKKE ENGANG HØRE, HVAD JEG SELV TÆNKER!!!!!!!!!!!!

Når folk fejlagtigt hævder, at Sims 2 er det bedste Sims, når vi jo alle ved, at Sims 3 er alt andet overlegent. Ok, jeg ved ikke, hvorfor jeg er så committed til den her sag, for det virker ret dumt, når der er så mange andre ting, jeg kunne gå op i. Men når folk siger, at Sims 2 er bedst, bliver jeg decideret vred, og jeg skal tage mig selv i ikke at kalde dem for tåbelige ignoranter, hvilket jeg helt oprigtigt mener, at de er. 

The Perfect V, som hælder brænde på det helvedes diskursbål, der prøver at fortælle os alle, at fissen først er flot, når den ikke længere er naturlig.

Og nu til et punkt som – meget overraskende – slet ikke irriterede mig: På turen tilbage til København delte jeg bagsæde med en fyr, der var ret hardcore Jehovas Vidne. Faktisk havde han brugt det meste af sit relativt korte liv på at stemme dørklokker, missionere og fortælle fattige mennesker i Uganda om (hans opfattelse af) Biblen. As we know har Jehovaerne svarene på en stor del af livets universelle spørgsmål, så jeg så det som en glimrende mulighed for at få løst en ting eller to. Jeg ved ikke helt, om missionen lykkedes, men i hvert fald fik jeg lidt at tænke over. Så helt kogt ned til et par opsummeringer:

1) Som svar på dette: Ja, det tror de rent faktisk på. 

2) Et form for genmæle efter mit Gude-indlæg og dets kommentarspor – helt kogt ned: hvordan i alverden kan der findes en Gud, når verden er så grufuld, som den er? Hertil gav han mig følgende billede: Forestil dig, at en lærer demonstrerer løsningen på en svær ligning på en tavle. En elev rækker hånden op og siger, at læreren gør det forkert. Situationen giver læreren to muligheder: han kan enten bede eleven om at holde mund og smutte ud af lokalet, eller han kan række vedkommende kridtet og sige “fint. Vis mig, hvordan du vil klare opgaven.” Og det er så åbenbart det, der sker lige nu, og det begyndte allerede ved Adam og Eva. Jeg indvendte, at den almægtige Gud da snart måtte kunne se, at det ikke går sådan super fantastisk, hvortil min sidemakker ikke sagde specielt meget, for ting tager tid. 
3) Han, altså manden i bilen, vil meget hellere have, at folk ser ham som en dum idiot, end de har ondt af ham. For det skal vi ikke have. 

Kællinger må klare sig uden kaffe

Min uges ferie sluttede egentlig i går, og jeg burde have siddet på pinden ved Havneholmen hele dagen i dag. Som det er lige nu – ikke bare for mig, men journalistik helt generelt – foregår mange interviews over telefonen, for det er sjældent, at det kan svare sig at rejse til en anden landsdel for en enkelt times samtale. Denne gang var jeg heldig, for interviews ansigt til ansigt bliver altid bedre, og de er i øvrigt også altid sjovere, og nu havde jeg muligheden for at blive i min hjemby en dag længere, fordi der sad en kvinde i en forstad til Aarhus, som havde tid og lyst til at mødes med mig.

På tilbagevejen trissede jeg igennem Aarhus C for at finde noget frokost (det endte med en Banh Mi-salat og sweet potato fries fra Aarhus Street Food, og det hele kan varmt anbefales!) men det blev også en noget zigzagget vej ned til Rutebilstationen.

De fleste har nok hørt Aarhus blive omtalt som værende Verdens mindste storby, og det er da også meget sødt, ikke desto mindre er det overhovedet ikke sandt. Aarhus er faktisk bare en lille by. Bevares, den er god, men den er ikke stor.

Det meste af mit liv har jeg været ramt af en lokalpatriotisk flovhed, når regnvåde turister har trosket rundt i byens tomme gader, fordi butikkerne har haft lukket, og de allerede for længst havde lagt deres vej forbi Aros. Sådan noget er altså lidt uudholdeligt at være vidne til, når man elsker sin by ret meget, men man også er pinligt opmærksom på, at man nok skal være born and raised her, før man kan se – og finde vej til – de hyggelige oaser.

Denne weekend har dog været en undtagelse, for vejret har været forrygende, og der står imponerende kunstværker overalt i byen og langs vandet på grund af det der Kulturby-hype. Turisterne var glade, og det var jeg også.

I dag blev den gladhed udfordret en kende, og det bringer mig tilbage til min zigzag-gang, der fungere som mit altoverskyggende argument for, at Aarhus bare er en landsby.

Sagen er den, at min lille tur ned til madmarkedet med rette kunne have heddet The Tinder Walk/Walk of Remorse/30 Minutes of Unredeemed Desire – og fortsæt selv rækken. På en sølle halv time formåede jeg at støde ind i TO ungsvende, som jeg på den ene eller anden måde har stiftet bekendtskab med gennem Tinder.

Det gik først galt ved Jægergårdsgade, hvor jeg havde tænkt mig at nyde en kop af min yndlingsamericano. Jeg kiggede ind gennem kaffebarens rude og fik øjenkontakt med et af fortidens spøgelser: Ham, der faktisk virkede flink, men jeg alligevel ghostede, og kun Gud ved hvorfor. Idioter fortjener åbenbart ikke deres favoritdrikke, tænkte jeg lidt, mens jeg hurtigt vendte om og marcherede tilbage til mit udgangspunkt.

Jeg beslutter mig for at gå en omvej langs Ny Banegårdsgade, for Baressos americano er faktisk forbandet god, og så har de det toilet, jeg altid står og mangler.

Til stor fortrydelse havner jeg bag en fyr, som jeg ret hurtigt mistænker for at være ham, der engang gjorde mig akut nyresyg (og det var ham. Selvfølgelig var det ham). Desperate løgnere fortjener tilsyneladende heller ikke deres kaffe. Eller blæretømning.

What are the odds? tænker man i sit stille sind, men ret hurtigt kender man svaret på sit eget spørgsmål: Aarhus er bare lidt for lille, når man 1) døjer med uforløst kærlighed, eller 2) bare er en TinderTumpe/DatingDisaster som mig.

Her er forresten min tryllestav

Tattoo-reglen

Bratz-proportioner

Når det kommer til tatoveringer, der skal sidde på min egen krop, har jeg et par principper. 

1. De skal være pæne. 

2. Jeg skal have haft lyst til motivet i et års tid – og gerne længere. 

3. De skal placeres strategisk, så de ikke er det første, man får øje på, når man ser mig. 

og 4., som vejer ret tungt: jeg skal have dem lavet i forskellige byer, som på den ene eller anden måde betyder noget for mig. 

Lige nu har jeg to fra Aarhus, en fra Cape Town og to fra Berlin (fordi sidstnævnte er dobbeltnice.) Nu kan jeg skrive den sjette på listen, og den er fra Frederikshavn. Nordjylland huser de fleste af mine gode barndomsminder (haha, dem har jeg også!) og derfor virkede det kun meget passende, at den skulle med på min blækliste. 

Det blev således min tredje – og formentlig også sidste – Harry Potter-tatovering. Taget i betragtning af hvor lidt Rowling-groupie, jeg i virkeligheden er, kan min krop vist ikke bære mere magi. 

I skrivende stund render jeg rundt ved Ålbæk Strand og lufter mine negleløse lilletæer, mens jeg ihærdigt forsøger ikke at få sand ind under den vita wrap, der er klistret rundt om mit ben. Livet er seriøst ret great lige nu, i aften er der fuldmåne, og den første, der gætter motivet på mit ben, får smidt et eller andet HP-merch i nakken, når jeg kommer hjem fra Barcelona. 

Hvad hjernen er fuld af


… uforståenhed over for de mennesker, der brokker sig over licens. Må jeg lige minde jer om, at DR både genudsender Den Store Bagedyst og Rejseholdet denne sommer. Nu vil være et rigtig godt tidspunkt at spare lidt på sine streamingtjenester. 

… hvordan jeg indtil i går har været hundredetusinde procent sikker på, at Benal var en del af Sivas/Gilli/MellemFingaMuzik-klanen, når han nok snarere er Simon Emil Ammitzbølls hemmelige bror, end han er noget som helst andet. 

… min indlægskladde med den uimodståelige titel ‘Tips til at undgå mennesker’, som jeg har brygget på i snart et år. Nu, efter 4 dage i sommerhus, tror jeg bare, at jeg dropper skidtet og kommer med ét enkelt råd: Flyt til Ålbæk. Hvis min mor ikke var her, begyndte jeg nok snart at snakke med mig selv. 

… om der er en eller andet fysiologisk årsag til, at man bliver fucking cranky af at gå ude i stærk blæst. (Jeg blev helt seriøst sur på min mor, fordi hun tillod sig at mene, at man sagtens kan servere thaiwok til fiskefileter. You can not.)

… erindringen om, at den danske sommer altid var nogenlunde stabil og varm, om den erindring er det pure opspind, og hvis ikke, om den så nogensinde kommer tilbage. 

… manglen på Security-tjek på MolsLinjen. Hvis jeg nu siger, at det nok er relativt nemt at laste en hel bil med bomber og kapre et skib, hvad siger du så?

… færgemad. Og hvor glad jeg er for altid at huske en madpakke.  

… jordbær, som ser modne ud under falske forudsætninger. Nu skal I høre: jeg har engang fået at vide, at jordbær modnes fra toppen og ned. Langt de fleste jordbær i supermarkedet har en grøn-hvid top. Hvis førnævnte er faktuelt korrekt, betyder det, at vi størstedelen af tiden køber jordbær, som NOGEN har farvet røde for at få dem til at se lækre og spiseklar ud. (Kilde mangler.) 

God aften. Jeg håber, at solen skinner på jer alle. 😀

Jeg føler slet ikke, at vi har snakket nok om MIG.

… så her får I en masse ekstra om Yours Truly.

1. Min største drøm er at komme ud i rummet. Hvis jeg en dag bliver milliarder, vil jeg ikke tøve et sekund med at bruge alle pengene på at blive skudt ud i the outer space. Jeg bliver så ør i hovedet af at tænke på livet, universet og alt det der, og jeg kan næsten ikke holde ud, at jeg nok aldrig kommer til at gå på månen.

2. Mine lilletæer har ingen negle. Kun noget, der minder om, men virkelig ikke kan kvalificere sig til at være det.

3. Jeg har irritabel tyktarm, men jeg skal nok lade være med at specificere, hvad det har af betydning for mine WC-rutiner og (over)forbrug af toiletpapir.

4. Noget af det pinligste, jeg overhovedet kan forestille mig, er at have et udtværet øjenbryn.

5. Jeg har haft en del piercinger, men de fleste er desværre væk for nuværende. Den seneste, der røg, var min smiley piercing, som jeg fik lavet, da jeg var i Sydafrika. Folk troede altid, at jeg havde et stykke broccoli siddende mellem tænderne, men jeg elskede den ufortrødent. Sidste sommer skulle jeg bide en pakke skimmelost op, men smykket satte sig fast og blev revet ud (lidt AV.) Den kom desværre ikke tilbage i hullet igen.

6. MIN ABSOLUTTE DRØMMEMAND er ganske utvivlsomt Phil Dunphy. Faktisk kan jeg ikke forestille mig nogen, jeg ville være lykkeligere sammen med.

7. Jeg er ganske afhængig af taleradio. Det første, jeg gør, når jeg vågner om morgenen, er at tænde for P1, og i weekenderne kører min DAB i døgndrift. Min cyklus lyder på 2 ugers P1, afløst af 1 uges Radio24syv, hvorefter jeg skifter tilbage til P1 igen, fordi jeg i længden får stress af 24syvs værter og – til tider – latterlige vinklinger.

8. Det mest rigtige og urkrafts-agtige, jeg overhovedet kan forestille mig, er at sidde og tisse i naturen. Desværre er den slags ret besværlig at praktisere i København – i hvert fald hvis det skal foregå nogenlunde uforstyrret. Sidste gang blev jeg selvfølgelig opdaget, selvom jeg havde prøvet at gemme mig i en busk. Ved København Zoo.

9. Jeg besidder en sær form for social akavet- og samvittighedsfuldhed, som for det meste kommer til udtryk i indkøbssituationer. For eksempel er jeg et af de mennesker, der kan finde på at svare ‘Nej tak’, når ekspedienten ønsker mig en god dag. Så snart det går op for mig, hvad jeg har gjort, traver jeg tilbage til butikken, hen mod den ansatte, og så lyder det som oftest i retningen af: Undskyld. Jeg troede, at du sagde noget andet. I lige måde, hej hej!

10. Jeg har en dårlig vane med at blive lidt forelsket i mine mandlige lærere.

11. Selvom jeg har boet i Aarhus i 24 år, er det umuligt for mig at tale med en aarhusiansk dialekt (hvilket faktisk passer mig ganske OK, da netop den dialekt er den suverænt grimmeste af alle danske dialekter.) Mit sprog kan vel bedst beskrives som Jysk Rigsdansk – dvs. jeg siger BIL-LED-ER (og ikke BID-LER), men jeg udtaler også ‘Maria’ rigtigt.

12. Jeg smadrede mit korsbånd, efter jeg – med ringe succes – dansede til Cotton-Eyed Joe, da jeg gik i gymnasiet. Det betød, at jeg i tre måneder i 3.g rendte halvdeprimeret rundt med krykker og var sur over livet, fordi jeg ikke kunne en skid (udover at facilitere Limbo-stav på dansegulvet til samtlige skolefester. Det var okay, men det kan ikke måle sig med Jersey Turnpiking.)

Jodel i Aarhus

“Adrian, stop. Ellers tilintetgør han dig.”


Rimelig kryptisk overskrift til en rimelig mærkværdig situation. 

Jeg havde fundet mig et GoMore-lift, som skulle fragte mig til Aarhus i går. Det virkede ret win, at jeg kunne nøjes med 5 kvarter sammen med nogle fremmede mennesker, og så nyde aleneheden resten af vejen fra Odden til Aarhus. 

Liftet kostede 150 kroner, og så gjorde det ikke så meget, at turen blev sammen med en familie – far, mor og to børn. For et par år siden havde jeg svoret, at jeg aldrig kunne finde på at kaste mig ud i den form for deleøkonomi, men heldigvis er jeg kommet til det punkt, hvor fremmede mennesker ikke gør mig så meget. 

Det var en rigtig sød familie. Også selvom de var af den opfattelse, at femina er sådan noget frisørjournalistik, man kun læser i et venteværelse eller med folie i hele håret. Fred være med det. 

Forældrene var den slags, der tiltalte hinanden som smukke og honey, og faderen brugte hele turen på at fortælle om deres talrige ferier til udlandet og alle de Coldplay-koncerter, de havde været til. Børnene var søde, cirka 6 og 11 år, og jeg tror også, at de var intelligente over niveau. I hvert fald kom de med skarpe comebacks til deres forældre formuleret i sætninger med et ret højt Lix-tal. Den yngste, deres dreng, kendte til ret nøjagtige detaljer om geparden, mens pigen var træt af, at Trump er præsident, men herregud, han kan jo alligevel kun sidde der i 8 år. 

Men til trods for deres velfungerende hjerner var de jo stadigvæk bare børn, og de opførte sig, som børn nu engang gør – hvilket for det meste accellerer, når rastløsheden sætter ind efter lang tid i en bil. 

Adrian begyndte at rumstere og vride sig i sin autostol. Hans ord blev meget høje og insisterende – som om han ville kalde nogen op, der stod i den anden ende af skolegården. 

“Adrian. Dæmp dig så!” begyndte hans far, mens de to fik øjenkontakt i bilens bakspejl. 

Adrian. Vil du ikke være sød at gøre, som din far siger. Jeg beder dig. Gør som han siger. 

Men Adrian fortsatte ufortrødent med at kalde hele bilen op. Han var begejstret for et eller andet, eller også mente han bare, at det, han havde at sige, var meget vigtigt for os andre at høre. 

“Adrian, vi sidder LIGE ved siden af dig. Hvorfor er det, du taler så højt? Gider du godt at skrue ned?” prøvede hans far igen. Endnu engang fik de øjenkontakt i spejlet, og jeg kiggede med. 

Adrian. Du bliver nødt til at stoppe. Ellers tilintetgør han dig. Når jeg forlader bilen, ødelægger din far dig. Min mave gjorde knuder, og jeg kunne mærke, at mine øjne begyndte at brænde. Jeg blev nødt til at kigge ud gennem bilens sidevindue, mens jeg klemte mine øjne sammen og bad til, at Adrian snart ville gøre, som hans far sagde. For sin egen skyld. 

Da vi nåede Aarhus, satte de mig af ved Havnens Perle, og jeg fortalte, at det er en institution, der laver en af de bedste bøfsandwich i Danmark. Jo længere tid jeg ville snakke, jo større sandsynlighed ville der være for, at Adrians larm ville blive glemt i mellemtiden. 

Men jeg ved godt, at det ikke er sådan, det fungerer. De glemmer ikke. 

*

I dag fortalte min mor mig, at min far altid blev sur på hende, når de havde været til møde med socialrådgivere eller behandlere. 

Du får det til at lyde, som om jeg har slået mine børn, sagde han. 

Men det har du jo også, siger min mor nu.  

Dengang sagde hun ikke noget.