Det var til allerførste session, jeg fortalte psykologen, at jeg nok havde været lidt naiv. At jeg havde været totalt overbevist om, at fordi jeg ligesom før havde haft en psykisk lidelse, ville jeg være fredet for eftertiden. Lidt, som om jeg havde nået sådan et ophøjet stadie i selvindsigt, der ville beskytte mig mod alt det efterfølgende.

Psykologen smilede til mig og nikkede overbærende.

“Ja, det er du ikke den eneste, der har sagt,” svarede hun.

Dejligt at vide, at de har hørt det hele før. Dårligt at erfare, at jeg åbenbart aldrig har tænkt en unik tanke.

Hvis jeg spoler tiden lidt tilbage, så er jeg lige begyndt til psykolog. Hvis jeg spoler tiden lidt længere tilbage, startede det nok omkring efterårsferien, da jeg fandt ud af, at en af dem, jeg var på dagshospitalet på Risskov for år tilbage, lige var sovet ind. 30 år. Så brugte jeg lang tid på at græde, lidt overvældet over hvor meget jeg egentlig græd. Da jeg stoppede med det, begyndte det at gøre ondt i mit underliv, og efter et stykke tid med det, kunne jeg slet ikke tænke på noget andet. Jeg kunne ikke tænke på andet, på angsten, på at noget groede inde i mig, og på at jeg skulle dø. På et tidspunkt sagde jeg noget til Rasmus, og han tvang mig til at tage til læge. De kunne ikke se noget, alt virkede normalt, men jeg troede ikke på dem. De måtte have overset noget. Jeg tog til læge igen. Igen. Og igen. Kom på hospitalet. Ingenting.

De andre sagde, at jeg skulle stole på lægerne, og det ville jeg så gerne, men hele min krop opførte sig så underligt: Der måtte være et eller andet. En dag var jeg ude og gå, da min krop pludselig begyndte at banke. Min hals klemte sig sammen, mit hjerte pumpede løs, jeg skulle kaste op, jeg skulle besvime. Pludselig tænkte jeg, at jeg skulle dø af alt muligt.

Min psykolog siger, det var et angstanfald. Jeg siger, at det giver mening. Så snakker hun lidt om den kognitive firkant, og hvordan jeg skal prøve at kigge på Tiktok-videoer, når min strube klemmer, og mit hjerte banker hårdt.

Måske begyndte det før efterårsferien. Jeg synes, det er hårdt at være i et parforhold. Det er dejligt, på alle de måder folk altid snakker om. Så er det også væmmeligt på samme tid. Jeg har fundet ud af, at jeg er næsten grænseblind, og jeg sender min far en kærlig tanke, mens jeg skriver det. Jeg ved, jeg har grænser, for ellers ville det ikke føles sådan her, jeg ved bare ikke, hvornår de er fair. Så jeg klapper i og sikrer den gode stemning, mens jeg går dagslange ture i weekenden, fordi jeg får ondt i maven ved tanken om at komme hjem. Det er ikke, fordi vi er dårlige sammen, nogle gange gør vi bare dårlige ting.

Min psykolog er faktisk rigtig sød. Jeg har hørt mange fortælle om, at man skal finde en, man har kemi med. Ellers dur det ikke. Hun trøster mig, som man ville trøste et barn, men hun snakker til mig, som om jeg er voksen. Så komplimenterer hun min bluse (det er den her), og jeg siger tak, og fortæller, at den er fra mit arbejde. Det forvirrer hende lidt, og egentlig også mig selv.

“Det er Vi Unge. Man kan få den, hvis man køber et abonnement,” siger jeg og anerkender det faktum, at jeg formentligt aldrig nogensinde ville blive ansat hos Nørgaard. Jeg griner og tænker, at det egentlig også er okay. Ligesom jeg selv er. Naiv, men ok. Jeg ser bare ufatteligt meget Tiktok i øjeblikket. 

Han havde egentlig sagt, at han ikke havde nogle planer. Så jeg købte ind til aftensmad og stod i køkkenet og hakkede og svitsede, så maden var klar, da han kom hjem fra arbejde klokken 19.22. Først kyssede han mig, så tog han en skål mad og satte sig til rette ved bordet og tog den første mundfuld. Bemærkede, at der var noget ved smagen, der var anderledes, men at det stadig smagte godt.

Jeg kiggede ned på kokosmælken i panden og orkede egentlig ikke, hvis jeg lige havde fucket det perfekte broccolihoved op på en mislykket curry.

Så satte jeg mig selv til rette med en skål. Jeg havde taget gulerødder i stedet for ris, fordi sådan er det bare nogle gange. Smagte på maden og syntes egentlig, at den smagte fint.

– Jeg tager ud og drikker øl med Daniel i aften, sagde han så.

– Okay, det lyder hyggeligt, svarede jeg, og så smagte maden bare lidt dårligt igen.

Så tog han en øl og et brusebad, og jeg satte mig ind i sengen og ventede på skybruddet. Jeg skulle have været til fødselsdag og selv have drukket øl, men jeg var ikke på toppen. Nu skulle jeg bare sidde alene her i stedet. Fortrød lidt, at jeg havde stået i køkkenet og fortrød lidt igen, hvor meget jeg anstrenger mig for at gøre andre glade hele tiden – især når jeg ikke som sådan selv er det det meste af tiden. Det er fucking hårdt at have et hoved, der er så fyldt op af fortid hele tiden – især når man også skal have tid til at lave aftensmad.

Han fornemmede godt, jeg ikke var okay, og han satte sig på sengekanten ved min side, da han sagde farvel. Han sagde, at jeg så trist ud. Jeg sagde, at det var jeg, og at det var okay. Jeg skriver bedst, når det er sådan. Så sagde jeg, at det kun er, fordi det er dårligt, jeg sidder her. Hvis jeg havde det bedre – hvis mit hoved havde det bedre – ville jeg også være ude og have det sjovt nu. Det er så fucking trist at leve så isoleret, sluttede jeg.

– Ja ……. Men jeg skal virkelig ud og have en øl nu, svarede han og lukkede hoveddøren bag sig. Jeg hørte ham sukke på vej ned ad trapperne, og mine øjne begyndte at sitre. Han slår sgu nok snart op med mig, tænkte jeg så. Han orker ikke at være sammen med en, der føler så meget, som jeg gør nogle gange. Jeg har det, som om mine følelser ødelægger vores forhold.

Jeg har prøvet at fortælle ham, at det sommetider godt kan være lidt svært at være inde i mit hoved. Det sætter sine spor at bo sammen med en voldelig far i 20 år, og det er svært at viske tavlen ren efter flere år med anoreksi. Jeg føler jo stadig ikke for alvor, at jeg skal have så meget at spise, og hvis det stod til 30 procent af min hjerne, sad jeg aldrig ned, men var altid i gang. Jeg har forsøgt at forklare, hvor hårdt det kan være at have to stemmer, der konstant diskuterer inde i mit hoved, og hvorfor han ikke skal opfordre mig til at gå aftenture, fordi det giver mig ro.

– Du skal ikke opfordre mig til at gå den tur! Jeg VIL jo ikke gå den tur! Jeg har gået hele dagen! Det er bare, fordi jeg får angst, hvis ikke jeg går. Men på lang sigt er det jo ikke en god løsning – jeg skal jo lære, at jeg ikke behøver at gå for at få ro, siger jeg. Igen.

– Jeg forstår det ikke, svarer han. Man kan se, han er frustreret. Han forstår det virkelig ikke. Jeg ville sådan ønske, at han gjorde. Så stopper samtalen, og jeg føler mig endnu mere skør, mens jeg tager skoene på og begiver mig ud på dagens sidste tur.

– God tur, skat! Råber han fra sofaen. Hvis han dog bare ville hive mig tilbage i sofaen og holde om mig i stedet.

*

Jeg tror, at det, jeg prøver at sige lige nu, er, at parforhold er svært. De sidste par uger har jeg virkelig googlet og fumlet på nettet, for at finde nogle, der skrev om de gange, deres partner gjorde dem så sure, at de havde lyst til at smide dem ud på hale og ben (men så alligevel ikke, fordi man egentlig allermest bare elsker dem og kun føler alt det her, fordi der er så meget på spil).

Det er svært at komme ind i et ligeværdigt forhold og pakke sin rygsæk ud for at finde ud af, at man ikke er det menneske, man troede, man var. Min fortælling har altid været, at jeg var hende der kæresten, der var selvkørende, havde brug for alenetid, ikke gav en fuck, bare gav space og ikke forventede en skid tilbage. Og det er klart, jeg har det sådan … mit persongalleri er jo dyssocialt.

Men det viser sig bare, at sådan er jeg ikke. Jeg er ikke en skid hård, og jeg giver alt for mange fucks for seriøst alting. Jeg forstår også godt, hvorfor han hellere ville drikke øl end at prøve at forstå, hvordan jeg kan være forstyrret, når jeg ikke længere er tynd. Det er fandme også et af de større hovedbrud. Jeg håber virkelig ikke, han slår op med mig.

Jeg siger til ham, at hvis han tæsker mig, er det ikke det værste, han kan gøre. 

Han siger jo. Det er det. 

Jeg siger nej. Det er ej. 

Han siger jo. 

Jeg siger nej. 

Han siger jo. 

Jeg siger, at det er tusind gange værre, hvis han ignorerer mig i en hel måned. Eller hvis han bare forsvinder uden et ord. 

Så siger han, at det er typisk stærke mennesker at have det på den måde. Slag rører dem ikke så meget. Det, det sker inde i hovedet, er meget værre. 

Jeg nikker. Giver ham ret i det sidste. 

Så siger han, at det typisk er den slags mennesker, der havner i voldelige forhold. Som om de bare bliver tiltrukket af det. 

Jeg kigger på ham og orker næsten ikke, at han ikke selv kan se det. At det er ham, og at det er mig. 

Jeg prikker til min kartoffel og mister appetitten. 

Det er den bedste ostepølse, jeg nogensinde har smagt, siger jeg. 

Det er den mest skjulte begejstring, jeg nogensinde har set, siger han, og så joker han om et eller andet med at knalde med en tør fisse. 

Vi knaldede engang, tænker jeg. Men det har du sikkert glemt. 

I DAG

Jeg tror, at den her historie begynder med et spejl. Spejlet var fra Ikea og ikke specielt i sig selv, men som det ofte går med ting, man ejer i lang tid, knytter man sig til det. Sådan var det også med det her spejl. Det fulgte med mig fra Århus til København, holdt til 4-5 flytninger og en masse slag. Det var mit foretrukne selfie-spejl, og det har set mig være spiseforstyrret og udmagret, og det har set mig blive klogere, større og ældre. Men så en dag her først på sommeren gik det i stykker. Det var min egen skyld; jeg behandlede det lemfældigt, så det måtte ske en dag, men jeg blev alligevel umådeligt ærgerlig. Det var det bedste spejl, jeg nogensinde havde haft. Så blev jeg oprigtigt ked af det, for jeg kom hurtigt i tanke om, at hvis man ødelægger et spejl, betyder det uheld. Og selv om der vist ikke foreligger evidens for netop det, havde jeg lidt svært ved at overskue syv års ekstra lort. Jeg syntes ligesom, at jeg efterhånden havde taget det læs. 

Kort efter tikkede der en besked ind på min telefon fra min kollega, som er ældre end mig. Hun sagde, at jeg ikke skulle være bekymret. Hun havde nemlig selv ødelagt mange spejle i løbet af sit liv, og efterfølgende havde hun altid følt sig usædvanligt heldig. Jeg tænkte lidt over, hvad hun skrev, og det føltes på en måde meget rigtigt. Gode ting kommer nu, og det gjorde de.

Jeg endte ikke med at stå uden tag over hovedet. Faktisk endte jeg med at købe en andelslejlighed, som er helt perfekt. Jeg fik at vide, at jeg nok også ville få en fastansættelse på Vi Unge. Ting, I véd, de der ting, de gik godt. Men alligevel havde jeg det ad helvede til. Jeg prøvede at sige det til ham, jeg pakkede det helt ind, så jeg ikke kunne blive såret. Jeg sagde noget med, at jeg burde være taknemmelig helt ind til hjertet, men jeg følte mig stadig så uendeligt ensom, når jeg sad alene i min andelslejlighed om aftenen uden nogen at holde fast i. Jeg kiggede ned i jorden, prikkede endnu mere til den forbandede ostepølse, og han sagde, at det var meget klassisk feminint at tænke sådan. Han rystede på hovedet af mig. Jeg burde jo være tilfreds.

Min Tinder-profil blev genaktiveret. Jeg tog på date med en fra PET, en folkeskolelærer, en journalist, en handicaphjælper og til sidst med Rasmus. Vi mødtes på Brus på Nørrebro, og det var i den benådede tid, hvor barerne stadig skænkede os IPA indtil midnat, og solen aldrig gik helt ned. Jeg fik lov til at tage med ham hjem, og da vi begge vågnede klokken 6 morgenen efter, var det ikke, som det plejer at være, når man kommer til at tage med en fremmed med hjem: Vi havde begge lyst til at blive der hos hinanden. På et eller andet tidspunkt cyklede jeg hjem og lagde mig med tømmermænd i toilettet, og jeg var blevet der resten af dagen, hvis ikke det var, fordi jeg havde købt et nyt spejl på DBA, som jeg skulle hente samme eftermiddag.

Da jeg et par timer senere stod og betragtede mit ømme, betændte legeme i det nye, men identiske spejl, havde jeg svært ved at se noget specielt smukt i mig selv (jeg havde stadig ikke formået at fjerne min makeup fra dagen før), men det slog mig, at der var noget meget smukt i situationen. Noget gammelt er forbi, og noget nyt er begyndt. Jeg græder stadig lidt, når jeg tænker på det. Fordi jeg først nu forstår, hvad det vil sige at lukke et kapitel og sætte gang i et nyt.

Jeg har det rigtig, rigtig godt. Rasmus er en fantastisk mand. Nu er han også min kæreste.

Og jeg har ikke spist pølser, siden jeg har mødt ham.

Mit nye spejl og mig, hehe

PS. Jeg har fået flere kommentarer, mens jeg har været “væk” – jeg er rigtig ked af, at jeg hverken ser dem eller svarer på dem før nu, men I skal alle have kæmpe <3 <3 <3

Han sender et link til en højttaler, på tilbud. Han har flere gange nævnt, at han synes, jeg skal have den. Han synes, at den højttaler, jeg har nu, spiller dårligt.

Jeg har lyst til at sige, at jeg ville købe den, hvis ikke jeg havde brugt mine penge på en psykolog, der skal holde mig væk fra gasblusset efter de ting, der er sket med ham. Så jeg siger ikke noget.

Om natten drømmer jeg om det, og om morgenen vågner jeg til det. Hvem han er sammen med, hvorfor han var sammen med hende, og hvorfor det ikke kunne være mig. Birgit spørger, hvornår det skete, og jeg svarer december. Så siger hun, at det heller ikke er specielt lang tid. Jeg udbryder højt og med løftede øjenbryn, at jeg synes, det er herrelænge siden. Det føles som evigheder. Det føles som en evighed at være så sur, så aggressiv, så modløs, så ked af det, så skuffet, så såret.

Jeg er ikke vant til at snakke med psykologer. Samtaleformen føles uhøflig. Jeg føler mig dum, fordi jeg tænker om mig selv, at jeg burde være længere. Jeg burde ikke sørge mere nu. Folk er trætte af at høre på det, jeg er selv træt af at høre på det, og jeg skal virkelig tvinge mig selv til at tænke, at Birgit ikke har det på samme måde.

De her dage er det, som om det aldrig bliver bedre.

Jeg mødes over en øl med en gammel ven, eller hvad man nu skal kalde ham, som jeg kender fra et liv, der føles som en andens. Tuborg er kold, vinden er det samme, og han spørger interesseret til mig. Han affejer mig ikke, når jeg fortæller, at jeg har været ked af det i lang tid. Tværtimod vil han høre mere. Han vil også gerne høre, hvordan min dag har været, hvorfor jeg humper på mit venstre ben, om jeg har overvejet at snakke med min far igen, og hvordan det går med anoreksien og sådan.

Det bliver endnu tydeligere for mig, at jeg har glemt, hvordan den slags føles. Jeg bliver mistroisk og overrasket, når de viser oprigtig interesse. Så langt er mit hoved blevet spolet tilbage.

Han fortæller om dengang, jeg ringede til ham i en brandert og bad ham om at hente mig hjem. Han kørte afsted, men kørte galt på vejen. I mellemtiden havde jeg helt uvidende om hans havari sat mig på en bus (eller en taxa eller en cykel eller noget fjerde, jeg husker det ikke) og fundet plads i hans seng. Jeg kigger på ham og tænker, at meget havde været nemmere, hvis jeg bare var blevet der.

SOD

En bog af Karoline Mathilde Rasmussen

Prolog

Jeg stod på toppen af Ringgadebroen, og mine hænder knugede sig fast til det regnvåde rækværk. Alt var gråt på den måde, som det kun kan være i januar. Jeg kiggede ned på togskinnerne mange meter under mig, mens tårerne løb ned ad mine kinder.

I flere måneder havde jeg kun haft mine sko af om aftenen, når jeg skulle i seng, fordi en stemme inde i mig sagde, at jeg ikke måtte sidde stille. På en måde var der noget tragikomisk ved at have kæmpet for at tage 12 kilo på for ikke at dø, og nu, hvor det endelig var lykkedes, stod jeg på toppen af Aarhus og tænkte, at jeg umiskendeligt var naglet til bunden – og om jeg ville nå at mærke noget som helst, når jeg kolliderede med jorden under mig.

Få meter fra mig hang en vissen rose og et stearinlys magen til dem, man sætter på kirkegården, stod ved gelænderets opsats og brændte ikke længere. Til minde om én, der var sprunget flere år forinden. Jeg slap rækværket og fortsatte min gåtur. Dybest set havde jeg ikke lyst til at dø. Jeg havde bare ikke lyst til at leve længere.

Kapitel 1: TYVE KOMMA FEM

(…)

Da jeg stadig var i København, ringede jeg til Birgit. Hun var den daglige leder på daghospitalet, da jeg var der. Hun var også vores faste psykolog, som vi havde gruppesamtaler med hver mandag. Birgit havde mig også til visitationssamtale, da jeg i første omgang søgte hjælp. Hun skræmte livet af mig med sine spørgsmål, der virkede langt klogere end min sygdom, og hun vidste altid, hvad mit næste træk var, før jeg selv gjorde. I dag er hun privatpraktiserende psykolog i Aarhus, hvor hun især hjælper spiseforstyrrede med den terapeutiske dimension af deres sygdom. Det er den del, der typisk ligger i forlængelse af vægtøgningen, altså når en almindelig hverdag så småt skal til at indfinde sig. Birgit og jeg har aftalt, at jeg kan komme forbi hendes praksis til en snak om at blive rask.

Min mor har sagt, at jeg kan låne hendes cykel, men da jeg har spist morgenmad har jeg god tid, og jeg føler mig rastløs. Klokken er kun lidt over middag, og jeg skal først mødes med Birgit klokken to. Min sygdom ved, at en times gang er bedre end et kvarter på cykel.

Derfor går jeg fra Skåde til Århus. Da jeg er halvvejs, kan jeg mærke, at vablerne er begyndt at bryde frem på mine hæle. Det gør ondt, men det er min egen skyld, for skoene er nye og stive.  Humpende når jeg frem til Ryesgade, hvor Birgits praksis er. Jeg bipper mig selv ind, går forbi elevatoren og humper op på 4. sal og direkte ud på toilettet, hvor jeg hiver mine nylonstrømper ned og studerer mine fødder. Der er blod over det hele. I hjørnet af rummet står en badevægt, og jeg kigger skiftevis på den og mine åbne sår, mens jeg ikke kan holde latteren tilbage.

– Jeg er åbenbart lige rejst fem år tilbage i tiden, mumler jeg for mig selv og går ud mod venteværelset.

Birgit henter mig kort tid efter og viser mig ind på sit arbejdsværelse. Så forklarer hun, at hun bliver nødt til at spise frokost, mens vi snakker. Hun spørger mig, om jeg har spist. Jeg siger, at det har jeg, selvom det er løgn, men jeg vil gerne undgå hendes psykologblik, der ser lige igennem mig. 

Nu er klokken 22.29 …

… og det er snart et år siden, jeg skrev ovenstående og lod det være det sidste, Journalisthøjskolen modtog fra min hånd (for nu). Det er også snart et år siden, jeg fik fat i Birgit og bad hende om hjælp til at skrive første kapitel til den bog, der overhovedet ikke er færdig endnu.

Sidst jeg skrev herinde, bad jeg også om hjælp. Hver eneste svar læste jeg igen og igen, og mange gange var det med tårer ned ad kinderne og ondt i maven. Fordi I var så gode, men også fordi I helt uafhængigt af hinanden alle gav mig det svar, jeg havde håbet, jeg ikke ville få. Kom væk.

Jeg kan ikke det hele endnu, men midt i mavepinen skrev jeg i torsdags endnu engang til Birgit. Ikke for at få hjælp til en bog, men for at få hjælp til mig. Så tak for at skubbe mig derhen. Inderligt tak.

Det er lidt svært, hvordan jeg afslutter det her uden at nævne alt det, der sker lige nu, men: Jeg håber, at I har det godt derude, derhjemme. <3