Det ville være totalt fedt, hvis jeg kunne åbne med en Fight Club-filosofisk analogi om, at man skal nedbrydes helt for at kunne blive bygget op og blive til noget andet. Der har jeg heldigvis ikke været, og jeg ved heller ikke, om jeg abonnerer på den overbevisning. Men der skete alligevel noget en søndag for nogle uger siden, hvor det gik op for mig, at jeg skulle tage mig sammen.

Jeg kom hjem om aftenen, og jeg havde egentlig haft en rimelig dag. Da jeg havde smidt mine udendørs-Birkenstocks, afløst dem med mine indendørs-Birkenstocks, sat vand over til koffeinfri kaffe og skiftet til joggingsættet blev jeg ramt af en helt vild tanke, og den var overalt: Karoline, hvis du dør nu, er der ingen, der opdager det. 

Den slog mig helt omkuld, og jeg kiggede på min store seng, jeg altid ligger alene i, og jeg følte mig dybt ensom på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Sådan havde jeg det i … lad os sige 3-4 minutter, før jeg bankede min kno mod mit ansigt, og jeg sagde til mig selv, at jeg var unødvendigt ynkelig og totalt åndssvag at høre på. Karoline, du er jo ikke engang ved at dø, så slap dog af, mand.

Så det gjorde jeg. Slappede lidt af, og dagene efter begyndte jeg at overveje, hvorfor mit humør mon var så nedtursagtigt. Jeg havde været sur på min mor i en måned, min lejekontrakt til mit værelse udløber snart, og der går ikke længe, før jeg skal tilbage på skolebænken i Aarhus. Så sov jeg heller ikke om natten, og som en, der tager sin søvn meget seriøst, kan det virkelig være belastende.

Men først ugen efter gik det op for mig, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte i gang med at blive voksen – eller i hvert fald tage lidt ansvar og få styr på nogle ting.

Forrige weekend var jeg til bryllup i Aarhus, og jeg havde taget en hel masse dage fri, fordi jeg så kunne få lidt ægte kvalitid med min familie, men da jeg kom tættere på den store dag, orkede jeg det ikke. Jeg orkede ikke at se min mor, og jeg orkede ikke den der repetitive snak, hvor jeg fortæller hende, hvorfor jeg er sur, og hvor hun prøver at give mig dårlig samvittighed, fordi jeg ikke kan være glad på hendes vegne. Så jeg droppede ekstradagene i Smilets By og glædede mig over, at vi kun skulle bruge 48 timer i hinandens selskab.

Det var lige indtil hun tilbød at tage med mig til København efter brylluppet, og jeg sagde, at det skulle hun ikke, men det endte med, hun gjorde det alligevel. Og det var først, da vi sad på en restaurant i Fiolstræde kun timer før afsked, jeg fik sagt, hvad jeg blev nødt til at sige: Mor, jeg er så glad for, jeg er voksen nu, fordi jeg kan se, hvor forkert det er. Hvis jeg havde været barn og havde set, hvad det er, du gør, havde jeg troet, det var det rigtige. Det havde jeg aldrig tilgivet dig (..) Jeg er nået til det punkt, hvor jeg har brug for at vide, om du er her for os, eller om jeg bare skal kigge forbi et par gange om året, klappe dig på skulderen og tage hjem igen.”

Det gjorde lidt ondt, og jeg tror måske også, vores øjne blev lidt røde i det, men det var også helt rigtigt, for da vi cyklede mod Amagerbrogade igen for at drikke den sidste kop sammen, var det hele lettere, end det havde været i meget lang tid.

Desuden har jeg givet mig selv lidt voksenpoint ved at …

• Tjekke min netbank for første gang i halvandet år. Altså … forstå mig ret: Jeg tjekkede kun, hvor mange penge jeg har på min konto. En eller anden dag om nogle år skal jeg nok tage mig sammen til at kigge på mine transaktioner.
• Få skrevet en eller anden mail til Journalisthøjskolens administration: “Hej, jeg har glemt at melde mig til fag og valg af lokation til 7. semester … deadline er overskredet (elendig journalist) Kan jeg stadig nå det, eller har I smidt mig ud?”
• Være på Folkemøde i weekenden (og det var fedt. Især hvis man har optur over kendte mennesker).
• Drikke for hyggens skyld og ikke bare for effekt.
• Nedtone mine øjenbryn (bare lidt, ikk’)
• Købe bland selv-slik til mine kollegaer i stedet for at bage en lækker kage fra bunden. Det er voksent, fordi jeg er gammel og slidt og ikke orker unødig baks i køkkenet.

Nu mangler jeg bare en baby. 🙂

I dag tror jeg, at det er et år siden, jeg smed min cykel på flyttevognen, kørte mod færgen og videre til Frederiksberg med alle mine ting. ET ÅR. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men det var i hvert fald ikke det her.

På intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at jeg nok skulle blive glad for min praktikplads, ligesom jeg var henrykt over, at jeg igen ville have bopæl i samme by som mine bedste veninder. Men København.. København var indbegrebet af alt det, jeg ikke kan lide: Kaos, minusgrader og ubekendte faktorer. (Jeg havde hørt om Vesterbro, Nørrebro og Østerbro og sådan, men jeg troede, at det var ligesom i Berlin, hvor der er 17 kilometer mellem bydelene, Frederiksberg var bare et grønt hul, jeg ikke kunne placere, og jeg tvivlede oprigtigt på, om jeg nogensinde ville opleve første arbejdsdag i lutter vildfarelse.)

Men så kom jeg herover, og jeg gik, og jeg gik, og der gik ikke meget mere end to uger, før jeg fejlfrit kom fra A til B. Jeg stoppede ret prompte med at savne bakkerne, jeg vænnede mig hurtigt til udtalen af biddler, selvom det er forkert, og efter et halvt år fandt jeg mig til rette på Amager, hvor jeg er nu, og jeg har helt ærligt ikke lyst til at skulle væk herfra.

Aarhusianere er stolte. Vi er stolte over vores by, og alle, der vover at tale byen ned, er bare lidt nogle ignoranter, fordi de endnu ikke har set, alle alle fejl og mangler blot er en del af charmen. Jeg troede aldrig, at jeg ville finde noget, der overgik Aarhus. Det ved jeg ikke helt, om jeg har, men jeg har i hvert fald fundet noget, der kommer tæt på, og jeg er ikke klar til at tage hjem endnu.

Om et halvt år er min praktik slut, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Uanset hvordan jeg vender og drejer det, har jeg ikke noget tag over hovedet, når den tid kommer. Min uddannelse er i Aarhus, jeg skal tilbage på skolebænken, og jeg synes egentlig ikke, at det der pendlerliv virker specielt tiltalende. Under alle omstændigheder har jeg brug for et job (eller i hvert fald brug for at tjene nogle penge), for jeg kan ikke klare mig på ren SU. I hvert fald ikke i København. Hvor jeg er nu, er de fleste af mine veninder. Det er også her, jeg kan mødes med Weemoed lige om snart på en eller anden kæderøgsbar, og det er nok også her, jeg har størst mulighed for at finde et job, når jeg en dag er forvist i dagpengeland.

Men Aarhus er for fanden Aarhus. Min søster og min mor er der, og jeg kan helt sikkert låne en sofa på ubestemt tid, hvis alt andet svigter. Journalisthøjskolen ligger 7 kilometer ud af Tour de Randersvej. Skoven er der. Vandet er der. Mine gamle veninder er der. Aarhus er det praktiske valg. København er der, hvor Hus Forbi-sælgere afpresser dig for penge, 12 kvadratmeter koster 5000 kroner om måneden, og du dagligt bliver svinet til på cykelstierne, men alligevel kan jeg ikke tage beslutningen HJÆLP.

…

at butikkerne for længst har introduceret hele julesortimentet af gode godter, og at det TIL STADIGHED vækker harme hos folk. Det ved jeg, fordi Judith og Jens rent faktisk bruger tid på at sætte sig ned for at skrive indignerede beskeder til Netto, fordi det åbenbart er dagligvarebutikkernes skyld, at de endnu engang ikke oplever the true Christmas Spirit. Jeg ville så gerne aftale med Judith og Jens, at de skulle gemme energien til en ny hobby. Bowling fx.

at to døgn i Aarhus simpelthen bare ikke er nok – og slet ikke når man, som jeg gjorde i denne weekend, går i totalt turistmodus, fordi der er så mange fine ting at vise frem. Med stor hjælp fra jer (min helt personlige Google, som Oliver misundeligt betegnede det) nåede vi følgende:

• Burger og pommes på Burger Shack i Frederiksgade. Det er bare en af landets bedste.
•  Et smut forbi Moesgård Museum blot for at kunne gen-konstatere, at det også bare er et af landets bedste.
• Deres café serverede i øvrigt helt fortrinlig mad, kaffe og kage. Vi fik en MoMu-hotdog og en grillet sandwich. Førstnævnte var med en gigantisk grillet pølse (ikke stadion-typen) med chilimayonnaise og sprøde rodfrugter. Jeg fik også en MoMu-kage, som vel minder om en jordbærkage, den her var bare bedre. Priserne var forresten totalt anstændige, og servicen var perfekt jydegod, så næste gang jeg er i nærheden, kommer jeg nok forbi for en bid mad. Museumsudstilling eller ej.
• Kaffe på Foodfein. Vi nåede ikke Great Coffee (som jeg har gæstet en trilliard gange, så JEG klarer den nok.)
• En smut forbi Dokk1, Godsbanen, Mindeparken, Slottet, Trøjborg, Nordre Kirkegård, Tangkrogen, Frederiksbjerg, Øst for Paradis osv.. faktisk cirka over det hele.
• Jeg fik også fremvist et af mine barndomshjem, som åbenbart er sat til salg igen. Selvom det langt fra var lykkelige tider i det hus, blev jeg alligevel en smule nostalgisk over gensynet (måske mest fordi jeg forbinder det med Hugo, ham min søde engelske bulldog, som desværre ikke er blandt os længere.)
• At se Letbanen blive testkørt.
• Først at spise aftensmad klokken 23 fra Gerners Grill. Det er vel også en slags Aarhus-kultur.
• At drikke kaffe på Ingerslev Boulevard lørdag formiddag OG købe bolcher fra Honningbolchemanden. I véd, hvem han er.

Kan endvidere konstatere, at…

der er lang vej igen, før Aarhus med rette kan kalde sig for cykelby. Magen til elendige turist/bycykler skal man da lede længe efter.

det er totalt typisk, at Molslinjen crasher, lige som jeg står og skal med den. Mig, mig, mig.

Grauballemanden bare stadig er herre klam, og det giver stadig mening, hvorfor han var den primære årsag til, at jeg altid sov med lyset tændt som barn.

jeg virkelig er ude og skide over, hvad jeg gør, når jeg er færdig i praktik til næste år. Hvordan kan man seriøst vælge mellem Aarhus og København?

P3 bare sommetider er ufatteligt heldige med deres lyttere. Har I hørt Kamma og hendes banke banke på-vittighed? Hvis ikke, så gør det lige.

mit hår endnu engang matcher årstiden. I sommers var det lidt gult, og nu er det gråt. Til vinter bliver det nok hvidt, og til foråret skal jeg nok fortolke en mere moderigtig udgave af grøn, for jeg har på fornemmelsen at det ellers bliver ret grimt.

2 farveanmeldelser bagude.

the amaze faze

Jeg ved godt, at jeg ikke er helt og aldeles tabt bag en vogn. På samme tid er jeg heller ikke bleg for at indrømme, at havde jeg levet for flere tusinde år siden, havde det sgu nok ikke været mig, som opfandt hjulet, eller fandt ud af, at korn kunne males, blandes med vand, bages og spises. I dag forstår jeg – til trods for ihærdig indsats – stadig ikke, hvordan sorte huller fungerer, hvorfor tyngdekraften er så crazy, og hvad grunden er til, at børn elsker sommerfugle og mariehøner, når voksne nu godt ved, at vi bare skal kigge de bæster dybt i øjnene for at indse, at de er præcis ligeså klamme som alle andre kryb. Men altså.. alt det er der faktisk ingen, der forventer, at jeg ved. Det er straks værre, når det kommer til sådan nogle hverdagsting, hvor jeg finder ud af, at jeg har seriøse videnshuller.
For eksempel har jeg først lige fundet ud af…

at Iben vistnok var lesbisk. Det er der selvfølgelig ikke noget galt i, det bringer bare en hidtil ukendt dimension til Matador.

hvilket tidspunkt på dagen ‘middag’ dækker over. Skulle planlægge et interview, og kilden spurgte, om vi ikke kunne ringes ved omkring middagstid. Gudhjælpemig, det er jo midt i aftensmaden! tænkte jeg straks, men det er det åbenbart ikke. (Middag er klokken 12.)

hvad ‘vestenvind’ er. Blev nødt til at spørge min mor forleden, fordi jeg seriøst ikke kunne følge med i vores samtale længere. Vestenvind er, når vinden kommer FRA vest; ikke når den blæser MOD vest.

i samme meteorologiske afdeling har jeg også lige lært, at ‘højtryk’ og ‘lavtryk’ ikke bare siger noget om temperaturer og nedbør og sådan, men rent faktisk siger noget om – I gætter det aldrig – LUFTTRYKKET, hvorfor det faktisk giver god mening, at helbredet kan blive lidt forvirret, når luftmasserne skifter.

Jeg har stadig til gode at lære…

hvordan man koger ris. Her tænker jeg både på ris:vand-ratio, tilberedningstid og SKAL VANDET KOGE FØRST. (Til gengæld er jeg en haj til at koge kartofler. Hvis man koger dem, før man forfremmer dem til pommes, bliver de nemlig ekstra lækre.)

(… hvorfor man er ‘en haj til noget’. Det skal jeg lige huske at høre Omveje om.)

hvorfor man kan tale ind i en mikrofon og høre ens stemme komme ud af nogle højtalere. Prøv lige at se scenariet for jer. Se det, og prøv at forklar dit barn (eller en ven) hvordan den slags går til. You just can’t.

hvordan man tager bussen i København. På samme måde som offentlige cylelpumper er angstprovokerende for mig, har jeg det med hele busprocessen i hovedstaden. Sådan helt fra begyndelsen: hvor stiger vi ind? Kan man købe billetter? Med dankort? Hvis ja, hvor? Og hvordan kommer jeg ud igen? Bagi? I midten?
Jeg skal tage mig sammen.

Sidst, men ikke mindst! I Aarhus ved jeg nogenlunde godt, hvordan man rejser med bus. Til gengæld ved jeg ikke helt, hvor man skal rejse hen i Aarhus, hvis man skal turiste den. Næste weekend tager jeg til Smilets By m. Ledsager, som aldrig har været der, og jeg vil jo gerne vise ham byen fra sine bedste sider. Jeg er selv ret nem at gøre glad, hvad det angår, jeg skal bare være et sted med adgang til et toilet. Men til alle aarhusianere og andet godtfolk, som har gæstet byen: hvad er helt klart noget, man bare MÅ se… og spise?

… men det ville min far nok ikke gøre, hvis han vidste, hvad jeg bedrev min tid med her i København (eller rettere sagt Københavns Vestegn) – men for nemheds skyld en hurtig opsamling.

1. Som en del skarpe hoveder i min inderkreds allerede har bemærket, så har jeg været en del på Brøndby Stadion i løbet af den sidste måneds tid. Det lyder måske ikke så slemt i sig selv, men nu er det bare sådan, at jeg blev opdraget til at elske AGF, allerede da jeg lå i min mors mave og stadig var på fosterstadiet. Som fodboldfan er man nødt til at have en form for ærkerival, og som en af de Hviiieeee har skæbnen (eller min far) forudbestemt, at den nemesis skulle være BIF. En af de første sange jeg kunne udenad, handlede om en Brøndby-fan ‘som var gul og blå i hovedet som en narkoman, og bistandshjælp det syns’ han bare er sagen, han sku’ ha’ været pletten på et lagn’, og hver gang de gule var på skærmen, var det OK at råbe SVIN!!!

Men man har jo et standpunkt, til verden tvinger dig ud i et nyt, og for tiden nyder jeg at heppe halvt på dem, når de er på hjemmebanen. Det er på samme tid den største vanære, jeg overhovedet kan nedkalde på min far, og det er afgjort heller ikke det værste.

I går var jeg desuden vidne til derby-strabadserne, hvor 50 FCK-fans mere eller mindre kortsluttede på stadion og den kampklædte ordensmagt. Lad dette være det endegyldige bevis for, at stoffer er en dårlig ide. Især hvis du i forvejen ikke har nogen hjerne.

2. Før jeg begynder at lyde alt for meget som en Vestegns-assimileret jyde, må jeg hellere understrege, at jeg selvfølgelig ikke slæber mig selv til fodbold (og at jeg overhovedet ikke var fristet af tilbuddet, da det dukkede op første gang) – det hænger hundrede procent sammen med sidste uges nogen-gør-mig-glad-cliffhanger. Det var også ham, der i weekenden erklærede, at min header irriterede ham grænseløst (fordi den var grim, altså) og jeg gik i forsvarsmodus og sagde noget med, at jeg har det OK med, at min blog er den grimmeste i det danske kongerige, OG hvis det var så hårdt for ham at være vidne til, måtte han lave en ny, forbedret udgave til mig. Bitch.

Det gjorde han så, og tadaaaaa! Velkommen til Hvid Kaffe 2.0!

3. I dag har jeg – forgæves – forsøgt at melde flytning intet mindre end 11 gange. Hvad nu med, at vi lige giver Joachim B. Olsen og alt det det disruption en chance?

4. Som yngre var jeg fuldkommen forelsket i Gwen Stefani/No Doubt, hvorfor jeg heller ikke forstår, at det er gået min næse forbi, at hun i 2016 udgav et helt igennem godkendt album. Jeg mener… lyt lige til det her:

5. Min røremaskine er blevet solgt og afhentet, og fysisk kan jeg ikke længere opspore vrede efter den sidste køber. I weekenden fik jeg leverer flyttekasser lige til døren (SMART!!!) fordi flyttekasser – ganske ulogisk – er noget af det mest enerverende at bære rundt på, når de er i fladformat. Jeg er dog stadig ikke gået i gang med at pakke, for jeg kan ikke huske, hvor det er klogt at starte.

6. Så har jeg fortsat undret mig lidt over, at de cyklister, som stædigt fastholder en gennemsnitshastighed på 4,7 km/t, også er dem, der er allerbedst til at ignorere rædt lys. Faktisk giver det ingen mening. (Jeg så forresten en GIGAblogger cykle på Sønder Boulevard i myldretiden, mens hun sms’ede, og jeg hader det virkelig, men lidt af min respekt for hende forduftede i dét øjeblik.)

7. Mens jeg tilsyneladende ikke har prioriteret at skrive noget herinde, kunne jeg åbenbart godt finde ud af at forfatte en venlig anke til Rema 1000, fordi de vist havde glemt at tilberede deres normalt fortræffelige rodfrugtsfritter. Til trods for deres ringe standard formåede jeg stadig at fortære dem på 17 minutter (så hårdt) og nu har producenten sgu sendt mig et gavekort på 75 kroner. Når antallet af brokrøve er så højt, som det er, skyldes det nok, at det kan betale sig.

Og lad os så lige runde af, hvor vi startede, for hvem bliver nogensinde træt af fodboldtosser på coke?