kat

Jeg følte mig ret skarp og sjov, da der forleden var en, der belærende og ret unødvendigt bemærkede over for mig, at “Nietzche altså var død”. Mit svar var: “Det véd jeg. Han ligger begravet ved siden af Gud” (I er velkomne til at låne vittigheden ved passende anledning). Den kommentar faldt for længe siden, og det er omtrent lige så lang tid siden, jeg både følte mig skarp og munter.

Som jeg er blevet ældre og klogere, er jeg også begyndt at tro mere og mere på Universet. Nogle gange kalder jeg også universet for Gud. Jeg er sikker på, at det har en bevidsthed og en vilje (i virkeligheden meget nietzschesk), og med det følger også, at der er ting, jeg ikke har indflydelse på, og der er ting, som skal ske, selv om jeg helst var fri for dem. På samme måde tror jeg også på tegn, og det måtte nødvendigvis være et tegn, at en meget flink kvinde, jeg passerede ved Voldene i dag, bedyrede, at hun elskede min blog. Det er meget lang tid siden, jeg har været ude for det, og jeg havde glemt, hvordan det føltes. Kun meget kort tid efter skrev en anden kvinde til mig, at hun var glad for at se, at jeg stadig var her (jeg havde givet livstegn på Instagram for første gang i meget lang tid). Det kunne ikke være tilfældigt, tænkte jeg.

De sidste par måneder har jeg slet ikke skrevet. Overhovedet ikke. Hverken på børnebogen, bloggen, bachelorprojektet eller novellesamlingen. Det er ikke engang den dårlige samvittighed, der fylder mest. Det er den nagende følelse af, at jeg, forsømmer noget, der er fuldstændig vitalt for mig. Sagen er bare, at det er så forbandet hårdt at skrive, når jeg er ked af det.

Den her weekend har jeg klaret i tungsind. For en måneds tid siden skrev jeg under på en kontrakt med Vi Unge som skrivende journalist på bladet. Kontrakten gælder til oktober 2020. Jeg begyndte på redaktionen allerede dagen efter, jeg blev færdiguddannet, og selv om det er relativt kort tid siden, begyndte jeg meget hurtigt at holde af de andre piger, jeg delte kontor og arbejdsplads med. Jeg begyndte også meget hurtigt at forstå, hvor vigtigt arbejdet er. Men i torsdags skete der det, vi med mavepine og søvnløse nætter havde ventet på alt for længe: Aller eksekverede den fyringsrunde, de varslede for en evighed siden. Resultatet blev en halveret redaktion og en hel masse andet, jeg desværre ikke kan sige så meget om lige nu. Jeg har fået lov til at blive, men jeg har svært ved at glæde mig over det faktum lige nu, fordi jeg er så ked af, at det ikke blev sådan for alle. De sidste par dage har været helt surrealistiske. Jeg har skræmt mig selv, fordi jeg ikke vidste, at jeg kunne græde så meget, for jeg har aldrig nogensinde prøvet at græde så meget før.

På onsdag skal jeg have et keglesnit, så tingene er måske også lidt svære at skille ad. Jeg er jo sådan en skovl, der har undgået de rutinemæssige celleskrab, vi allervenligst bliver indkaldt til, når vi fylder 23. Så jeg tænkte, at nu hvor jeg var blevet 27, kunne jeg nok ikke negligere mit helbred på den måde længere. Nu skulle jeg være voksen og ansvarsfuld, véd I nok. Så jeg bestilte en tid hos min læge, og jeg tænkte, at alt selvfølgelig var fint, men så gik der 10 dage, og en onsdag eftermiddag fik jeg beskeden over Lægeintranettet, hvor der stod, at de havde fundet noget i min prøve, de lige blev nødt til at snakke med mig om. Beklageligvis var lægehuset lukket det tidspunkt på dagen, så jeg kunne ikke ringe til dem og få svar, hvilket efterlod mig i en instant fatalistisk overbevisning om, at jeg nok skulle dø snart. (Det er vist i øvrigt ikke en unormal tanke, når man får den besked, vel?). Jeg græd, drak rødvin og fik fat på min læge næste dag. Dagen derefter fik jeg en tid hos verdens sødeste gynækolog på Amager, og hun scannede mig og tog biopsier, og hun fortalte mig, at jeg ikke skulle dø. Bortset fra nogle formodede celleforandringer så alting fint ud. (Det var faktisk lidt nogle hårde dage. Jeg fik også hevet noget af min kæbeknogle ud, jeg skulle til Krakow, holde fødselsdag og fik influenza). Nå, men … svarene på prøverne fik jeg i forrige uge, og de var desværre, som hun havde forberedt mig på. Jeg er rolig, nogle andre har styr på mig, og jeg véd, at der er mange kvinder, som hver dag får et keglesnit. Så hvis I er nogle, der læser med, som har prøvet det samme, vil jeg rigtig gerne høre, hvordan I havde det bagefter. Hvordan havde I det dagene efter, hvor meget kunne I lave? Var I kede af det?

Undskyld, at det her lidt er noget rod. Jeg er selv lidt et rod. Men forhåbentlig er jeg ved at være tilbage.

#1: Okay okay okay… Buzzfeed er af svingende kvalitet, og det samme kan siges om disse 23 Real AF Jokes That Will Make All Feminists Laugh – men nogle af dem er altså ret gode!

#2: En læser har spurgt Videnskab.dk: Kan man beslutte sig for at dø? Jeg spoiler ikke noget. Få (måske) svaret her.

#3: Har jeg anbefalet The Nostalgia Machine før? – Det har jeg ikke, vel? Uanset hvad så nævner jeg den lige igen, for den er ret awesome; ikke kun, hvis du skal holde fest og har brug for inspiration til en spilleliste, men også bare sådan i hverdagen, når du bliver musikalsk nostalgisk og herre gerne vil lytte til alle de hits, du havde teenagekriser og kærlighedskriser over i 2005. Konceptet er enormt simpelt: Vælg et musikår, og så popper alle de vilde hits op fra de dage, man gik op i gode trackvideoer!

#4: Min søde medpraktikant har tippet mig om, at man kan se 24 timers livemonitorering fra den nok mest overdådige kattehybel i verden. Konceptet (programmet?! WTF er det egentlig?) hedder Keeping Up With The Kattarshians (haha… det hedder kattefamilien vist.) PS. Kattene laver ikke så meget, men det er stadig sødt.

#5: All my single ladies: Lige nu kan man købe The Rabbit I en stilet, hvid udgave til 374 kroner. Det er da billigt for noget, der gør sit arbejde SÅ godt. (For den er god, er den ikke?) Uanset hvad er den nok en smule mere passende end den der pikafstøbning, som ja, stadig er på min inventarliste.

#6: Hvis I er på Instagram og gerne vil følge med nogle steder, hvor der er ræddi sjovt, skal I helt klart klikke jer ind på de forskellige ‘Overheard‘-sider. Det er brudstykker af ÆGTE samtaler fra forskellige byer i verden, og det er fantastisk morsomt, tragisk og øjenåbnende på samme tid. Go, go, go!

 *  OverheardLA – OverheardNewYork – OverheardLondon – OverheardSanFrancisco – OverheardUniversity *

#7: The “Blog” of “Unnecessary” Quotation Marks. Bare tjek den ud. “Forstået?”

udskifter lige ‘San Francisco’ med København, mens jeg græder

Dagens spørgsmål fra mig til jer: Er der egentlig noget, I mangler herinde? Noget, jeg har glemt at fortælle – eller noget, jeg skal gøre mere af? I så fald vil jeg gerne høre det. 🙂 Rigtig dejlig 1. maj!

1. Jeg har lige set, at Aarstiderne har introduceret en Low Carb-måltidskasse for én person. Det har jeg faktisk ikke kunnet undgå at se, for det har nok ikke undsluppet Facebooks dataenhed, at jeg er episk single og derfor måltidskasse-for-én-person-egnet. Hvad deres logaritmesystem ikke havde taget højde for er, at jeg også er episk jyde, så da jeg klikkede på linket og kunne se, at løsningen koster 80 kroner pr. kuvert (80 kroner for ET hjemmelavet måltid mad til EEN person!) brød jeg ud i hånlig latter. Ingen tager røven på mig.

2. Forleden sendte Xenia mig nedenstående tweet og spurgte, om jeg mon var den morgenfriske borger. Dertil har jeg blot at sige: Ja, jeg var en morgenfrisk borger, som blev vækket klokken 5 en morgen, fordi jeg hørte lyden af en rude, der blev smadret. Jeg stod op, kiggede ud og konstaterede, at en tyv var i gang med at kravle ind gennem Øresundsgrillens vindue 2 meter over jordens overflade. Han var meget akrobatisk at kigge på. Den Morgenfriske ringede til politiet, og berettede 1:1, hvad tyven løb rundt og lavede, hvortil alarmcentralmanden siger, at han vil sende en vogn ud. Det gjorde han så også, men den vogn kom først 20 minutter efter, og da var akrobatbanditten cyklet bort med tyvekosterne for længe siden. Eftersom min gade er én stor visitationszone, giver det vitterligt ingen mening, og jeg er lidt sur, for det ville have været så fedt at se en blive fanget med fingrene i grilldåsen (især hvis det var blevet honoreret med et tweet dedikeret til Morgenfrisk Karoline.)

3. Hvad sker der for turister, som tager billeder af  Crossfit-trænende Aller-ansatte ved Islands Brygge? Har I aldrig set en død ko før, eller hvad er jeres problem.

4. Og hvad sker der for, at jeg skulle forestille at være “god med ord”, og jeg alligevel bliver nødt til at gå ind og google betydningen af ‘rekommanderet brev’ for fortsat at kunne indgå i den samtale, jeg var en del af?

5. Kan I huske dengang, I gik i folkeskole, og der var sne over det hele? Og man håbede på, at de populære drenge gav dig en vasker? For det var ligesom en anerkendelse af, at de måske ville give dig 80 procent på kærestemåden i S, P eller K?
Det var gode, simple tider.

6. Apropos bedre tider, så er der begyndt at køre sådan nogle klip fra det nye(?) Will and Grace på internettet. Jeg elskede Will and Grace, men jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til den her omgang, primært fordi de alle render rundt med uigenkendelige puffede ansigter. Som jeg alle dage har sagt: A little bit of filler makes you blush – too much and you puff.

7. I morgen er det min fødselsdag, og jeg bliver 25. Femogtyve. 25. Det er altså lidt stort – også selvom jeg er i København og dermed kanelbarrikaderet. Min ønskeseddel ligner den fra sidste år: Gavekort til Rema/Lidl/Netto (hvilket folk nægter at give mig), en DAB-radio, så jeg stadig kan lytte til P1 efter den 1. oktober, og så kunne jeg også godt tænke mig en cykelpumpe, fordi jeg pt. kæmper mere end nødvendigt.

8. Det kvarte århundrede kommer også til at være en åbning til noget andet – sådan Hvidkaff’-mæssigt. Fra klokken 12 i dag må jeg ikke lave noget som helst herinde, fordi min blog bliver rykket over til BD. Det har været undervejs i meget, meget lang tid (det er snart et år siden, jeg hørte fra Christina Barré første gang). Jeg har selvsagt tænkt en masse over det, og min beslutning bunder dybest set i noget med at komme til en ny, stor by og føle sig lidt ensom. Hvis det ikke er alt for kedeligt, skal jeg nok uddybe det hele meget mere. Men altså: Vær ej bekymret. Alt kommer til at være i status quo (og ingen spons.)

9. Hvis I stadig sommetider går og tænker, hvordan det ville se ud, hvis jeg var modeblogger. Giv lyd, hvis I skal bruge forhandlerliste.

Jeg endte med at blive lidt ked af det forleden. Min mor skrev til mig den der forbandede torsdag i Barcelona, at hun blev nødt til at fortælle min far, at jeg var dernede. Hvis jeg sagde nej, ville hun selvfølgelig ikke gøre det, men hun ville det altså helst. Ok så, det må du så. Men jeg er ret overbevist om, at han er ligeglad, svarede jeg, mens jeg forestillede mig at få en SMS fra ham med et par pæne ord a la ‘pas nu på jer selv’. Men sådan en besked fik jeg ikke, for min far er faktisk bare ligeglad med mig.

For et par dage siden fik jeg spørgsmålet: Har du altid vidst, at du skulle være journalist? Og nej, det har jeg ikke. Men det var alle dage min fars ambition, så det var også sådan, det blev. Selv havde jeg forvildet mig ud i den formålsløse idé, at jeg skulle revolutionere folkekirken gennem noget så fremtidsløst som et præsteembede, så da jeg havde droppet ideen om at tage til Journalisthøjskolens optagelsesprøve en kold lørdag morgen, insisterede min far alligevel på at køre mig derop og gøre al teknikken klar til mig. Så måtte jeg selv stå for resten. Jeg endte jo med at komme ind og tilmed blive enormt glad for det, men det er nok en anden historie.

Historien om min far er lang og knudret, og selvom jeg har gennemlevet store dele af den sammen med ham, er der stadig mange ting, jeg mangler at få styr på og forstå. Det er ikke, fordi jeg tror, det er klogt at lægge sig og sove ved den lort, livet har lagt. Det er mere, fordi jeg har fundet ud af, at hver gang jeg kommer i tanke om noget nyt, føles det, som om puslespilsbrikker kommer på plads. Hvorfor jeg altid har tænkt, at grædende mennesker er klamme, hvorfor jeg ikke kan fordrage at have gæster, eller hvordan jeg altid har tænkt, at min barndom har været helt normal.

Især det sidste har jeg grublet over i løbet af sommeren, for der skal ikke mange pskykologitimer til for at kunne konstatere, at det ikke er tilfældet.

Dagen efter GoMore-liftet brugte jeg med min lillesøster, og på en gåtur spurgte hun mig, om jeg ikke kunne huske, når vores far jog os op på vores værelser. Det kunne jeg ikke.

“Jo jo, der når han løb efter os på trapperne på Monradsvej?”

Nej.

“Altså når han blev sur på os, og jagtede os op på førstesalen, og når han nåede frem til os, trampede han os i ryggen, så vi væltede ned i gulvet, mens han smækkede døren ind til os”?

Jo. Det kan jeg godt huske. Og han nåede altid frem.

“Fuck Fuck Fuck, hvordan kan man glemme sådan noget?” udbrød jeg vist bare, for i det øjeblik stoppede jeg også med at glemme den dødsangst, der overmandede min krop, hver gang jeg forgæves prøvede at nå døren, før han gjorde.

Jeg ved godt, at jeg havde glemt det, fordi den slags ikke er specielt sjovt at huske på. Det er der intet kuriøst ved. Det mest langt ude er, at hvis nogen nogensinde spurgte mig, om jeg er vokset op i et voldeligt hjem, ville jeg uden tøven sige nej. Nok også den dag i dag.

Derfor blev jeg også sur og stoppede forholdet til en fyr, jeg så som 15-årig, fordi han en dag tilkendegav, at han ikke forstod, hvorfor vi ikke var blevet tvangsfjernet. Jeg tror faktisk, at jeg slog ham. For dengang kunne jeg ikke se noget som helst, der ikke var normalt. Jeg så bare en far, jeg ikke kunne sammen med, og en mor, der arbejdede i døgndrift på at hjælpe sine børn og få verden til at køre rundt med os siddende på den.

Fyrens ord var som en lussing i hovedet på min mor, og en fornærmelse af min sure far, som bare var en nar, men på den helt normale måde.

Nu fik jeg så lige spørgsmålet igen, og underligt nok kom det fra ham, hvis seng jeg chiller på for tiden. Først blev jeg bange, for jeg havde ikke lyst til, at jeg skulle til at slå på en ny person, som heldigvis ikke forstår noget som helst af, hvorfor vi var under samme tag som min far i alle de år. Heldigvis blev jeg ikke sur den her gang, for jeg forstod godt, hvorfor han undrede sig.

Det var ikke normalt. Men udadtil så det hele normalt ud.

Jeg fik lavet de tre streger i Barcelona; én for hver af mine søskende. De to første ringe var jeg ikke i tvivl om, men med den sidste tøvede jeg. Så mindede jeg mig selv om, at jeg til evig til skal minde mig selv om, at hun har været igennem præcis det samme som os andre, for så bliver det lidt nemmere at acceptere alt det, vi aldrig kommer til at leve med ved hinanden. 

Selvom jeg unægteligt er klatret et par trin op ad Er-du-blogger?-stigen, fastholder jeg altså stadig, at jeg ikke er blogger, jeg har bare en blog. Først og fremmest er jeg Karoline, journaliststuderende, menstruerende og menneske. Det er i øvrigt de fleste rigtige bloggere også, udskift bare et par variabler, så passer vi alle ind. Derfor tænker jeg, at der ligger nogle andre ting til grund for, at jeg ikke vil kastes ind i den one fits all-model, og jeg tror også, at jeg efterhånden har regnet den ud. 

Bloggere er sådan nogle, man hader. Bloggere er opmærksomhedskrævende, egocentriske, avocadomad-til-overpris-betalende stjernenarcissister. Og det fucking pjat er i hvert fald ikke et job. Alle kan jo skrive om sig selv, påstå, at det er er et arbejde og tjene kassen på det. Indrømmet, det er der talrige eksempler på – ingen nævnt, ingen glemt. 

Indrømmet. Jeg har den også selv en smule. Efter Musik i Lejet sad jeg og tjekkede et galleri med velklædte festivalgængere, hvoraf 95 procent af dem havde scoret afsindigt højt på Johanne Schmidt-Nielsens (kultur)eliteskala. Og så var der også en med titlen Professionel Instagramer. Mit fnys var nok lidt højt, og jeg fik også tænkt noget i retningen af skulle det nu være et job? Men hvis man nu laver Skaffer-det-mad-på-bordet-testen, er det jo arbejde, uanset hvor ubesværet det måtte virke. 

Jeg tror, at mange af os er flasket op med, at arbejde gerne må være en sur pligt. Noget, man kæmper lidt med. Under alle omstændigheder må det ikke være for nemt, lystbetonet eller lugte for meget af hobby. Hvis jeg har ret i den antagelse, så er det immervæk ret tåbeligt. Det ypperste mål for godtfolk må da være at vågne op til noget hver dag, som ligger os lige til højrebenet. 

Mine venner IRL spørger mig ofte, om jeg nogensinde har fået nogen nederen kommentarer. Det har jeg, men jeg er på samme tid ganske overbevist om, at det aldrig nogensinde var intentionen fra skribentens side at pisse mig af, så det tæller ikke. Beklageligvis har jeg lidt på fornemmelsen, at jeg er undtagelsen, for hold nu op, hvor skal mange bloggere lægge agere medie for meget lort. Af samme årsag er det også naivt af mig at tro, at der ikke sidder nogen derude, som finder mig abnormt irriterende, selvforherligende osv osv osv osv. (For eksempel får jeg altid syge creeps, når Miriam råber op om, at hun igen-igen har modtaget hemmeligheder i form af svinere af navngivne bloggere. Selvfølgelig føler jeg mig betydningsfuld nok til at tro, at det altid er mig, de handler om.) Det må folk for min skyld gerne tænke, jeg vil bare helst leve i den lykkelige uvidenhed. 

(I kender sikkert Migogmintinderbaby, og hvis ikke I gør, så hop forbi. Hun skrev i går et indlæg med screenshots fra en Jodel-tråd befolket af gæve tåber, som tilsyneladende har et problem med hendes offentlige ageren. Dybt suk, fordi sådan et anonymt medie åbenbart kræver en anseelig mængde selvjustits, som mange åbenbart bare ikke er i besiddelse af. Som jeg læser Alexandras skriv, er hun halvcool med, at førnævnte tåber mener, hvad de mener, hun er bare ret ærgerlig over det forum, de har valgt – og den måde de har besluttet sig for at gøre det på.)

Men i hvert fald. For at kæde mit spørgsmål sammen med Alexandras SoMe-kritikere, kan jeg i hvert fald konstatere et par ting (som måske også kan fungere som huskeregler for bloggere in spe (se i øvrigt Blogsbjergs fremragende tips, nu vi er i den boldgade. Hvis hun havde en tagline, ville den helt klart være Linda og den Lange ende): 

1. Aksel Sandemose har ikke levet forgæves. 

2. Hvis man gerne vil skrive om sig selv, skal mediet være en bog. I hvert fald hvis du ikke vil virke som en lavhæksløbende slambert. 

2 1/2. Ditch ordet blog og kald det biografi i stedet. 

3. Undgå at virke for poleret. Det er irriterende. Men lad også være med at have det for hårdt, så virker du bare som en, der fisker efter følgere. 

Og som sidste råd til de anonyme tåber: 

I er tilsyneladende 1) rappe på de sociale medier, 2) fulde af holdninger, som bare er for vigtige at gå og putte med og 3) begejstrede for at formulere jer på skrift = sådan cirka succeskriterierne for at drive en blog. Så hvad med om I prøvede det? 

Efterskrift. Hvis jeg virker en smule sur og ufokuseret, så er det bare, fordi jeg bløder på 9.-dagen. 

Og til dig, der lige standsede mig efter en lang tampaxkrise på toilettet i Frederiksbergcentret: jeg er vild med dig. Beklager, at jeg ikke helt fik det sagt.