Jeg føler slet ikke, at vi har snakket nok om MIG.

… så her får I en masse ekstra om Yours Truly.

1. Min største drøm er at komme ud i rummet. Hvis jeg en dag bliver milliarder, vil jeg ikke tøve et sekund med at bruge alle pengene på at blive skudt ud i the outer space. Jeg bliver så ør i hovedet af at tænke på livet, universet og alt det der, og jeg kan næsten ikke holde ud, at jeg nok aldrig kommer til at gå på månen.

2. Mine lilletæer har ingen negle. Kun noget, der minder om, men virkelig ikke kan kvalificere sig til at være det.

3. Jeg har irritabel tyktarm, men jeg skal nok lade være med at specificere, hvad det har af betydning for mine WC-rutiner og (over)forbrug af toiletpapir.

4. Noget af det pinligste, jeg overhovedet kan forestille mig, er at have et udtværet øjenbryn.

5. Jeg har haft en del piercinger, men de fleste er desværre væk for nuværende. Den seneste, der røg, var min smiley piercing, som jeg fik lavet, da jeg var i Sydafrika. Folk troede altid, at jeg havde et stykke broccoli siddende mellem tænderne, men jeg elskede den ufortrødent. Sidste sommer skulle jeg bide en pakke skimmelost op, men smykket satte sig fast og blev revet ud (lidt AV.) Den kom desværre ikke tilbage i hullet igen.

6. MIN ABSOLUTTE DRØMMEMAND er ganske utvivlsomt Phil Dunphy. Faktisk kan jeg ikke forestille mig nogen, jeg ville være lykkeligere sammen med.

7. Jeg er ganske afhængig af taleradio. Det første, jeg gør, når jeg vågner om morgenen, er at tænde for P1, og i weekenderne kører min DAB i døgndrift. Min cyklus lyder på 2 ugers P1, afløst af 1 uges Radio24syv, hvorefter jeg skifter tilbage til P1 igen, fordi jeg i længden får stress af 24syvs værter og – til tider – latterlige vinklinger.

8. Det mest rigtige og urkrafts-agtige, jeg overhovedet kan forestille mig, er at sidde og tisse i naturen. Desværre er den slags ret besværlig at praktisere i København – i hvert fald hvis det skal foregå nogenlunde uforstyrret. Sidste gang blev jeg selvfølgelig opdaget, selvom jeg havde prøvet at gemme mig i en busk. Ved København Zoo.

9. Jeg besidder en sær form for social akavet- og samvittighedsfuldhed, som for det meste kommer til udtryk i indkøbssituationer. For eksempel er jeg et af de mennesker, der kan finde på at svare ‘Nej tak’, når ekspedienten ønsker mig en god dag. Så snart det går op for mig, hvad jeg har gjort, traver jeg tilbage til butikken, hen mod den ansatte, og så lyder det som oftest i retningen af: Undskyld. Jeg troede, at du sagde noget andet. I lige måde, hej hej!

10. Jeg har en dårlig vane med at blive lidt forelsket i mine mandlige lærere.

11. Selvom jeg har boet i Aarhus i 24 år, er det umuligt for mig at tale med en aarhusiansk dialekt (hvilket faktisk passer mig ganske OK, da netop den dialekt er den suverænt grimmeste af alle danske dialekter.) Mit sprog kan vel bedst beskrives som Jysk Rigsdansk – dvs. jeg siger BIL-LED-ER (og ikke BID-LER), men jeg udtaler også ‘Maria’ rigtigt.

12. Jeg smadrede mit korsbånd, efter jeg – med ringe succes – dansede til Cotton-Eyed Joe, da jeg gik i gymnasiet. Det betød, at jeg i tre måneder i 3.g rendte halvdeprimeret rundt med krykker og var sur over livet, fordi jeg ikke kunne en skid (udover at facilitere Limbo-stav på dansegulvet til samtlige skolefester. Det var okay, men det kan ikke måle sig med Jersey Turnpiking.)

Jodel i Aarhus

Det bedste ved København – DEN RIGTIGE


Jeg har vist været ret god til at give udtryk for de ting, der har irriteret mig meget ved hovedstaden (= cyklisterne, som stadig dagligt ridder mig som en mare) (jeg blev cyklet ind i så sent som i dag) og det har nok helt overskygget alle de gode ting, der er at sige om byen. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg aldrig har haft nogen våde drømme om et stort københavnereventyr, og jeg har også altid troet, at hvis jeg en skønne dag skulle til noget større, så ville det være i udlandet. Nu er jeg så alligevel havnet her, og det er jeg faktisk ret glad for – for de gode ting er her helt sikkert også.

Kendte. Kendte. Kendte. Der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke bliver lidt starstruck. Af de større øjeblikke kan jeg nævne, da jeg så: 1) Pilou Asbæk, 2) David Dencik, 3) Nicolas Bro, 4) Lars Bom (på grund af Rejseholdet) og 5) Mads Christensen.

Kjøwenhavnere kommer hinanden ved. Hvor ville jeg bare ønske, at det var en myte uden hold i virkeligheden, men jyder er sgu ret ringe til at tale med mennesker, de ikke kender. Lige nu taler jeg med fremmede hver dag (på deres initiativ, selvfølgelig. Jeg er jo jyde.) I forgårs fx sad jeg på en bænk og snakkede med en fyr om, hvordan det er at arbejde på lungekirurgisk afdeling på Rigshospitalet, når man er ryger, mens en anden fyr kom forbi og var helt på røven over, at han ikke kunne finde en blomsterhandler, og han havde travlt, fordi han skulle på første date om 5 minutter (han var i øvrigt lige landet fra Barcelona, og alt var kaotisk lige nu, men den historie måtte han give ved anden lejlighed.)

Det er her, ting sker. Og pludselig forstår jeg lidt bedre årsagen til Københavner-alarmen, som fra tid til anden bimler i provinsen.

Jeg er ikke en særling, selvom jeg faktisk opfører mig som en. For uanset hvad jeg gør vil der altid være en anden, der er lidt mere underlig end mig. Og mine faste gåruter og tisserutiner bliver ikke bemærket, fordi her alligevel er så mange mennesker, at ingen lægger mærke til, at jeg gør de samme ting hver dag på stort set samme tidspunkt.

Min far er ikke min underbo.

Der findes ikke en gade, der ikke er udstyret med en Netto. Og langt de fleste af dem har åbent til klokken 22 – eller senere! Desværre er byen ret fattig på Remaer, hvilket vitterligt ikke giver nogen mening – alle elsker jo Rema 1000! Faktisk mener jeg at have hørt, at den ved Forum har den største omsætning i hele landet. Er der ikke et menneske, der kan forklare mig, hvorfor den norske discountkæde endnu ikke har sat sig på det københavnske marked?

Femina. Og jeg har endelig, endelig fået en hverdag, jeg helt oprigtigt er vanvittigt glad for.

Dialekten, som jeg faktisk altid har fundet lidt irriterende, har så småt vundet mit hjerte – omend den stadig ikke slår den nordjyske, der til tid og evighed vil være det fineste sprog i kongeriget.

Den kollektive trafik. Selvom jeg ikke kan påstå at have gjort brug af den, er det stadig meget rart at vide, at hjem aldrig er længere end et S-tog væk. Selvfølgelig er der også busser og lignende i Aarhus, men bor du i Stjær og skal hjem fra en veninde mandag aften,    er du potentielt virkelig meget på røven.

Green spots. Nu har jeg lige haft min lillesøster på besøg i 3 dage, og havde vi været i Aarhus, var det helt sikkert blevet til en masse ture langs vandet og skovene omkring Skåde. Det var af gode grunde ikke muligt herovre – faktisk aner jeg ikke, hvor den nærmeste skov ligger. Heldigvis gjorde Laura-musen mig opmærksom på, at der er et overvældende antal grønne områder overalt i København, som lidt har en oase-stemning over sig. Det har hun helt ret i, og det skal jeg også nok prøve at huske på.

Forstæderne lever deres eget liv. Godt nok har jeg ikke meget mere erfaring end Valby og Vanløse, men jeg er helt vild med, at de har deres egen bymidte, nogenlunde spisesteder, biograf og metrostation.

Fyrene. De er flotte, og der er mange af dem. (Men mange af dem ved også godt, at de er pæne, og så er vi tilbage til, at jeg alligevel ikke helt ved, hvad jeg skal stille op.)

Sort kaffe til nogenlunde anstændige priser. Jeg var lidt blevet varslet om den evige traver  om ‘cafe latte til 50 kroner’, hvilket jeg for nuværende hverken kan be- eller afkræfte, men den sorte kaffe kan faktisk fås til rimelige penge de fleste steder. Irma sælger sort tjære (og jeg mener det, den er sort!) til 15 kroner. ZAGGIs er bedre og til samme pris, og på de fleste gadehjørner kan man slippe med 20 kroner for en kop to go. 

Kebab med stolthed, rødkål og grillet grønt. Selvfølgelig kan man få rrrullekebab i Aarhus – og det er vist noget med, at det heder durum herovre – og flere steder smager de også okay. Men vi kommer aldrig længere end standardvarianten med iceberg, tomat, rødløg og en hvidløgsdressing fra Inco. Til min store fornøjelse er shawarmaoplevelsen en smule mere autentisk i København, og på en god dag slipper du for at betale for den ekstra falafel, du skulle have med.

Diverseposten

… ligesom jeg tidligere har konstateret, at ældre mennesker og vaffelis i november måned hænger uløseligt sammen, kan jeg nu stadfæste, at det samme gør sig gældende for ældre mænd med hårløse, glatte ben og oversized velcrosandaler.

… lidt i samme retning har min veninde, som arbejder hos Dansk Sprognævn, fortalt mig, at begrebet MAMIL er blevet registreret i det danske sprog. MAMIL er et akronym for Middle Aged Man In Lycra. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor vigtigt det er for mig, at vi endelig har en fælles betegnelse for den slags mennesker. (Det er ham onklen i midtvejskrise, der ikke kan cykle en tur, før han har investeret i en fræser til 20.000 kroner, kompressionsstrømper, Tour de France-hjelm og et pulsur for bagefter at køre rundt på vejene i den overbevisning, at færdselsloven ikke gælder for ham.)

… (deres Instagram-profil er forresten ret sjov.)

… for et par dage siden så jeg Bjørn fra Paradise ude i Vanløse. Sammen med sit barn. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor forelsket jeg var i den mand. I dag var han stadig Flot Fyr, og tanken om, at han er far, er kilde til et spirende håb inde i mig. Ikke om at ham og jeg finder sammen, men mere at nogenlunde stabilitet er muligt for alle.

… da mutterfix var her forleden, spiste vi frokost på Ahaaa (Det Arabiske Madhus) på Nørrebrogade. Hvis man ser bort fra “den autentiske indretning”, var det en gennemført god oplevelse. Hvis I er i nærheden, skylder I jer selv at prøve deres kartofler og blomkål. <3 (Jeg er desværre ikke stødt på lignende i Aarhus. Undskyld.)

… I tilfælde af at I planlægger en tur i biografen (eller bare gerne vil se en god film) kan jeg på det varmeste anbefale Get Out. Officielt er det vist en gyser, men jeg ved ikke helt, om jeg er enig. Den er mere under kategorien Psykologisk Mindfuck, gennemført ubehagelig

… så vidt jeg er informeret, er det snart tid til Danmarks største provinsparty (Debutantstævne/Bikinifitness-hejs). Det har sandsynligvis inspireret til den her profil. He. he. he. he.

… Frederiksberg Kommune, som vel nok er landets konservative højborg, har ikke et konventionelt posthus længere. Det er altså vildt nok.

Blomkålsskyer.

Blogmæssige milesten

metaforisk sten

WordPress fortalte mig for et par dage siden, at jeg skulle ønske mig selv tillykke, for det var nu et år siden, at jeg havde oprettet mig en bruger hos dem. Selve bloggeriet kom først til lidt senere, ret tydeligt fremprovokeret af en hel del vrede, jeg havde brug for at læsse af. Det udmundede sig senere til det her indlæg, som også er et af mine korteste og til dato mest intetsigende. Virkeligheden er nemlig, at jeg allerede blev træt af at skrive efter 2-3 linjer, så jeg fik ret hurtigt rundet af, mens jeg tænkte blogging er overvurderet, smækkede min computer i og gik en tur langs stranden, for det vidste jeg da, hvad var.

Umiddelbart en rigtig dårlig start.

Jeg ved ikke lige, hvad det var, der fik mig til at fortsætte. (‘Jer!’ har jeg lyst til at sige, for det er ret meget sandheden.) Og hermed nogle blogmæssige opture i anledning af min falske fødselsdag.

1. 56 daglige læsere! Hvis man tæller samtlige af mine veninder og familiemedlemmer sammen, giver det måske 30. Sådan på en god dag. Så da der pludselig var 50+, som læste med, måtte det nødvendigvis betyde, at der var kommet nogen til, som var der helt frivilligt. Og det er nok noget nær det største.

2. Mødet ved Østerport Station for en uge eller to siden, hvor jeg blev standset af en kvinde, som læser min blog. Du var så nydelig og smuk, og jeg var fuldstændig paf over, at du vidste, hvem jeg var. Jeg har det stadig lidt ringe over, at jeg ikke fik spurgt om dit navn – og at jeg faktisk næsten i det hele taget ikke kunne sige noget – for i dag har jeg en hel masse, jeg gerne vil sige til dig. Uanset hvad så tak til dig. Jeg blev meget mere rørt, end jeg fik givet udtryk for. (Og tak, fordi du gav anledning til at gå hjem og læse op på titler som How to deal with very unexpected compliments when you are socially disabled.)

3. Den dag jeg fandt ud af, at det ikke hedder Assistentens Kirkegård. Det burde det.

4. Erkendelsen af at I er gode mennesker. Hvilket blev ekstra tydeligt, den dag jeg udgav mit alle tiders mest selvhøjtidelige indlæg, og ingen dizzede mig for det. Oh my god, Karoline, you are just as big as Chili Klaus. Den beklager jeg.

5. Jeg fik rundet far-sagen af. Både her og i det virkelige liv. Og jævnfør ovenstående punkt tænker jeg ikke, at det var gået så smertefrit uden jer.

6. SKAM blev et hit, og det gjorde skamlæber heldigvis også. Og siden den dag har det været meget nemmere for mig at snakke om kønsdele (undtagen ytringen af ordet skede. Det er altså stadig et grimt navn for noget så smukt) og i dag ved jeg fx, at min venindes tissekone lugter af ’sur fisse, men også lidt sødt’, før hun skal have menstruation. Og det har jeg det egentlig ret godt med.

7. Den pludselige åbenbaring om, at jeg faktisk aldrig er alene. Hverken når det kommer til følelser, skøre forældre, spiseforstyrrelser, eller når man bare står og virkelig godt kunne tænke sig at mødes over en kop kaffe.

8. Det første seriøst sure opstød, da verdens sødeste Jonatan blev kaldt for ‘en røv med ører’. Det var ikke så sjovt, mens det på samme tid var ret sjovt. People.

9. Jeg mødte Frank. Og Miriam.

10. Da det gik op for mig, at det faktisk ikke kan betale sig at få sit liv til at virke perfekt. 

11. At der er gået et år. Og at jeg tilsyneladende ikke er blevet træt af at tale om mig selv endnu. Men når jeg gør, så lover jeg at stoppe.

Mit (blog)manifest


Manifestskriver-stillingen

I må bære over med mig, hvis jeg går og gentager mig selv, men det er jo sådan, at Hvid Kaffe er et resultat af en pludselig feberhandling (eller det vil sige den kendsgerning, at ham, jeg var sammen med, var sammen med en anden, og det kan være godt det samme.) Men før det havde jeg i flere år leget med tanken om en blog. Jeg havde specifikke ideer til indlæg, de havde bare ikke et sted at tage form – og det var nok også meget godt

 Jeg havde en eller anden ide om, at man skulle have en klar visuel og indholdsmæssig identitet, for det havde jeg jo læst alle mulige steder, at man skulle have. Ingen gider at kigge på grimme billeder og segmentfokusering, min bare! Det var lidt, som om der på forhånd var en masse benspænd, hvilket dybest set er tåbeligt, eftersom blogs af alle steder er helt dit eget. Måske derfor gik der lang tid, før jeg prøvede mig ad. Eller også var det, fordi jeg blev syg, og min mor i en periode var min helt egen bugtaler. Eller også er det en kombination af de to. Anyhow. Lang tid før shit got really real, skriblede jeg et par punkter ned til et blogmanifest. Mine egne skræddersyede retningslinjer, om man vil. De blev imidlertid slettet og ideen droppet igen, men det er gået op for mig, at nogle af dem har hængt ved, mens andre ubevidst er kommet til. 

Du må aldrig bruge ordene sundt og usundt. Kun hvis det drejer sig om noget så indiskutabelt hjernedødt som rygning. Forsøg i så fald at holde dig til vendinger som godt/mindre godt for helbredet. 

Du må aldrig blive ved med at bede folk om at følge dig diverse steder. Men I må selvfølgelig gerne. 

Du må aldrig skrive om, hvor meget du træner. Kun hvis meget er virkelig lidt. Fitspo, schmitso. Andres træningsflow genererer oftest dårlig samvittighed, selvom motivation var hovedmålet. 

Du må aldrig runde et indlæg af med hashtags. #almindeligesætningerfungererfint. 

Du må aldrig lave engelske rubrikker. Eller translatere dit indhold.

Du må aldrig bedrive social medie-intertekstualitet. “Jeg har skrevet om skamlæber. 🙇‍♀️ Link i bio!”  

Du må aldrig bruge ordet retarderet. Heller ikke om folk der er det. Det er politisk ukorrekt. 

Du må aldrig udgive et indlæg bare for at udgive et indlæg. 

Du må aldrig hoppe væk fra din egen banehalvdel. Kun hvis der er en virkelig god grund til det. Og det er der faktisk yderst sjældent. 

Du må aldrig gøre det til vane at runde af med et interaktionssøgende spørgsmål. Jeg kan umuligt være den eneste, der har det på den måde. Eller hvad tænker I?

Menneskehader-listen

Hvis I synes, at overskriften vækker en smule resonans, er det nok, fordi Miriam et par gange har skrevet om mænd, hun ikke specielt godt kan lide. Modsat Miriam hader jeg bare lidt mere bredt, og jeg håber ikke, at jeg er den eneste.


Typen, der mener, at hendes paraply er vigtigere end mit syn.

Typen, som fastholder, at der ikke er noget, der hedder for høj fart, kun dårlige bilister.

Typen, som taler i telefon under hele kasseekspeditionen. (Og af samme årsag skal have gentaget beløbet minimum to gange, før de begynder at fumle efter deres pung.)

Typen, der har angivet sin kostretning og/eller diagnose som det første i sin beskrivelse på Instagram.

Typen, der siger nej tak til kvitteringen med ordene jeg kan alligevel ikke trække det fra i skat/den kan ikke spises. (Medmindre vedkommende er 90+, så er det A-OKAY.)

Typen, der aldrig giver tegn på sin cykel. Jeg tror, at det er den samme som dem, der bruger din cykel som cykelstativ og på samme tid burer dig inde og reducerer dig til en pacificeret fodgænger.

Typen, som primært benytter sig af indirekte talehandlinger i stedet for at sige tingene, som de er.

Typen, der stiller sine varer ved siden af dine på kioskdisken, en halv time før du har nået at taste din PIN-kode ind.

Typen, der hele tiden skal toppe historier.

Typen, der under middagsselskaber ikke kan sige andet end puha, nu er jeg godt nok mæt allerede/kan du virkelig spise mere?/du øser godt nok meget op/jeg skal da vist ud og løbe i morgen. Shut. The. Fuck. Up.

Typen, som stjæler cykellygter.

Typen, der er undskyldningsresistent. (Her tænker jeg specifikt på ham manden, der gik direkte ind foran mig på Nørrebrogade i weekenden, så jeg kom til at træde hans hæl ud af hans sejlersko. Ej, det må du virkelig undskylde! lød min reaktion prompte. Han kvitterede med forarget hovedrysten, mens han gjorde et meget stort nummer ud af at vise, hvor svært det var at få sejlerskoen på igen.)

Typen, der namedropper. (Idioten gjorde det. Jeg lærte aldrig at finde glæde ved at høre, hvilke seje influencers han skulle til galleriåbning hos.)

Typen, som brokker sig over at udføre pligter, som hun dybest set godt kan lide. (= mig, når jeg indvendigt har det lidt hårdt over, at jeg altid står for støvsugningen derhjemme.)

Typen, der smider sin datter ud af sin lejlighed over SMS, og 2 måneder efter skriver tak for sidst, du er hermed inviteret til min fødselsdag. 

10 ting om kvinder – fra en, der ikke selv er det

Måske kræver det ikke nærmere introduktion, måske gør det. Jeg mødte Kasper i november måned til min Panikfest, hvor jeg både var meget fuld, meget glad og meget irriterende. Netop på grund af sidstnævnte kan det derfor godt undre mig, at vi endte med at snakkes (eller nok nærmere ’snappes’) ved efterfølgende. Men det var nok meget godt, at det endte sådan, for forleden skriblede han – på helt eget initiativ – 10 punkter ned, som han undrer sig over ved kvinder. Når jeg vælger at sende dem videre herinde, er det fordi, jeg selv er en sucker for alt, der har noget med ‘det tænker mænd’ at gøre, og så synes jeg, at det hele rummer en underfundig forkærlighed for vores køn. Og det kan jeg ret godt lide. Jeg kan desværre ikke give ham svar på specielt mange af punkterne, men hvis I har lyst til at byde ind, er I selvsagt mere end velkomne.

1. Hvad er ”sød” beklædning?
Ofte hører jeg tøj beskrevet som sødt. Et par søde sko, en sød kjole, søde ørenringe. For mig er ordet forbeholdt babyer, hunde, og i en snæver vending kan jeg også finde billeder af en sød kattekilling. Uanset hvor babyblå en top på tilbud er, vil den aldrig kunne få mig til at pludre, som min niece kan.

2. Hvorfor rakker kvinder ned på hinanden?
Punktet her er båret af den seneste tids feministdebat, som jeg enten har meldt mig ud af for længst eller aldrig har været en del af. Jeg bliver træt, når jeg ser kvinder skændes om, hvem og hvad feminister er. Som udenforstående burde feminisme vel kunne rumme alle kvinder (og mænd), men det er tilsyneladende ikke tilfældet.

3. Ordet feminisme.
Jeg tror dog, at jeg har en løsning. Feminisme skal rebrandes. Ordet feminisme lugter lidt mere af verdensherredømme end lighed mellem kønne. Kan man ikke fravriste universiteterne deres patent på humanisme? For det er vel egentlig det, feminisme handler om. At vi alle er mennesker uanset køn.

4. Hvorfor fortæller kvinder ikke flere jokes?
Jeg ved, at kvinder kan være sjove. Jeg har flere veninder, der kan få mig til at grine. Det virker dog alligevel til, at de fleste er lidt tilbageholdne, når det kommer til at være sjov. I hvert fald i forhold til mænd. Det er lidt en skam, for der er ikke noget mere fantastisk end at grine. Bekendtskaber kommer af alvorlige samtaler. Venskab kommer gennem grin.

5. Hvorfor er sushi altid et event?
Det er omkring 3 år siden, at jeg smagte rå fisk for første gang. Det smager ganske udmærket. Det gør en bøf også. Det samme gælder spaghetti bolognese. Sushi er slet ikke så eksotisk, at det skal fejres med hvidvin og veninder, hver gang plastiklåget løftes fra den bakke, som tusinde af ligesindede unge i Århus også henter fredag aften.

6. Hvorfor er kvinder passive på tinder?
Det er såmænd ikke min klagesang over mangel på aktivitet på sociale datingapps. Jeg har bare observeret en generel mangel på engagement fra den kvindelige side (grundet min seksuelle præference har jeg ikke så megen erfaring med den mandelig del af appen). Der er en tendens til, at kvinder lægger et enkelt billede på deres profil, og så linker de ellers til deres instagram, hvor man kan følge dem, hvis man vil se flere billeder. Det holder ikke.
Nu kan jeg ikke tale for resten af mit køn, men jeg forsøger at få det bedste ud af de 6 billeder og 500 tegns tekst, som man har til rådighed.

7. Hvorfor går kvinder ikke op i sport?
Nogle af de absolut største oplevelser, jeg har haft, har været i forbindelse med sport. Jeg stod på stadion, da FC Midtjylland vandt mesterskabet i 2015. Jeg stod også med tårer i øjnene, da jeg så Cincinnati Bengals løbe ind på Wembley i efteråret 2016. Sport er pisse dumt, men det er noget dumt som mænd er sammen om. Vi snakker sammen om sport, vi drikker øl sammen, når vi ser sport, og vi lider sammen, når vi er på stadion og taber.
Hvornår har du sidst set en kvinde råbe af glæde? Det gør mænd hver eneste uge.

8. Hvorfor drikker kvinder ikke andet end frozen strawberry daiquires?
Det er en forfærdelig drink. Det er den eneste drink, der kan give dig hovedpinde mens du drikker den. Desuden er den fedtet og klistret, og så tager den en krig at lave. Der findes cirka en milliard andre ting, I kan vælge fra menuen. Udvid jeres horisont eller spørg bartenderen, hvad han vil anbefale. Det er det, han er der for.

9. Indretning.
Det her er mere en mig-ting, end det er en kvindeting. Jeg fatter ikke indretning, og jeg er imponeret over, hvordan kvinder tilsyneladende bare er gode til det. Jeg kan ignorere en hvid væg og leve lykkeligt, indtil jeg bliver påpeget, at den ser frygtelig tom ud. Ofte er det en kvinde, der gør det.

10. Hvordan kvinder åbner et dansegulv.
Jeg tror, at kvinder er grunden til at DJ’s i hele verden ikke spiller for tomme dansegulve. I de 6 år jeg lovligt har kunne gå på de danske diskoteker, har jeg aldrig set mænd stå som de første foran mixerpulten. Der står altid en gruppe mere eller mindre berusede kvinder og tripper rundt på høje hæle. Det er ikke altid lige yndefuldt, men det er modigt og fantastisk. Tak for det.

6 ting jeg savner ved Jylland

  1. Min lejlighed. Godt nok blev mit lille domicil til sidst besudlet af dårlig energi fra stueetagen, men det var stadig min lejlighed. Når jeg kom hjem, så den ud, som jeg havde forladt den. Hvis der var rod, var det mit rod, og jeg behøvede kun at tage mit stemmebånd i brug, når jeg selv ville. På mange måder er det enormt fantastisk og hyggeligt at bo med en veninde, men det er også en daglig påmindelse om, hvor stor en enspænder kørt fast i sine egne rutiner, jeg er.
  2. Min lillesøster. Endnu engang en grund til at blive sur over, at jeg aldrig nogensinde fik besøg af en ugle til Skandiwartz. Det havde været så fedt med en transitnøgle direkte hjem til Laura.
  3. Følelsen af at høre til og være hjemme. Jeg er for længst kommet mig over fasen, hvor jeg har følt mig som en fortabt turist. København føles heller ikke længere som en eventyrslabyrint, hvor jeg hele tiden blev konfronteret med mytiske navne, jeg havde hørt om i medierne. (Guuuud, det er Jagtvej/Forum/Kastellet/Nordhavn/Valby Bakke etc.) Byen er allerede blevet mindre, og jeg har lært at finde rundt på rekordtid, men mentalt er jeg stadig på udebane og overarbejde.
  4. Ro. I storbyen kommer ét dyt aldrig alene.
  5. Skov og strand. Som det ufatteligt priviligerede menneske jeg er, boede jeg både tæt på bycentrum, stranden, Marselisborg, skovene og Mindeparken i Aarhus (det gør faktisk cirka alle aarhusianere.) Nu er det jo ikke, fordi jeg var sådan et zen-menneske, der dagligt gik ud i naturen og praktiserede digital detox, men det ville være meget rart at have muligheden, når livet er hårdt, og folk ikke kan lide mit nye opslag på Instagram. (Det gør så ondt, når jeg ikke får den anerkendelse, jeg har brug for.)
  6. Mennesketomme gader. Hvis jeg gik alene langs Frederiks Allé i Aarhus eller Skagensvej i Nordjylland, var det ikke fordi, jeg var på afveje. Der var bare ikke lige andre mennesker på det tidspunkt.

 

Fejlagtige forestillinger

… om det jeg vel næppe i mit tilfælde kan kalde for et voksenliv.


At…

jeg kunne se thriller/sci-fi-formater som Stranger Things alene lørdag aften uden at runde af med et afsnit Friends for at dulme frygten for paralleldimensionelle væsener under min seng.

mit forhold til alkohol ville være ‘Jeg drikker lige et glas rødvin onsdag aften, for det er ret sejt og smager godt’, modsat det gældende ‘Jeg drikker. For effekt.’

andre “voksne” havde Toilettets Code of Conduct, som faktisk ikke er så kompliceret igen. Jeg kan give en hurtig brush up her: 1) Når du har taget det sidste af en rulle toiletpapir, skifter du den ud og smider paptingesten i nærmeste skraldespand. 2) Den nye toiletrulle skal hænge med snippen UD. 3) Du må urinere, have afføring, skifte bind og tamponer så højfrekvent, som det passer dig – ja, det er lige før, at du ved uheld må skide på brættet. Men gør dog rent efter dig selv. Hvis ikke for andres skyld, så i hvert fald for din egen.

jeg ikke længere ville bo til leje og være en roomie til nogen. Ja, faktisk er det kun gået tilbage på den front. Jeg startede med 120 kvadratmeter, nu er jeg nede på 12.

jeg ville have den fjerneste ide om, hvor jeg skulle starte, hvis jeg fik lyst til at investere i fast ejendom. Ringer man bare til banken og beder om nogle penge?

en arbejdsplads kun med kvinder nødvendigvis måtte være ret kedelig. Det er den ikke. Faktisk er jeg fuldstændig vild med det.

jeg ikke var bange for mørke, store klynger af tang i vandet (og dens beboere), gå alene hjem fra byen

jeg ikke længere pr. automatik ikke-kunne-lide-for-jeg-er-mega-misundelig fucking flotte, intelligente og humoristiske kvinder, der bare ligner nogen, som har det hele kørende for sig, mens man bare selv svulmer op og falder baglæns.

jeg havde lært at bruge ‘ad hoc’ korrekt i en sætning.

mine armhuler som udgangspunkt ville være glatbarberede, mine negle filede, og mit hår nyvasket, fordi personlig hygiejne og detaljeorienteret forfængelighed endelig var blevet en prioritet.

jeg ville være færdiguddannet – eller i hvert fald meget tæt på at være det. (Hvilket jo rent faktisk havde været en realitet, hvis ikke jeg havde brugt to år af mit liv på at stoppe med at spise.

jeg kunne tage i Fitness World uden at skrumpe ind til en lille bleg kartoffel med et selvværd på størrelse med en prokaryot.

jeg konsekvent kunne komme med et kvalificeret bud på fornuftigt fodtøj og rent faktisk imødekomme den fornuft i praksis. Hvide Converse i snevejr er ikke en god ide i snestorm.


Samme sted. En time senere. 
 

Kriser pt. i moderat grad over…

… hvor tæt jeg var på at give kundeservicemedarbekderen i Kvickly et møgfald, da hun prøvede at belære mig om skyr, og på samme tid nægtede at give mig de 13 kroner retur, som butikken uretmæssigt havde stjålet fra mit Dankort. Undskyld, jeg var ret sulten, og til en anden gang skal jeg nok lade være med at bruge ordene ‘alternative facts’ i en indkøbssituation.

… cyklisterne i København. De er sindssyge, anarkistiske og tydeligvis ret OK med at dø i en højresvingsulykke. Derfor er jeg også lidt foruroliget over min egen cykeladfærd, som alle dage har grænset til at være irriterende regelret, men at jeg allerede er begyndt at adaptere den uacceptable adfærd, som hersker på de københavnske cykelstier. Heldigvis har jeg fået mig en cykelhjelm. (IKEA, 179 kroner. Og den er flot og sort.)

… at det i morgen er den 1. februar. Det betyder, at det er min første dag i praktik. På Femina. Et rigtigt voksenjob. Jeg kan ikke engang finde ud af at skifte en støvsugerpose, jeg har stadig til gode at finde ud af, hvad en forskudsopgørelse er, og om det er noget, jeg bør tage stilling til, og sommetider glemmer jeg at lukke min mund, så der løber savl ned fra min hage. Det skal nok blive godt, det her.

… at have en roomie, som ligesom også har madvarer stående i køkkenet. De er ikke mine, og det kræver altså lidt tilvænning. Nu har jeg drukket halvdelen af hendes letmælk (første gang var et uheld) og jeg har minimum spist halvdelen af hendes tyrkisk peber-bolcher. Det var ikke et uheld.

… min far. Ja, ham. Igen. Fortsættelse følger.

… at i morgen også bliver den første gang i et halvt år, hvor jeg kommer til at iføre mig en BH (eller i hvert fald bare sådan en blondesag uden bøjler.) Mine lunger er allerede begyndt at brokke sig.

… gamle damer med gangstativ på Falkoner Allé/Gammel Kongevej/Vesterbrogade/alle andre gader.

Ønsk mig nu lige held og lykke, ing’?