Diverseposten

… ligesom jeg tidligere har konstateret, at ældre mennesker og vaffelis i november måned hænger uløseligt sammen, kan jeg nu stadfæste, at det samme gør sig gældende for ældre mænd med hårløse, glatte ben og oversized velcrosandaler.

… lidt i samme retning har min veninde, som arbejder hos Dansk Sprognævn, fortalt mig, at begrebet MAMIL er blevet registreret i det danske sprog. MAMIL er et akronym for Middle Aged Man In Lycra. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor vigtigt det er for mig, at vi endelig har en fælles betegnelse for den slags mennesker. (Det er ham onklen i midtvejskrise, der ikke kan cykle en tur, før han har investeret i en fræser til 20.000 kroner, kompressionsstrømper, Tour de France-hjelm og et pulsur for bagefter at køre rundt på vejene i den overbevisning, at færdselsloven ikke gælder for ham.)

… (deres Instagram-profil er forresten ret sjov.)

… for et par dage siden så jeg Bjørn fra Paradise ude i Vanløse. Sammen med sit barn. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor forelsket jeg var i den mand. I dag var han stadig Flot Fyr, og tanken om, at han er far, er kilde til et spirende håb inde i mig. Ikke om at ham og jeg finder sammen, men mere at nogenlunde stabilitet er muligt for alle.

… da mutterfix var her forleden, spiste vi frokost på Ahaaa (Det Arabiske Madhus) på Nørrebrogade. Hvis man ser bort fra “den autentiske indretning”, var det en gennemført god oplevelse. Hvis I er i nærheden, skylder I jer selv at prøve deres kartofler og blomkål. <3 (Jeg er desværre ikke stødt på lignende i Aarhus. Undskyld.)

… I tilfælde af at I planlægger en tur i biografen (eller bare gerne vil se en god film) kan jeg på det varmeste anbefale Get Out. Officielt er det vist en gyser, men jeg ved ikke helt, om jeg er enig. Den er mere under kategorien Psykologisk Mindfuck, gennemført ubehagelig

… så vidt jeg er informeret, er det snart tid til Danmarks største provinsparty (Debutantstævne/Bikinifitness-hejs). Det har sandsynligvis inspireret til den her profil. He. he. he. he.

… Frederiksberg Kommune, som vel nok er landets konservative højborg, har ikke et konventionelt posthus længere. Det er altså vildt nok.

Blomkålsskyer.

Blogmæssige milesten

metaforisk sten
Wordpress fortalte mig for et par dage siden, at jeg skulle ønske mig selv tillykke, for det var nu et år siden, at jeg havde oprettet mig en bruger hos dem. Selve bloggeriet kom først til lidt senere, ret tydeligt fremprovokeret af en hel del vrede, jeg havde brug for at læsse af. Det udmundede sig senere til det her indlæg, som også er et af mine korteste og til dato mest intetsigende. Virkeligheden er nemlig, at jeg allerede blev træt af at skrive efter 2-3 linjer, så jeg fik ret hurtigt rundet af, mens jeg tænkte blogging er overvurderet, smækkede min computer i og gik en tur langs stranden, for det vidste jeg da, hvad var.

Umiddelbart en rigtig dårlig start.

Jeg ved ikke lige, hvad det var, der fik mig til at fortsætte. (‘Jer!’ har jeg lyst til at sige, for det er ret meget sandheden.) Og hermed nogle blogmæssige opture i anledning af min falske fødselsdag.

1. 56 daglige læsere! Hvis mam tæller samtlige af mine veninder og familiemedlemmer sammen, giver det måske 30. Sådan på en god dag. Så da der pludselig var 50+, som læste med, måtte det nødvendigvis betyde, at der var kommet nogen til, som var der helt frivilligt. Og det er nok noget nær det største.

2. Mødet ved Østerport Station for en uge eller to siden, hvor jeg blev standset af en kvinde, som læser min blog. Du var så nydelig og smuk, og jeg var fuldstændig paf over, at du vidste, hvem jeg var. Jeg har det stadig lidt ringe over, at jeg ikke fik spurgt om dit navn – og at jeg faktisk næsten i det hele taget ikke kunne sige noget – for i dag har jeg en hel masse, jeg gerne vil sige til dig. Uanset hvad så tak til dig. Jeg blev meget mere rørt, end jeg fik givet udtryk for. (Og tak, fordi du gav anledning til at gå hjem og læse op på titler som How to deal with very unexpected compliments when you are socially disabled.)

3. Den dag jeg fandt ud af, at det ikke hedder Assistentens Kirkegård. Det burde det.

4. Erkendelsen af at I er gode mennesker. Hvilket blev ekstra tydeligt, den dag jeg udgav mit alle tiders mest selvhøjtidelige indlæg, og ingen dizzede mig for det. Oh my god, Karoline, you are just as big as Chili Klaus. Den beklager jeg.

5. Jeg fik rundet far-sagen af. Både her og i det virkelige liv. Og jævnfør ovenstående punkt tænker jeg ikke, at det var gået så smertefrit uden jer.

6. SKAM blev et hit, og det gjorde skamlæber heldigvis også. Og siden den dag har det været meget nemmere for mig at snakke om kønsdele (undtagen ytringen af ordet skede. Det er altså stadig et grimt navn for noget så smukt) og i dag ved jeg fx, at min venindes tissekone lugter af ’sur fisse, men også lidt sødt’, før hun skal have menstruation. Og det har jeg det egentlig ret godt med.

7. Den pludselige åbenbaring om, at jeg faktisk aldrig er alene. Hverken når det kommer til følelser, skøre forældre, spiseforstyrrelser, eller når man bare står og virkelig godt kunne tænke sig at mødes over en kop kaffe.

8. Det første seriøst sure opstød, da verdens sødeste Jonatan blev kaldt for ‘en røv med ører’. Det var ikke så sjovt, mens det på samme tid var ret sjovt. People.

9. Jeg mødte Frank. Og Miriam.

10. Da det gik op for mig, at det faktisk ikke kan betale sig at få sit liv til at virke perfekt. 

11. At der er gået et år. Og at jeg tilsyneladende ikke er blevet træt af at tale om mig selv endnu. Men når jeg gør, så lover jeg at stoppe.

Mit (blog)manifest


Manifestskriver-stillingen

I må bære over med mig, hvis jeg går og gentager mig selv, men det er jo sådan, at Hvid Kaffe er et resultat af en pludselig feberhandling (eller det vil sige den kendsgerning, at ham, jeg var sammen med, var sammen med en anden, og det kan være godt det samme.) Men før det havde jeg i flere år leget med tanken om en blog. Jeg havde specifikke ideer til indlæg, de havde bare ikke et sted at tage form – og det var nok også meget godt

 Jeg havde en eller anden ide om, at man skulle have en klar visuel og indholdsmæssig identitet, for det havde jeg jo læst alle mulige steder, at man skulle have. Ingen gider at kigge på grimme billeder og segmentfokusering, min bare! Det var lidt, som om der på forhånd var en masse benspænd, hvilket dybest set er tåbeligt, eftersom blogs af alle steder er helt dit eget. Måske derfor gik der lang tid, før jeg prøvede mig ad. Eller også var det, fordi jeg blev syg, og min mor i en periode var min helt egen bugtaler. Eller også er det en kombination af de to. Anyhow. Lang tid før shit got really real, skriblede jeg et par punkter ned til et blogmanifest. Mine egne skræddersyede retningslinjer, om man vil. De blev imidlertid slettet og ideen droppet igen, men det er gået op for mig, at nogle af dem har hængt ved, mens andre ubevidst er kommet til. 

Du må aldrig bruge ordene sundt og usundt. Kun hvis det drejer sig om noget så indiskutabelt hjernedødt som rygning. Forsøg i så fald at holde dig til vendinger som godt/mindre godt for helbredet. 

Du må aldrig blive ved med at bede folk om at følge dig diverse steder. Men I må selvfølgelig gerne. 

Du må aldrig skrive om, hvor meget du træner. Kun hvis meget er virkelig lidt. Fitspo, schmitso. Andres træningsflow genererer oftest dårlig samvittighed, selvom motivation var hovedmålet. 

Du må aldrig runde et indlæg af med hashtags. #almindeligesætningerfungererfint. 

Du må aldrig lave engelske rubrikker. Eller translatere dit indhold.

Du må aldrig bedrive social medie-intertekstualitet. “Jeg har skrevet om skamlæber. 🙇‍♀️ Link i bio!”  

Du må aldrig bruge ordet retarderet. Heller ikke om folk der er det. Det er politisk ukorrekt. 

Du må aldrig udgive et indlæg bare for at udgive et indlæg. 

Du må aldrig hoppe væk fra din egen banehalvdel. Kun hvis der er en virkelig god grund til det. Og det er der faktisk yderst sjældent. 

Du må aldrig gøre det til vane at runde af med et interaktionssøgende spørgsmål. Jeg kan umuligt være den eneste, der har det på den måde. Eller hvad tænker I?

Menneskehader-listen

Hvis I synes, at overskriften vækker en smule resonans, er det nok, fordi Miriam et par gange har skrevet om mænd, hun ikke specielt godt kan lide. Modsat Miriam hader jeg bare lidt mere bredt, og jeg håber ikke, at jeg er den eneste.


Typen, der mener, at hendes paraply er vigtigere end mit syn.

Typen, som fastholder, at der ikke er noget, der hedder for høj fart, kun dårlige bilister.

Typen, som taler i telefon under hele kasseekspeditionen. (Og af samme årsag skal have gentaget beløbet minimum to gange, før de begynder at fumle efter deres pung.)

Typen, der har angivet sin kostretning og/eller diagnose som det første i sin beskrivelse på Instagram.

Typen, der siger nej tak til kvitteringen med ordene jeg kan alligevel ikke trække det fra i skat/den kan ikke spises. (Medmindre vedkommende er 90+, så er det A-OKAY.)

Typen, der aldrig giver tegn på sin cykel. Jeg tror, at det er den samme som dem, der bruger din cykel som cykelstativ og på samme tid burer dig inde og reducerer dig til en pacificeret fodgænger.

Typen, som primært benytter sig af indirekte talehandlinger i stedet for at sige tingene, som de er.

Typen, der stiller sine varer ved siden af dine på kioskdisken, en halv time før du har nået at taste din PIN-kode ind.

Typen, der hele tiden skal toppe historier.

Typen, der under middagsselskaber ikke kan sige andet end puha, nu er jeg godt nok mæt allerede/kan du virkelig spise mere?/du øser godt nok meget op/jeg skal da vist ud og løbe i morgen. Shut. The. Fuck. Up.

Typen, som stjæler cykellygter.

Typen, der er undskyldningsresistent. (Her tænker jeg specifikt på ham manden, der gik direkte ind foran mig på Nørrebrogade i weekenden, så jeg kom til at træde hans hæl ud af hans sejlersko. Ej, det må du virkelig undskylde! lød min reaktion prompte. Han kvitterede med forarget hovedrysten, mens han gjorde et meget stort nummer ud af at vise, hvor svært det var at få sejlerskoen på igen.)

Typen, der namedropper. (Idioten gjorde det. Jeg lærte aldrig at finde glæde ved at høre, hvilke seje influencers han skulle til galleriåbning hos.)

Typen, som brokker sig over at udføre pligter, som hun dybest set godt kan lide. (= mig, når jeg indvendigt har det lidt hårdt over, at jeg altid står for støvsugningen derhjemme.)

Typen, der smider sin datter ud af sin lejlighed over SMS, og 2 måneder efter skriver tak for sidst, du er hermed inviteret til min fødselsdag. 

10 ting om kvinder – fra en, der ikke selv er det

Måske kræver det ikke nærmere introduktion, måske gør det. Jeg mødte Kasper i november måned til min Panikfest, hvor jeg både var meget fuld, meget glad og meget irriterende. Netop på grund af sidstnævnte kan det derfor godt undre mig, at vi endte med at snakkes (eller nok nærmere ’snappes’) ved efterfølgende. Men det var nok meget godt, at det endte sådan, for forleden skriblede han – på helt eget initiativ – 10 punkter ned, som han undrer sig over ved kvinder. Når jeg vælger at sende dem videre herinde, er det fordi, jeg selv er en sucker for alt, der har noget med ‘det tænker mænd’ at gøre, og så synes jeg, at det hele rummer en underfundig forkærlighed for vores køn. Og det kan jeg ret godt lide. Jeg kan desværre ikke give ham svar på specielt mange af punkterne, men hvis I har lyst til at byde ind, er I selvsagt mere end velkomne.

1. Hvad er ”sød” beklædning?
Ofte hører jeg tøj beskrevet som sødt. Et par søde sko, en sød kjole, søde ørenringe. For mig er ordet forbeholdt babyer, hunde, og i en snæver vending kan jeg også finde billeder af en sød kattekilling. Uanset hvor babyblå en top på tilbud er, vil den aldrig kunne få mig til at pludre, som min niece kan.

2. Hvorfor rakker kvinder ned på hinanden?
Punktet her er båret af den seneste tids feministdebat, som jeg enten har meldt mig ud af for længst eller aldrig har været en del af. Jeg bliver træt, når jeg ser kvinder skændes om, hvem og hvad feminister er. Som udenforstående burde feminisme vel kunne rumme alle kvinder (og mænd), men det er tilsyneladende ikke tilfældet.

3. Ordet feminisme.
Jeg tror dog, at jeg har en løsning. Feminisme skal rebrandes. Ordet feminisme lugter lidt mere af verdensherredømme end lighed mellem kønne. Kan man ikke fravriste universiteterne deres patent på humanisme? For det er vel egentlig det, feminisme handler om. At vi alle er mennesker uanset køn.

4. Hvorfor fortæller kvinder ikke flere jokes?
Jeg ved, at kvinder kan være sjove. Jeg har flere veninder, der kan få mig til at grine. Det virker dog alligevel til, at de fleste er lidt tilbageholdne, når det kommer til at være sjov. I hvert fald i forhold til mænd. Det er lidt en skam, for der er ikke noget mere fantastisk end at grine. Bekendtskaber kommer af alvorlige samtaler. Venskab kommer gennem grin.

5. Hvorfor er sushi altid et event?
Det er omkring 3 år siden, at jeg smagte rå fisk for første gang. Det smager ganske udmærket. Det gør en bøf også. Det samme gælder spaghetti bolognese. Sushi er slet ikke så eksotisk, at det skal fejres med hvidvin og veninder, hver gang plastiklåget løftes fra den bakke, som tusinde af ligesindede unge i Århus også henter fredag aften.

6. Hvorfor er kvinder passive på tinder?
Det er såmænd ikke min klagesang over mangel på aktivitet på sociale datingapps. Jeg har bare observeret en generel mangel på engagement fra den kvindelige side (grundet min seksuelle præference har jeg ikke så megen erfaring med den mandelig del af appen). Der er en tendens til, at kvinder lægger et enkelt billede på deres profil, og så linker de ellers til deres instagram, hvor man kan følge dem, hvis man vil se flere billeder. Det holder ikke.
Nu kan jeg ikke tale for resten af mit køn, men jeg forsøger at få det bedste ud af de 6 billeder og 500 tegns tekst, som man har til rådighed.

7. Hvorfor går kvinder ikke op i sport?
Nogle af de absolut største oplevelser, jeg har haft, har været i forbindelse med sport. Jeg stod på stadion, da FC Midtjylland vandt mesterskabet i 2015. Jeg stod også med tårer i øjnene, da jeg så Cincinnati Bengals løbe ind på Wembley i efteråret 2016. Sport er pisse dumt, men det er noget dumt som mænd er sammen om. Vi snakker sammen om sport, vi drikker øl sammen, når vi ser sport, og vi lider sammen, når vi er på stadion og taber.
Hvornår har du sidst set en kvinde råbe af glæde? Det gør mænd hver eneste uge.

8. Hvorfor drikker kvinder ikke andet end frozen strawberry daiquires?
Det er en forfærdelig drink. Det er den eneste drink, der kan give dig hovedpinde mens du drikker den. Desuden er den fedtet og klistret, og så tager den en krig at lave. Der findes cirka en milliard andre ting, I kan vælge fra menuen. Udvid jeres horisont eller spørg bartenderen, hvad han vil anbefale. Det er det, han er der for.

9. Indretning.
Det her er mere en mig-ting, end det er en kvindeting. Jeg fatter ikke indretning, og jeg er imponeret over, hvordan kvinder tilsyneladende bare er gode til det. Jeg kan ignorere en hvid væg og leve lykkeligt, indtil jeg bliver påpeget, at den ser frygtelig tom ud. Ofte er det en kvinde, der gør det.

10. Hvordan kvinder åbner et dansegulv.
Jeg tror, at kvinder er grunden til at DJ’s i hele verden ikke spiller for tomme dansegulve. I de 6 år jeg lovligt har kunne gå på de danske diskoteker, har jeg aldrig set mænd stå som de første foran mixerpulten. Der står altid en gruppe mere eller mindre berusede kvinder og tripper rundt på høje hæle. Det er ikke altid lige yndefuldt, men det er modigt og fantastisk. Tak for det.

6 ting jeg savner ved Jylland

  1. Min lejlighed. Godt nok blev mit lille domicil til sidst besudlet af dårlig energi fra stueetagen, men det var stadig min lejlighed. Når jeg kom hjem, så den ud, som jeg havde forladt den. Hvis der var rod, var det mit rod, og jeg behøvede kun at tage mit stemmebånd i brug, når jeg selv ville. På mange måder er det enormt fantastisk og hyggeligt at bo med en veninde, men det er også en daglig påmindelse om, hvor stor en enspænder kørt fast i sine egne rutiner, jeg er.
  2. Min lillesøster. Endnu engang en grund til at blive sur over, at jeg aldrig nogensinde fik besøg af en ugle til Skandiwartz. Det havde været så fedt med en transitnøgle direkte hjem til Laura.
  3. Følelsen af at høre til og være hjemme. Jeg er for længst kommet mig over fasen, hvor jeg har følt mig som en fortabt turist. København føles heller ikke længere som en eventyrslabyrint, hvor jeg hele tiden blev konfronteret med mytiske navne, jeg havde hørt om i medierne. (Guuuud, det er Jagtvej/Forum/Kastellet/Nordhavn/Valby Bakke etc.) Byen er allerede blevet mindre, og jeg har lært at finde rundt på rekordtid, men mentalt er jeg stadig på udebane og overarbejde.
  4. Ro. I storbyen kommer ét dyt aldrig alene.
  5. Skov og strand. Som det ufatteligt priviligerede menneske jeg er, boede jeg både tæt på bycentrum, stranden, Marselisborg, skovene og Mindeparken i Aarhus (det gør faktisk cirka alle aarhusianere.) Nu er det jo ikke, fordi jeg var sådan et zen-menneske, der dagligt gik ud i naturen og praktiserede digital detox, men det ville være meget rart at have muligheden, når livet er hårdt, og folk ikke kan lide mit nye opslag på Instagram. (Det gør så ondt, når jeg ikke får den anerkendelse, jeg har brug for.)
  6. Mennesketomme gader. Hvis jeg gik alene langs Frederiks Allé i Aarhus eller Skagensvej i Nordjylland, var det ikke fordi, jeg var på afveje. Der var bare ikke lige andre mennesker på det tidspunkt.

 

Fejlagtige forestillinger

… om det jeg vel næppe i mit tilfælde kan kalde for et voksenliv.


At…

jeg kunne se thriller/sci-fi-formater som Stranger Things alene lørdag aften uden at runde af med et afsnit Friends for at dulme frygten for paralleldimensionelle væsener under min seng.

mit forhold til alkohol ville være ‘Jeg drikker lige et glas rødvin onsdag aften, for det er ret sejt og smager godt’, modsat det gældende ‘Jeg drikker. For effekt.’

andre “voksne” havde Toilettets Code of Conduct, som faktisk ikke er så kompliceret igen. Jeg kan give en hurtig brush up her: 1) Når du har taget det sidste af en rulle toiletpapir, skifter du den ud og smider paptingesten i nærmeste skraldespand. 2) Den nye toiletrulle skal hænge med snippen UD. 3) Du må urinere, have afføring, skifte bind og tamponer så højfrekvent, som det passer dig – ja, det er lige før, at du ved uheld må skide på brættet. Men gør dog rent efter dig selv. Hvis ikke for andres skyld, så i hvert fald for din egen.

jeg ikke længere ville bo til leje og være en roomie til nogen. Ja, faktisk er det kun gået tilbage på den front. Jeg startede med 120 kvadratmeter, nu er jeg nede på 12.

jeg ville have den fjerneste ide om, hvor jeg skulle starte, hvis jeg fik lyst til at investere i fast ejendom. Ringer man bare til banken og beder om nogle penge?

en arbejdsplads kun med kvinder nødvendigvis måtte være ret kedelig. Det er den ikke. Faktisk er jeg fuldstændig vild med det.

jeg ikke var bange for mørke, store klynger af tang i vandet (og dens beboere), gå alene hjem fra byen

jeg ikke længere pr. automatik ikke-kunne-lide-for-jeg-er-mega-misundelig fucking flotte, intelligente og humoristiske kvinder, der bare ligner nogen, som har det hele kørende for sig, mens man bare selv svulmer op og falder baglæns.

jeg havde lært at bruge ‘ad hoc’ korrekt i en sætning.

mine armhuler som udgangspunkt ville være glatbarberede, mine negle filede, og mit hår nyvasket, fordi personlig hygiejne og detaljeorienteret forfængelighed endelig var blevet en prioritet.

jeg ville være færdiguddannet – eller i hvert fald meget tæt på at være det. (Hvilket jo rent faktisk havde været en realitet, hvis ikke jeg havde brugt to år af mit liv på at stoppe med at spise.

jeg kunne tage i Fitness World uden at skrumpe ind til en lille bleg kartoffel med et selvværd på størrelse med en prokaryot.

jeg konsekvent kunne komme med et kvalificeret bud på fornuftigt fodtøj og rent faktisk imødekomme den fornuft i praksis. Hvide Converse i snevejr er ikke en god ide i snestorm.


Samme sted. En time senere. 
 

Kriser pt. i moderat grad over…

… hvor tæt jeg var på at give kundeservicemedarbekderen i Kvickly et møgfald, da hun prøvede at belære mig om skyr, og på samme tid nægtede at give mig de 13 kroner retur, som butikken uretmæssigt havde stjålet fra mit Dankort. Undskyld, jeg var ret sulten, og til en anden gang skal jeg nok lade være med at bruge ordene ‘alternative facts’ i en indkøbssituation.

… cyklisterne i København. De er sindssyge, anarkistiske og tydeligvis ret OK med at dø i en højresvingsulykke. Derfor er jeg også lidt foruroliget over min egen cykeladfærd, som alle dage har grænset til at være irriterende regelret, men at jeg allerede er begyndt at adaptere den uacceptable adfærd, som hersker på de københavnske cykelstier. Heldigvis har jeg fået mig en cykelhjelm. (IKEA, 179 kroner. Og den er flot og sort.)

… at det i morgen er den 1. februar. Det betyder, at det er min første dag i praktik. På Femina. Et rigtigt voksenjob. Jeg kan ikke engang finde ud af at skifte en støvsugerpose, jeg har stadig til gode at finde ud af, hvad en forskudsopgørelse er, og om det er noget, jeg bør tage stilling til, og sommetider glemmer jeg at lukke min mund, så der løber savl ned fra min hage. Det skal nok blive godt, det her.

… at have en roomie, som ligesom også har madvarer stående i køkkenet. De er ikke mine, og det kræver altså lidt tilvænning. Nu har jeg drukket halvdelen af hendes letmælk (første gang var et uheld) og jeg har minimum spist halvdelen af hendes tyrkisk peber-bolcher. Det var ikke et uheld.

… min far. Ja, ham. Igen. Fortsættelse følger.

… at i morgen også bliver den første gang i et halvt år, hvor jeg kommer til at iføre mig en BH (eller i hvert fald bare sådan en blondesag uden bøjler.) Mine lunger er allerede begyndt at brokke sig.

… gamle damer med gangstativ på Falkoner Allé/Gammel Kongevej/Vesterbrogade/alle andre gader.

Ønsk mig nu lige held og lykke, ing’?

Mine 5 tips til Tinder

Det er efterhånden sket et par gange, at jeg er blevet bedt om at skrive lidt mere om mit kærlighedsliv. Og tro mig, der er faktisk ikke noget, jeg hellere ville. Problemet med det er bare, at der ikke rigtigt er sket noget siden den sidste date, jeg var på, og det er efterhånden ved at være et par måneder siden nu.

I et par måneder var jeg også historiens mest inaktive bruger på Sugardaters, med den der hæderlige, attraktive børnelæge, som var havnet på sitet ved et uheld, dukkede ligesom bare aldrig op, så den profil slettede jeg igen. Hverken rigere på knald, kærlighed eller rejser til New York.

Og så er der jo min Tinder-profil. Efter at have overladt den til Søde David i december måned, scorede han mig omtrent 20 matches, men desværre havde vi ikke helt samme smag i mænd, så jeg endte med at slette app’en fra min telefon, fordi det virkede nemmere end at tage stilling til en snes mænd. Tinder kom (selvfølgelig) tilbage igen, og selvom min erfaring med mediet er sparsom, vil jeg alligevel gerne dele lidt ud af mine erfaringer.

Hvis du jagter likes, er dette et eksempel på et billede, som IKKE skal være det første, der popper op på din profil.

 

Vær ærlig: Før en tinderdate er der altid to ting, som bekymrer mig. 1) Hvad nu hvis vi ikke har noget at snakke om? 2) Hvad nu hvis jeg ikke ser ud, som han forventer?
Sidstnævnte kan minimeres en del ved at vælge vellignende billeder til din profil. Det er altid fristende at dele ud af sine mest flatterende sider, men hvis man reelt ikke ser sådan ud i virkeligheden, er det altså et selvmål. En af de gange jeg geninstallerede Tinder, opdaterede jeg min profil og fik ryddet ud i mine halvgamle billeder. Eller det vil sige, det troede jeg, at jeg gjorde. Kort før en date fandt jeg ud af, at nogle af mine fotos stadig var ‘Karoline minus 15 kg’, og jeg fik det fuldstændig elendigt, for det kunne jeg jo aldrig nogensinde leve op til, og jeg havde på ingen måde lyst til at tage ud og spille smart, for jeg følte, at jeg havde tabt på forhånd.

Vær kortfattet og lidt sjov (eller prøv på det): På min egen profil har der alle dage stået ‘Jeg har store hænder’ i min profiltekst. Det er noget, jeg engang for 10 år siden skrev på min Facebook, og Tinder har venligt importeret det til datingregi. Og ved i hvad? Det virker. Fyrene bruger det altid som åbningsreplik (eller også hævder de, at vi har gået på samme troldmandsskole) så det virker genialt til at spotte, om han har humor.
Hold lidt igen med de lange livsfortællinger, og kom i stedet på en lille anekdote, som siger noget om dig.

Vær konkret: Nogle af mine veninder hævder, at det kan spotte en Netflix and chill-profil med det samme. Den evne besidder jeg ikke. Hvis jeg overvejer at tage på date med en dyr, spørger jeg altid som noget af det første, hvad han søger. Et par gange har jeg glemt at spørge, før vores møde er blevet stablet på benene, og selv her har jeg sendt en ‘Forresten, er det er en knalde- eller kaffedate?’. Min erfaring er, at det klart er smartest at have det samme udgangspunkt. Og det er ret akavet at forberede sig til mødet med en potentiel drømmemand, hvis eneste forberedelse til jeres date har været at købe kondomer.

Vær effektiv: Lad være med at opbrug kvoten af lette emner, mens I chatter sammen. Gem dem til daten, så I har noget at snakke om. Mit bedste råd må derfor være at arrangere en kaffe/Netflix/vin-date ASAP.

Vær ordentlig: Der findes mange dealbreakers derude, og de varierer utvivlsomt fra person til person. I sommers skrev jeg med en gut, som egentlig virkede flink nok, men så kom han til at nævne, at når han så fede voksne mennesker med fedtelastikker på håndleddene, tænkte han automatisk, at de måtte være lavt begavede.
Min automatiske tanke hertil var, at det umiddelbart var meget grimt sagt, og det måske også er sådan noget, man venter med at sige til fjerde date, hvor man har fundet nogle fælles referencer (og selv her er jeg sådan lidt aaarrgh….) Tidligere har jeg – kan jeg se nu – været enormt nederen og blot slettet fyrene som match, hvis jeg har fornemmet, at de ikke var min lansebærende ridder. Det er dårlig stil, fandt jeg heldigvis ud af, så hvis jeg fornemmer, at jeg ikke skal på date med en fyr, så skriver jeg det også til ham. Til ovenstående gut blev min melding noget i retning af: ‘Beklager, jeg kan ikke helt forene mig med det synspunkt, men det var hyggeligt at skrive med dig. God jagt.’

Og en sidste indskydelse… hvis han ikke skriver til dig umiddelbart efter, I har matchet, så gør han det nok aldrig. Og vice versa. 

 

 

 

Jeg forstår ikke… #14


om hjernen egentlig godt ved, hvordan ens drømme skal ende.

konceptet ‘vegansk ostebord’.

hvorfor jeg ikke tidligere har tænkt over, hvor meget Cyron Melville og Bonderøven ligner hinanden. (Eller måske har jeg, men fandt ud af, at jeg var ligeglad og glemte det igen.)

gurkemejelatte.

hvorfor DR bliver ved med at smide Jacob Riising på skærmen. Jeg kan umuligt være den eneste, som finder ham liiiidt irriterende(????)

opskriften med titlen Vegetarisk drømmekage. Jeg kommer til at savne de skinkestrimler, jeg plejede at toppe herligheden med.

hvornår og hvorfor, folk stoppede med at lave albums på facebook (Tur i Den Gamle By, 2016)

blogs, som udelukkende bruger selfies til deres indlæg. Jeg er helt med på, at du driver en personlig livsstilsblog, men derfor er fantasi alligevel en god ting.

hvordan jeg skal få plads til en fuldt møbleret lejlighed på 65 kvadratmeter til et værelse, som ikke er verdens største, på Frederiksberg. (JA! Jeg har fået et værelse, og jeg flytter lige om lidt!)

hvor grænsen går for, hvad man kan tillade sig at aflevere til genbrugsen. 10 år gammelt tupperware? En salatslynge? En virkelig ægte, men også ufatteligt grim Gucci-bøllehat?

sagen om Putin/Rusland feat. Trump. Men hvis det tvinger ham til at gå af, så er det fint nok med mig.

EDIT: hagl. Jeg forstår heller ikke hagl.