… hvor bloglovin er blevet af. Ærligt: Hjælp!

… hvad vi snart stiller op med navngivningen af de der læber, halvdelen af jordens befolkning har mellem benene. Vi har heldigvis snart fordrevet “skamlæber”, men min fornemmelse siger mig, at “kønslæber” også snart er forældet lingo. Mit ræsonnement er, at vi snart (7-9-13) også har en majoritetsbefolkning, der ikke abonnerer på, at kun piger har vulvaer, og kun drenge har penisser. Så nyt navn. Jeg har ikke et godt bud. Venuslæber?

… hvordan det gik til, at staten nåede frem til deres tempobonus på 19 milliarder til cirka 1000 mennesker, der formentlig aldrig havde formået at tjene den slags penge selv. (Ja, undskyld… jeg har været væk i et stykke tid, så noget af det her kommer lidt på bagkant). Hvis der er noget, der gjorde mig fundamentalt “ud af min gode forstand”-sur og gav mig akut lyst til at melde mig ud af samfundet – or whatever this is – så er det netop kompensationsordningen til de danske minkavlere. Eller måske rettere: Alt det, der ligger bag. Prøv et sekund at overveje, hvis psykiatrien havde samme lobbyistisk pondus. Altså wauw, så kunne det være, halvdelen af os ikke var ved at smelte sammen. Hvilken smuk tanke.

… om der er en regel om, at demografien og interne tensions (primært mellem småbørnsforældre og andelsjubilarer) i alle andelsboligforeninger er sådan, at man ikke kan afholde en generalforsamling uden at gå en time over tid. 

… inflation. Hvis man nu bare trykte en masse ekstra penge uden at sige det til nogen, ville man så ikke nogenlunde problemfrit kunne undgå det?

… hvordan jeg i løbet af det sidste år har ramt min første vedholdende stime af følelsen af at være gammel. Eller i hvert fald bare ikke at være en af de unge længere. Jeg er som bekendt en “Millennial”. Det har jeg altid været. Millennials har altid været de unge, normkritikerne, idealisterne, dem, der gjorde op med det etablerede. Men så skete Gen Z. Og jeg tager nu mig selv i at undgå sideskilning og skinny jeans for deres skyld – eller i hvert fald bare for at undgå, at de griner af mig. 

… om Instagram er gået i stykker, eller om deres algoritmer bare prøver at give mig det sidste spark væk derfra? Jeg synes ærligt næsten ikke, der er andet end hvide, priviligerede piger, der reklamerer for måltidskasser eller laver tryouts.

… om boligmarkedet (i København) kommer til at krakke. Jeg har svært ved at forestille mig det, ligesom jeg også har svært ved at forestille mig at betale 3,5 millioner kroner for en toværelses på 59 kvadratmeter. 

… hagl. 

… hvordan jeg overkommer angsten for at vende tilbage til arbejde og et 9-17 job igen. Eller at lave aftaler med mennesker. Eller at skulle mere end én ting i løbet af en dag. Wow. Bare wow. 

*

Jeg blev oprigtigt glad, da jeg læste jeres kommentarer på mit sidste indlæg, jeg skrev for efterhånden længe siden. Jeg er stadig glad (også for jer, hvis I stadig er her), og jeg vil gerne være her igen. Jeg bakser lidt med nogle af de ting, jeg gjorde, dengang jeg var meget tynd og trist, og derfor er det lidt svært. Men forhåbentligt kan jeg finde ud af at sætte mig til rette og skrive det hele ned – også inden, der er gået for mange dage.

Stort kram herfra. Håber af hele mit hjerte, I har det okay og kan finde ud af det meste <3

Hvilke overvejelser har du gjort dig omkring deling af private ting på bloggen? Det virker som om, at du deler dine dybe hemmeligheder og inderste følelser herinde. Er du ikke bange for, at det kan blive brugt mod dig eller modarbejde dig en dag?
Stort set ikke nogen. Jeg lever med en naiv tro på, at idioterne aldrig finder vej ind på min blog. For det skulle være dem, som fik mig til at fortryde, at jeg nogensinde begyndte at dele ud. De kommer desværre nok en dag, og så kommer jeg sikkert til at genoverveje, hvordan min blog skal være.

Er du en person der har mange eller få venner/veninder?
Jeg synes selv, at jeg har mange veninder, men jeg har kun meget få venner. Heldigvis har mine nærmeste holdt mig ud gennem hele mit sygdomsforløb (hvilket seriøst er et mirakel) og så er der kommet en masse flere til, efter jeg er begyndt på Journalisthøjskolen.

Hvad er det sværeste ved at have en spiseforstyrrelse set i forhold til sociale sammenhænge og relationer?
Stort set alt. Da jeg ikke var i behandling, og jeg stadig mente, at jeg skulle tabe mig, spiste jeg aldrig sammen med andre mennesker, og det er jo enormt ekskluderende i sig selv. I dag kan jeg stadig godt begrænse mig selv socialt, selvom det sker meget sjældent, fordi de fleste spiseforstyrrede får nogle meget faste ritualer og rutiner, som er svære at bryde ud af. Et eksempel kunne være, at jeg blev inviteret til aftensmad klokken 18. For et års tid siden havde jeg nok meldt afbud, fordi jeg først plejer at spise klokken 20. I dag ville det måske genere mig lidt, men det ville aldrig være en dealbreaker.

Hvis du kun måtte lave en ting resten af dit liv hvad skulle det så være?
Altså. Det har jeg slet ikke forestillingsevne til at give et fornuftigt svar på. Jeg tror bare virkelig gerne, at jeg vil skrive, men jeg vil også gerne møde en masse mennesker imens. Så hvis vi prøver at fusionere (en mindre egoistisk) Carrie med Stéphanie Surrugue og siger, at det blev en person (som er mig), som kun laver én ting, så må det være mit svar.

Hvor ser du dig selv om 5 år? Blogger du stadig der?
Om 5 år skulle jeg gerne være færdiguddannet og godt i gang med et voksenliv. Måske har jeg også en hund. Min blog er der kun, hvis jeg stadig har lyst til at skrive (og det håber jeg VIRKELIG, at jeg har.)

Hvordan har du det med at blive gammel? Mærker du noget til 25-års krisen?
Tjoh. Måske lidt. Men den kommer kun, når jeg fremprovokerer den (hvilket jeg gør bedst ved at tænke på, hvor gamle jeg mente 25-årige var, da jeg selv var 15) men det er jo også lidt dumt. I mit hoved er jeg stadig 19 år, selvom diverse Kender du de unges lingo-tests konstant modbeviser sandhedsværdien af den overbevisning.

Ved du hvilket område du gerne vil arbejde indenfor når du er færdiguddannet?
Det kunne sagtens være på et magasin som Femina. Jeg håber lidt på, at de bliver så glade for mig – og vice versa – at jeg får lov til at vende tilbage efter min bachelor. Men lad os nu se…

Hvilke blogs følger du selv?
Jeg følger med på pinligt mange blogs. Ikke kun for at scanne materiale til mine Blogger-bullshit-opstød, men også fordi der bare er en del gode derude. Det her spørgsmål fortjener et indlæg for sig selv, og det arbejder jeg selvfølgelig på. De bedste blogs IMO er både intelligente, humoristiske, personlige og selvironiske, og derfor klikker jeg mig ind på alt, som Miriam og Linda laver. Men som sagt, hæng på: der er også nogle helt igennem fantastiske mommies og hårdtarbejdende fashionistaer, hvis personligheder jeg slet ikke kan stå for. Desuden vil jeg hurtigt henlede opmærksomheden på to blogs, som jeg også er glad for. Den ene er Omveje, og den anden er Cathrine Frier, som langt om længe er vendt tilbage til Blogland.

Har du set SKAM? Hvilken karakter identificerer du dig mest med?
Selvfølgelig har jeg set SKAM. Faktisk blev jeg færdig med sæson 3 i går (som jeg kom meget sent i gang med, fordi jeg lige skulle affinde mig med tanken om, at William ikke ville være der.) Men den var god. Min mor, og vist også min søster, mener, at jeg minder mest om Nora. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg nok mere Eva-agtig.

Hvordan fandt du ud af at så mørke øjenbryn er så pænt til dig og dit lyse hår? Jeg er selv sådan en underlig mellemblond-leverpostej-lidt-rødt-skær hårtype og jeg kan ved Gud ikke finde ud af om jeg tør farve mine relativt lyse øjenbryn. Springer man bare ud i det og går med solbriller i 3 uger hvis det ser ud helt af helvedes til? Tillægsspørgsmål: hvilken farve har dine øjenbryn fra naturens side?
Hahaha, det her er et godt spørgsmål, og det har trukket mig gennem et nostalgisk tilbageblik på mine tidligste teenageår. Da jeg var 13, farvede jeg mit hår blond for første gang, og selvom mine bryn er ret fyldige fra naturens side, besluttede jeg mig også for at lade frisøren farve dem sorte. Her fulgte der to lange uger, hvor jeg skiftevis var helt oppe og ringe over resultatet, eller også var jeg af den overbevisning, at jeg lignede en cirkusklovn. Men så faldt det langsomt og roligt til, og siden da har jeg haft mørkebrune/sorte bryn. I dag er mine bryn vigtigere for mig end mascara; hvis de ikke er der, er mit ansigt væk. Dermed ikke sagt, at alle kan bære det (jeg burde måske også tone liiiiiidt ned) men start evt. ud med en brun blyant/brynfarve og justér langsomt på det. Sørg for at have en god veninde/søster med på projektet, som kan give sin ærlige mening. Unaturlige bryn er ikke for alle.

Med tingeltangel

Uden tingeltangel

Hvad er dit bedste tip til at tiltrække en fyr?
Jeg er så meget den forkerte at spørge. Pas. Seriøst. Jeg aner det virkelig ikke. Nogle gange står de bare foran mig, og jeg ser dem aldrig komme.

Og så lige et sidste spørgsmål, hvor jeg måske ikke har været helt vågen; men er dit nye hjem i København?
JA! Eller Frederiksberg. Jeg ved ikke, om de indfødte skelner mellem de to.

Læser mange i din omgangskreds med på din blog?
Det er jeg ikke engang klar over. Da jeg oprettede min blog, fortalte jeg det til en håndfuld personer, som også læser med herinde i dag. Det er relativt få mennesker i min omgangskreds, som dyrker blogs, og jeg har aldrig haft lyst til at pådutte dem at læse min – heller ikke selvom det er meget nemmere at catche up på verdenssituationen, hvis de læser med.

Hvordan læser du til eksamen?
Det gør jeg kun sjældent.

Er du karakterrytter, cv-rytter eller hyggestuderende?
Hverken eller. Jeg er 100 procent ambitiøs på egne vegne, men jeg er også 100 procent uden rygrad (jævnfør ovenstående punkt.) Derfor har det været en gave for mig at gå på Journalisthøjskolen, hvor alt arbejde skal laves i grupper. Når andre er afhængige af mig, er jeg både arbejdsom, disciplineret og pligtopfyldende, men det ville være mig fysisk umuligt at sidde alene en hel dag på en læsesal.

Vil du gerne giftes engang?
Det har jeg faktisk ikke brugt så meget tid på at overveje. Hvis jeg møder den rigtige, så vil jeg ikke udelukke noget, men jeg har aldrig gjort mig tanker om brudekjoler, bryllupsrejser eller ringbærer. Men min mor sagde i juleferien, at hun gerne vil følge mig op ad kirkegulvet, når dagen kommer, og det var egentlig meget rart at tænke på.

Hvad mener du om Royal Copenhagen?
Jeg kan virkelig godt lide RC, og jeg begyndte selv at samle stel, da jeg var 14 år gammel. Når det så er sagt, så er det ikke andet end krus og tallerkener for mig, og jeg kan ikke helt sætte mig ind i Royal Copenhagen/Instagram-bølgen. Mere spændende er det heller ikke.

Hvem fra Harry Potter ville du gerne date?
Cedric, han virkede som en sød gut

Hvad er din guilty pleasure?
Sådan fødevaremæssigt? I så fald er det helt klart tyggegummi. Og tahin med en spiseske direkte fra glasset. Jeg mangler stadig at finde min yndlingsvariant, så hvis I ligger inde med svaret, modtages det med kyshånd.

Ting, du altid har i din taske?
Læbepomade, pung, tyggegummi, lighter og mit Harry Potter-indkøbsnet. Og snavs. Jeg er et af de mennesker, som altid har fnuller, ødelagt pudder og løs tobak flydende rundt i tasken, og jeg forstår ikke, hvordan mennesker med rene, organiserede keepalls bærer sig ad.

Din yndlingsfarve?
Lyserød eller sort.

Hvorfor faldt valget på journalist og havde du været omkring andre uddannelser forinden?
Da jeg skulle søge studie, var Journalisthøjskolen faktisk den eneste studieplads, jeg søgte. Hvis ikke jeg var kommet ind, havde jeg ventet et år og brugt det på at overveje, hvad jeg så skulle. Jeg kan huske, at uddannelsesvalg aldrig bekymrede mig specielt meget, og jeg tænkte stort set heller aldrig over det. Hvis ikke, jeg var begyndt at læse journalistik, var jeg nok gået efter teologi. Jeg har den dybeste respekt for præster, og kunne i lang tid selv godt tænke mig at blive til en.

Er du religiøs?
Ja, i høj grad. Det hjælper mig en del i hverdagen at tro på Gud.

Hvilken drøm har gjort størst indtryk på dig?
I nat drømte jeg, at jeg lå og gemte mig på et loft, fordi jeg var på flugt fra en lejemorder, som min far havde hyret. Det er da lidt tankevækkende.

Hvad synes du om Daniel Radcliffe som skuespiller?
Hehehe, jeg ved ikke, om spørgeren fisker efter noget, men nu forholder jeg mig en smule diplomatisk. Jeg mener ikke, at Radcliffe lever op til sine medskuespilleres præstationer. Fx synes jeg, at hans lidende/knibende ansigt ser ret påtaget ud, og det er noget nær umuligt at abstrahere fra, eftersom Harry er en af fiktionens mest lidende karakterer.

Hvilke fem serier er dine absolut yndlings?
Matador, Scrubs, Band of Brothers, Modern Family og 30 Rock/Venner.

Hvor mange gange i dit liv har du været rigtig forelsket?
Sådan rigtig-rigtig forelsket? Det har jeg vist kun været to gange. Den første var Ali, som jeg var kærester med i et par måneder i 8. klasse, men det var mest noget bøvl. Umiddelbart derefter mødte jeg Christian, som jeg var håbløst forelsket i – og kærester med – til slutningen af 9. klasse. Siden da har jeg ikke oplevet forelskelse, og det har jeg også skrevet lidt om her.

Jeg skal til Aarhus i vinterferien, og vil høre om du har gode anbefalinger til spisesteder/ting at se?
Den eneste udførlige guide jeg kunne lave til Aarhus ville være over toiletter, som man kan bruge uden at få surt personale på nakken. I stedet vil jeg anbefale Sidsel og Lasses ultimative guide til Aarhus. Mine egne madfavoritter er Casablanca til brunch, Restaurant Zorba, som er den bedste græker i byen, og Det Grønne Køkken, som laver god og billig takeaway. Hvis du trænger til en gåtur, vil jeg utvivlsomt råde dig til at slå et smut forbi dronningens have, Mindeparken og Dyrehaven.

Jeg vil gerne spørge, hvor store er de hænder så?
På størrelse med mit hoved. 😉

Og hvis I ikke allerede har opdaget det, så har jeg også svaret på et par spørgsmål, eller faktisk 20 af slagsen, hos den fine og evigt smilende Christina lige her.