En påmindelse om, at vi kravler, før vi går

Det var til allerførste session, jeg fortalte psykologen, at jeg nok havde været lidt naiv. At jeg havde været totalt overbevist om, at fordi jeg ligesom før havde haft en psykisk lidelse, ville jeg være fredet for eftertiden. Lidt, som om jeg havde nået sådan et ophøjet stadie i selvindsigt, der ville beskytte mig mod alt det efterfølgende.

Psykologen smilede til mig og nikkede overbærende.

“Ja, det er du ikke den eneste, der har sagt,” svarede hun.

Dejligt at vide, at de har hørt det hele før. Dårligt at erfare, at jeg åbenbart aldrig har tænkt en unik tanke.

Hvis jeg spoler tiden lidt tilbage, så er jeg lige begyndt til psykolog. Hvis jeg spoler tiden lidt længere tilbage, startede det nok omkring efterårsferien, da jeg fandt ud af, at en af dem, jeg var på dagshospitalet på Risskov for år tilbage, lige var sovet ind. 30 år. Så brugte jeg lang tid på at græde, lidt overvældet over hvor meget jeg egentlig græd. Da jeg stoppede med det, begyndte det at gøre ondt i mit underliv, og efter et stykke tid med det, kunne jeg slet ikke tænke på noget andet. Jeg kunne ikke tænke på andet, på angsten, på at noget groede inde i mig, og på at jeg skulle dø. På et tidspunkt sagde jeg noget til Rasmus, og han tvang mig til at tage til læge. De kunne ikke se noget, alt virkede normalt, men jeg troede ikke på dem. De måtte have overset noget. Jeg tog til læge igen. Igen. Og igen. Kom på hospitalet. Ingenting.

De andre sagde, at jeg skulle stole på lægerne, og det ville jeg så gerne, men hele min krop opførte sig så underligt: Der måtte være et eller andet. En dag var jeg ude og gå, da min krop pludselig begyndte at banke. Min hals klemte sig sammen, mit hjerte pumpede løs, jeg skulle kaste op, jeg skulle besvime. Pludselig tænkte jeg, at jeg skulle dø af alt muligt.

Min psykolog siger, det var et angstanfald. Jeg siger, at det giver mening. Så snakker hun lidt om den kognitive firkant, og hvordan jeg skal prøve at kigge på Tiktok-videoer, når min strube klemmer, og mit hjerte banker hårdt.

Måske begyndte det før efterårsferien. Jeg synes, det er hårdt at være i et parforhold. Det er dejligt, på alle de måder folk altid snakker om. Så er det også væmmeligt på samme tid. Jeg har fundet ud af, at jeg er næsten grænseblind, og jeg sender min far en kærlig tanke, mens jeg skriver det. Jeg ved, jeg har grænser, for ellers ville det ikke føles sådan her, jeg ved bare ikke, hvornår de er fair. Så jeg klapper i og sikrer den gode stemning, mens jeg går dagslange ture i weekenden, fordi jeg får ondt i maven ved tanken om at komme hjem. Det er ikke, fordi vi er dårlige sammen, nogle gange gør vi bare dårlige ting.

Min psykolog er faktisk rigtig sød. Jeg har hørt mange fortælle om, at man skal finde en, man har kemi med. Ellers dur det ikke. Hun trøster mig, som man ville trøste et barn, men hun snakker til mig, som om jeg er voksen. Så komplimenterer hun min bluse (det er den her), og jeg siger tak, og fortæller, at den er fra mit arbejde. Det forvirrer hende lidt, og egentlig også mig selv.

“Det er Vi Unge. Man kan få den, hvis man køber et abonnement,” siger jeg og anerkender det faktum, at jeg formentligt aldrig nogensinde ville blive ansat hos Nørgaard. Jeg griner og tænker, at det egentlig også er okay. Ligesom jeg selv er. Naiv, men ok. Jeg ser bare ufatteligt meget Tiktok i øjeblikket. 

Dømt til frihed

Han havde egentlig sagt, at han ikke havde nogle planer. Så jeg købte ind til aftensmad og stod i køkkenet og hakkede og svitsede, så maden var klar, da han kom hjem fra arbejde klokken 19.22. Først kyssede han mig, så tog han en skål mad og satte sig til rette ved bordet og tog den første mundfuld. Bemærkede, at der var noget ved smagen, der var anderledes, men at det stadig smagte godt.

Jeg kiggede ned på kokosmælken i panden og orkede egentlig ikke, hvis jeg lige havde fucket det perfekte broccolihoved op på en mislykket curry.

Så satte jeg mig selv til rette med en skål. Jeg havde taget gulerødder i stedet for ris, fordi sådan er det bare nogle gange. Smagte på maden og syntes egentlig, at den smagte fint.

– Jeg tager ud og drikker øl med Daniel i aften, sagde han så.

– Okay, det lyder hyggeligt, svarede jeg, og så smagte maden bare lidt dårligt igen.

Så tog han en øl og et brusebad, og jeg satte mig ind i sengen og ventede på skybruddet. Jeg skulle have været til fødselsdag og selv have drukket øl, men jeg var ikke på toppen. Nu skulle jeg bare sidde alene her i stedet. Fortrød lidt, at jeg havde stået i køkkenet og fortrød lidt igen, hvor meget jeg anstrenger mig for at gøre andre glade hele tiden – især når jeg ikke som sådan selv er det det meste af tiden. Det er fucking hårdt at have et hoved, der er så fyldt op af fortid hele tiden – især når man også skal have tid til at lave aftensmad.

Han fornemmede godt, jeg ikke var okay, og han satte sig på sengekanten ved min side, da han sagde farvel. Han sagde, at jeg så trist ud. Jeg sagde, at det var jeg, og at det var okay. Jeg skriver bedst, når det er sådan. Så sagde jeg, at det kun er, fordi det er dårligt, jeg sidder her. Hvis jeg havde det bedre – hvis mit hoved havde det bedre – ville jeg også være ude og have det sjovt nu. Det er så fucking trist at leve så isoleret, sluttede jeg.

– Ja ……. Men jeg skal virkelig ud og have en øl nu, svarede han og lukkede hoveddøren bag sig. Jeg hørte ham sukke på vej ned ad trapperne, og mine øjne begyndte at sitre. Han slår sgu nok snart op med mig, tænkte jeg så. Han orker ikke at være sammen med en, der føler så meget, som jeg gør nogle gange. Jeg har det, som om mine følelser ødelægger vores forhold.

Jeg har prøvet at fortælle ham, at det sommetider godt kan være lidt svært at være inde i mit hoved. Det sætter sine spor at bo sammen med en voldelig far i 20 år, og det er svært at viske tavlen ren efter flere år med anoreksi. Jeg føler jo stadig ikke for alvor, at jeg skal have så meget at spise, og hvis det stod til 30 procent af min hjerne, sad jeg aldrig ned, men var altid i gang. Jeg har forsøgt at forklare, hvor hårdt det kan være at have to stemmer, der konstant diskuterer inde i mit hoved, og hvorfor han ikke skal opfordre mig til at gå aftenture, fordi det giver mig ro.

– Du skal ikke opfordre mig til at gå den tur! Jeg VIL jo ikke gå den tur! Jeg har gået hele dagen! Det er bare, fordi jeg får angst, hvis ikke jeg går. Men på lang sigt er det jo ikke en god løsning – jeg skal jo lære, at jeg ikke behøver at gå for at få ro, siger jeg. Igen.

– Jeg forstår det ikke, svarer han. Man kan se, han er frustreret. Han forstår det virkelig ikke. Jeg ville sådan ønske, at han gjorde. Så stopper samtalen, og jeg føler mig endnu mere skør, mens jeg tager skoene på og begiver mig ud på dagens sidste tur.

– God tur, skat! Råber han fra sofaen. Hvis han dog bare ville hive mig tilbage i sofaen og holde om mig i stedet.

*

Jeg tror, at det, jeg prøver at sige lige nu, er, at parforhold er svært. De sidste par uger har jeg virkelig googlet og fumlet på nettet, for at finde nogle, der skrev om de gange, deres partner gjorde dem så sure, at de havde lyst til at smide dem ud på hale og ben (men så alligevel ikke, fordi man egentlig allermest bare elsker dem og kun føler alt det her, fordi der er så meget på spil).

Det er svært at komme ind i et ligeværdigt forhold og pakke sin rygsæk ud for at finde ud af, at man ikke er det menneske, man troede, man var. Min fortælling har altid været, at jeg var hende der kæresten, der var selvkørende, havde brug for alenetid, ikke gav en fuck, bare gav space og ikke forventede en skid tilbage. Og det er klart, jeg har det sådan … mit persongalleri er jo dyssocialt.

Men det viser sig bare, at sådan er jeg ikke. Jeg er ikke en skid hård, og jeg giver alt for mange fucks for seriøst alting. Jeg forstår også godt, hvorfor han hellere ville drikke øl end at prøve at forstå, hvordan jeg kan være forstyrret, når jeg ikke længere er tynd. Det er fandme også et af de større hovedbrud. Jeg håber virkelig ikke, han slår op med mig.

 

I det mindste er jeg ikke fatalist.

Det er lørdag, da jeg spærrer øjnene op, jeg ved med det samme, at jeg ikke gider i dag.

Det er en af de dage, hvor jeg føler mig personligt angrebet af tankerne i min hjerne fra det allerførste sekund. Og klokken er endda kun 8.

Vi klarer os til i morgen. Det er sådan, vi plejer at gøre det, siger jeg til mig selv. Hvem har brug for en terapeut, når jeg er så god i min egen trøst.

Så kan jeg ikke helt huske, hvad der sker, men jeg tror, at det hele sker på rutinen. Man skal passe på med, hvad man siger, men jeg har haft det godt de sidste par måneder. Jeg kender mig selv, og jeg ved, hvor lidt jeg har brug for. Bare jeg har mine rutiner, så skal det nok gå. Mine rutiner er robuste, og når de er der, ramler det andet ikke fuldstændigt.

Derfor tror jeg også, jeg ved, hvad der sker. Jeg sætter morgenkaffen over og står nøgen ved køkkenvinduet og kigger ud på de gule bygninger. Nu går dagens arbejde i gang. Nu skal jeg bare klare mig igennem.

Klokken 12 spiser jeg min morgenmad. Ligesom dagen før og dagen før det. To blødkogte æg og en speltbolle. Jeg smører aioli på og ønsker lidt, at jeg ikke gjorde. Jeg spiser blommerne og ønsker lidt, at jeg ikke gjorde. Jeg spiser maden, men ønsker lidt, at jeg ikke gjorde, og pludselig er klokken 13. Det betyder, at jeg skal ud på tur.

Problemet er bare, at jeg orker det ikke. Jeg orker ingenting, tungsindet har taget over, og der er ikke den ting, jeg kan forestille mig, jeg har lyst til. Men jeg ved også, at jeg får hjertebanken og bliver nervøs, hvis jeg ikke går min tur, så jeg hopper alligevel i mine Converse, tager mit headset på og smutter ud i det lukkede land. Der går ikke mere end 500 meter på Amagerbrogade, før det går galt.

Mine øjne begynder at prikke, og jeg ved ikke, hvilket menneske der sidder i min hjerne lige nu. Vi snakker sammen. Stemmen siger, at jeg skal få noget hjælp, men jeg siger, jeg ikke har brug for det. Andre har mere brug for det, og jeg vil ikke tage andres plads. Så finder jeg min telefon frem, mens jeg går, og jeg søger på Amagers psykiatriske akutmodtagelse. Der står, at man kan blive ringet op af en sygeplejerske, hvis man har brug for hjælp. Jeg får en tudse i halsen, og min mund mumler lydløst ud i luften: “Jeg har det ikke særlig godt lige nu … jeg tror måske, jeg har brug for hjælp”. Og jeg ser for mig, at jeg cykler hen mod klinikkens indgang med min lille skuldertaske med snus og tyggegummi for at blive omfavnet af en medarbejder. Jeg varmer mig ved tanken om omfavnelsen. Den er det, jeg har brug for lige nu.

Så drømmer jeg lidt væk igen og mine tanker vender tilbage til et sted, de tit har været før: Hvordan efterlader man sin lejlighed før et selvmord? Og smider man sin dildo ud inden? Jeg skubber tankerne væk, for jeg vil jo ikke dø. Jeg synes bare, livet er forfærdeligt hårdt nogle gange.

Jeg står for rødt ved Christmas Møllers Plads og hilser på en hund. Når jeg har fået et hjem, skal jeg have en som dig, tænker jeg. Mit hjerte bliver tungt igen. Et hjem. Snart hjemløs igen. Jeg orker snart ikke mere. Jeg orker virkelig ikke i dag.

Solen skinner på vandet ved Voldene, og jeg undgår øjenkontakt med mennesker, for jeg kan ikke finde ud af at smile til dem i dag, og det vil jeg ellers gerne.

Jeg er pissesur på ham, jeg har hjertesorger over. Et par dage forinden har jeg vist fået fortalt ham, at det, der skete dengang, var en økse i mit betændte sår af dårligt selvværd. Det der selvværd, der gør, at jeg piner mig selv sådan. Det, der gør, at rutinen er så vigtig. Det var ikke okay, det han gjorde, og mens jeg går, prøver jeg at gøre det til mit livsmantra at behandle andre mennesker ordentligt. Ikke at gøre andre kede af det, for det føles helt elendigt at være så ked af det, og det vil jeg ikke være skyld i.

Nogle gutter på en bænk siger, at jeg har en god røv. Jeg har lyst til at smadre dem. Kvæle dem mellem mine baller, men jeg ved stadig aldrig, hvordan jeg skal reagere på det der, så jeg lukker øjnene og går videre. Hiver min telefon frem og læser den besked, der lige er tikket ind.

Jeg kigger ud over Bryggen og smiler. Beskeden er ligegyldig, men den er der, og det er det, der betyder noget. Mens jeg går igennem Fælleden, planlægger jeg at lave en TikTok-video, når jeg kommer hjem. Jeg ved lige præcis, hvordan den skal være, jeg ved bare ikke, om jeg kan finde ud af det.

Jeg kommer også i tanke om mine bukser, der gik i stykker i mit sidste cykeluheld. Dem vil jeg lave om til et par denimshorts. Jeg glæder mig til at komme hjem nu. Mine fødder er betændte af at gå så langt, så længe i så dårligt fodtøj, så jeg prøver at lade være med at humpe. Fysisk smerte er så nem. Det ved jeg, jeg har sagt før. Så nem. Jeg har glemt alt om Amagers klinik, da jeg svinger ind på min gade igen tre timer senere. Nu tænker jeg bare på TikTok og mine nye shorts. Jeg kan ikke beslutte mig for, hvilken længde de skal have, og lige der i det sekund er det den eneste bekymring.

Det er sådan her, vi plejer at gøre det. Vi klarer os til i morgen.

 

 

SOD

SOD

En bog af Karoline Mathilde Rasmussen

Prolog

Jeg stod på toppen af Ringgadebroen, og mine hænder knugede sig fast til det regnvåde rækværk. Alt var gråt på den måde, som det kun kan være i januar. Jeg kiggede ned på togskinnerne mange meter under mig, mens tårerne løb ned ad mine kinder.

I flere måneder havde jeg kun haft mine sko af om aftenen, når jeg skulle i seng, fordi en stemme inde i mig sagde, at jeg ikke måtte sidde stille. På en måde var der noget tragikomisk ved at have kæmpet for at tage 12 kilo på for ikke at dø, og nu, hvor det endelig var lykkedes, stod jeg på toppen af Aarhus og tænkte, at jeg umiskendeligt var naglet til bunden – og om jeg ville nå at mærke noget som helst, når jeg kolliderede med jorden under mig.

Få meter fra mig hang en vissen rose og et stearinlys magen til dem, man sætter på kirkegården, stod ved gelænderets opsats og brændte ikke længere. Til minde om én, der var sprunget flere år forinden. Jeg slap rækværket og fortsatte min gåtur. Dybest set havde jeg ikke lyst til at dø. Jeg havde bare ikke lyst til at leve længere.

Kapitel 1: TYVE KOMMA FEM

(…)

Da jeg stadig var i København, ringede jeg til Birgit. Hun var den daglige leder på daghospitalet, da jeg var der. Hun var også vores faste psykolog, som vi havde gruppesamtaler med hver mandag. Birgit havde mig også til visitationssamtale, da jeg i første omgang søgte hjælp. Hun skræmte livet af mig med sine spørgsmål, der virkede langt klogere end min sygdom, og hun vidste altid, hvad mit næste træk var, før jeg selv gjorde. I dag er hun privatpraktiserende psykolog i Aarhus, hvor hun især hjælper spiseforstyrrede med den terapeutiske dimension af deres sygdom. Det er den del, der typisk ligger i forlængelse af vægtøgningen, altså når en almindelig hverdag så småt skal til at indfinde sig. Birgit og jeg har aftalt, at jeg kan komme forbi hendes praksis til en snak om at blive rask.

Min mor har sagt, at jeg kan låne hendes cykel, men da jeg har spist morgenmad har jeg god tid, og jeg føler mig rastløs. Klokken er kun lidt over middag, og jeg skal først mødes med Birgit klokken to. Min sygdom ved, at en times gang er bedre end et kvarter på cykel.

Derfor går jeg fra Skåde til Århus. Da jeg er halvvejs, kan jeg mærke, at vablerne er begyndt at bryde frem på mine hæle. Det gør ondt, men det er min egen skyld, for skoene er nye og stive.  Humpende når jeg frem til Ryesgade, hvor Birgits praksis er. Jeg bipper mig selv ind, går forbi elevatoren og humper op på 4. sal og direkte ud på toilettet, hvor jeg hiver mine nylonstrømper ned og studerer mine fødder. Der er blod over det hele. I hjørnet af rummet står en badevægt, og jeg kigger skiftevis på den og mine åbne sår, mens jeg ikke kan holde latteren tilbage.

– Jeg er åbenbart lige rejst fem år tilbage i tiden, mumler jeg for mig selv og går ud mod venteværelset.

Birgit henter mig kort tid efter og viser mig ind på sit arbejdsværelse. Så forklarer hun, at hun bliver nødt til at spise frokost, mens vi snakker. Hun spørger mig, om jeg har spist. Jeg siger, at det har jeg, selvom det er løgn, men jeg vil gerne undgå hendes psykologblik, der ser lige igennem mig. 

Nu er klokken 22.29 …

… og det er snart et år siden, jeg skrev ovenstående og lod det være det sidste, Journalisthøjskolen modtog fra min hånd (for nu). Det er også snart et år siden, jeg fik fat i Birgit og bad hende om hjælp til at skrive første kapitel til den bog, der overhovedet ikke er færdig endnu.

Sidst jeg skrev herinde, bad jeg også om hjælp. Hver eneste svar læste jeg igen og igen, og mange gange var det med tårer ned ad kinderne og ondt i maven. Fordi I var så gode, men også fordi I helt uafhængigt af hinanden alle gav mig det svar, jeg havde håbet, jeg ikke ville få. Kom væk.

Jeg kan ikke det hele endnu, men midt i mavepinen skrev jeg i torsdags endnu engang til Birgit. Ikke for at få hjælp til en bog, men for at få hjælp til mig. Så tak for at skubbe mig derhen. Inderligt tak.

Det er lidt svært, hvordan jeg afslutter det her uden at nævne alt det, der sker lige nu, men: Jeg håber, at I har det godt derude, derhjemme. <3

 

“Jeg kan da sagtens skrive bachelor om anoreksi,” sagde hun og græd.

Jeg har lige givet dage som i dag et navn: Tina Dickow. En ægte Tina Dickow-dag. For andre er det måske Lana Del Rey, Billie Eilish eller Andrea Bocelli (har nogen nogensinde lyttet til Con te partiro UDEN at græde?)

Lige nu er det Fugleflugt, på en måde meget passende, fordi jeg beskæftiger mig ret meget med fugle for tiden. Så sent som i formiddags brugte jeg en halv times penge på at betragte to svaner i kamp nede ved Voldene, og jeg forstår stadig ikke, hvordan de kunne blive ved så længe. Jeg forstår heller ikke, hvordan de kan se så classy og majestætiske ud, selv når de kolliderer voldsommere end to japanske sumobrydere i sværvægtsklassen.

Men min generelle fuglebeskæftigelse, den er faktisk også delvist skyld i, at hvid kaffe i folkemunde til evigt tid bare er noget, man drikker, og ikke en blog, man læser. For snart to år siden fik jeg nemlig en idé til en socialrealistisk børnebog (haha slap af), og rent undtagelsesvis – for første og sidste gang – vil jeg gerne takke Kenneth Kristensen Berth for at sige noget så absurd perfidt og umenneskeligt, at jeg ikke kunne gøre andet end at bearbejde hans ubehageligheder med noget illustreret og næstekærlig læsning for børn. Så det arbejder og skriver jeg på, og hovedpersonerne er fugle. Tænk Fuglekrigen i Kanøfleskoven, den slags fugle.

Så skriver jeg faktisk også lidt på en novellesamling, der hedder Snallerværk, og det er ikke, fordi jeg vil være irriterende og hemmelighedsfuld omkring det, jeg er bare pissebange for, at jeg aldrig får det afsluttet, og at alt det, jeg gerne vil, aldrig bliver til noget. Nu er jeg således også gået i gang med min bacheloropgave, og jeg har fået lov til at skrive en bog – eller kun en del af den, fordi jeg skal aflevere skidtet om små to måneder. Det kapitel, jeg vil skrive, handler om, at det sværeste, ved at have anoreksi, var tiden bagefter. Bagefter målvægten, bagefter behandlingen, bagefter vægtøgningen. Alt det, jeg stadig bander og svovler over den dag i dag, og alt det, der stadig kan gøre livet fucking besværligt.

Jeg har også fået lov til at bruge mig selv som fortæller; som den opsøgende og undrende journalist, der rejser tilbage i tiden og snakker med mennesker fra dengang for at finde ud af, hvad der skete, og hvorfor det er så svært at finde et stabilt fodfæste igen.

Så var det, at folk begyndte at sige, at det lød ret hårdt, at jeg skulle passe på mig selv i alt det her, og jeg fægtede demonstrativt med armene, FORDI JEG KAN JO KLARE ALT, JEG ER PANSER, JEG ER UPÅVIRKET, JEG ER AFKLARET MED MIN SKÆBNE BLA BLA BLA.

Big news is, at det er jeg åbenbart ikke. Og nu har jeg lige smidt en eller en forskerfagbog hårdt ind i min væg, fordi den fik mig til at græde, fordi det meget pludseligt gik op for mig, hvorfor jeg blev syg. Og at det overhovedet ikke er et afsluttet kapitel. Altså, hvorfor-delen. Om lige knapt en uge tager jeg til Århus for at snakke med min gamle behandler og to af de piger, jeg var på daghospitalet med. “Af minder og steder, stemninger og nostalgi, jeg kommer med kærlighed, tilbage til der, hvor jeg hev flaget ned”. Hvis det ikke er vaskeægte Tina Dickow, så véd jeg snart ikke.

 

Ikke relateret billede, men: hehe