I anledning af min fødselsdag minder jeg jer om, hvordan det startede


På en eller anden måde er i dag en ganske speciel dag for mig. Det er nemlig præcis et år siden, jeg begyndte at blogge. Jeg kan røbe så meget, som at vejret d. 18. juni 2016 ikke var specielt godt. Faktisk var det noget værre møg, og jeg følte mig også som en stor klat møg, der virkelig trængte til et bad. Men jeg gad ikke. For varmtvandsbeholderen i min mors sommerhus var så lille, at jeg knapt nok kunne nå at gennembløde min krop, før det hele ville forvandle sig til en fesen omgang vinterbadning i en gammel bruseniche. Ironisk nok har jeg i dag – præcis et år senere – stadig ikke noget bad. Det er mindre frivilligt, men om ikke andet er det er godt påskud for at cykle til Waterloose i aften og snylte lidt på min venindes gæstfrihed (og varme vand.)

Måske lige bortset fra det er det meste nærmest nyt og anderledes. I dag sidder jeg i København (eller Frederiksberg……….) fordi jeg i efteråret søgte praktik, hvilket heldigvis gik hammer godt ( jeg er sikker på, at mine brystvorter havde noget med det at gøre)  – selvom det også blev et farvel til Aarhus på ubestemt tid. Igen i dag har jeg ikke specielt meget på hjerte, og så alligevel. Jeg har altid elsket, når etablerede bloggere lavede sådan en form for Throwback i deres arkiver. Af ganske logiske årsager har jeg ikke kunnet gøre kunsten efter, men det kan jeg heldigvis nu. Med lidt god vilje, i hvert fald.

Her er lidt fra den spæde begyndelse; enten er det stadig relevant, eller også er det lidt dumt, men forhåbentlig mest af alt hyggeligt. 

Husker du at sige tillykke til huefolket? En kort, formanende og halv-hellig opsang til alle os, der brager ind i de nyudklækkede studenter i disse dage. Det er ikke stor kunst, men det er nok en meget god påmindelse. 

Har jeg egentlig fortalt, at jeg er i et forhold? Første gang min far kom på banen. Det var i hans bløde periode, som desværre kun varede et halvt års tid. Kort efter mødte han en kvinde, som han blev hovedkulds forelsket i på en halv time, and it was all downhill from there, som man siger. 

Journaliststuderende er så nemme at hade. Måske er det også derfor, jeg hader mig selv så meget. Hvis jeg kunne få lov til at rejse tilbage i tiden og ændre det billede, ville jeg aldrig bede om mere. 

Alle burde give Nordjylland en chance. En ode til det nordjyske – og Ålbæk i særdeleshed. Om to uger vender jeg langt om længe tilbage. 

Livsviden fra min bror, som tilfældigvis har Aspergers. Mest fordi der har været så meget snak om Frøken Ninka. Min bror hverken kan eller skal kureres, og han trives faktisk også ret godt med pizza og indbagt kylling. 

For dummies: To Google or not to Google. Back in the days var jeg ret god til kærlige guides, og jeg bilder mig ind, at mange har taget ved lære af min Guide til Google. Ikke desto mindre irriteres jeg sjældnere og sjældnere over spørgsmål som ‘Hvor kan man købe den Faxe Kondi Limited Edition’? (= Føtex og alle andre steder. Ved I egentlig, om den er god? Den ser ret fråderen ud.)

 

Karoline tester: Hårfarve (L’oreal Preference Infinia 10.21)

Nævn en hårfarve, og jeg har haft den. 

Jeg var vist kun 12 eller 13, da jeg fik helfarvet mit hår for første gang. I flere år havde jeg plaget min mor om at få lov, og hun sagde hver gang, at når jeg selv var i stand til at betale (behandling, udbedring af skade samt vedligeholdelse) kunne jeg give den ligeså meget gas, som jeg ville. Hun mente i øvrigt ikke, at jeg havde behov for at farve garnet. Jeg bed mest fast i førstnævnte, og da jeg fik mit første job, bookede jeg også en tid hos frisøren. Siden da har ingen set Karolines naturlige hårfarve (som vist bedst kan beskrives som grofthakket leverpostej – det vil sige den mørke, hjemmelavede variant.) 

I mange år skiftede min farve sammen med vinter- og sommertid. Når vejret var godt, var jeg afbleget, og når det var skidt, var jeg mørk på toppen. Det betyder ikke blot, at jeg har været gennem alle gule, orange, hvide, brune, gyldne og sorte nuancer i denne verden, det betyder også, at jeg en stor del af mit liv har haft så ødelagte lokker, at jeg har siddet i frisørstolen og grædt, fordi mit hår opførte sig som elastik og knækkede af som tørt pindebrænde. Andre gange har jeg bare grædt, fordi jeg begyndte at farve håret selv, og resultatet er aldrig nogensinde blevet fantastisk, men det har alligevel været bedre end patéfarvede udgroninger – for slet ikke at komme ind på de økonomiske fordele. 

Sidste år fik jeg den ide, at jeg skulle køre et mere au naturel-look, og det måtte være i følgeskab med en frisør. Men som bekendt har man et standpunkt, til man presses ud i et nyt, og således voldsmadrede jeg min frisørs fornemme og og hyppige indsats på en enkelt time, da jeg var i Edinburgh. Fælden klappede, og jeg er nu tilbage i den gode, gamle DIY-afblegningsrutine. 

Er der én ting, jeg alle dage har savnet, er det tests af hjemmehårfarver samt meget visuelle bevis på, hvordan de præsterer – eller ikke formår at præstere. Så det starter jeg sgu nu. Til anledningen havde jeg været forbi Matas på Vesterbro og købt en L’oreal Preference Infinia i farven 10.21 Stockholm – Extra Light Pearl Blonde med hjem. Jeg tænkte, at den virkede forholdsvist lys, men jeg blev klogere. 


Pris: 78 kroner. 

Det får du: Blonderingsvæske + creme, conditioner og en eller anden farvebevarende kur + sorte handsker. 

Det lover den: Op mod 8 toner lysere hår med et perlemorskær(???). 

Umiddelbart indtryk: Lækkert med en masse ekstra pleje til håret, som rækker længere end en enkelt hårvask. Dufter eller føles hverken ligeså krads som andre blonderinger – hvilket der også var en grund til…………


Horribelt før-billede. 


Endnu et. Stadig ikke flot. 

Hit me! Ok. Normalt med sådan noget afblegningshejs, har det en hvid/turkis skummende farve og konsistens, og lugten river lidt i næsen. Jeg vil ikke sige, at denne farve duftede dejligt, men den var ikke slem. Desuden var farven helt klar, og da den først var kommet i håret, begyndte alle alarmklokker at ringe: mit hår bliver ikke lyst. Nok. 

30 minutter senere…. skulle kemikalierne egentlig være skyllet ud, men jeg kunne ligesom se på det hele, at jeg hverken havde fået hvidt eller tisgult hår; det var snarere blevet til en lys, fransk lever. Faktisk sådan lidt naturligt. 

3 kvarter senere… vaskede jeg håret og forberedte mig på det værste. Umiddelbart så det ikke slemt ud, hvorfor jeg lagde mig til at sove (med vådt hår) og tænkte, at natten måtte gøre resten af tørrearbejdet. Nu kunne jeg ikke selv gøre mere. 

Resultatet? Jeg vågnede op, og noget af mit hår så mirakuløst unaturligt og lyst ud – mest det forreste, som i forvejen er bleget af solen. Resten… well.. det er ikke forfærdeligt, men det er heller ikke fantastisk – det er i hvert fald ikke extra light som lovet.

Græder jeg næsten? Nej, jeg har prøvet væsentligt værre. Og med noget silverkur bliver det sikkert også meget fint og køligt, som jeg gerne vil have det. 

Samlet vurdering 3 ud af 6 hjerter. Prisen taget i betragtning får man meget for pengene – til gengæld får man ikke helt den farve, man køber gennem indpakningen. Og det er altså lidt noget juks, synes jeg. Mit hår føles blødt og rart, men jeg prøver nok noget andet næste gang. 


Dagen efter. 


Blond Front. Med det rigtige filter kan alle se hvidhårede ud. 


Aldrig har Karoline set mere alvorlig ud hahahahahaha

Boligsøgning i faser

Efter 50+ ansøgninger, to svar og to afvisninger på to uger går man gennem en del stadier som boligsøgende (i hvert fald i København.) Følg med her. 

1. Man-skal-da-være-godt-dum-hvis-man-ikke-ansætter-mig-fasen (også kaldet Optimistfasen eller Naivisme) – Kvinde: Tjek! Arbejde: tjek! Økonomisk stabil: tjek! Rolig og ikke-festende: tjek! Husdyr: Ingen. (Desværre!) på papiret er jeg faktisk så perfekt, at potentielle udlejere bør dyste om min gunst.

2. Jeg-kan-da-godt-være-kollektivist-fasen (Pre-erkendelsen eller Går-den-så-går-den-fasen). Fællesspisning hver dag? Fælles madbudget? Hvis jeg kan dyrke holdsport, kan jeg vel også dyrke et fælles samliv. Nemt. 

3. Jeg-får-bare-en-madonnapiercing-fasen (Desperationsfasen). 20 kvadratmeter i Albertslund til 2K? Hvis Vestegnen har skabt Anders Matthesen og SUSPEKT, kan det ikke være helt slemt. 

4. 3500-for-6-kvadratmeter-virker-som-en rimelig-pris-fasen. Havregryn smager desuden dejligt. 

5. Ældre-herre-søger-selskabelig-logerende-fasen (også kendt som Noget-for-noget-fasen). Svend på 67 i Vanløse leder efter en kvindelig logerende – gerne studerende. Seng er stillet til rådighed. 

6. Bolig-er-faktisk-ret-overvurderet-fasen (Opgivelsesfasen) —- hjeeem til Åååååårhus, uuhhh åååååhhh….

Og så kom jeg ikke længere, for jeg har nemlig fået tilbudt et ganske skønt værelse i en ganske skøn lejlighed på Amager. Som jyde har man ikke helt et begreb om, hvad Amager er for en størrelse, for vi ved jo kun det, vi får serveret gennem medierne (= snuskede værtshuse, romalejre og Linse Kessler) men jeg har ret hurtigt kunnet forstå, at Amager byder på meget mere end det. Min veninde omtalte øen som Nordens Miami, og selvom det totalt meget var en joke, kan jeg godt lidt se, hvor hun kommer fra. I går, mens vejret var allerbedst, hoppede jeg på cyklen og drog vestpå, hvilket endte med en 3-timers tur forbi Strandparken (som jeg skal bo tæt ved), Amager Fælled, Ørestad, Fields og videre mod Sjællandsbroen tilbage mod fastlandet. Det var utvivlsomt den mest rolige og afstressende cykeltur, jeg har haft herovre, og jeg var ikke ved at blive kørt ned eller ind i én eneste gang. Frederiksberg er for dejlig, men jeg tænker, at Amager passer bedre til mit jydehjerte og den gamle kone, der bor inde i mig. 

Forresten leder jeg efter gode cykelruter i Kbh og omegn (helst omegn, faktisk) og jeg tænker, at de gerne må være fra 20-50 kilometer-ish. Så hvis I ligger inde med gode alternativer til Den Grønne Sti, vil jeg være yderst taknemmelig. 


Uselskabeligt Sydhavns-får. 

Miriam har skrevet et ræddi godt indlæg lige her. De fleste af jer har nok allerede læst det, men hvis ikke, så klik lige forbi. Det er egentlig ret simpelt. 

Jeg har lagt en plan. Sådan da. 

Nu føler jeg mig ret dum over, at jeg ikke sagde noget lidt før. Det skulle jeg nok have gjort, for så var det måske ikke blevet så stort inde i mit hoved. 
I har været ret så gode – både her og på mit arbejde. Og endnu engang har jeg oplevet, at andre mennesker tager mig meget mere seriøst, end jeg til tider selv kan finde ud af. 

Det kan godt være, at søde ord og komplimenter ad libitum ikke reparerer noget inde i min selvforståelse, er det alligevel den største motivation, jeg kunne få, til at begynde at lægge nogle ting om. 

Ikke at det ikke altid er passende, men lige nu og her virker den legendariske sætning Of course it is happening inside your head, Harry, but why on earth should that mean that it is not real? ret rammende lige nu – og egentlig lidt desværre, for jeg ville gerne være fri for begge. Både det, der foregår på tankeplan, og så det, der rent faktisk er reelt, jeg så gerne vil forandre. 

Det er så bare min tilgang, som – indtil nu – har været helt forkert. Jeg har nok hele tiden gået og tænkt, at før jeg kunne få det bedre med mig selv, skulle jeg ændre på, hvordan jeg så ud. Det har slet ikke strejfet mig, at det måske var den anden vej rundt, der nok ville være den mest optimale løsning. (Den erkendelse giver jeg JER fuld kredit for!) 

Så med hel enorm og fuldstændig overvældende opbakning fra min arbejdsplads (og JER!) er jeg ved at lægge en plan. Den er ikke helt køreklar endnu, men der er et par konkreter, der i hvert fald er lagt fast. Og heldigvis har jeg på fornemmelsen, at universet er med mig. 

Først og fremmest havde jeg nemlig besluttet mig for, at alt mit gamle tøj skal ud. Åh, hvor kommer jeg dog i elendigt humør, når jeg dagligt roder rundt i kommodeskuffen og støder på bukser størrelse 32/børneafdeling i H&M, som måske bare hverken er eller bør være mit tøj. Umiddelbart efter den beslutning blev jeg standset af Ulrikke og hendes mor på gaden, for Ulrikke er stor Harry Potter-fan, og hun ville gerne vide, hvor jeg havde fået fat i mit Hogwarts-indkøbsnet (forstår hende godt, det er awesome!) Med stor beklagelse måtte jeg fortælle, at det var fra Primark, som hverken ligger i eller leverer til Danmark. Hun begyndte at se lidt trist ud, og jeg blev selv lidt trist. Så jeg tilbød hende, at hun måtte få mit seje HP-tøj, for en fan som hende måtte nødvendigvis være ret sej. Vi udvekslede numre (dvs. hendes mor og jeg udvekslede numre) og hermed er første punkt i min plan godt skudt i gang. Der er selvfølgelig stadig en forbandet mængde klæder, jeg stadig skal af med (også en del jeg godt kan passe, men bare fremkalder dårlige minder) så når jeg alligevel skal kyle sko efter jer, må I også gerne tage noget kluns med. Det er på min regning, vi finder bare en dag. 

For det andet skal jeg til at gøre flere ting, der gør mig glad. Sige ja til dates (hvis det bliver aktuelt), jeg skal drikke mere og stresse mindre, og så burde jeg lege Britney anno 1999 foran spejlet mindst én gang om dagen. 

For det tredje må jeg øve mig i at tænke pænere om mig selv. I stedet for at sige til mig selv, at jeg er klam flere gange dagligt, skal jeg tænke, at jeg er sød og dejlig. 

For det fjerde skal jeg snakke med et menneske, der har forstand på at snakke med en som mig. Umiddelbart havde jeg slet ikke tænkt, at det var der, jeg var, men et eller andet sted, er det jo ret åbenlyst. Jeg har efterhånden en lang historik af problematiske forhold på bagen, og jeg er stadig ikke begyndt at forholde mig til, at det er et halvt år siden (om 15 dage), jeg sidst så min far – og at jeg med en vis sandsynlighed heller ikke kommer til det igen. I hvert fald ikke før om meget lang tid. 

Det lyder jo alt sammen mægtig fint, synes jeg, og selvom jeg desværre ikke allerede synes, at jeg er død-fantastisk – eller det der ligner – tror jeg rent faktisk på, at det begynder at gå fremad. For pokker, det kunne nærmest ikke gå tilbage. 

Så endnu engang tak. 


Jeg satte allerede i gang med Punkt drik mere, stress mindre i lørdags, og David insisterede på at give en øl. Vi sad på toppen af Valby Bakke og lyttede til Kvinde Min, fordi den kære Kim holdt koncert lige ved siden af. Efter én Tuborg gik jeg skævt, men det var kun godt

Der er ikke noget at sige til, at ingen vil have mig, når jeg ikke engang vil mig selv 

Fake it till you make it fungerer fint i mange henseender. Det er helt afgjort fedest, hvis man rent faktisk har styr på tingene, men når det sommetider ikke er tilfældet, kan er det sommetider nemmest bare at lade som om. Til sidst ender man med at tro, at man rent faktisk har fingeren på pulsen, lige indtil man finder ud af, at man overhovedet ikke har det. 

Efter åbenbaringen kommer den svære beslutning. Enten fortsætter man benægt benægt benægt, eller også må man tage mere drastiske midler i brug og rent faktisk gøre noget ved, at man på nogle punkter er lidt ude af trit med, hvad man egentlig ville ønske. 

I lang tid har jeg nok valgt den første strategi, men den er jeg ikke blevet gladere eller mere tilfreds af. Så nu er det nok tid til nummer to. Og jeg kan passende starte her. Det er forbavsende svært: meget sværere end at skrev om min psykopatagtige far og mine ligtorne på lilletæerne. Derfor har jeg også trukket den, og det i meget lang tid. 

Jeg har været – og er stadig – bange for, at nogle ville give mig ret og sige: Det er sjovt, du siger det, Karoline. Du er faktisk blevet ret grim. Ret uattraktiv. Ret tyk. 

Det er der, jeg er, og det lyder nok enormt banalt, forkælet og ligegyldigt. Måske var det også alle de ting til at starte med, men nu har jeg efterhånden messet de grimme ord til mig selv så mange gange, at det er blevet en stor virkelighed, jeg slet ikke kan se ud over. Den er over det hele. Jeg kan ikke holde mig selv ud, ligesom jeg på ingen måde kan holde ud at være i mig selv eller blive konfronteret med, hvad jeg er. 

Så jeg undgår spejle. Jeg undgår vinduer. Jeg undgår glasdøre og alt, der kan reflektere mig. Jeg tager ikke billeder af mig selv, og jeg hader, når andre gør det, for de billeder er altid de værste, og de kan ødelægge hele min dag. 

Jeg tør ikke møde mennesker, jeg ikke har set i lang tid af frygt for, hvad de vil tænke. 

Jeg meldte afbud som oplægsholder på Risskov, selvom jeg egentlig godt kunne være der, fordi jeg ikke ville komme og gøre mig selv til grin over, hvor galt det kan gå, når man begynder at spise igen. 

Jeg hader at gå i bad, for især der kommer det meget tæt på, og jeg bruger umådelige mængder af energi på at holde blikket mod et punkt i loftet, for så slipper jeg for at tage stilling til mig selv. 

Jeg slår blikket ned i jorden, når jeg går gennem gaden til Distortion, for jeg orker ikke, at ingen orker mig. Jeg orker ikke frygten for at få lede ting smidt i hovedet af stive fyre, jeg får øjenkontakt med på gaden. Det har jeg prøvet for mange gange før, og jeg kan ikke klare, hvis det sker igen. 

Jeg ghoster ham den fantastiske fyr fra Tinder, der skrev ligeså lange og levende beskeder om Harry Potter, som jeg selv gjorde. For jeg tør ikke mødes med ham, når jeg alligevel ved, at han bare bliver skuffet. 

Jeg holder mig væk fra Instagram, for det gør mig egentlig kun ked af det. 

Jeg kan ikke holde ud at klikke tilbage i tiden på mine gamle indlæg, for jeg oplever det som Karolines forfald, der bare skete, uden jeg selv havde kontrol over det. 

Så når jeg har sagt, at jeg er glad, så er det kun delvist sandt. For jeg er glad for alt andet end det, der er mig selv. Mine venner. Mine kollegaer. Mit arbejde. Min familie. Men i længden kan det være ret svært at holde fokus på alt det, når du et eller andet sted føler, at du har mistet kontakten til dig selv. 

Hvor ville det bare være meget mere cool at være en af dem der, der bare elsker sig selv og alt det der. Og jeg hader mig selv en smule for at hade mig selv så meget. Fordi det åbenbart betyder så meget, og fordi jeg åbenbart ikke kan se mig tilfreds med, at jeg faktisk er en ret fin person (I ved, sådan rent personlighedsmæssigt, ing’.)

Det var så det. Det lettede. 

5 grunde til at Resorb Væskeerstatning gjorde mig momentært hysterisk


Jeg er egentlig ret robust. Stabil i humøret. Men jeg har altid været ubehageligt varmesensitiv, og til trods for min kærlighed til solskin og brun hud, har jeg altid været den første til at bukke under for solstik og dehydrering, når det har været allervarmest. Nok også (eller mest) derfor, fik jeg et irrationelt miniflip i weekenden, da temperatursøjlen på den nærliggende tankstation viste 29 grader celcius. Mit hysteri startede med en Resorb brusetablet. Eller faktisk startede det, da jeg havde bællet hele glasset i to tørstige mundfulde og bagefter gav mig til at læse på indpakningen.

1. Fandme om de ikke er produceret af Nestlé! Lige siden jeg fandt ud af, at fødevaregiganten mener, at ‘det er kontroversielt at mene, at vand er en menneskeret’, har jeg pure boykottet dem (heldigvis er deres kaffe ringe, og jeg har aldrig været super afhængig af Oreos.) Lige i dette øjeblik kommer jeg faktisk til at overveje det ironiske aspekt i, at de laver tabs til væskeerstatning. “Vi har taget dit vand, men værsgo! Køb en Resorb, then you don’t even need that shit.”

2. Sidste holdbarhedsdato var i 2014! (faktisk er jeg overhovedet ikke pernippen, hvad det angår. Jeg spiser tit mad, der er meget for gammelt. Og hvis mine gulerødder er brune og bløde i enden, betyder det ikke, at de er diskvalificeret som føde.)

3. … hvilket betyder, at de er 3 år siden, jeg sidst var i noget, der med rette kan kaldes for et fast forhold. Tabletterne var nemlig en del af en rejsekit-gave fra min ekskæreste, og eftersom det ligesom er 4 år siden, jeg drog til Afrika, og ham og jeg slog op året efter, er regnestykket ret nemt.

4. Glucose er hovedingrediensen. Nu er jeg jo ikke udlært i kemi eller noget, men jeg er stadig ret sikker på, at glucose har noget med sukker at gøre. I skal vide, at jeg ikke drikker ting med sukker i. Faktisk kan tanken om det gøre mig decideret angst (flashbacks tilbage til min sygdomstid, hvor jeg seriøst kunne have mareridt om at drikke to liter almindelig, sukkerfyldt sodavand ved et uheld. Eller når jeg var i biografen og ikke havde lyst til at drikke Fanta, fordi de sikkert kom til at tappe af den forkerte, glucosefyldte hane.) Flash forward tilbage til i dag, hvor jeg faktisk kværner slik, kage og bolcher på daglig basis, men tilsyneladende stadig er lidt emsig over kombinationen af sukker og vand.

5. Jeg var dehydreret og letpåvirkelig. (Og i dag har jeg det helt fint igen. Men begge rør Resorb ligger altså nu i min skraldespand.)

Takeaway: Lad være med at læse labels.

PS. Mit sidste indlæg gik lidt i hest, så hvis I læste det gennem bloglovin’, var det sikkert noget makværk. I kan læse det rigtige her.

PPS. Potheads! Har I set det her?!

Hvis I synes, at jeres liv er kaos…

… så synes jeg måske bare, at vi skal stifte en klub. 

Håndværkerne ankom til Helgesvej i forgårs, og selvom jeg var forberedt på, at de ville bringe kaos med sig, var det måske ikke helt gået op for mig, hvor vidtomspændende det egentlig ville være. 

Projektet går i sin kerne ud på, at den lille lejlighed skal have et bad. Det lyder umiddelbart ret uskyldigt, men i praksis betyder det altså, at der skal rives vægge ned mellem mit værelse og køkken og igen ved køkken og toilet. Som jeg havde forstået det, skulke det foregå lidt i etaper, så kun 50 procent af hjemmet ville være ragnarok ad gangen. Sådan gik det bare ikke. 

Den første mand, der kom til, lagde ud med at afmontere WC og komfur med ordene: Dem skal I ikke regne med at kunne bruge i en måned. 

Bevares, jeg har alligevel altid tænkt, at mad og afføring var for pussies. 

Et sted inde i mig burde der sidde en pige og tude. Hendes hud klør og tørrer ud, fordi der er støv over det hele. Hun kan hverken lave mad, gå på toilet eller finde rundt i noget, for alt er pakket ned og væk. 

Det største lyspunkt, nemlig at hun rent faktisk ender med at kunne gå i bad, hvor hun bor, er heller ikke rigtigt til stede længere. *skifter lige fortæller ud*: Jeg er jo alligevel stemt væk et halvt år før tid. 

Men af en eller anden grund græder jeg ikke. Faktisk er jeg ikke engang bitter, vred eller specielt ked af det. Egentlig er det mest frustrerende, at min lillesøster og jeg kan sidde og vinke til hinanden, hver gang vi skal tisse – og det er ret ofte, for vi har begge to helt tumpede blærer. (Måske bliver det ikke engang så slemt, jeg mener… er I nogensinde blevet sure af at vinke?)

Jeg tror nok lidt på, at det nemmeste nok bare er at smile lidt til livet, når det kaster bomber og boremaskiner, hvor man bor. Om ikke andet er det en god anledning til at få testet Københavns utallige shawarmabarer og de offentlige toiletter, kommunen allervenligst har sat op. 

Her tisser jeg. Med udsigt til køkkenet. Penthouse feel. 

Her opmuntrer håndværkerne til hardcore og beskidt lagengymnastik. They know me too well. 

Her plejede jeg at tage makeup på. Og finde mit tøj. 

Endnu et fint udsigtsbillede fra toilettet. 

Spanden. Den fylder jeg op med vand, som skyller tis ud gennem afløbet. 

heldigvis er håndværkerne søde, og weekenden starter tilsyneladende på en onsdag. Jeg vil gerne gemme det her stykke mur for evigt. 

2 døgn i helvede

– og overdrivelse fremmer forståelsen. 

I forgårs blev jeg sendt hjem fra arbejde, fordi jeg havde det lidt skidt. I ved, ondt i øjenhulerne, lidt tiltagende feber og forkølelse. Da jeg smuttede, var det med afskeden ‘vi ses i morgen!’ for det var jeg oprigtigt sikker på, at vi gjorde. Min krop havde bare andre planer. 

Det sidste døgn har jeg gennemblødt og vendt alle mine dyner, pendlet mellem at ryste af kulde og dryppe af sved (og begge dele på en gang) mens jeg heldigvis ikke har kunnet lugte mig selv, fordi mit snydeskaft har været fyldt op med snot og andet godt. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har været så syg, at jeg ikke har kunnet lave andet end bare at sove. Hvis jeg skal drage nogen form for positiv konklusion ud fra det, må det være, at jeg rent faktisk bare har ligget i min seng. Uden gåture, uden noget noget-som-helst, bare ligget. (Og endelig fået taget hul på Kvinden med den tunge kuffert. Den ER god!) 

Men nu til noget meget mere helvedesagtigt. Nadia, min rumbo altså, bankede på min dør, mens jeg lå og hostede og feberblundede. Jeg havde nok lidt allerede regnet ud, hvorfor hun stod der og så lidt misfornøjet ud. Sagen er den, at hendes kæreste kommer tilbage til København et halvt år før tid, hvilket betyder, at Karo skal ud. 

Så nu er jeg sgu blevet opsagt. Og også snart boligløs, hvis ikke jeg finder et andet værelse at placere min seng og IKEA-kommoder i. Gud, hvor jeg hader at flytte. Og at være syg. Gud, hvor jeg hader, at ting bare ikke kan køre på skinner i mere end et par måneder ad gangen, før et eller andet fucker det up. 

Mit (blog)manifest


Manifestskriver-stillingen

I må bære over med mig, hvis jeg går og gentager mig selv, men det er jo sådan, at Hvid Kaffe er et resultat af en pludselig feberhandling (eller det vil sige den kendsgerning, at ham, jeg var sammen med, var sammen med en anden, og det kan være godt det samme.) Men før det havde jeg i flere år leget med tanken om en blog. Jeg havde specifikke ideer til indlæg, de havde bare ikke et sted at tage form – og det var nok også meget godt

 Jeg havde en eller anden ide om, at man skulle have en klar visuel og indholdsmæssig identitet, for det havde jeg jo læst alle mulige steder, at man skulle have. Ingen gider at kigge på grimme billeder og segmentfokusering, min bare! Det var lidt, som om der på forhånd var en masse benspænd, hvilket dybest set er tåbeligt, eftersom blogs af alle steder er helt dit eget. Måske derfor gik der lang tid, før jeg prøvede mig ad. Eller også var det, fordi jeg blev syg, og min mor i en periode var min helt egen bugtaler. Eller også er det en kombination af de to. Anyhow. Lang tid før shit got really real, skriblede jeg et par punkter ned til et blogmanifest. Mine egne skræddersyede retningslinjer, om man vil. De blev imidlertid slettet og ideen droppet igen, men det er gået op for mig, at nogle af dem har hængt ved, mens andre ubevidst er kommet til. 

Du må aldrig bruge ordene sundt og usundt. Kun hvis det drejer sig om noget så indiskutabelt hjernedødt som rygning. Forsøg i så fald at holde dig til vendinger som godt/mindre godt for helbredet. 

Du må aldrig blive ved med at bede folk om at følge dig diverse steder. Men I må selvfølgelig gerne. 

Du må aldrig skrive om, hvor meget du træner. Kun hvis meget er virkelig lidt. Fitspo, schmitso. Andres træningsflow genererer oftest dårlig samvittighed, selvom motivation var hovedmålet. 

Du må aldrig runde et indlæg af med hashtags. #almindeligesætningerfungererfint. 

Du må aldrig lave engelske rubrikker. Eller translatere dit indhold.

Du må aldrig bedrive social medie-intertekstualitet. “Jeg har skrevet om skamlæber. 🙇‍♀️ Link i bio!”  

Du må aldrig bruge ordet retarderet. Heller ikke om folk der er det. Det er politisk ukorrekt. 

Du må aldrig udgive et indlæg bare for at udgive et indlæg. 

Du må aldrig hoppe væk fra din egen banehalvdel. Kun hvis der er en virkelig god grund til det. Og det er der faktisk yderst sjældent. 

Du må aldrig gøre det til vane at runde af med et interaktionssøgende spørgsmål. Jeg kan umuligt være den eneste, der har det på den måde. Eller hvad tænker I?

Hvordan opfører man sig på en kirkegård?


Hvis man har en fast gang på sociale medier, er man ganske givet også stødt ind i billeder af de nyudsprungne træer på Bispebjerg Kirkegård. Jeg har ikke selv været forbi, hvilket egentlig ikke bunder i uvilje over for flotte blomster, det er mere et spørgsmål om, at jeg dybest set ikke er så botanisk interesseret. Blomster er i hvert fald ikke noget, jeg rejser (eller går 5 kilometer alene) for. Nok mest fordi jeg kun har betragtet konceptet på afstand, har jeg heller ikke været så opmærksom på, at det potentielt er problematisk, når en kirkegård pludselig bliver genstand for over 100.000 valfartende over en meget kort periode. 

Det blev jeg så, da jeg læste denne artikel u Kristeligt Dagblad tidligere i dag. Lige netop det vil jeg ikke sige så meget mere om, for jeg synes egentlig, at den indfanger det væsentligste. 

I dag er det så småt ved at være 2000 år siden, Jesus blev korsfæstet. Derfor er det jo oplagt at tænke lidt over døden på en anden måde, end man gør det, når man holder for rødt i en højresvingende lastbils blinde vinkel. 

Jeg hader døden, og når jeg sommetider kommer til at tænke på, at min familie en dag skal dø, mister jeg nærmest lysten til at leve. I løbet af mit liv har jeg været til mange begravelser. Det begyndte allerede, da jeg var omkring 5 år gammel, og så fortsatte det som en dødslavine, hvor bedsteforældre, onkler og klassekammeraters forældre pludselig stoppede med at være. Jeg skal ikke kunne sige, om det er derfor, men jeg bliver altid meget salig og tavs, når jeg ser et flag på halv eller en rustvogn kørende gennem gaderne. Selvom det ikke er din, men andre menneskers sorg, du meget hurtigt bliver eksponeret for, skylder man at udvise noget respekt og anstændighed. 

(Jeg synes forresten, at I også skal læse den her artikel, hvor en bedemand blandt andet beretter om, hvordan han har oplevet at stå med de sørgende efterladte ude foran kirken, mens motionister og andet godtfolk er kommet travende gennem flokken med råb, telefonsnak og grin. Hvis nogen skulle være i tvivl om min holdning, så er det så langt fra at være okay, at jeg næsten ikke kan komme i tanke om noget, der er mindre okay.)

Men altså. Mit ærinde var faktisk ikke at pudse min glorie, ligesom jeg også antager, at det er de færreste mennesker, der kunne finde på at dytte af et sørgeoptog, der kører gennem byen (men det sker.) For selvom jeg kan være nok så medfølende, når døden er lige foran mig, er jeg fuldstændig elendig i forhold til alt, der faktisk batter. 

Jeg har en bekendt, og jeg kan virkelig godt lide hende. Hendes mor døde i december sidste år. Det rørte mig dybt, men jeg kontaktede hende aldrig. For de eneste ord, der stod i min rådighed, var det gør mig så ondt, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det, fordi ingen følelse inde i mig ville kunne måle sig med hendes tab. Og hvad betød det i øvrigt, hvad jeg følte? Hvordan ville det på nogen måde hjælpe hende, at jeg stod klar med en floskel, der er sand, men sagt så mange gange før?

Mens jeg skriver det her, får jeg en klump i halsen. For den største fejltagelse af alle må være slet ikke at sige noget. Og det er den, jeg falder hver gang – med logikken om, at det må være bedre at holde sin kæft end at sige noget, der kan være forkert og gøre ondt. 

For et par dage siden skrev Karoline om, hvad man skal sige, når en man kender mister. Det er konkret, og jeg håber ikke på, at jeg får brug for det før nogensinde. Men hvis jeg alligevel gør, vender jeg nok tilbage. Om ikke andet så bare som påmindelse om, at det rigtige ikke er, præcis hvad du siger, men at du siger noget. Nu mangler jeg bare et svar på, om der er et tidspunkt, hvor det er for sent.