Karoline tester: Schwarzkopf Platinum Lightener (Silver Blonde L101)


Således blev det endnu engang tid til en ny omgang bundfarve til mine gråbrune rødder. Faktisk har det været ret presserende i et par uger nu, men fordi jeg helst vil føle mig blonde and on top på min ferie, har jeg udskudt hårfarvningen til 12 timer før afrejsedagen (sammen med farve af bryn, barbering diverse steder og alle de andre rutiner, der pludselig føles nødvendige før solferie.)

Eftersom den sidste hårfarve ikke var en ubetinget succes, og fordi det er ret kedeligt at anmelde den samme farve to gange, søgte jeg denne gang mod andre afværgende substanser. Denne gang Schwarzkopf, som jeg generelt har flere gode end tisgule erfaringer med. 

Eftersom det er sindssygt hype med silver, grey og ice toner i lyst hår, er der en del forskelligt at vælge imellem – da jeg sidst hjemmefarvede mit hår på fast basis, var der ikke så meget fokus på de kølige nuancer, hvilket betød, at farven for det meste altid fik et semi-gult skær, som kun var tiltagende ugerne efter farvningen. Det vil jeg helst gerne minimere, så jeg prøvede lykken med en Schwarzkopf Platinum Lightener (Silver Blonde L101), som lover en sølvblond, kølig farve samt en great hair feeling. 

Pris: 120 kroner i Matas. Men hold øje med tilbud, jeg fik den til cirka 70 kroner. 

Det får du: Pulver + blonderingsvæske. 2 breve med blå conditioner, hvor et enkelt lige præcis ikke er nok til hele håret. 

Der er rigelig farve til hele bunden, men hvis du er ude i en helfarve, bør du købe to pakker. 

Umiddelbare indtryk: Yes mand, der er noget Goddaw i den her farve! Allerede mens hårfarven bliver fordelt i mit hår, kan man se, at den arbejder, og der går ikke mange minutter, før hele min bund begynder at lysne. 

Svieskala 1-10: 1 1/2. Imponerende!

FLOT FØR

Endnu et. Baghovedet trænger også til en tur med trimmer. 

30 minutter ekstra: håret ser ud til at være tilpas lyst, men jeg kan se, at der er nogle steder, som har suget ekstra meget til sig. Heldigvis er der en lille smule farve tilbage i flasken, som jeg masserer ind for at give lidt ekstra. 

10 minutter efter… har håret trukket, hvad det kunne, og for at undgå skaldede pletter skyller jeg skidtet ud med shampoo – hvilket går nemt – og påfører den medfølgende hårkur. 

Resultat: Håret er MEGET lyst på en HELT tilpas lys måde. Men jeg kan på ingen måde få øje på silverskæret, som jeg ellers er blevet lovet. Det ligner en ganske almindelig afblegning, som med tiden også trækker gul farve. Jeg tænker, at det nok bliver tydeligt om et par uger, men den tid, den sorg. Med lidt blåshampoo + conditioner kan den værste krise fejes væk. 

And What Now? Lige nu har mit hår den perfekte base til en pastelfarve, så bliv ikke overrasket, hvis jeg render rundt med lyserøde lokker om en uges tid. 

Score: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ ud af 6. 


Nu vil jeg smutte i Primark. KYS HERFRA. 

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg har det for fedt eller helt forfærdeligt

Indledningen her grænser nok lidt op til at være lidt mere dobbeltmoralsk, end jeg normalvis accepterer for mig selv, men nu har jeg altså tænkt mig at tale lidt højt om, at mine ord pludselig er begyndt at mangle. Og jeg aner ikke hvorfor.
Forleden havde jeg en samtale med en gut, som for en kort bemærkning oprettede en blog, fordi han havde en masse tanker, han havde brug for at få styr på. Jeg sammenlignede det lidt med Dumbledores mindekar, og det billede var vist meget rammende: efter han havde nedfældet sine ord, følte han, at hans hoved var blevet tømt og klart. Når han havde brug for det, læste han tilbage i sine tanker, fordi det hjalp ham til at finde ud af, hvorfor han havde det, som han havde det.

Altså… bloggeriet blev for hans vedkommende en kortvarig affære, for – efter eget udsagn – havde han ikke flere tanker, han havde behov for at få styr på. Jeg svarede, at det i hvert fald aldrig ville ske for mig, men hvor kunne det dog være fedt, hvis det gjorde. 

Nu er jeg i stedet havnet i den halv-prekære situation, at mit hoved føles som Nørreport klokken 16.47 torsdag eftermiddag: fyldt og friggin’ kaotisk, men jeg aner ikke af hvad. Normalt kan jeg skrive den slags væk. Om ikke andet kan jeg prikke hul på bylden, kradse lidt i overfladen, og så er der nogle, der hjælper mig på vej, men lige nu er jeg en smule på bar bund. 

Når jeg prøver at bryde det ned i små stykker, og det gør jeg en del, så havner jeg hele tiden det samme sted: i mine rutiner. 

Dem er jeg virkelig afhængig af. Da jeg var syg, var mit liv ikke andet end syge rutiner: Hvornår jeg (ikke) måtte spise, hvornår jeg måtte sidde ned, hvornår jeg kunne ses med mennesker, hvornår jeg skulle sove, hvornår jeg skulle op. Alt. De gjorde mig trygge, mens de på samme tid også ødelagde mig og brød mig sammen. Det kom bag på mange, inklusive undertegnede, at de var så stor en del af mig – og hvor svære de var – og stadig er – at bryde ned, da jeg kom til den erkendelse, at det skulle de. 

Mine gåture, eksempelvis. Jeg havde en ide om, at jeg gerne skulle gå 20+ kilometer om dagen, sidde på en romaskine i halvanden time og løfte nogle vægte – bare fordi. Gåturene blev eftertiden en stort problem, fordi jeg typisk skulle klare dem over to gange. Og når man allerede har været igennem tre “træningspas” i løbet af en dag, kan det godt blive udmattende for selv den mest rutinerede. Det blev det også for mig, og en dag eskalerede det i sådan en grad, at jeg helt konkret havde lyst til at tage mit eget liv. 

Sådan kan rutiner være ret elendige. Det har krævet en del angstanfald og lad mig for helvede komme ud herfra-situationer at komme til, hvor jeg er lige nu. Jeg går en lang tur hver dag, og for det meste er det også af lyst. Hvor jeg før aldrig smed skoene, har jeg kæmpet for implementeringen af en ny rutine: computertid efter måltider. Det fungerer herre godt, og det giver mig ro. Den ro har jeg forsømt ufatteligt meget, hvor gakket det end måtte lyde i disse Digitale Detox-tider. 

Jeg formoder, at det her er vigtigt, for ellers giver det ingen mening, at jeg har det, som jeg har det lige nu: drænet, men fuld af gode ting. Træt, men ude af stand til at sove. Rask, men med en mave der hele tiden gør ondt. 

Om tre dage flytter jeg. Og så har jeg en uges ferie. Det tror jeg faktisk er meget godt. 


De her sko er forresten helt perfekte at gå i. 

Ambivalens er, når Tante Rød dør. 

I går sad jeg på min kontorstol, da jeg blev ramt af den mærkeligste følelse. Følelsen af menstruation. 

Når det føles, som om æggelederne gør knuder, alle musklerne i underlivet går i kramper, og din mave til forveksling ligner noget, der er klar til at føde en fodbold. 

Sagen er bare, at jeg ikke har menstruation, og det har jeg ikke haft i meget, meget lang tid. Jeg har nævnt det et par gange herinde, og sidste år gav jeg det også et skud med sådan noget Krop i Balance-halløj, som måske hjalp meget på balancen i mit hoved, men ikke desto mindre ikke havde den mindste effekt på mit forbrug af tamponer. 

Jeg er god til at glemme sådan noget. Når det bare er status quo på den dårlige måde. Jeg er god til ikke at tænke over, hvad det måske kommer til at betyde for mig om et par år. Og eftersom menstruation bare er smadder irriterende, og jeg var blødertypen, der månedligt plejede at spise 2 x Panodiler og 2 x Iprener hver anden time for ikke at ligge i fosterstilling som et lille gedekid, er det svært hundrede procent at begræde, at min krop ikke følger nogen fast indre kalender.

Det gør lidt ondt, når jeg begynder at konsekvensberegne og ræsonnere – det er typisk sådan noget, der først går i gang, når der ikke er nogen vej uden om. Som ved fantommenstruationssmerter for eksempel (for det var, hvad det var. Også den her gang.)

Fra tid til anden, især når jeg er oppustet til fjerne proportioner, bliver jeg ramt af den tanke, at jeg burde være gravid lige nu. For det er ofte det, der sker, når kvinde er sammen med mand, og ingen af de to idioter husker prævention. Men jeg er ikke gravid, og det har jeg flere portioner tis som vidne på.  Måske kan jeg ikke engang blive det, og jeg ved slet ikke, om jeg er klar til at finde ud af, hvad der ligger i mine kort. 

I fire måneder har jeg haft en henvisning liggende til en gynækolog, og jeg mener faktisk, at jeg skylder mig selv at gøre brug den. Nu er den snart forældet, og jeg er ikke så meget som begyndt at undersøge, hvem af dem, der ikke bare stikker et koldt metalnæb op i mit kun-næsten-revirginized underliv uden at advare om det først. Jeg har hørt, at den slags gør ondt. Den smerte har jeg ikke brug for, ligesom jeg heller ikke har brug for at vide, hvis det hele bare står ret slemt til. 

Jeg ved godt, at man kan være uden cyklus og stadig blive gravid. Jeg ved også, at det modsatte desværre også er ret udbredt. Og så har jeg læst alt for mange beretninger om tidligere anorektikere, hvis kroppe aldrig nogensinde rettede ind, selvom deres hoveder havde det godt. 

Det er blevet mit metier at leve i ulykkelig uvidenhed. Sagen havde nok været lidt anderledes, hvis jeg stadig var sammen med min ekskæreste. Hvis ikke jeg tager meget fejl, var han ret skruk, og han ville i hvert fald gerne have børn som 28-årig. Hvis det var med mig, betød det, at jeg skulle være 25. Det er jo en meget rimelig mor-alder, men det er også lige nu

Hvad nu hvis jeg allerede som 20-årig var begyndt at bekymre mig, da min læge sagde ‘Ja, det kan selvfølgelig godt ske, at du har aborteret, men alt ser fint ud nu‘, i stedet for bare at tænke: . . .

Så gik jeg nok ikke i dag og blev ramt af vådeskudsbekymringer. Hvis ikke det var så symptomatisk for mig ikke at bekymre mig over alvorlige ting, havde jeg måske slet ikke haft en trusseoverlevelsesrate på 100 (hvilket er alt, alt for højt for en kvinde i min alder.) For så havde jeg sgu nok dealet med alle de ting, der gjorde mig syg, for længst. 

Hej mor. Jeg ved jo, at du læser med. Jeg har selvfølgelig aldrig dyrket ubeskyttet sex. Eller sex. 



Pigelogik #1

1. “Hvis bare jeg bruger mine Photoshop-skills kløgtigt og fjerner blomsterkransen om mit hoved, er der nok ingen, der opdager, at jeg har brugt et pænhedsfilter.”

Meanwhile in reality: 


Den der ler sidst, ler bedst, som man siger. 

Jeg manglede ikke engang en god grund til at tage i LIDL. 


Det er også ved at være længe siden, jeg sidst tippede om gode discountvarer. I en kladde et eller andet sted ligger der et halvfærdigt dokument med 2-3 nye nye anbefalinger, men jeg har tænkt, at der skulle lidt mere kød på. 

Desuden har jeg været lidt træt af LIDL. Selvfølgelig ikke på en dealbreaker-måde, men bare lidt småfornærmet. Som bekendt er vi jo midt i dem sæson, hvor det er ret fantastisk at kunne flashe ben og armhuler, og på en helt ikke-mandsdomineret plan, kan jeg altså bedst lide, når jeg ikke har lodne totter af stride hår, der stikker frem alle mulige steder. 

Jeg har fundet en ven i min Veet hårfjerningscreme, men den lugter også virkelig meget af prut, og jeg er ganske angst for at få udslet på benene, hvorfor jeg har suppleret op med en skraber. Lige på den front er jeg ret jyde, og selvom Venus laver gedigne produkter, er de også bare alt, alt for dyre. 

Ind i billedet kommer nu LIDL. De havde nemlig lavet sådan en rip off-model af luksusversionen, og den havde jeg selvfølgelig købt. Et par dage efter så jeg på butikskædens Facebookside, at en kvinde havde skrabet halvdelen af sit kød på benet af med selvsamme skraber. Hun havde nok været uheldig, men jeg turde ikke løbe risikoen, så mod alle principper kylede jeg den uåbnede pakke i skraldespanden. 

En uges tid efter køber jeg en ny skraber.  Også i Lidl. En af dem, hvor man kan skifte hovedet ud. 3 blade pr. hoved og 10-15 styks med i hver emballage. Fandme billigt, altså. Jeg tog hjem for at gå hårfjerningsgrasat, men lige behåret blev jeg. Den lille lorteskraber formåede ikke at fjerne så meget som et enkelt hår. I afmagt smed jeg pakken med ekstrahoveder ud, beholdt resten og ventede på besindelse. 

I går, tre uger efter, fandt jeg de sidste levn, rystede på hovedet og tænkte ‘aldrig igen’. Og det var da, det gik op for mig, at jeg havde vendt skrabehovedet forkert. Altså har jeg knivkæmmet hårene i deres groetning, og med lettelse kan jeg konstatere, at det bare er mig, der er dum, hvilket er tusindfold federe end at være skuffet over LIDLs varesortiment. 

Min lille discountdarling er altså inde i varmen igen, og det besluttede jeg mig for at markere ved at aflægge et lille visit. 

Og det var lige der, nærmest lige nu, det skete. Jeg så den mand, jeg har lyst til at blive forelsket i. Bag kassebåndet på Vesterbrogade sad han bare der og så helt ualmindeligt sød ud. Det var han heldigvis også; ønskede mig god aften og blinkede med sit højre øje og alt muligt. 

Er det bare mig, der er ufrivilligt nonne, eller er det ikke et tegn på, at jeg skal blive en af dem der, som dagligt jagter datovarer? I LIDL. På Vesterbrogade. 

“Hvis du er ost, er jeg musen, der kommer i alle dine huller.”

Jeg har altså fået en ret sjov ide – og jeg skal nok selv eksekvere den, men først har jeg brug for jeres hjælp. 

Hvad er det mest offensive/stødende/grænseoverskridende/sexistiske/fuckboi-agtige, en mand/dreng/fyr har skrevet til jer på et datingmedie?

Tak på forhånd. 🙂 

Og så lige noget helt andet! Min (næsten) navnesøster, som står bag bloggen Silver Stories, bad mig tidligere på året om at svare på nogle spørgsmål. Hvis I ikke er helt Karoline-mættede, kan I læse det hele lige her!  

Min meterlange irritationsliste


Spisesteder uden en rigtig hjemmeside. Måske er jeg stadig ung og en kompetent bruger af diverse sociale medier, men giv mig dog en samlet side med menukort, åbningstider og bookinginformationer. I snyder kun jer selv!

Amerikanske film, der foregår i Tyskland, hvor skuespillerne taler engelsk med en påtaget tysk dialekt. Seriøst, nu må I beslutte jer! Enten taler I det ene, eller også taler I det andet.

At loven om ‘brødskiven, der altid rammer med pålægssiden ned’ åbenbart er direkte overførbar på tandbørsten, der altid falder ned i toiletkummen, selvom det statistisk/logisk set ikke giver nogen mening. Men Murphys Lov. 

Mere end to timer i Skagen. I det nordligste nord gælder nemlig udelukkende denne regel: Hvis alt andet glipper, så tag en pastelfarvet Ralph Lauren-polo på. 

Facebook Messenger. Faktisk er jeg chokeret over, at vi ikke har lavet et kollektivt boykot af appen for længst! Sidste nye bliver, at der også vil være reklamer i vores chat-vinduer. Jøsses, så skal jeg til at samle på telefonnumre igen. 

Folk der putter en smøg i kæften 142 meter før, de rammer døren ud. Så trængende må du simpelthen ikke være.  

Kold solcreme. Eller i det hele taget mit eget forhold til solcreme generelt. I år blev faktisk året, hvor jeg for første gang tog det på helt frivilligt. (Men jeg tør stadig ikke klikke mig ind på artikler, der handler om modermærkekræft.) Din hud glemmer jo aldrig, Polet-Karoline. 

Umanerligt støjende motorcykler, der passerer mig, mens jeg prøver at samtale. Min krop begynder faktisk at syde, når det sker, og jeg har lyst til at vælte den af fartøjet suppleret af et skrigende JEG KAN FOR HELVEDE IKKE ENGANG HØRE, HVAD JEG SELV TÆNKER!!!!!!!!!!!!

Når folk fejlagtigt hævder, at Sims 2 er det bedste Sims, når vi jo alle ved, at Sims 3 er alt andet overlegent. Ok, jeg ved ikke, hvorfor jeg er så committed til den her sag, for det virker ret dumt, når der er så mange andre ting, jeg kunne gå op i. Men når folk siger, at Sims 2 er bedst, bliver jeg decideret vred, og jeg skal tage mig selv i ikke at kalde dem for tåbelige ignoranter, hvilket jeg helt oprigtigt mener, at de er. 

The Perfect V, som hælder brænde på det helvedes diskursbål, der prøver at fortælle os alle, at fissen først er flot, når den ikke længere er naturlig.

Og nu til et punkt som – meget overraskende – slet ikke irriterede mig: På turen tilbage til København delte jeg bagsæde med en fyr, der var ret hardcore Jehovas Vidne. Faktisk havde han brugt det meste af sit relativt korte liv på at stemme dørklokker, missionere og fortælle fattige mennesker i Uganda om (hans opfattelse af) Biblen. As we know har Jehovaerne svarene på en stor del af livets universelle spørgsmål, så jeg så det som en glimrende mulighed for at få løst en ting eller to. Jeg ved ikke helt, om missionen lykkedes, men i hvert fald fik jeg lidt at tænke over. Så helt kogt ned til et par opsummeringer:

1) Som svar på dette: Ja, det tror de rent faktisk på. 

2) Et form for genmæle efter mit Gude-indlæg og dets kommentarspor – helt kogt ned: hvordan i alverden kan der findes en Gud, når verden er så grufuld, som den er? Hertil gav han mig følgende billede: Forestil dig, at en lærer demonstrerer løsningen på en svær ligning på en tavle. En elev rækker hånden op og siger, at læreren gør det forkert. Situationen giver læreren to muligheder: han kan enten bede eleven om at holde mund og smutte ud af lokalet, eller han kan række vedkommende kridtet og sige “fint. Vis mig, hvordan du vil klare opgaven.” Og det er så åbenbart det, der sker lige nu, og det begyndte allerede ved Adam og Eva. Jeg indvendte, at den almægtige Gud da snart måtte kunne se, at det ikke går sådan super fantastisk, hvortil min sidemakker ikke sagde specielt meget, for ting tager tid. 
3) Han, altså manden i bilen, vil meget hellere have, at folk ser ham som en dum idiot, end de har ondt af ham. For det skal vi ikke have. 

Tattoo-reglen

Bratz-proportioner

Når det kommer til tatoveringer, der skal sidde på min egen krop, har jeg et par principper. 

1. De skal være pæne. 

2. Jeg skal have haft lyst til motivet i et års tid – og gerne længere. 

3. De skal placeres strategisk, så de ikke er det første, man får øje på, når man ser mig. 

og 4., som vejer ret tungt: jeg skal have dem lavet i forskellige byer, som på den ene eller anden måde betyder noget for mig. 

Lige nu har jeg to fra Aarhus, en fra Cape Town og to fra Berlin (fordi sidstnævnte er dobbeltnice.) Nu kan jeg skrive den sjette på listen, og den er fra Frederikshavn. Nordjylland huser de fleste af mine gode barndomsminder (haha, dem har jeg også!) og derfor virkede det kun meget passende, at den skulle med på min blækliste. 

Det blev således min tredje – og formentlig også sidste – Harry Potter-tatovering. Taget i betragtning af hvor lidt Rowling-groupie, jeg i virkeligheden er, kan min krop vist ikke bære mere magi. 

I skrivende stund render jeg rundt ved Ålbæk Strand og lufter mine negleløse lilletæer, mens jeg ihærdigt forsøger ikke at få sand ind under den vita wrap, der er klistret rundt om mit ben. Livet er seriøst ret great lige nu, i aften er der fuldmåne, og den første, der gætter motivet på mit ben, får smidt et eller andet HP-merch i nakken, når jeg kommer hjem fra Barcelona. 

Hvad hjernen er fuld af


… uforståenhed over for de mennesker, der brokker sig over licens. Må jeg lige minde jer om, at DR både genudsender Den Store Bagedyst og Rejseholdet denne sommer. Nu vil være et rigtig godt tidspunkt at spare lidt på sine streamingtjenester. 

… hvordan jeg indtil i går har været hundredetusinde procent sikker på, at Benal var en del af Sivas/Gilli/MellemFingaMuzik-klanen, når han nok snarere er Simon Emil Ammitzbølls hemmelige bror, end han er noget som helst andet. 

… min indlægskladde med den uimodståelige titel ‘Tips til at undgå mennesker’, som jeg har brygget på i snart et år. Nu, efter 4 dage i sommerhus, tror jeg bare, at jeg dropper skidtet og kommer med ét enkelt råd: Flyt til Ålbæk. Hvis min mor ikke var her, begyndte jeg nok snart at snakke med mig selv. 

… om der er en eller andet fysiologisk årsag til, at man bliver fucking cranky af at gå ude i stærk blæst. (Jeg blev helt seriøst sur på min mor, fordi hun tillod sig at mene, at man sagtens kan servere thaiwok til fiskefileter. You can not.)

… erindringen om, at den danske sommer altid var nogenlunde stabil og varm, om den erindring er det pure opspind, og hvis ikke, om den så nogensinde kommer tilbage. 

… manglen på Security-tjek på MolsLinjen. Hvis jeg nu siger, at det nok er relativt nemt at laste en hel bil med bomber og kapre et skib, hvad siger du så?

… færgemad. Og hvor glad jeg er for altid at huske en madpakke.  

… jordbær, som ser modne ud under falske forudsætninger. Nu skal I høre: jeg har engang fået at vide, at jordbær modnes fra toppen og ned. Langt de fleste jordbær i supermarkedet har en grøn-hvid top. Hvis førnævnte er faktuelt korrekt, betyder det, at vi størstedelen af tiden køber jordbær, som NOGEN har farvet røde for at få dem til at se lækre og spiseklar ud. (Kilde mangler.) 

God aften. Jeg håber, at solen skinner på jer alle. 😀

“Adrian, stop. Ellers tilintetgør han dig.”


Rimelig kryptisk overskrift til en rimelig mærkværdig situation. 

Jeg havde fundet mig et GoMore-lift, som skulle fragte mig til Aarhus i går. Det virkede ret win, at jeg kunne nøjes med 5 kvarter sammen med nogle fremmede mennesker, og så nyde aleneheden resten af vejen fra Odden til Aarhus. 

Liftet kostede 150 kroner, og så gjorde det ikke så meget, at turen blev sammen med en familie – far, mor og to børn. For et par år siden havde jeg svoret, at jeg aldrig kunne finde på at kaste mig ud i den form for deleøkonomi, men heldigvis er jeg kommet til det punkt, hvor fremmede mennesker ikke gør mig så meget. 

Det var en rigtig sød familie. Også selvom de var af den opfattelse, at femina er sådan noget frisørjournalistik, man kun læser i et venteværelse eller med folie i hele håret. Fred være med det. 

Forældrene var den slags, der tiltalte hinanden som smukke og honey, og faderen brugte hele turen på at fortælle om deres talrige ferier til udlandet og alle de Coldplay-koncerter, de havde været til. Børnene var søde, cirka 6 og 11 år, og jeg tror også, at de var intelligente over niveau. I hvert fald kom de med skarpe comebacks til deres forældre formuleret i sætninger med et ret højt Lix-tal. Den yngste, deres dreng, kendte til ret nøjagtige detaljer om geparden, mens pigen var træt af, at Trump er præsident, men herregud, han kan jo alligevel kun sidde der i 8 år. 

Men til trods for deres velfungerende hjerner var de jo stadigvæk bare børn, og de opførte sig, som børn nu engang gør – hvilket for det meste accellerer, når rastløsheden sætter ind efter lang tid i en bil. 

Adrian begyndte at rumstere og vride sig i sin autostol. Hans ord blev meget høje og insisterende – som om han ville kalde nogen op, der stod i den anden ende af skolegården. 

“Adrian. Dæmp dig så!” begyndte hans far, mens de to fik øjenkontakt i bilens bakspejl. 

Adrian. Vil du ikke være sød at gøre, som din far siger. Jeg beder dig. Gør som han siger. 

Men Adrian fortsatte ufortrødent med at kalde hele bilen op. Han var begejstret for et eller andet, eller også mente han bare, at det, han havde at sige, var meget vigtigt for os andre at høre. 

“Adrian, vi sidder LIGE ved siden af dig. Hvorfor er det, du taler så højt? Gider du godt at skrue ned?” prøvede hans far igen. Endnu engang fik de øjenkontakt i spejlet, og jeg kiggede med. 

Adrian. Du bliver nødt til at stoppe. Ellers tilintetgør han dig. Når jeg forlader bilen, ødelægger din far dig. Min mave gjorde knuder, og jeg kunne mærke, at mine øjne begyndte at brænde. Jeg blev nødt til at kigge ud gennem bilens sidevindue, mens jeg klemte mine øjne sammen og bad til, at Adrian snart ville gøre, som hans far sagde. For sin egen skyld. 

Da vi nåede Aarhus, satte de mig af ved Havnens Perle, og jeg fortalte, at det er en institution, der laver en af de bedste bøfsandwich i Danmark. Jo længere tid jeg ville snakke, jo større sandsynlighed ville der være for, at Adrians larm ville blive glemt i mellemtiden. 

Men jeg ved godt, at det ikke er sådan, det fungerer. De glemmer ikke. 

*

I dag fortalte min mor mig, at min far altid blev sur på hende, når de havde været til møde med socialrådgivere eller behandlere. 

Du får det til at lyde, som om jeg har slået mine børn, sagde han. 

Men det har du jo også, siger min mor nu.  

Dengang sagde hun ikke noget.