Var til et møde med Bloggers Delight i forgårs, og jeg spurgte, hvad jeg – helt hypotetisk(!) – skulle arbejde på for at gøre min blog mere attraktiv.

Svar: -“Du skal måske lave lidt færre, lidt kortere filosofiske indlæg.”

Mig: –“Jeg laver faktisk ret mange lister og sårn’ …”

Bloggers Delight: –“Men det er jo heller ikke specielt originalt***.”

Derfor har jeg lavet en liste. Og jeg lover, den bliver lang.

Hvad der skete siden sidst …

… kom jeg forbi en blog, jeg ikke normalt frekventerer. Den pågældende blogger – eller content creator, som hun vist kalder sig selv – harcelerede over, når andre bloggere ligesom gjorde opmærksom på, når de tog sig en pause fra deres domæner. Det må man åbenbart ikke “for helt ærligt … ingen bemærker alligevel, du er væk, okay?” (Og helt ærligt, jeg kan godt forstå, man har det sådan, hvis man går mere op i tal end i mennesker). Som den narcissistiske ged, jeg nu engang er, bilder jeg mig rent faktisk ind, at ligesom jeg sommetider tænker ‘HMMM, det er sgu lidt længe siden, Sofie har kommenteret herinde, gad vide, om alt er, som det skal være?’, at nogle af jer (bare et par stykker) ville få samme tanke, hvis jeg bare smuttede. Ikk’ modsig mig på den her.

… tog jeg til fremvisning i en lille andelslejlighed på Amagerbro. Ejeren skulle flytte sammen med sin kæreste, og nu ledte hun efter én, som ville leje hendes lejlighed i to år. Hun fik 120 henvendelser, og jeg var den eneste, der blev inviteret forbi. Jeg fik den, jeg er flyttet, jeg har min egen lejlighed. Jeg er ekstatisk. Jeg har allerede vist min nøgne krop frem til alle mine naboer, fordi stueetage i gadeplan.

… farvede jeg mit hår rødt. Eller orange eller guld. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det er, men jeg kan godt lide det.

… konstaterede jeg, at nogle har stjålet mit fjernsyn. Seriøst. Hvorfor?

… blev jeg i går inviteret i Go’ Aften Danmark for at snakke om mine brystvorter. Tilhører kategori: Ting, Karoline ikke er tilpas ved til 500.

… brugte jeg en halv time på at gennemspidde min brystvorte med en alt for tyk piercingstav. Eller ‘gennemspidde’ er nok misvisende, eftersom det ikke lykkedes. Jeg spiddede faktisk bare, til det begyndte at bløde, og jeg var nær grådens rand; ikke på grund af smerte, men på grund af frygten for, at hullet allerede var groet sammen.

… haft nostalgiske tilbageblik til dengang, vi havde dagligvarebutikker, der hed OBS og Favorit. Det minder mig i øvrigt om, at man kan købe tyggegummicigaretter i Nuna på Amagerbrogade, hvis man er til den slags.

… har jeg været absurd irriteret over, at Birkenstock-sandalen er blevet så mainstream. I mange år har jeg spankuleret rundt i mine ergonomiske sko og følt mig lidt frelst og jesus-agtig, men nu er jeg bare basic. Det samme gælder i øvrigt for mine skinnende cykelshorts. De er åbenbart også blevet fashion, og nu aner jeg ikke længere, hvordan jeg så skal være unik. Jeg er lydhør over for forslag.

… har haft sidste dag på femina. MEN blev tilbudt en freelancekontrakt, som jeg takkede ja til, mens jeg græd (indvendigt).

… cyklede jeg langs Bryggen efter arbejde og fik selskab på cykelstien af en af jer, der bare ville rose mig for det her hvidkaffe-noget. Hvis jeg kunne have krammet dig uden at være til fare for os begge og den øvrige trafik, havde jeg gjort det.

… blev jeg konfronteret af en ældre kvinde foran porten til min gamle lejlighed. Hun pegede på nogle blomster, jeg aldrig i mit liv havde lagt mærke til før, og nu ville hun vide, hvilken sort det var. Det kunne jeg som plante-debil af gode grunde ikke fortælle hende, hvilket – ret uventet – udmundede i, at unge mennesker nu til dags ikke interesserer sig en skid for det, der er lige foran dem. Jeg var i lidt dårligt humør den dag, så jeg sagde: “Med al respekt, du véd jo heller ikke, hvilken blomst det er,” og så stod hun bare der og så helt bovlam ud, som om det var mig og ikke hende, der havde startet verdens mest ligusterhæksagtige beef.

… sad jeg under #tørken2018 nøgen på min altan klokken 3 om natten for at se, om jeg ikke kunne få noget kulde. Det kunne jeg ikke, men nu har jeg siddet nøgen på en altan.

… stod jeg i selv-scan i føtex, mens pigen ved siden af mig havde betalt og skulle til at slæbe afsted med sine varer. Det var lige midt i ulvetimen, og da hun nærmede sig områdets alarm, gik den i gang. Den opmærksomme ungarbejder kom hen, rodede hendes pose igennem, fandt en graviditetstest og udbrød, så cirka alle 700 mennesker kunne høre det: “NÅRH, DET ER DIN GRAVIDITETSTEST, DER GØR DET, TROR JEG!”, hvorefter han trak den hen til alarmen, viftede den rundt i luften og sang ud: “JAA, DET ER DIN GRAVIDITETSTEST!“. Jeg siger ikke, det er pinligt at købe en graviditetstest, jeg siger bare, at der nok var en grund til, man valgte selv-scan den dag.

Jeg har savnet jer, og om lidt er kaffen klar. <3

*** ingen hate. Mødet var superfint.

På en eller anden måde er i dag en ganske speciel dag for mig. Det er nemlig præcis et år siden, jeg begyndte at blogge. Jeg kan røbe så meget, som at vejret d. 18. juni 2016 ikke var specielt godt. Faktisk var det noget værre møg, og jeg følte mig også som en stor klat møg, der virkelig trængte til et bad. Men jeg gad ikke. For varmtvandsbeholderen i min mors sommerhus var så lille, at jeg knapt nok kunne nå at gennembløde min krop, før det hele ville forvandle sig til en fesen omgang vinterbadning i en gammel bruseniche. Ironisk nok har jeg i dag – præcis et år senere – stadig ikke noget bad. Det er mindre frivilligt, men om ikke andet er det er godt påskud for at cykle til Waterloose i aften og snylte lidt på min venindes gæstfrihed (og varme vand.)

Måske lige bortset fra det er det meste nærmest nyt og anderledes. I dag sidder jeg i København (eller Frederiksberg……….) fordi jeg i efteråret søgte praktik, hvilket heldigvis gik hammer godt ( jeg er sikker på, at mine brystvorter havde noget med det at gøre)  – selvom det også blev et farvel til Aarhus på ubestemt tid. Igen i dag har jeg ikke specielt meget på hjerte, og så alligevel. Jeg har altid elsket, når etablerede bloggere lavede sådan en form for Throwback i deres arkiver. Af ganske logiske årsager har jeg ikke kunnet gøre kunsten efter, men det kan jeg heldigvis nu. Med lidt god vilje, i hvert fald.

Her er lidt fra den spæde begyndelse; enten er det stadig relevant, eller også er det lidt dumt, men forhåbentlig mest af alt hyggeligt. 

Husker du at sige tillykke til huefolket? En kort, formanende og halv-hellig opsang til alle os, der brager ind i de nyudklækkede studenter i disse dage. Det er ikke stor kunst, men det er nok en meget god påmindelse. 

Har jeg egentlig fortalt, at jeg er i et forhold? Første gang min far kom på banen. Det var i hans bløde periode, som desværre kun varede et halvt års tid. Kort efter mødte han en kvinde, som han blev hovedkulds forelsket i på en halv time, and it was all downhill from there, som man siger. 

Journaliststuderende er så nemme at hade. Måske er det også derfor, jeg hader mig selv så meget. Hvis jeg kunne få lov til at rejse tilbage i tiden og ændre det billede, ville jeg aldrig bede om mere. 

Alle burde give Nordjylland en chance. En ode til det nordjyske – og Ålbæk i særdeleshed. Om to uger vender jeg langt om længe tilbage. 

Livsviden fra min bror, som tilfældigvis har Aspergers. Mest fordi der har været så meget snak om Frøken Ninka. Min bror hverken kan eller skal kureres, og han trives faktisk også ret godt med pizza og indbagt kylling. 

For dummies: To Google or not to Google. Back in the days var jeg ret god til kærlige guides, og jeg bilder mig ind, at mange har taget ved lære af min Guide til Google. Ikke desto mindre irriteres jeg sjældnere og sjældnere over spørgsmål som ‘Hvor kan man købe den Faxe Kondi Limited Edition’? (= Føtex og alle andre steder. Ved I egentlig, om den er god? Den ser ret fråderen ud.)

metaforisk sten

WordPress fortalte mig for et par dage siden, at jeg skulle ønske mig selv tillykke, for det var nu et år siden, at jeg havde oprettet mig en bruger hos dem. Selve bloggeriet kom først til lidt senere, ret tydeligt fremprovokeret af en hel del vrede, jeg havde brug for at læsse af. Det udmundede sig senere til det her indlæg, som også er et af mine korteste og til dato mest intetsigende. Virkeligheden er nemlig, at jeg allerede blev træt af at skrive efter 2-3 linjer, så jeg fik ret hurtigt rundet af, mens jeg tænkte blogging er overvurderet, smækkede min computer i og gik en tur langs stranden, for det vidste jeg da, hvad var.

Umiddelbart en rigtig dårlig start.

Jeg ved ikke lige, hvad det var, der fik mig til at fortsætte. (‘Jer!’ har jeg lyst til at sige, for det er ret meget sandheden.) Og hermed nogle blogmæssige opture i anledning af min falske fødselsdag.

1. 56 daglige læsere! Hvis man tæller samtlige af mine veninder og familiemedlemmer sammen, giver det måske 30. Sådan på en god dag. Så da der pludselig var 50+, som læste med, måtte det nødvendigvis betyde, at der var kommet nogen til, som var der helt frivilligt. Og det er nok noget nær det største.

2. Mødet ved Østerport Station for en uge eller to siden, hvor jeg blev standset af en kvinde, som læser min blog. Du var så nydelig og smuk, og jeg var fuldstændig paf over, at du vidste, hvem jeg var. Jeg har det stadig lidt ringe over, at jeg ikke fik spurgt om dit navn – og at jeg faktisk næsten i det hele taget ikke kunne sige noget – for i dag har jeg en hel masse, jeg gerne vil sige til dig. Uanset hvad så tak til dig. Jeg blev meget mere rørt, end jeg fik givet udtryk for. (Og tak, fordi du gav anledning til at gå hjem og læse op på titler som How to deal with very unexpected compliments when you are socially disabled.)

3. Den dag jeg fandt ud af, at det ikke hedder Assistentens Kirkegård. Det burde det.

4. Erkendelsen af at I er gode mennesker. Hvilket blev ekstra tydeligt, den dag jeg udgav mit alle tiders mest selvhøjtidelige indlæg, og ingen dizzede mig for det. Oh my god, Karoline, you are just as big as Chili Klaus. Den beklager jeg.

5. Jeg fik rundet far-sagen af. Både her og i det virkelige liv. Og jævnfør ovenstående punkt tænker jeg ikke, at det var gået så smertefrit uden jer.

6. SKAM blev et hit, og det gjorde skamlæber heldigvis også. Og siden den dag har det været meget nemmere for mig at snakke om kønsdele (undtagen ytringen af ordet skede. Det er altså stadig et grimt navn for noget så smukt) og i dag ved jeg fx, at min venindes tissekone lugter af ‘sur fisse, men også lidt sødt’, før hun skal have menstruation. Og det har jeg det egentlig ret godt med.

7. Den pludselige åbenbaring om, at jeg faktisk aldrig er alene. Hverken når det kommer til følelser, skøre forældre, spiseforstyrrelser, eller når man bare står og virkelig godt kunne tænke sig at mødes over en kop kaffe.

8. Det første seriøst sure opstød, da verdens sødeste Jonatan blev kaldt for ‘en røv med ører’. Det var ikke så sjovt, mens det på samme tid var ret sjovt. People.

9. Jeg mødte Frank. Og Miriam.

10. Da det gik op for mig, at det faktisk ikke kan betale sig at få sit liv til at virke perfekt. 

11. At der er gået et år. Og at jeg tilsyneladende ikke er blevet træt af at tale om mig selv endnu. Men når jeg gør, så lover jeg at stoppe.

Harry Potter, tatoveringer og en TV-casting: Vi endte med at aflyse castingen til Hvem vil være Millionær. I stedet spiste vi en lækker brunch. Derfor er det også med stor ærgrelse, at jeg må meddele, at 1) der går lidt tid, før I kan se mig på TV, 2) jeg muligvis aldrig kommer til at møde Hans Pilgaard igen og 3) at jeg nok aldrig bliver millionær.

Livsviden fra min bror, som tilfældigvis har Aspergers: Min kære bror er stadig kilde til stor glæde, forundring og frustration. Nu kan jeg tilføje endnu et punkt til listen: Det er dumt at bære nag. Det kan være svært, hvis man har en hukommelse som en elefant, men øv dig i at glemme, tilgive og komme videre.

9 fordele ved at have anoreksi: Indlægget havde et lidt sarkastisk take på spiseforstyrrelsens fordele. Men i dag er jeg nået frem til den erkendelse, at min sygdom har gjort mig til et bedre menneske. Det er store ord, men der er ingen tvivl om, at det er rigtigt. Mere om det senere.

Er Harry/Hermione-konstellationen en utopi?: Harry var en Harry. Og Harry var David.

Hvornår er man sådan en rigtig blogger?: Jeg er blevet genkendt af fremmede (som jo egentlig ikke er fremmede, I er søde og dejlige mennesker, som jeg gerne ville drikke en kop kaffe med.) Men det er vist også det eneste punkt, jeg på nuværende tidpunkt kan krydse af. Stadig intet domæne, ingen bloggerbilleder, spejlreflekskameraer, rabatkoder, hatere, dollars eller Spørgerunde-indlæg. Konklusionen må vist være, at jeg på ingen tænkelig måde er ægte blogger endnu.

I?ve got 99 problems, but working out ain?t one: Har Karoline mon fået sin menstruation tilbage? går I sikkert alle og tænker. Svaret er desværre nej, men jeg kan mærke, at det snart sker. Og jeg har aftalt med mig selv, at det skal fejres med en menstruationskop. Hvem har råd til tamponer?!

Jeg forstår ikke? #11: Felix Andersen må have læst dette indlæg. I hvert fald skrev han til mig i sidste uge, og sendte mig lidt god karma i forbindelse med praktiksøgningen. Good guy or plain creep? Jeg ved det stadig ikke helt.
Hvis I er på bar bund omkring Felix, gadedrengen fra Rungsted, så tjek eventuelt det her ud.

En eremit i udvikling: Altså. Jeg satte jo som klart mål, at jeg skulle blive bedre til at være sammen med mennesker, selvom jeg egentlig ikke har lyst. Det er gået over al forventning. Faktisk er jeg blevet så glad for selskab, der ikke er Facebook og Instagram, at jeg selv er begyndt at opsøge social kontakt. Det er altså ret stort. Og nok også meget sundt.

Test: Er du en tumpe på de sociale medier?: Bloggens første og eneste test, som folk (på nær én, men hun fik heller ikke mange point) tog vældig pænt imod. Jeg går gerne all in på endnu en test, for den her var ret grineren at lave. Jeg har overvejet noget Harry Potter-ish, men blev bremset af tekniske udfordringer. Hvis I har gode ideer, modtages de med kyshånd.

Fucking meget single.
Bloggens første indlæg. Jeg kan huske, at jeg sad i et sommerhus i Nordjylland. Vejret var novemberagtigt (dvs. lidt ligesom i dag) og jeg var sur over at have spildt flere måneder på en idiot. Heldigvis varede vreden kun et par dage, og i dag hilser vi høfligt på hinanden, når vi ses på skolen. Hvis min mave nogle dage er ekstra oppustet, bliver jeg dog stadig ramt af en frygt for, at han har befrugtet et af mine æg.

I går mistede jeg en ven. Siden da har jeg kun set Frank en enkelt gang. Det var en smule akavet, og vi udvekslede heller ikke andet end et par kølige blikke.

Tindermatch made in heaven. Jeg slettede Gleager som match dagen efter, og måske fortrød jeg det en smule.

Ting, jeg er flov over at eje, men ikke nænner at smide ud.
Status quo. Faktisk kan jeg tilføje 2 nye punkter til listen. Bagerst i mit køkkenskab fandt jeg en Walden Farms sirup og en pakke shirataki-nudler. Jeg betragter mig selv som helhjertet madspildsaktivist. Meget muligvis kan man diskutere, om vand med fibre og sødemiddel med rette kan kaldes for en fødevare (nok ikke) men jeg nænner ikke at smide det ud. Ergo overvejer jeg en portion  Bolognese a la Zero Calories. Godt, mit køleskab er beriget med ost.

Kan man miste evnen til at blive forelsket? Jeg er tilbøjelig til at sige JA. I hvert fald er jeg stadig ufrivilligt ICE Queen på den front. Hopper snart over til min lillesøster, som er på kanten til at erklære sig selv aseksuel.

Hårfjerningscreme fra Normal.
I sommers havde jeg min debut med hårfjerningscreme, som desværre ikke formåede at fjerne hår. Den glædelige nyhed er til gengæld, at Veet rent faktisk leverer og formår at opløse uønsket hårvækst.

Blogger-bullshit.
Jeg brokkede mig over bloggere, fordi jeg mistænkte dem for at vægte kliks over substans. I mit hoved gav det slet ikke mening. Heldigvis kunne den inkarnerede Miriam fortælle mig, at der åbenbart er $$$ i kliks, hvorfor det faktisk giver meget god mening at lave lækre rubrikker med skodindhold.

Har jeg egentlig fortalt, at jeg er i et forhold? Jeg kan berette, at min far og jeg har slået op. Det kom ret naturligt, efter han tog på en første date, og, efter en halv time med kvinden, besluttede sig for, at de skulle være kærester. Hun flyttede forresten ind på adressen en måned senere. Det fine ved at begge mine forældre er blevet teenageskøre er, at uanset hvad jeg finder på at gøre af hjernedøde kærlighedsrelaterede ting, kan jeg aldrig nogensinde overgå dem. (Psst, fik jeg sagt, at min mor forlod min far til fordel for en belgisk hestehvisker?)

Karoline, kan du overhovedet sætte et komma? Karoline kan stadig ikke sætte et komma, og Karoline læser stadig ikke korrektur på sine indlæg. Hvilket hun burde. Det sker forholdsvist ofte, at jeg genlæser et af mine indlæg og finder tastefejl, stavefejl og kommafejl – og det gør lige tåkrummende ondt hver gang.

Jeg tror lige, jeg er blevet lidt lesbisk. Jeg er gået tilbage til mænd igen, selvom Adéle engang imellem popper op i mine drømme. Blot en genopfordring: har I ikke set filmen, så få det lige gjort.

Projekt betacaroten har desuden været en succes, og jeg render pt. rundt og ligner et let leversvigt.