Lommelinks #2

Ateister og akademisk takeaway


Da jeg fik fri fra skole i fredags, skinnede solen på femtedagen, som om den havde glemt, at sådan noget ikke rigtigt sker i Danmark. Min hjerne var fuldstændigt gennemkogt, og jeg havde en ret klar ambition om at skynde mig hjem og opsøge et sted med et køligere klima (mit plankegulv i lejligheden.) På vej uden gennem Bunker-bygningens saunalignende gange stødte jeg på Søde David (som jeg har døbt ham i mit hoved). Han er et af mine absolutte yndlingsmennesker på hele skolen – så kan I selv gætte jer til, hvilken af fyrene på journalisthøjskolen, han er. Den er ret nem.

Og så sad vi der, under den bagende sol, i tre timer og snakkede om Gud – eller manglen på samme. David er nemlig ateist, og han tror ikke på en skid. Til gengæld interesserer han sig meget for mennesker, og hvorfor mennesker har en tro. Han fortalte om Pascals Væddemål med Gud, og jeg fortalte om min onkel, som forkastede Gud, da hans kone døde af kræft. Til sidst kunne jeg ikke lade være med at spørge, om han ikke sommetider føler et hulrum eller mangel på noget større. Og så kom han med en meget interessant betragtning, som jeg aldrig har overvejet før. Nemlig, at verden på ingen måde bliver mindre fascinerende, finurlig eller fantastisk ved blot at betragte den, som den er, og ud fra hvad vi i forvejen ved. Det måtte jeg egentlig give ham ret i. Alligevel anbefalede jeg ham at læse Doppler af Erlend Loe, som, sammen med Hitchhikers Guide to the Galaxy, er den bog, jeg har grint allermest af. Hvis I ikke har læst den, synes jeg, at I skal gøre det.

Nok om Søde David. Første uge på skolen er vel overstået, og det er derfor kun passende, at jeg gør kort status for mit pseudo-akademiske udbytte.

1/ Mange journaliststuderende prioriterer fashion væsentligt højere end deres legemlige velbefindende. Ellers giver det seriøst ingen mening at have læderstøvler og blotterfrakker på i 30 graders varme.

2/ Man må åbenbart ikke interviewe børn og unge under 18 år, medmindre man har fået deres forældres samtykke. Dette betyder, at disse nuttede interviews jeg lavede i foråret er semi-ulovlige (og jaaaaa, det var første gang, jeg prøvede det, og ja, der er plads til forbedring.)

3/ Hvis ikke jeg passer gevaldigt på, kommer jeg til at pådrage mig en sjællandsk dialekt (ikke københavnsk, der er åbenbart forskel). De øvrige medlemmer i min TV-gruppe er nemlig fra Bagsværd og Gentofte, og vi taler ikke heeeelt ens.

 

Næste indlæg

Lommelinks #2