En eremit i udvikling

Jeg brugte hele min onsdag i en lille by, som hedder Bjerre. Journalisthøjskolens TV-hold var blevet sendt på reportageopgave for Hedensted Kommune (hvilket faktisk har vakt lidt røre, I kan læse med her, hvis I interesserer jer for medier og journalisters integritet). Vi skulle filme landsbyportrætter og efterfølgende overnatte på en lille feriekoloni lige ud til Juelsmindes kyst. Men jeg valgte at tage et (forsinket) DSB-tog hjem til Aarhus klokken 18.19 i aftes, mens de andre nød hinandens selskab på bedste lejrskolemaner. 

Faktisk var det hverken køjesenge, soveposer eller provinspizza, som fik mig til at tage tidligere hjem end alle de andre. Næ, det var mere det, at alle de andre var der. De andre er ellers rigtig søde, jeg bliver bare nødt til at komme væk fra dem, før jeg igen kan sætte ordentlig pris på deres selskab. 

Når jeg lærer nye mennesker at kende, kommer det tit som en overraskelse for dem, hvor introvert jeg er. Men de finder ret hurigt ud af det, når jeg ikke følger med på cafe efter skolen, eller jeg sender potentielle kærester hjem i deres egen seng om aftenen, fordi jeg har brug for tid med mig selv. 

I løbet af de senere år har der været en masse fokus på det introverte karaktertræk, hvilket i allerhøjeste grad også var nødvendigt. Pludselig blev det bare enormt hypet at springe ud som introvert, og man begyndte nærmest at omtale det, som var det en sygdom. Jeg synes, at det er helt hen i vejret, for der er absolut intet sygt ved at have brug for enetid. 

Ikke desto mindre er det en god ting at kunne karakterisere forskellige træk ved sig selv, fordi det bliver nemmere at kende sine egne styrker og svagheder. I sommers hørte jeg Sørine Gotfredsen sige, at mennesker skulle tvinge sig selv til at være sammen med andre (men hun siger også, at vi har en pligt til at få børn, så det skal nok tages med et gran salt.) Det fik mig til at tænke. Godt nok hygger jeg mig med mig selv, men det gør jeg jo også med andre mennesker. Efterhånden er der gået lidt autopilot i min nej-hat, når jeg forudser en dag med overdreven menneskelig stimulans. Det sætter jeg mig for at ændre nu. Og så fortryder jeg ikke et sekund, at jeg tog hjem i min egen seng i nat. Koloniens feltmadrasser havde været helt elendige. 

I får også lidt snaps fra dagen, som både bød på stirrende politikere, døde dyr og en masse søde heste.  

Endelig hjemkommet, ikke-ensom, helt og aldeles selvvalgt eneboer.