Et fravær af tanker efter Den Store Bagedyst

Er Harry/Hermione-konstellationen en utopi?

maxresdefault

Da jeg var barn, havde jeg en del venner, og de fleste af dem var drenge. Jeg voksede op i et Lærkevejskvarter, hvor alle mine drengevenner var mine naboer. Så jeg lærte at spille Diablo II Lord of Destruction, lege krig og slå huller i bukserne. De fleste af pigerne fra min folkeskoleklasse gik til spejder, men på det tidspunkt sagde uniformer mig ikke så meget, så det fællesskab blev jeg helt naturligt ekskluderet fra. I stedet begyndte jeg til fodbold, hvor jeg fik en masse venner. Så egentlig trivedes jeg. Især sammen med drengene.

På et tidspunkt i gymnasiet gik det op for mig, at jeg ikke længere hang ud med andre end piger efter skoletiden. Det, at være i selskab med drenge, var noget, som udelukkende begrænsede sig til deres vittigheder i dansktimerne og til de lange nattetimer, når vi var på druk og skulle have noget på den dumme. Ud af den blå luft havde hankønnet forvandlet sig til et sekundært socialiseringsbegreb, som kun havde til funktion at underholde. På den ene eller den anden måde.

Erkendelsen af ikke at have drengevenner ramte mig ret hårdt. Jeg begyndte at føle, at jeg manglede dem i mit liv. Og det var ikke kun, da jeg skulle have hjælp til at flytte hjemmefra, eller når jeg i dag har brug for at få monteret nye lamper i mit køkken. Mandeselskab giver mig noget; nye perspektiver og en mere tilbagelænet tilgang til alt det, jeg føler, jeg skal.

Forleden spurgte jeg Mathias, som jeg er i TV-gruppe med (og er en helt igennem good guy), om piger og drenge godt kan være venner. Han trak lidt på smilebåndet og betroede mig, at drenge altid vil have overvejet en pige som seksualpartner minimum én gang. Og selvom piger er søde og venindeagtige, vil han hellere være sammen med sine drengevenner. Derfor var hans konklusion nej.

Den her snak om platoniske M/K-forhold er selvfølgelig ikke grebet ud af den blå luft. Om et par timer får jeg besøg af en virkelig sød fyr, som jeg holder ekstremt meget af. Vi har aftalt, at jeg skal terpe nogle begreber i kvantitativ metode for ham, og så har han lovet mig, at han vil trimme mit baghoved. Og så giver jeg frokost. Umiddelbart tænker jeg, at vi er gode venner. Men mine tidligere erfaringer gør, at jeg alligevel kommer i tvivl. Og min mavefornemmelse giver mig ingenting. Sådan absolut ingenting. 

I al beskedenhed tillader jeg mig at lave en hurtig HP-sammenligning, hvor jeg er en (less brainy)-Hermione. Jeg er bare lidt i tvivl om, om det er Ron eller Harry, som kommer på besøg.

Næste indlæg

Et fravær af tanker efter Den Store Bagedyst