Journaliststuderende er så nemme at hade

Husker du at sige tillykke til huefolket?

student

Jeg husker tydeligt, da jeg fik min studenterhue på. Det var en ret fantastistisk tid. Min studentereksamen var det første og det eneste, jeg havde opnået på egen hånd. Selvfølgelig var jeg pisse stolt.

Jeg husker også meget tydeligt en aften, da jeg render rundt inde i Frederiksgade i Aarhus med mine studineveninder. Vi har alle vores røde huer på, vi er fulde og glade. Pludselig kommer der en flok unistuderende gående forbi os. De kigger på os, ryster på hovederne, griner og råber: SÅ ER DER EDDERMAEME KOMMET KONFIRMANDER TIL BYEN!

Og så går de videre. Med en enkelt sætning havde de formået at ødelægge mit gode humør. 

Undskyld mig, men hvor opstår behovet for at negligere studenterhuen, og alt hvad den symboliserer? Jeg er udemærket godt klar over, at en gymnasieuddannelse på ingen måde kan sammenlignes med en bachelor- eller kandidatgrad. Men det skal den heller ikke. Gymnasieuddannelsen skal betragtes ud fra et øjebliksbillede, hvor studenten er lige nu.

Jeg ser studenter som mennesker, der langt fra er færdige endnu. Men de er satme godt på vej, og det er huen et enormt symbol på. Uanset farve, og uanset hvor meget man har kæmpet for den.

Derfor sørger jeg for at vinke og smile til studentervognene, selvom de larmer. Og jeg siger tillykke til de hvidklædte mennesker, når de går forbi mig på gaden. Det virker helt klart fedest på den måde. 

Næste indlæg

Journaliststuderende er så nemme at hade