Solarietøsen fra Højbjerg

Lommelinks #4

Billedet har ikke noget med resten at gøre. Jeg ville blot vise, hvor hårdt det er at være single.

1/ Normalt er jeg lidt en skovl til at få læst de der long reads, men Zetland plejer alligevel at fange nogle vinkler eller personer, som fanger mig. Jeg er hverken gigantisk fan af Nikita Klæstrup, Twerk Queen Louise eller deres veninde Ekaterina Andersen, men den her artikel er altså meget finurlig og tankevækkende. Personligt synes jeg, at det der med at reclaime ord og begreber er ret interessant.

2/ Er du en basic bitch? (Hint: ejer du Kähler-vaser og RC-stel, er du godt på vej.)

3/ Jeg ved ikke om siden her er helt lovlig, men jeg vil gerne dele den med jer som et journalistisk oplysningsprojekt. Vi har lige haft Cryptoparty på 3. semester, hvor vi lærte en hel masse om overvågning og beskyttelse af kilder. På hjemmesiden kan du følge med på tusindvis af overvågningskameraer fra hele verden – det er væsentligt at bemærke, at folk ikke selv ved, at de bliver filmet og monitoreret på internettet. Så hvis I har nanny-kameraer et sted i hjemmet, bør I måske lige sikre jer, at der er styr på sikkerhedsindstillingerne.

4/ Skabsdiva kommer endnu engang med gode tips. Denne gang handler det ikke om afskaffelse, men anskaffelse; til gengæld er det både brugbart og på budget. Hen på eftermiddagen ligner jeg ofte en plettet panda, fordi min tekniske makeup-kunnen seriøst ikke rækker længere. Af den grund bliver jeg nødt til at give det her billige tip et skud.

5/ “For 4-9-9 blir’ du YIR FRI FRI,”  lyder det fra U$O og Jøden i skøn forening (men pas på, du får den på hjernen!). Euroman er sædvanligvis ret skarp på de nostalgiske lister, og denne artikel med 8 legendariske reklamer fra 00’erne er ingen undtagelse.
Min favorit er helt utvivlsomt reklamen fra FYNS VVS-KLIMA, som har kreeret et mirakel af en reklame på et 100-kroners budget.

Næste indlæg

Solarietøsen fra Højbjerg