At gå tilbage til en fuser

Opsigelse af lejemål v. Vejlegade.
Jeg opsiger hermed lejemålet ved ovenstående adresse, således lejligheden står til din disposition pr. 1. februar 2017. 

Det var ved at være 6 uger siden, jeg sidst havde set min far, 4 uger siden, jeg havde fået en praktikplads og 2 uger siden, jeg fik skrevet en opsigelse af min lejlighed.
Der lå den på mit bord i 10 dage, og hver gang jeg kiggede på papiret, fik jeg en knude i maven. En knude som mest bestod af dårlig samvittighed, skuffelse og splittelse.

Jeg havde allermest lyst til at smide brevet igennem hans brevsprække og lade ordene være en afsked i sig selv. Men på samme tid havde jeg også lyst til at fortælle ham om mit nye liv i København med fuldtidsjob, overenskomst og cykelhjelm. Så papiret lå bare der og mindede mig om, hvor uforløst det er at være datter til min far.

Men i torsdags blev jeg ramt af en eller anden form for klarsyn. Eller i hvert fald gik det op for mig, at det ikke gav nogen mening at blive ved med at udskyde opsigelsen, som på alle måder havde vokset sig større i hovedet på mig, end det nogensinde ville blive for min far. Så jeg greb papiret, vandrede mod stueetagen og bankede på hans dør.

Han var glad for at se mig. Han var også glad for at høre om min praktikplads, selvom hans kæreste havde fortalt, at det var på Alt for Damerne. Han kunne godt lide, at jeg var ved at blive voksen, og at det var rart, når hans børn godt kunne livet selv. Og så kiggede han mig dybt i øjnene, smilte til mig og holdt om min hånd.

“Det gør mig så glad, når det går jer godt.”

Med mænd, sådan helt generelt, tolererer jeg nok ikke så meget bullshit. Og hvis de først er ude, så kommer de ikke ind igen. Med min far er det bare noget andet, for han er ikke ligesom andre mænd. Allerede som 15-årig begyndte jeg at forsone mig med tanken om, at jeg nok skulle leve et voksenliv uden en far. Den beslutning tog jeg mange gange, men jeg endte altid med at få kolde fødder.

For min far behøver kun at smile til mig, og så glemmer jeg, hvor meget jeg har forbandet ham langt væk, hvor meget jeg har manglet ham i mine teenageår, og hvor svært han har gjort det for min familie at være glad.  Og alle de gange jeg har råbt og svovlet ham i hovedet bliver ligegyldige. For nu smiler han til mig og fortæller mig, hvor stolt han er.

Min lillesøster siger, at jeg skal passe på. At jeg ikke skal tilgive ham så hurtigt, for jeg ender bare med at blive ked af det igen. Jeg ved også godt, at hun har ret, selvom det er hårdt at erkende. Men det er ikke ligeså hårdt som ikke at have en far.