Ikke rigtig voksen, ikke rigtig barn

Irritationsbarometeret

Ganske løst rangeret og uheldigvis baseret på de sidste 60 timer. 

#10: P3’s Morgenradio. 

#9: Undersøgende Journalistik. Bare fordi jeg gerne snart vil have juleferie. Og så orker jeg næsten ikke at snakke med flere mennesker om den kommunale boliganvisning. 

#8: Telefonsælgere, som begynder at tigge og bede dig om at skifte teleoperatør og faker en skinger hulken, når du siger nej. Dude, I har en score på 1,7 på Trustpilot.

#7: Hundeannoncer, med engelske bulldogs på 9-11 måneder på DBA. “Det er med stor sorg, at vi ikke længere kan beholde Buller i vores hjem. (..) Buller er MEGET livlig og sommetider lidt voldsom i sin leg, og han er ikke så god til at være alene hjemme.”
= Det er kommet lidt bag på os, at hunde ikke er nuttede hvalpe for evigt, og vi har ikke orket af opdrage på ham.

#6: Folk i fodgængerfelter, som drejer 90 grader ind i ens gangbane bare fordi.

#5: Min krops elendige bloddisposition, som har gennemvædet samtlige rene håndklæder i min husholdning ved skiftevis skamblødning fra mine næsebor og min iturevne tå. Men stadig intet nyt fra mit allerhelligste skød.

#4: Min mor på Facebook. “Ved at kopiere denne status modsætter jeg mig, at Facebook må bruge mine private billeder og oplysning til kommercielt brug.” *Copy/paste*. Eller læser en artikel om accept af kvinders midtvejskrise; *Relaterer. Deler.* Er i Spanien for at ride, *tager sløret selfie, uden hest, med tommelfinger for linsen, deler på sin væg*. 

#3: Offentlige toiletter i Aarhus. Der er 3, og ingen af dem virker.

#2: Min blære, som går fra tom til akut urintrang på 2 minutter. Det havde ikke været så irriterende, hvis ovenstående punkt ikke var en realitet. I går måtte jeg erkende mit nederlag og løbe langs Ingerslev Boulevard med klør fem i skridtet. Næste gang (det kunne være i dag) tror jeg bare, at jeg vælger at tisse i bukserne. Det vil egentlig nok være mindre ydmygende. 

#1: Min far, reinkarnationen af selveste Narkissos, som i aftes klokken 22 bankede på min hoveddør under påskud af at skulle aflevere et stykke laks. Manden havde bar overkrop, træningsbukser og proteinpulver i svælget, og et sådant overskudsagtigt øjebliksbillede skal selvfølgelig foreviges i min bevidsthed. Ja, det er flot, far. Du har næsten sixpack. Gå i seng. Nu.

 


Næste indlæg

Ikke rigtig voksen, ikke rigtig barn