Familien uden juleplaner

Her er meget stille. Altså sådan i blogverdenen. Min Bloglovin’-feed ligger øde hen og bliver kun få gange om dagen opdateret med enkelte stemningsindlæg fra de sidste par dage. Til gengæld er Snapchat ved at nå smeltepunktet med opdateringer fra julefrokoster, familiehygge og flæskesteg.

“Læserne er væk,” hører man så meget om, og nu er jeg begyndt at undre mig lidt. For jeg er sådan en rimelig stabil digital fastlægger, som hygger mig med bloglæsning lidt hele tiden og også hele året rundt. De her juledage er ingen undtagelse; faktisk har jeg de sidste par dage haft en uforløst blogcraving, og jeg har haft meget mere tid end normalt til at flade ud foran min skærm og følge med i andres liv.

Men det er nok også bare mig. Der har ikke været nogen juleplaner. Ingen juletraditioner at tilgodese og ingen mennesker, jeg bare skal være sammen med.
Når det står skrevet på den måde, kommer det måske til at lyde lidt hårdt, men i virkeligheden passer det mig fint; jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere udmattende end at sidde og være selskabelig en hel dag, mens min mavesæk er ved at bryde ud af proportioner. Og på den her måde ender jeg nok ikke som et af de (mange) mennesker, der vender mere stressede tilbage efter juleferien, end da den begyndte.

Sådan har det desværre været tidligere. For faktum er, at julen hos os ikke har været hyggelig eller rar i lang tid. Som 13-årig havde jeg ikke længere nogen bedsteforældre tilbage, og kort tid efter min 18-års fødselsdag døde min elskede onkel, som ellers altid havde været min bordherre ved julebordet. For hvert familiemedlem som forsvandt, var der også et lille stykke julehygge og juletradition, der røg med dem. Til sidst endte vi med at sidde 6 mennesker rundt om bordet. Far, mor og børn.

Min far kunne ikke fordrage jul, specielt ikke med os, og derfor sad han altid og surstrålede over anden, ligesom man skulle trække ham modvilligt rundt om træet med løftet om at synge Sikken voldsom trængsel og alarm, for det var den eneste sang, han kunne lide. Når han begyndte at råbe op, og det gjorde han for det meste, måtte min lillebror hver gang bede ham om at stoppe, for det var jo kun jul den ene gang om året.

I lørdags sad vi ved juletræet for første gang som rigtig skilsmissefamilie. Mor, moster og børn. Aftenen ryger nok ikke ind på min liste over uforglemmelige familiestunder, men hvis man ser bort fra et uundgåeligt skænderi mellem min storesøster og mig, så gik det fint. Og jeg er ret sikker på, at de næste par år kun vil blive bedre og bedre. Med eller uden traditioner.