Og hvem er I så?

Ugens franske horeunger #1

I en rum tid har jeg gået med det alvorlige problem, at jeg oplever, overværer eller tænker en masse ting, som jeg gerne vil fortælle om. Men det er også en kendt sag, at man ikke skal koge suppe kun på knoglerester, eller også er det bare vigtigt at huske på, at ikke den mindste lille anekdote i hverdagen kan bære et helt blogindlæg. Heller ikke selvom man er en dygtig, velartikuleret padler, der mestrer kunsten at lave lange sætningskonstruktioner, som dybest set ikke siger specielt meget. Lidt ligesom nu.

Jeg forestiller mig, at mange andre blogejere har haft de samme tanker, og det er nok også sådan, at indlæg a la Ugen der gik, er blevet de mest udbredte i blogland. Formatet er som oftest i punktform, og har oftest catchy og mundrette navne som By the way, I øvrigt, Forresten osv.

Og hvad gør man så, når man rimelig meget er en last mover og alle de gode indlægstitler er taget? Man går i tænkeboks og venter på, at noget halvgenialt dukker op. Jeg har været i min boks i et par måneder, og desværre måtte jeg erkende, at genialiteterne udeblev. Og nu er jeg endt, hvor jeg startede. Med franske horeunger; Håndværket er ikke smukt, pænt eller optimalt, og punkterne står for sig selv. Men det er dybt uberettiget, for de er mindst ligeså vigtige som resten af brødteksten, og så synes jeg ærligt talt, at vi skal stoppe med at bekæmpe dem.

Så tag godt imod. Mine franske horeunger er kommet for at blive. (Hvis I fremadrettet overvejer at bruge min blog som ugekalender, så lad lige være. Jeg garanterer ikke konsistente udgivelsesdage.)

#1: Jeg havde jo slettet Tinder fra min telefon. Men så blev det år 2017, jeg lå og kedede mig i sengen, og umiddelbart så jeg ingen anden løsning på det problem end at geninstallere app’en på min telefon. Nu må jeg så erkende, at 2 ugers pause virkelig har sat sit præg på mine gamer skills. Ganske konsekvent swiper jeg alle de guddommeligt lækre fyre til venstre, for ‘de gider jo alligevel ikke én som mig.’ Jeg er jo håbløs.

#2: Stavecenteret i min hjerne er steget af og forsvundet sammen med år 2016. Et par gange har jeg taget mig selv i at skrive ‘nytårsforTTTTTTTsæt’, selvom min hjerne udmærket godt ved, at det er uden det der forbandede T.
I dag stavede jeg til ordet ‘sindsstemning’ med et enkelt s i midten, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så flov. (OK, det var nok omkring mit nytårsfortsæt, eller da jeg i går prøvede at skrive plain og ikke kunne forstå, hvorfor der ikke kom nogle flere flybilleder frem på Google.)

#3: Medierne er igen, igen begyndt at græde 2.- 3.- og 4. statsmagtstårer sammen med politikerne over, at de igen, igen vurderes meget lavt på tillidsskalaen blandt den danske befolkning. Jeg kan ikke holde ud at høre på det længere, og det er ikke, fordi min manglende integritet begynder at græde. Det er mest, fordi det er så absolut dumt at blive ved med at stille folk et spørgsmål, som ingen alligevel forstår. For hvad betyder det at have tillid? Hvilken slags tillid er det, vi taler om? Er den pragmatisk, æstetisk, er den etisk? Eller noget helt fjerde? Kom nu med en definition af begreberne, så kan vi begynde at tale om det.

#4: En af mine gamle behandlere fra Dagshospitalet på Risskov har sendt mig en mail, og jeg tillader mig lige at citere direkte (for det gør mig så glad): Der er blevet refereret til dine erfaringer rigtig mange gange. Mange har sagt: ?Karoline fortalte jo?., så derfor vil jeg prøve??! Det vandt god genklang, det du fortalte, og det, at du faktisk er kommet godt i gang med en hverdag, der fungerer, var meget inspirerende for dem, der hørte på dig.
Nu har de bedt mig om at komme tilbage – denne gang er det bare både for patienter og pårørende, og der kommer til at være 150 af dem. Agtigt. Mine armhuler pletsveder allerede.

#5: Er jeg den eneste, som her i jule/nytårstiden bliver underligt opmærksom på, at kalenderåret, uger, datoer og mærkedage er totalt menneskeskabte? Det giver jo absolut ingen mening, at man stadig er i uge 52 om søndagen i det nye år, eller at uge 1 andre år begynder den 30. december. (Jeg har så småt vænnet mig til, at 1. søndag i advent falder i november måned, men det bliver heller aldrig helt julerigtigt.)

#6: Min mor har i meget høj grad en midtvejskrise, hvilket for det meste er ekstremt irriterende, men heldigvis betyder det også, at hun er meget modtagelig over for ungdommelige inputs. I løbet af 14 minutter var hun helt hooked på SKAM, og i juleferien ytrede hun følgende sætning: Jo, men jeg synes nu altså stadig, at Gulddreng synger bedre end Kidd og Niklas. Ain’t gonna argue with that.

#7: I morgen skal David og jeg feedbacke/forsvare vores undersøgende projekt. Vi er lidt bange for at dumpe. Så hvis jeg ikke vender tilbage før engang i marts måned, så er det bare derfor.

#8: Jeg har lige læst en engelsk artikel, som argumenterer for, at alle kvinder burde starte deres morgener ud med lidt onani og en orgasme. Tilsyneladende skulle det rense kroppen for cortisol, forbedre din hukommelse og gøre dig mere fokuseret. Det er også helt fint, men…

 

Næste indlæg

Og hvem er I så?