Ugens franske horeunger #1

Epilog 

Jeg ved ikke helt, om jeg tror på, at man kan være født under en uheldig stjerne, selvom det sommetider kan være fristende at læne sig op ad den teori. Ellers bliver jeg i hvert fald nødt til at tage min egen person op til revision ud fra devisen, at gode ting kommer til gode mennesker. 

Og det var så cirka verdens mest dramatiske oplæg til det seneste lod, jeg har trukket – nemlig at være den computerløse journaliststuderende, som er blevet lidt røvrendt af sit forsikringsselskab. Det betyder, at jeg lige nu skribler løs på min telefon, så jeg beklager autocorrect-misforståelser på forhånd. 

Jeg er ikke helt færdig med at snakke om det der med at røvrende mennesker. I morges blev jeg vækket af lyden af brag, boremaskiner og min kære faders stemme, som forplantede sig fra et sted, som kun har været få centimeter fra min køkkendør. Han havde selskab af en håndværker, som morgenfrisk og flittigt allerede var i gang med at redesigne min trapperepos. 

Min første tanke var fuck, for jeg skulle virkelig på toilet, men det ville kræve en direkte konfrontation med Hr. Rasmussen, som stod som en WC-vogter på den anden side af døren. Derefter ventede tre kvarter med en blære i sprængningsfare, før min far endelig forduftede til sin egen etage. 

Jeg finder det ufatteligt svært at tænke klart, når jeg kæmper med en fuld blære, men lige i dag viste det sig, at touletbesøget ikke hjalp stort på min tankevirksomhed. Det mest fornuftige, den kom frem til, var: Nå, er det her så næste trin i hans hævnaktion?

Så for at hjælpe mig selv videre herfra, må jeg hellere samle op, hvor jeg slap den sidst og gangen før det

Da jeg i slutningen af november måned overrakte min far opsigelsen af min lejlighed, endte det med, at han rykkede den i stykker. Ikke i vrede, men mere i noget, jeg forstod som kærlighed. Og mens han aede mig på kinden, foreslog han mig, at jeg selvfølgelig skulle komme tilbage, når mit københavnereventyr var slut om 18 måneder. Jeg skulle bare finde et godt menneske, som kunne passe på min lejlighed, mens jeg var væk. 

Det gjorde jeg så. Og de efterfølgende uger begyndte det hele at falde på plads. Husleje, depositum og alt det der, som gør en totalt ør i hovedet. 

Juleaften sender min far en god jul-SMS ud til søskendeflokken, som jeg først får svaret på dagen efter. 


For de uindviede kan beskeden virke unødvendigt snappy, men den er faktisk min første og eneste reaktion på alle de gange, min far har kigget mig direkte i øjnene og fortalt, hvor meget han ville ønske, min mor aldrig var blevet gravid. 

Herefter hørte jeg ikke fra ham. Det vil sige, det gjorde jeg ikke indtil dagen før nytårsaften. Jeg var lige steget af toget i Frederikshavn, da der tikkede en besked ind fra ham. Som det er nu, kan jeg ikke tolke det som andet end hævn over, at jeg konfronterede ham med, hvor stor en nar, han alle dage har været. 

Hans melding var ikke mange linjer lang, og budskabet var også ret klart: Jeg konfirmerer hermed din opsigelse af lejemålet, som skal ryddes og stå til min disposition d. 1/2-2017. Under samme ombæring må du også lige meddele fremlejeren, at hun ikke kan flytte ind. 

Snip, snap, snude. Karoline, du er ude. 

Næste indlæg

Ugens franske horeunger #1