Chili Klaus-forbandelsen


I går aftes havde jeg lige taget et stykke julemedister op fra fryseren og sendt den til optøning i min mikroovn. Jeg bemærkede godt, at min telefon var begyndt at lyse op, men klokken var næsten 8, og selvom jeg havde spist sen frokost, var jeg efterhånden blevet ret sulten. Og uanset hvad min telefon prøvede at fortælle mig, kunne det umuligt være vigtigere end den pølsemix a la frysemedister, jeg havde i vente.

En halv times tid efter havde min mad i ovnen efterhånden fået den perfekte stegeskorpe, jeg skænkede et glas af min jordbærsaftevand og placerede mig i min seng med pølse, kartofler og mayonnaise over det hele. Min telefon havde taget plads som sidemakker på dynen ved siden af mig, og den blev ved med at poppe op med notifikationer, som jeg aldrig har oplevet det før. Det var ret irriterende, så jeg vendte den om, for jeg var stadig sulten og sukkerkold.

De fleste kender nok Klaus, som for et par år siden blev Danmarksberømt, fordi han spiste meget stærke chilier sammen med Bubber, mens kameraet var tændt. Faktisk blev han så kendt for netop dette, at vi begyndte at kalde ham Chili Klaus. Eller også hed han Chili Klaus før, jeg er ikke helt sikker, men det blev han i hvert fald kaldt, fordi han var god til at spise en Carolina Reaper uden at få lyst til at begå selvmord, og det, skal I vide, er noget af en præstation. Derfor var det ham fuldt forundt, at han blev kendt. Han var dygtig til det, han lavede, og han havde fundet sin egen niche, som han elskede.

Men så var det, at nogen, måske var det endda Klaus ham selv, som fik den ide, at alle skulle have chili. Pludselig kunne man købe hans pebrede pølser i 7-Eleven, man kunne drikke hans skarpe alkoshots til forfester, og selv personer med forkærlighed for søde sager kunne købe lakrids og mørk chokolade med Klaus’ navn på.

Det var lige før, det blev for meget. Eller også blev det ikke, men det originale koncept, som vi alle godt kunne lide, var i hvert fald forsvundet.

De sidste par dage har jeg haft følelsen af, at mit navn, ligblege januaransigt og næsten-lidt-for-meget-optegnede bryn har poppet op over det hele. Og det har været ledsaget af komplimenter så vanvittige, at jeg hver gang har fået lidt mere tro på menneskehedens naturlige godhed; for hvis det ikke er godhed, jeg har oplevet, så ved jeg ikke, hvad det er.

Men midt i alt det har jeg også hørt en masse sige, ellers rettere sagt: jeg har læst en masse skrive, at jeg ikke må forandre mig. Jeg skal blive ved med at gøre, hvad jeg gør nu. Nærmest, som var de bange for, at jeg var på vej væk herfra. Og jeg tror, at det har påvirket mig enormt meget i det her massive stormvejr, som dybest set kun er gjort af god karma.

Der, midt i min pølsemix og Instagram-notifikationer, sad jeg og fik ondt i maven. For vi har hørt det så mange gange før. Historien om den passionerede fortæller, som blev ramt af Chili Klaus-forbandelsen, købte et spejlreflekskamera og glemte at skrive om sig selv, fordi det pludselig blev mere spændende at blogge om sin nye mascara. Og forstå mig ret, mascaraen må gerne være der, men den skal have følgeskab af sin ejer.

I aftes, lige før jeg fandt min medister, stødte jeg ind i min far. Jeg har ikke hørt fra ham, siden han sendte mig den SMS, hvor han ikke bare smed mig ud af hans ejendom, han smed mig også ud af mit liv. Det ved han bare ikke endnu.

Jeg stod nede i kælderen og havde netop tændt 5 blinkende lygter på min cykel, måske som en form for kompensation for alle de gange jeg har leget spirituspåvirket mørkeleg på vej hjem fra byen, og pludselig stod han der foran mig og smilede.

“Hej Tex! Du ligner sgu da et helt lysshow!” udbrød han, og han virkede glad.

Jeg trak min cykel op fra kældertrappen, og han fulgte efter mig og stillede sig med åbne arme bag mig og ventede på sit kram. Mine øjne var ved at dugge til med tårer, da jeg satte mig op på min cykel og trådte i pedalerne uden at sige farvel og uden at se mig tilbage.

Hele mit hoved snurrede, og det føltes lidt, som om mit hjerte var ved at sprænge i luften. Det ville tilbage til manden, som stod ved min dør og lignede et stort spørgsmåltegn. Mit hjerte ville kysse, knuse og græde hos ham, og gøre alt for at fortælle, hvor meget det elsker ham. På samme tid vidste min hjerne godt, at jeg skulle cykle min vej. Det var enten det eller en knytnæve direkte i hans hoved. Og selv det ville ikke kunne gøre det mindste op for, hvor meget han har ødelagt.

På et eller andet tidspunkt skal vi ses igen, for han skal have nøglerne til sin lejlighed, som jeg ikke længere er velkommen i. Bare tanken om det får mig lyst til at kaste min medisterpølse op.

Da jeg oprettede min blog, havde jeg ingen ambitioner. Hverken om læsere eller om at være ærlig. Begge ting viste sig at komme helt af sig selv, og i dag kigger jeg hverken på tal og statistikker, og jeg kan af hele hjertet garantere, at jeg aldrig nogensinde sætter mig for at lære, hvad SEO-optimering, content og blogstrategi indebærer. Det rager mig en papand, og jeg vil meget hellere bruge min energi på at være på fornavn med jer og finde ud af, hvilke finurlige skæbner, der er havnet herinde.

Hvad ærligheden angår er det en anden sag. Min blog endte med at blive ærlig, fordi jeg ikke kan andet, og fordi det hjælper mig så meget, at jeg nærmest ikke har brug for en psykolog længere. Og uden jer, havde jeg aldrig haft pigenosserne til at cykle fra min far uden at se mig tilbage. Så længe det er på den måde, hvor det faktisk kun er godt, så bliver jeg ved.

Klaus er sikkert en fremragende mand, men hvis det står til mig, kommer vi ikke til at lide samme skæbne.

Hvis der skulle være kommet nye læsere til, vil jeg byde jer velkommen. Jeg glæder mig til at lære jer at kende.

64 thoughts on “Chili Klaus-forbandelsen

  1. Krafteddeme ja!! Ja sgu!! Til det hele! You go, giiiirl! (Sagt på Queen B måden!)
    Køs og møs og håndtegn!

    1. YEEES! Jeg kan SÅ meget høre det, og jeg har lyst til at runde af med et über fierce knips! 😀 TAK og kys til dig også.

  2. Aww, du fik mig næsten til at føle, at jeg havde gjort en god gerning, helt uden at lette min popo fra sofaen. Stærkt! Og hey, pigenosser er til enhver tid 100 gange mere værd end mandenosser. Vi praler bare ikke så meget med dem, som mændene gør. Og dine især! Det må de være, når du sådan kan holde stand mod faderfiguren (og måske en lille smule også fordi du orker at lære alle os at kende!). Sej, sejere, Karoline!

    Knus
    // http://www.moonlitmadness.dk

    1. Det er det mega smarte ved bloggingmediet. Vi kan bare sidde herhjemme og chille, mens vi fyrer op for de gode gerninger. Jeg er helt vild med det! Tak, fordi du er med, Lisbeth. Det er så svedigt.

  3. … og så fik du lige pludselig ordene til at forme sig og få tankerne ned, både velskrevet, humoristisk og smerteligt. Din styrke.
    Og shit, hvor var du stærk i mødet med din far ❤

    1. Hehe, ja. Det tog lige et døgn, hvilket vist er meget typisk. Jeg er lidt en slow Joe. Men bedre sent end aldrig, som man siger. 😉 Og af hjertet tak for din besked. Både i mandags og nu, det betyder simpelthen så meget.

  4. Fuck, hvor er du sej. Hårene rejste sig på mine arme da jeg læste om mødet med din far i cykelkælderen. Jeg ved ikke om jeg ville have så meget styrke som dig.

    Jeg ved ikke om det er et resultat af dit ærlige blogskriveri, om det er fordi jeg føler jeg kan spejle mig i dig, men jeg har altså en følelse med dig som jeg ikke har oplevet på andre blogs (og jeg skal hilse og sige, at jeg følger en hel del). Jeg har sådan en lyst til at være din veninde. Og på samme tid, en lyst til at være lidt mere ligesom dig. Fordi det stråler ud af din blog hvor sød du er. Hvor meget selvironi og humor du har, og hvor skønt et menneske du generelt virker til at være. Jeg læste for nylig en kommentar fra din veninde fra København, der spekulerer over hvad hun kan servere for dig når du kommer, og hendes besked bekræfter mig bare i, at du må være en pissegod veninde, som dine veninder synes er værd at kæmpe med næb og kløer for.
    Jeg har til dine sidste mange blogindlæg begyndt at skrive noget, men er gået fra det igen, fordi jeg ikke helt kunne formulere, hvad jeg egentlig synes du skal vide. Og jeg er bange for at jeg stadig ikke er helt færdig med at rose dig, men nu synes jeg altså det var på tide at få sendt noget afsted 🙂

    1. Jeg følte mig faktisk slet ikke sej i øjeblikket, det hele føltes så forkert, men jeg tror, at det var det rigtige at gøre. Sådan lyder det i hvert fald på dig og alle I andre søde mennesker.
      Og til resten af din besked… så har nu nok efterladt mig lidt mundlam. Det er et af de største komplimenter, jeg nogensinde har fået, og det skal du have mit hjertes største tak for. Du virker også, som en person man gerne vil være, og det er ret vildt at efterlade det indtryk med en enkelt kommentar. Tak for dig, Nina. :-* Jeg er SÅ glad for, at du fik det skriblet ned, og jeg håber virkelig ikke, at det er sidste gang, du kommer på banen. Det behøver ikke altid være lige så velformuleret som nu. 😉

  5. Godaften søde du,
    Først lige mht din far: hvor er du sej! Han kan for faen ikke smide dig ud og så forvente en krammer? Altså what?! Må indrømme at det er et mysterie for mig, at han har en kæreste – altså nu kender jeg ham ikke men hvilken kvinde ville ikke fonde hans opførsel besynderlig og bekymrende?
    Nå det var så bare lige et par strøtanker om papa herfra. Det er ham, der taber, når han mister kontakten med dig!
    Mht bloggen. Altså. Din blog er bare den bedste. Elsker din ærlighed, din humor og din Harry Potter obsession. Du er for sej 🙂

    1. Nej, det er ikke sådan at gennemskue, hvad der kører rundt inde i hans hoved. Men faktisk havde jeg forventet det. Enten venlighed eller det stik modsatte… sådan har det altid været.
      Hm, altså — min mor har jo også været gift med manden i 20 år, så han har også sine gode sider. Og her midt i forelskelsen tror jeg faktisk også, at han er en god kæreste.
      Mht. bloggen (:-P) hvor er du sød og dejlig, Marie, og det er så skønt at læse. Tak, du er også for sej!

  6. Jeg føler en trang til at rose dig – shit nogle boller du har. Jeg har helt lyst til at sige, at du gør mig stolt 😉

    1. Det slår mig, at jeg burde have skrevet ‘kønslæber’ i indlægget – de må have noget power! 😀
      Og Nanna, hvor gør du mig glad. Tusind tak til dig.

  7. Jeg synes du er sej! Øv hvor må det gøre ondt, men det lyder som den rigtige beslutning siden han åbenbart er lidt af en snotskovl :-/ Sorry!
    Man bliver altså lidt afhængig af, at du er så direkte og din ærlighed 🙂

    Christina, 26 år, revisor – ikke så kedelig som det lyder til – nyder at læse med og jeg elsker bloggere med super fede personligheder 🙂

    1. He, snotskovl! Det er et godt, nyt ord, som jeg nok kommer til at låne en enkelt gang eller to. 😉 Du lyder ikke kedelig, Christina – og tak for kæmperosen!

  8. Hej Karoline

    Hele din ‘far’-historie vækker en del minder hos mig og jeg føler så meget med dig – det er fanme svært at cutte kontakten med familie. Det er jo familie. Hvorfor er det så meget sværere, at tage afstand fra et familiemedlem end med en ven?

    Jeg var alene med min far fra en tidlig alder (min mor døde da jeg var fem år gammel). Vi var mega tætte og jeg blev så meget fars pige. Men han tog virkelig mange dårlige valg i livet, som måske faktisk lærte mig, at tage de rigtige. Så på en måde står jeg måske med en lang videregående uddannelse, en sød kæreste og et godt betalt job på grund af ham den dag i dag, mens han lever alene, shuffler fra dame til dame og kæmper for at holde økonomien kørende. Vi er endt to vidt forskellige steder.
    For nogle år siden var hans situation så desperat, at han var tvunget til at sælge sit hus, hvis han ikke kunne skaffe 100.000 kr til banken. På det tidspunkt var jeg 25 år, nyuddannet og var lige begyndt at kigge på lejligheder med kæresten. Jeg havde knoklet for at spare en hel del penge sammen, så jeg kunne finde det helt rigtige sted at bo med min kæreste. Det vidste min far og han kom kravlende og spurgte, om jeg kunne udskyde mine drømme og låne ham pengene istedet. Instinktivt skreg mit indre et kæmpe ‘nej’. Jeg ville aldrig få de penge igen. Men det er sgu ikke så nemt, at sige nej til ham, der var der for mig da jeg var helt lille, selvom han sidenhen fuckede en hel masse op.
    Jeg talte det igennem med min kæreste og vi blev enige om, at det altså ikke var mit ansvar, at redde min far ud af den her. En situation han virkelig havde sat sig selv i med åndssvage køb, dumme lån og dårlige bekendtskaber. Så jeg sagde nej. Og så flippede min far fuldstændig ud og sendte mig det mest sårende brev, jeg nogensinde kommer til at læse. Han cuttede alt kontakt og jeg kunne ikke gøre andet end at tage imod og tude mit hjerte ud. For helved det gør ondt, når det er ens familie der er sådan nogle røve mod én. Av!
    Heldigvis blev jeg samlet op af kæresten og hans familie. Og heldigvis boede min far i en helt anden landsdel, så jeg kunne stille og roligt komme videre.
    Efter et halvt års tid tog han kontakt. Og sagde undskyld. Det var så fristende, at banke ham oveni hovedet og sende ham ud af mit liv igen, for nu var jeg endelig kommet ovenpå igen. Men det kunne jeg ikke. Han var jo min far. Han ER jo min far. Og han har fanme haft et hårdt liv. Så jeg gav ham en chance og vi aftalte, at der aldrig skal være penge mellem os igen. Vores forhold bliver aldrig det samme igen, for jeg stoler ikke på ham, som jeg gjorde før. Man ved aldrig hvad han kan finde på og det er pisse ærgerligt. Men vi tager det som det kommer. I efteråret inviterede jeg ham på ferie til Barcelona, for han må gerne mærke, at jeg har penge nok, til at forsøde hans tilværelse lidt. Men jeg skal ikke agere bank for ham. Og han skal ikke være økonomisk afhængig af mig. Sådan håber jeg det kan fungere fremover.

    Det blev en lidt lang historie, men jeg kunne relatere til dine daddy issues og følte for at lade dig vide, at du bestemt ikke er alene! Åndssvage fædre!

    Tak for en god og relaterbar blog, som jeg nyder at læse præcis som den er!

    1. Tak for din histore, Lea. Jeg er stadig lige ved at fordøje den. Hold nu kæft, hvor det lyder hårdt. Urimeligt hårdt! Men jeg tror, at du er det rigtige sted i dag – og at du har taget den rigtige beslutning. Det er stort af dig, og jeg er slet ikke sikker på, at jeg selv havde været i stand til at komme dertil. Kæmpe kram og al mulig held og lykke til. :-*

  9. Hold kæft hvor er du bare sej, at du cyklede væk. Av, men virkelig sejt!

    Og dårlige tanker og ondt i maven er sgu det værste. Suk. Jeg har aldrig før tænkt over det pres, du beskriver. Det minder også lidt om succes og den efterfølgende svære to’er. Hvis det giver mening.

    Om du (og altså bloggen) “ændrer sig”/skifter retning eller ej, ved jeg i hvert fald, at det ikke vil skræmme mig væk som læser 🙂 Plus alle har jo gode og mindre gode dage.

    Knus og god aften!

    1. Den svære to’er! Det er meget rammende.
      Altså dybest set er det jo lidt en bloggerkliché, men man har bare set den ske alt for mange gange. Tusind tak for din besked, jeg er så glad for, at du er med, Simone.

  10. Jeg har det med min mor som du har det med din far.
    Og pudsigt nok har jeg idag modtaget lang mail fuld af erklæring om kærlighed, ændret adfærd og klistrede kys.

    Mavefornemmelsen siger at jeg skal lade hende ligge og det tror jeg sgu jeg gør. Altså for nu.

    Tak :*

    1. Det er svært for mig at sige, men min erfaring er, at mavefornemmelsen er ret vigtig, når det kommer til sådanne ting. Tak til dig, og jeg håber, at du er OK. <3

  11. Caroline, hvor er du sej og sjov og modig! Jeg er kæmpe fan af måden, hvorpå du tackler både din chili og din far. Aj, hvor er det dog svært med røvhuls fædre!!! Man har en uendelig kærlighed til dem trods alt, og det er jo det, som gør det hele så svært. Den dag, jeg indså, at jeg først og fremmest bliver nødt til at passe på mig selv og mine følelse, blev det nemmere for mig at acceptere, at min egen elskede røvhuls far ikke længere kunne være en del af mit liv. Og jeg er ellers ikke et af de der ekstremt selvudviklings-orienterede-jeg og mine følelser betyder alt- typer, som Svend Brinkmann beskriver 😉
    Jeg har aftalt med mig selv, at hvis jeg ændrer mening mht. min far, så har jeg også lov til at gøre det, da jeg trods alt er ‘barnet’ i forholdet. Jeg gider ikke at tænke på ham hver dag (selvom det er ret svært), og derfor plejer jeg hver april måned at revurdere vores forhold – det kan varmt anbefales 🙂
    Jeg sender dig rigtig meget held og lykke, styrke og kærlige tanker, når du engang skal til at aflevere nøglerne <3 Og så glæder jeg mig også rigtig, rigtig meget til at følge din blog – jeg er sikker på, den er i gode hænder, og at der ikke bliver drysset alt for meget chili på den 😉

    1. Kuba, TAAAAAK for det der! Det er så rammende. Og jeg tror i virkeligheden, at du er nået frem til det, jeg selv lidt har kæmpet med at nå frem til og sætte ord på. Nemlig at have muligheden for at vende tilbage, hvis det behov opstår, men lige nu har jeg brug for ikke at være en del af ham.
      Jeg sender dig en masse held og lykke retur, og endnu engang tak for din kommentar. <3 Det er dejligt, at du har lyst til at være med, jeg håber, at jeg bare kan fortsætte derud'a!

  12. Du får et kæmpe (cyber) kram herfra i hvert fald. Hvis jeg ikke var så skide introvert, ville jeg måske endda invitere på en anstændig pølsemix når du flytter til storbyen 😀 Ikke at det kan gøre op for din dumme far, men det kan garanteret få tankerne over på noget andet for en stund.

    1. Hov hov hov, min pølsemix fejlede bestemt ingenting! Den havde bare sådan et nordisk fryser-touch, det fungerede upåklageligt! 😀 Når det så er sagt, så er jeg klar på at prøve noget andet! Du er sød, Gitte. Virkelig.

  13. Dit indlæg minder mig om, at jeg skal huske at få fundet dig på snapchat.

    Og sikke en dejlig ‘ambition” for din blog.

    1. Please do, det er kun hyggeligt. 😉 Og ja, det synes jeg egentlig også. Jeg håber, at den holder ved.

  14. Jeg fik også den der “don’t ever change”, da min blog begyndte at tage fra. Men det har jeg sgu gjort. Ændret mig. Og ændret bloggen. Fordi der sker noget, når man sidder der og er bundærlig, og mange tusinde mennesker følger med på den anden side. Man får tæsk. Åh, så mange tæsk, fordi der er én, der ikke fanger ens sarkasme eller én, der synes, man er den største idiot i verden. Og nogle folk er decideret ondskabsfulde. De bruger ens ærlighed og sårbarhed imod en. Og dét gør ondt. At vide, at der sidder nogen derunde og samler skyts, så de kan ramme én, hvor det gør allermest ondt. Så jeg har været nødt til at slibe nogle kanter. For mig egen skyld – så de nederen mennesker ikke har mulighed for skyde alt for skarpt. Og det pisser mig fandme af. Men alternativet var bare ligesom at stoppe med at blogge, og det vil man jo heller ikke.
    Jeg gør mit bedste for at finde en balance i dag, men altså, jeg fatter også stadig megahat af blogstrategi og SEO, og jeg er i bund og grund en virkelig elendig profblogger. Og det er sgu heller ikke så dumt. 😀

    1. Av, av.. det gør mig altså helt ked af det at læse, Miriam. For du har jo selvfølgelig fat i den lange ende. Jeg er stadigvæk grøn og naiv, og heldigvis har jeg endnu ikke oplevet at få tæsk, men jeg frygter HELT VILDT, at de kommer, hvis der en dag er flere tusinde mennesker, som begynder at følge med. Det er der ikke endnu, og derfor har jeg stadig idiot-statistikken på min side; de har endnu ikke fundet vej herind. Men det er klart, hvis jeg begynder at opleve nogle af de ting, du også har, så må jeg genoverveje alt det her. Mit største problem var bare, at jeg var begyndt at tage sorgerne på forskud, og det er altså lidt dumt. 😉
      Du ER mit yndlings(prof)blogger, og jeg veeeeed, at en million andre mennesker har det på den måde, så noget tyder på, at du har fundet den der forjættede balance. Det er godt gjort!

  15. Respekt
    Virkelig et godt indlæg.
    Får næsten helt lyst til at læse alle dine indlæg for du skriver virkelig virkelig godt og ærligt.
    Tak og god dag

    1. TAK, EMILIE. Det er totalt rart at læse her fra morgenstunden. Du skal være mere end velkommen til at scrolle gennem min blog. Det tager desværre/heldigvis ikke så lang tid. 😉 God dag og alt muligt andet godt til dig.

  16. Kæft hvor er du velformuleret, amen jeg elsker din helt igennem FANTASTISKE blog – det er en ren og skær fornøjelse at læse med – tusind tak for at invitere os indendøre <3 Ønsker dig alt det bedste for fremtiden.

    1. Jøsses, jeg ved knapt nok, hvad jeg skal sige. I hvert fald skylder jeg dig et større tak for de helt usædvanligt pæne ord. Selvfølgelig, I skal være mere end velkomne. De bedste tanker din vej også. :-*

  17. Wauw – you go girl!
    Kæmpe respekt og kærlighed din vej!❤ Følger med fra nu af og til … for altid!

    1. Mener du virkelig det?! Det synes jeg er TOTALT fedt, og du skal have hundrede gange tak. Dejligt, at du er med. :-*

  18. Jeg kiggede forbi for første gang i weekenden, og at læse gamle blogindlæg herinde har allerede været førstevalg af overspringshandlinger. Så tusind tak for velkomsten, og tak for en dejlig blog. 🙂

    1. Førstevalg af overspringshandlinger! YES, det er lige præcis det, jeg håber, min blog kan være! (No joke!) Det er mig en ære. Og velkommen til, Ane. :-*

  19. Så for katten for et indlæg. Som de resterende siger (stærkt opsummeret): WAUW (eller WOW, hvad man nu er til). Du er SÅ god.

    Men…. en anden ting… må man gerne få dig på snapchat? Hvis man nu spørger pænt og siger be-be?

    1. For filan, Ida. Jeg er vild med din opsummering, det har du gjort godt.
      Det kan du tro, men du må finde dig i, at jeg også tilføjer dig. jeg hedder karolinebum

  20. Hej – Jeg er ikke med, hvem var det der ringede til dig mens du spiste? Eller er det ikke en del af historien? Hilsen den fatsvage …

  21. Først og fremmest FEDT at du putter mayo på. Jeg er så meget en mayopige og forstår ikke altid andres lyst til ketter på alting.
    Dernæst, så sejt at du bare er helt cool på snappen og man slet ikke mærker at du har haft en skidt start på ugen. Mærkeligt at gå fra snak om frb.centerets toiletter derinde, og så læse det her opslag.
    Du er så cool, og jeg er ganske sikker på, at du ikke bliver en Chili Klaus!

    1. Jeg føler mig forpligtet til at sige, at der altså også var ketchup inde i billedet. Mayo er vigtigt, men ketteren skal også være der.
      Tusind tak Line, det er rart at høre.

  22. Hej
    Først skal jeg sige, at jeg ikke kende hele historien om din far….
    Kunne tyde på, at den er meget slem.
    Jeg vil bare sige til dig, at man bruge SÅ meget krudt på at være vred og såret – Meget mere end man gør på at tilgive og komme videre. Du kunne jo bare tilgive, inden i dig selv – uden at fortælle det til ham, så han kan stege videre.
    Det ville måske give dig mere ro i sindet?
    Måske er det godt for dig og dit liv at flytte fra hans ejendom, så du ikke behøver at konfronteres med jeres forhold hele tiden.
    Jeg ønsker dig “go’ vind” i Kbh. Jeg glæder mig til at læse om dine oplevelser og sjove betragtninger.
    ♥️♥️♥️ Hilsen Anette

    1. Hej Anette. Ja, du har da helt sikkert ret i, at det vil være fedest at tilgive ham, og det er jo netop det, jeg har gjort gang på gang. Forhåbentlig kommer jeg til den dag, hvor der ikke længere bliver behov for at tilgive ham igen og igen, fordi vores forhold bare hviler i sig selv. Det er målet, men det er jo ikke noget, som sker natten over, især ikke når han bliver ved med at vende tilbage med tæsk.
      Og ja, for pokker! Det er da dette århundredes bedste ting, at jeg flytter fra ham! Ingen tvivl om det! Jeg kunne bare godt have ønsket, at det var sket på en ordentlig måde.
      Tak skal du have, og ha’ en rætti go’ aften!

  23. Hold nu kæft det har krævet guns at gøre det der! Hvor er du helt vildt sej. <3 Altså sådan virkelig oprigtig fra hjertet; du er SÅ sej! Og hvor er det rart du deler med alle os andre. Dysfunktionelle familier synes jeg godt nogle gange kan være lidt et tabu og det er rart der er nogen der står frem selvom jeg da ville ønske for alle med den byrde at den kunne fjernes. Jeg vrøvler nu og vikler mig ind i mine egne ord. Så jeg stopper.. nu..

    PS.
    Sejt du aldrig laver en chili-Klaus! Din blog er vigtig.

    1. Tak for tiltroen! Jeg håber, du har ret!
      Lige over, det er ved at være på tide med noget kropskontakt!

  24. […] af at I er gode mennesker. Hvilket blev ekstra tydeligt, den dag jeg udgav mit til dato mest selvhøjtidelige indlæg, og ingen dizzede mig for det. Oh my god, Karoline, you are just as big as Chili Klaus. Den […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *