Ugens franske horeunger #2 (DE ER VIGTIGE)

Chili Klaus-forbandelsen


I går aftes havde jeg lige taget et stykke julemedister op fra fryseren og sendt den til optøning i min mikroovn. Jeg bemærkede godt, at min telefon var begyndt at lyse op, men klokken var næsten 8, og selvom jeg havde spist sen frokost, var jeg efterhånden blevet ret sulten. Og uanset hvad min telefon prøvede at fortælle mig, kunne det umuligt være vigtigere end den pølsemix a la frysemedister, jeg havde i vente.

En halv times tid efter havde min mad i ovnen efterhånden fået den perfekte stegeskorpe, jeg skænkede et glas af min jordbærsaftevand og placerede mig i min seng med pølse, kartofler og mayonnaise over det hele. Min telefon havde taget plads som sidemakker på dynen ved siden af mig, og den blev ved med at poppe op med notifikationer, som jeg aldrig har oplevet det før. Det var ret irriterende, så jeg vendte den om, for jeg var stadig sulten og sukkerkold.

De fleste kender nok Klaus, som for et par år siden blev Danmarksberømt, fordi han spiste meget stærke chilier sammen med Bubber, mens kameraet var tændt. Faktisk blev han så kendt for netop dette, at vi begyndte at kalde ham Chili Klaus. Eller også hed han Chili Klaus før, jeg er ikke helt sikker, men det blev han i hvert fald kaldt, fordi han var god til at spise en Carolina Reaper uden at få lyst til at begå selvmord, og det, skal I vide, er noget af en præstation. Derfor var det ham fuldt forundt, at han blev kendt. Han var dygtig til det, han lavede, og han havde fundet sin egen niche, som han elskede.

Men så var det, at nogen, måske var det endda Klaus ham selv, som fik den ide, at alle skulle have chili. Pludselig kunne man købe hans pebrede pølser i 7-Eleven, man kunne drikke hans skarpe alkoshots til forfester, og selv personer med forkærlighed for søde sager kunne købe lakrids og mørk chokolade med Klaus’ navn på.

Det var lige før, det blev for meget. Eller også blev det ikke, men det originale koncept, som vi alle godt kunne lide, var i hvert fald forsvundet.

De sidste par dage har jeg haft følelsen af, at mit navn, ligblege januaransigt og næsten-lidt-for-meget-optegnede bryn har poppet op over det hele. Og det har været ledsaget af komplimenter så vanvittige, at jeg hver gang har fået lidt mere tro på menneskehedens naturlige godhed; for hvis det ikke er godhed, jeg har oplevet, så ved jeg ikke, hvad det er.

Men midt i alt det har jeg også hørt en masse sige, ellers rettere sagt: jeg har læst en masse skrive, at jeg ikke må forandre mig. Jeg skal blive ved med at gøre, hvad jeg gør nu. Nærmest, som var de bange for, at jeg var på vej væk herfra. Og jeg tror, at det har påvirket mig enormt meget i det her massive stormvejr, som dybest set kun er gjort af god karma.

Der, midt i min pølsemix og Instagram-notifikationer, sad jeg og fik ondt i maven. For vi har hørt det så mange gange før. Historien om den passionerede fortæller, som blev ramt af Chili Klaus-forbandelsen, købte et spejlreflekskamera og glemte at skrive om sig selv, fordi det pludselig blev mere spændende at blogge om sin nye mascara. Og forstå mig ret, mascaraen må gerne være der, men den skal have følgeskab af sin ejer.

I aftes, lige før jeg fandt min medister, stødte jeg ind i min far. Jeg har ikke hørt fra ham, siden han sendte mig den SMS, hvor han ikke bare smed mig ud af hans ejendom, han smed mig også ud af mit liv. Det ved han bare ikke endnu.

Jeg stod nede i kælderen og havde netop tændt 5 blinkende lygter på min cykel, måske som en form for kompensation for alle de gange jeg har leget spirituspåvirket mørkeleg på vej hjem fra byen, og pludselig stod han der foran mig og smilede.

“Hej Tex! Du ligner sgu da et helt lysshow!” udbrød han, og han virkede glad.

Jeg trak min cykel op fra kældertrappen, og han fulgte efter mig og stillede sig med åbne arme bag mig og ventede på sit kram. Mine øjne var ved at dugge til med tårer, da jeg satte mig op på min cykel og trådte i pedalerne uden at sige farvel og uden at se mig tilbage.

Hele mit hoved snurrede, og det føltes lidt, som om mit hjerte var ved at sprænge i luften. Det ville tilbage til manden, som stod ved min dør og lignede et stort spørgsmåltegn. Mit hjerte ville kysse, knuse og græde hos ham, og gøre alt for at fortælle, hvor meget det elsker ham. På samme tid vidste min hjerne godt, at jeg skulle cykle min vej. Det var enten det eller en knytnæve direkte i hans hoved. Og selv det ville ikke kunne gøre det mindste op for, hvor meget han har ødelagt.

På et eller andet tidspunkt skal vi ses igen, for han skal have nøglerne til sin lejlighed, som jeg ikke længere er velkommen i. Bare tanken om det får mig lyst til at kaste min medisterpølse op.

Da jeg oprettede min blog, havde jeg ingen ambitioner. Hverken om læsere eller om at være ærlig. Begge ting viste sig at komme helt af sig selv, og i dag kigger jeg hverken på tal og statistikker, og jeg kan af hele hjertet garantere, at jeg aldrig nogensinde sætter mig for at lære, hvad SEO-optimering, content og blogstrategi indebærer. Det rager mig en papand, og jeg vil meget hellere bruge min energi på at være på fornavn med jer og finde ud af, hvilke finurlige skæbner, der er havnet herinde.

Hvad ærligheden angår er det en anden sag. Min blog endte med at blive ærlig, fordi jeg ikke kan andet, og fordi det hjælper mig så meget, at jeg nærmest ikke har brug for en psykolog længere. Og uden jer, havde jeg aldrig haft pigenosserne til at cykle fra min far uden at se mig tilbage. Så længe det er på den måde, hvor det faktisk kun er godt, så bliver jeg ved.

Klaus er sikkert en fremragende mand, men hvis det står til mig, kommer vi ikke til at lide samme skæbne.

Hvis der skulle være kommet nye læsere til, vil jeg byde jer velkommen. Jeg glæder mig til at lære jer at kende.

Næste indlæg

Ugens franske horeunger #2 (DE ER VIGTIGE)