Genmæle – mest om HP, anoreksi og familie

Ser du nogle styrker ved at have haft en spiseforstyrrelse? Udover at have en god anledning til et par selvironiske jokes, selvfølgelig. 😉
Hvis jeg havde fået det spørgsmål for et år siden, havde jeg sagt nej. Men i dag er jeg ikke i tvivl om, at min spiseforstyrrelse både er det værste og det bedste, der nogensinde er sket for mig. Når jeg ser tilbage på de sidste 10 år, føler jeg, at jeg har levet tre vidt forskellige liv. Et uden sygdom, et andet midt i min sygdom og et tredje på vej på den anden side. Selvom jeg stadig er Karoline, er jeg slet ikke det samme menneske som tidligere, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det kun er til det bedre. Det var ikke specielt konkret, hva’? Jeg vil vove den påstand, at jeg er blevet mere overbærende, tålmodig og reflekterende, og det var godt nok ikke mine forcer, før jeg blev syg. Men vigtigst er, at jeg meget bedre kan lide mig selv i dag, og jeg tror egentlig også, at andre har det på samme måde.

Er du typen, der kan finde ud af at klage på en restaurant, hvis fx bøffen er sej eller maden oversaltet?
Ikke på restauranter, nej. Men i alle andre henseender er jeg et retfærdighedssøgende brokkehoved uden lige. Hvis mine takeaway-kartofler er rå, eller Stimorol har taget mit yndlingstyggegummi ud af sortiment (hvilket er sket to gange!) så siger jeg det også til dem – på en pæn måde og pakket ind i roser, selvfølgelig. Et meget aktuelt eksempel kunne være min megahypede medister, som jeg forleden nåede at nævne cirka 13 gange i et enkelt indlæg. Medisteren var egentlig en julemedister, og selvom den smagte godt, var det mig umuligt at smage, hvorledes denne adskilte sig fra en ganske almindelig medisterpølse. Jeg var ret tæt på at skrive en mail til Rema 1000 og stille dem samme spørgsmål, da det er af væsentlig karakter. Men jeg slog mig over nallerne og mindede mig selv om, at en sådan mail er et basistræk inden for irriterende forbrugeradfærd, så jeg lod alligevel være.

Hvad ville din patronus være?
Et æsel. Eller jeg håber, at det vil være et æsel. Det er et af mine yndlingsdyr, og det besidder alle de egenskaber, som jeg selv gerne vil have.

Hvilken kendis ville du allerhelst knalde?
Det her er altså det sværeste af alle spørgsmål! Listet fra mindst realistisk til lidt realistisk: 1. Jake Gyllenhaal. 2. Jamie Dornan. 3. Jesper Nøddesbo. 4. Lars Løkke.

Hvad er dit bedste barndomsminde?
Alle mine bedste barndomsminder relaterer sig til Onkel Jørgen, min fars storebror. Han var på mange måder min bedste ven, og jeg har brugt utallige weekender og ferier hos ham. Han lærte mig både at drikke kaffe og se Matador allerede som 5-årig, og han lod mig altid være oppe til langt ud på natten, mens vi sad i ceruts i hans lænestole, spiste osterejer og gajoler, mens vi så hjemnefilm og dokumentarer om 2. Verdenskrig.

Hvis du kunne gøre én ting om i dit liv, hvad skulle det så være?
Dengang min mormor lå på hospitalet og var tæt på at dø, sagde jeg nej til at sige farvel til hende i enerum. Det fortryder jeg inderligt, og jeg sidder nærmest og flæber lige nu bare af at tænke på det.

Hvad for noget musik lytter du til?
Det er vist nemmere at skrive, hvad jeg ikke lytter til: dødsmetal og country. Alt andet går an, men afhænger selvfølgelig af mit humør.

Hvad er din største styrke?
Min evne til at sige ‘jeg skal bare have en nats søvn, så er det hele bedre i morgen’, hver gang livet kaster lort efter mig.

Er der noget du altid har villet lære, men som du ikke kan (endnu)?
At lave en vejrmølle og at kunne spille et instrument. Er totalt ærgerlig over, at mine forældre ikke pacede mig lidt mere som barn.

Hvem er egentlig din yndlings HP-karakter?
Jeg har alle dage været en sucker for Dumbledore, men Hermione er jo også gennemført fantastisk.

Hvor længe har det/de forhold du har været i, varet? 🙂 Og hvem slog op?
Mit længste (og eneste) voksenforhold varede cirka 15 måneder. Vi blev ret enige om, at det ikke længere fungerede. Det var lige før min sygdom var allerværst, og jeg var en fuldstændig elendig kæreste. Jeg orkede ikke andet end min sygdom, og min hjerne og følelser var begyndt at lukke helt ned. Vi fortsatte med at se hinanden efterfølgende, og han var enormt opbakkende og hjælpsom, hvilket jeg vil være ham evigt taknemmelig for – men i dag ses vi ikke længere.

Har alle dine søskende den samme far, som du har?
Ja.

Kan huske du har skrevet om dit forhold til din søster og at det ikke er det bedste! Kan du uddybe det? Og hvad med forholdet til dine andre søskende?
Min storesøster og jeg er som cola og mentos. Vi fungerer bare ikke sammen, og det har vi dybest set aldrig gjort. Lige nu er jeg nået frem til den konklusion, at vi aldrig bliver specielt tætte, men jeg vil meget gerne, at vi kan snakke og grine sammen uden konstante gnidninger. Det er et projekt.
Min lillesøster er en af mine bedste veninder. I forhold til min bror vil jeg tro, at vi har det bedste forhold, man kunne håbe på under de givne omstændigheder. Han har Aspergers, og sommetider forledes til at tro, at han har glemt, hvem jeg er, men så gør han alligevel sommetider noget ekstremt nuttet, og så er jeg slet ikke i tvivl om, hvor meget vi elsker hinanden.

Hvad er din holdning til børn i fremtiden?
Dem vil jeg gerne have. Desværre er jeg oprigtigt bange for, at jeg ikke kan få nogen, men jeg kan ikke få mig selv til at smutte til lægen og få det afklaret.

Hvordan er det for dig at spise mad, som andre har lavet, og som du dermed ikke har haft mulighed for at bestemme over?
Det er næsten det bedste, jeg ved! Altså. Jeg elsker at lave mad, men jeg elsker også ikke at skulle lave det.

Har din anoreksi betydet, at der er nogle madvarer du ikke længere kan lide/bryder dig om? Eller formuleret på en anden måde: Er der nogle madvarer, der sætter nogle trælse minder i gang, hvorfor du prøver at undgå dem?
Mine smagsløg har ændret sig en del. tidligere levede jeg af pasta og rugbrød, men jeg kunne aldrig finde på at røre kartofler(?!). Det er totalt omvendt i dag; kartofler er min primære energikilde, mens pasta, ris og brød bare er.. bwah. Jeg har heller aldrig kunnet lide risalamande, men nu synes jeg, at det er FRÅDEREN. Heldigvis har jeg ikke fået nogen madtraumer af betydning. Eller, det er ikke helt sandt. Bare tanken om portobellosvampe og dårlige hokkaidogræskar sætter min gagrefleks i gang. Sådan er verden så sjov.

Hvornår og hvorfor gik dine forældre fra hinanden?
Det er cirka 1 1/2 år siden. De blev officielt skilt i sommers. Jeg gik ud fra, at det skete, fordi ingen længere kunne se nogen grund til, at de skulle blive sammen.

Har din far altid været fraværende, også mens dine forældre stadig var sammen?
Ja, jeg har desværre (eller måske heldigvis) aldrig prøvet andet. Men det var først meget sent, at det gik op for mig, at ikke alle mænd er ligesom min far. Og det er stadig noget, jeg slet ikke har fået styr på endnu.