Kærlighed(sskod)karma

“Måske er du bare for kræsen, Karo. Har du overvejet at give ham en chance til?” spurgte min mor mig på en aftengåtur i sommers. Jeg kvitterede hendes kommentar ved at kaste en gren fra hækken ved Ringgaden i hovedet på hende.

“Kræsen? Han har været sammen med en anden! Synes du ikke, at det er meget rimeligt at sætte grænsen der?” svarede jeg og kiggede på min mor, som var ved at fjerne blade fra sin islandske uldsweater.

“Jo jo… eller… måske du bare skulle prøve at overveje, om du ikke sætter for mange krav til fyre. Det ville nok gøre det nemmere for dig.” Så kiggede jeg på hende, og jeg kan ikke huske, hvad der så blev sagt, men det endte i hvert fald med, at vi blev rygende uvenner.

I hendes øjne er jeg kold i røven, kynisk og kræsen, og i mine øjne er hun en tryghedssøgende pushover med elendig smag i mænd. Og lige siden den sommeraften har vi ikke talt med hinanden om kærlighed.

Jeg synes ikke selv, at jeg er kræsen. Hvis nogen bad mig om at skrive en liste over krav til en potentiel valentinsdate, ville jeg hurtigt gå i stå. For på papiret kan jeg ikke komme i tanke om ret meget, jeg hverken kan leve med eller uden. Det er et andet sted, filmen knækker for mig.

Her for et par dage siden, skete der nemlig det, at en tredje P3-vært dukkede op. Og i stedet for at blive smigret – eller på nogen som helst anden måde begejstret eller glad – drog jeg straks konklusionen, at radiovært 1, 2 og 3 ganske afgjort måtte have et væddemål med overskriften Kan Karo Knaldes kørende. Så jeg trak mig med det samme.

Det er stadigvæk ikke længe siden, at jeg endelig formåede at sætte ord på, at jeg har det svært med mænd. Og det har hjulpet mig, fordi jeg også er blevet klar over, at det ikke er virkeligheden. Mænd kan være gode. Ligesom kvinder også kan være onde.

Sidste uge læste jeg en avisrubrik, som lød noget i retning af Forskning viser, at det altid er mandens skyld, at der er problemer i parforholdet. Jeg gad ikke engang klikke ind på artiklen, for udsagnet lød ikke blot dumt, det lød også som noget, mine personlige forholds-erfaringer meget hurtigt kan afkræfte. Min sidste, og eneste, voksenkæreste og jeg, var med stor sandsynlighed stadig sammen (sikkert både samlevende og højgravide) hvis ikke det havde været for mig og mit lort.

Det her lort var hverken jalousi, klæbende adfærd eller lunefuldhed. Det var snarere det modsatte, og det var på ingen måde i orden. Jeg ville hellere rede op på sofaen end at få ødelagt min nattesøvn i hans varme favn. Når vi var i byen, flirtede og jeg jeg altid op til andre mænd, også selvom han var der. Og da jeg var i Afrika knaldede jeg godt nok ikke med de australske surferdudes, men jeg gjorde så meget andet, der var fuldstændig over grænsen. Jeg fatter ikke, hvorfor han aldrig nogensinde knaldede mig en.

Det er skørt, for jeg vidste jo godt, at det var forkert. Men alligevel blev jeg ved og gjorde det igen og igen. Og nu har jeg fundet ud af, at jeg er bange for, at jeg altid vil blive ved og ved med at gøre gode mennesker kede af det.

I fredags kiggede min bedste veninde på mig og sagde: “Forstå mig ret, men jeg tror virkelig, at du ville have godt af at gå til psykolog.” Det er nok ikke verdens dårligste råd.