Gud


Det hænder, at jeg får mails fra nogle af jer, som sidder og læser med.  Sommetider bliver jeg dænget til med ros og komplimenter, andre gange handler det om anoreksi, journalisthøjskolen eller min far, eller også er det bare lidt en kombination af førnævnte. Det er det faktisk for det meste.

(Et par gange har jeg også fået mails fra folk, som ville have hjælp til nogle tekniske problemer med WordPress, og selvom jeg er smigret, forvirrer det mig også en smule. Min blog ser altså kun ud, som den gør, fordi jeg ikke kan finde ud af at  gøre det anderledes. Men tak.)

Der findes ikke en type mail, jeg bedre kan lide end andre. Bare det, at nogen rent faktisk sætter sig ned og får overbevist sig selv om, at deres ord er værd at give opmærksomhed (for det er de) er en kæmpe stor overvindelse. Det ved jeg, fordi jeg selv er en af dem, som kan finde på at skrive til mennesker, som har rørt mig. Men det er forbavsende svært.

For ikke så længe siden fik jeg så en mail. Og det var mestendels komplimenter. Vedkommende runder af med en PS. Jeg er ateist, og du er troende. Vil du ikke fortælle lidt om det? Og det kan du tro. Der er næsten ikke noget, jeg hellere vil. Eftersom sådan noget som gud og religion ikke er det mest sexede emne i verden, vil jeg prøve at gøre det lidt kort og – måske endnu vigtigere – konkret.

Min gamle folkeskole lå lige overfor en kirke, og der gik jeg tit over, når jeg havde fri. Jeg kunne godt lide at gå ind i den tomme bygning, tænde et lys og sidde et par minutter på en af bænkene og stirre på den korsfæstede Jesus. Der var ikke så meget religiøst over det, men jeg kunne godt lide den ro, stilheden gav mig. Troen blev jeg først opmærksom på et par år senere, da jeg gik i gymnasiet.

Jeg kan tydeligt huske en eftermiddag i september måned kort efter min 18 års fødselsdag. Det bankede på vores dør, og to politibetjente stod udenfor. Min mor og far gik ud til dem og lukkede hoveddøren bag sig. Efter en evighed kom de ind igen, og jeg kan huske, at min far kom ud til mig i køkkenet og knaldede sin knytnæve ind i væggen. Min mor græd. Det var min onkel, som var blevet fundet død.

En del år forinden, var min onkels kone død af cancer. Og min onkel var blevet så sur på Gud, fordi han lod sådan nogle ting ske, at han havde meldt sig ud af folkekirken. Derfor kunne vi ikke tage afsked med ham i kirken, men i stedet på et kapel, hvor den eneste taler var min far, som bare stod der foran 50 mennesker, og skulle tage afsked med sin elskede bror.

Kort efter min onkels bisættelse blev min far ringet op af Lukaskirken, som ville høre, om alt var okay, for de kunne se, at min onkel var død. Det viste sig, at han alligevel havde forsonet sig med Gud og meldt sig ind i folkekirken igen.

Det tror jeg aldrig helt, at jeg kommer mig over. Selvfølgelig gør det mig glad, at min onkel ikke forlod denne verden, mens han var forbitret over manden i skyerne, men det gør mig ked af det helt ind i hjertet, at kirken ikke var der, da jeg skulle tage min sidste afsked med ham. Sådan har jeg det nok helt generelt; der er nogle vigtige passager her i livet, som jeg helst ser ledsaget af bimlende klokker, salmesang og Fadervor.

Efter hans død græd jeg ikke. Og jeg kunne ikke forstå det, for han havde været min bedste ven. Senere på året blev jeg student, og jeg fik en bønnebog, som jeg havde ønsket mig. Om aftenen satte jeg mig alene på mit værelse, åbnede den op og begyndte at læse. Pludselig begyndte jeg at græde, og mine tårer dryppede ned på de blanke sider og fik dem til at krølle sammen.

Det var nok cirka der, jeg blev opmærksom på, at de der bibelske ord og budskaber gjorde noget ved mig, som var godt. Når jeg sad der gang på gang og klynkede, fik jeg ikke bare renset tårekanalerne. Det gik også op for mig, at det faktisk er ret fint at sætte pris på frikadeller, selvom de er brændt på, og jeg er løbet tør for ketchup. Og at tro også bare kan være påmindelsen om at være lidt hverdagsgod – eller i det mindste bare gøre sig bedste for at være det. Jeg behøvede slet ikke lade være med at knalde med fremmede, når jeg var i byen, gå på rygestopkursus eller bandlyse grimme ord (og tusind tak for det, i så fald var jeg garanteret et efterliv i helvede.)

Når jeg snakker med folk, som ikke tror på noget, om hvorfor de ikke tror, er der typisk to ting, der går igen. Nogle tror ikke, fordi vi ikke kan bevise Guds eksistens, og at alt kan forklares og forsvares gennem videnskab. Andre tror ikke, fordi en Gud nødvendigvis ikke kan eksistere, når vi lever i en verden, der er så grusom og ond, som den er.

Begge dele giver hundrede procent mening, og jeg har også selv været der. Begge steder. Jeg tror bare på noget gud-agtigt, som ikke har skabt jorden på syv dage, ikke påvirker atomer, molekyler, osmose eller relativitetsteori.  En gud, som overhovedet ikke på nogen tænkelig måde er almægtig, men alligevel får mig til at smile til den gamle dame, som i dag snød foran mig i køen i Kvickly med ordene De ligner en, der godt liiige kunne stå der 2 minutter længere! 


 

36 thoughts on “Gud

  1. Tak for dine (som altid) fine ord, især om dette emne.
    Jeg har det lignende, et godt forhold til Gud og min tro, men det er ikke noget jeg taler så meget om, nok mest fordi det virker til næsten at være tabu i denne moderne verden, at tro på Gud. (I hvert fald min oplevelse)
    Men i svær modgang og sorg synes jeg troen er min bedste trøst.
    Endnu engang tak for din blog, en sand perle <3

    1. Tusind tak til dig. Jeg har den helt samme opfattelse som dig – det er virkelig en skam, for jeg synes nærmest, at det er noget af det mest spændende, man overhovedet kan snakke om og søge trøst ved. Du skal også have tak endnu en gang. <3

  2. Kære Caroline

    Tak for denne post. Det er så godt, at du skriver om, hvordan man godt kan være helt almindelig kristen uden at være ekstremist eller tilhøre en sekt. Jeg har det lidt som dig, og når folk hører, at jeg er kristen, så mødes jeg tit af spørgsmål som: “Må du så ikke drikke og spille kort?”, “Er du så imod abort?” og “tror du så ikke på naturvidenskab?”. Men sådan er det jo ikke!
    Jeg synes bare kristendommen giver en ro, en rettesnor i livet, et håb og en tryghed ved følelsen af, at man er elsket og tilgivet, selv når man kvajer sig. Og noget at støtte sig til, når man møder ting, man ikke kan håndtere: Død, sygdom, kærlighed. For eksempel.

    Kh Ida Marie

    1. Kære Ida Marie.
      Velbekomme! Jeg var godt nok lidt i tvivl, men nu er jeg kun glad for, at jeg gjorde det. 🙂 Dine eksempler er gode og meget rammende, synes jeg. Det er netop også der, at jeg især synes, det giver mening at tro. Til gengæld tror jeg på, at det bliver mere og mere normalt, at vi begynder at tro på den måde, hvor man lidt tager, hvad man kan bruge, og så kan man håbe på, at de der spørgsmål blive færre (selvom de nu er meget sjove at diskutere!) Kh

  3. Skønt og rørende indlæg! <3
    En god person i mit liv fik mig til at tænke lidt anderledes om Gud: Jeg kan godt lide at tænke på Gud som et begreb, for alt det det "gode" såsom tro, håb og kærlighed, snarere end at tænke på Gud som en person i himlen, hvilket jeg heller aldrig har kunne tro på.
    Jeg håber derfor at alle har Gud med sig – at alle indeholder noget godt – uden at det skal forstås i en bibelsk forstand, som sådan.

    Knus – og må Gud være med dig 😉

  4. Jeg er vild med alle dine indlæg og dig! 🙂
    Tak for endnu et godt indlæg som lidt bryder et tabu.
    Jeg tror også Gud, selv om jeg aldrig har åbnet en bibel siden den gang til konfirmation.
    Men alligevel giver det mig en ro at vide, at de afdøde i familien sidder og passer på mig oppe i himlen.
    Og så kan jeg også tage mig i at blive rørt til gudstjenester især samlerne og når der skal bedes.
    Har også været til forbøn og det er godt nok en stærk oplevelse som rørte mig helt ind i sindet. 🙂 og det skal prøves igen!
    Går du egentlig i kirke altså til gudstjenester?
    Igen tak for dig og et sindssygt godt indlæg som giver stof til eftertanke 🙂

    1. Det er lidt skægt, for jeg havde ikke på forhånd defineret ‘tro’ som et tabu, men det kan godt være, at det nærmest er der, vi er. Og det er altså lidt en skam, synes jeg.
      Til forbøn? Det lyder interessant! Hvor var du det henne? (For det kunne jeg også godt tænke mig at prøve nu..) Og mit svar må være ‘meeeh’… slet ikke så meget, som jeg gerne ville. Præsten ved min kirke i Aarhus var sindssygt dygtig og karismatisk, men alligevel kom jeg der alt for sjældent – i hvert fald til gudstjenesterne. Jeg sætter mig til gengæld stadig ofte ind i en kirke og kukkelurer lidt.
      Forresten, jeg er også helt vild med dig! Tusind tak, Emilie! :-*

      1. Jeg er virkelig dårlig til at få svaret. Beklager 😉 søg på Hans Berntsen. Han er virkelig dygtig og er forskellige steder. Det er igennem mission Danmark.
        Jeg tænker det er tabu belagt men hvis jeg fandt en kirke der var lidt mere spændende end en standard en ville jeg uden tøven tage afsted 🙂
        Håber det går godt i Kbh? 🙂

        1. Du er tilgivet på forhånd. Mænne tak for det, Emilie.
          Og det kan du tro, at det gør. Selvfølgelig er det ikke Aarhus, men jeg klarer den. Mit held ville, at langt de fleste af mine venner også er herovre, og det har på alle punkter reddet min røv.

  5. Virkelig interessant indlæg!
    (Ikke at dine andre indlæg ikke er interessante 🙂 )

    Jeg er også troende! Ikke sådan på “i-kirke-hver-søndag”-måden, men jeg tror også der er noget Gud-agtigt, som du skriver.
    Jeg er helt igennem naturvidenskabeligt uddannet (5 år på Uni + PhD), og Darwin er en af mine “helte” , men det ændrer ikke på at jeg stadig er troende.

    Jeg så faktisk en programserie på DR2 tror jeg det var. Den hed noget i stil med “Videnskab og Tro”, så vidt jeg husker. Den var virkelig interessant, og belyste konflikten mellem tro og videnskab, og bl.a. satte spørgsmålstegn ved, hvorfor der er den opfattelse at det skal være enten eller.
    Det var super interessant og satte endnu flere tanker i gang 🙂

    1. Hæ, godt nok – sådan læste jeg det heldigvis heller ikke, men det er meget rart lige at få det afklaret. 😉
      Hvor er det rart at høre. For mig giver det jo hundrede procent mening, at man sagtens kan være nede med Darwin og på samme tid være troende. Det er ærgerligt, at mange stadig insisterer på enten/eller.
      Jeg noterer mig lige programserien, som vist er gået min næse totalt forbi. Jeg krydser lige lemmerne for, at den stadig ligger tilgængelig i det store Public service-univers. Til sidst skal du også lige have et kæmpe tak med på vejen.

  6. Fineste Karoline <3 Jeg vil også have en bønnebog!

    Jeg var i kirke i søndags (til barnedåb), og det var en af de bedste oplevelser jeg har haft længe. Kirkerummet, salmerne, ordene. Småtudede det meste af tiden, fordi jeg blev forløst, rørt og løftet. De bibelske ord og budskaber kan noget helt særligt.

    1. Du må gerne låne min! :-* ‘Himlen i mine fodsåler’ er en GOD bog.
      Og ja, det kan de virkelig – overraskende meget, hvis man bare giver dem lov. Det lyder som en rigtig dejlig oplevelse.

  7. Tak, bare tak.
    Ville så gerne, at der var flere positive og ikke-fanatiske fortællinger om tro fra unge mennesker <3

    1. Ej, Louise. Det var da så lidt – faktisk synes jeg, at det er dig, som skal have tak for de søde ord. <3

  8. Som en af dem der aldrig kommentere eller får skrevet til folk der rør mig, vil jeg nu tage mig sammen og gøre det 🙂
    Hvor er det et dejligt indlæg! Jeg er nok selv lidt af en “skabskristen”. Jeg synes kristendommen bygger på nogle vigtige værdier, som jeg meget gerne vil leve efter. Derfor kunne jeg heller aldrig finde på at melde mig ud af folkekirken. Alligevel er det ikke noget jeg snakker særlig højt om særlig tit, da jeg ofte synes det hurtigt bliver gjort til et tabu eller at jeg nemt bliver sat i en bås jeg ikke befinder mig godt i.
    Jeg må faktisk indrømme, at så sent som i dag fandt jeg faktisk en fantastisk jobmulighed i en kirkelig organisation, men fordi muligheden havde skrevet kirke henover blev jeg lidt skræmt og slog det lidt væk. Efter at have læst dine fine ord omkring tro vil jeg dog alligevel se om jeg kan grave jobopsalget frem igen og få bikset en ansøgning sammen for det må ikke være min tro der begrænser mig – tak fordi du fik mig til at indse det!

    1. Og det er jeg bare smadder glad for, at du gjorde. 🙂
      Katrine! Ja! Søg det job – som du selv siger, bygger kristendommen på nogle gode værdier, og jeg tror virkelig på, at det er det, du skal have for øje. Så skal de gamle forestillinger om at være troende nok langsomt lægge sig.
      Tak til dig, og kæmpe held og lykke med jobsøgningen. Jeg krydser mine kæmpe hænder for dig.

  9. Først og fremmest tusind tak for at du deler med os andre, og tak for dig. Jeg har fulgt og elsket din blog lige siden Miriam anbefalede den, og jeg bliver altid glad når jeg får besked om, at det er et nyt indlæg fra din hånd. Jeg har bare lige et hurtigt spørgsmål, er det nederste billede fra Himlen i mine fodsåler?

    1. Mette, Mette, Mette… af hjertet tak til dig. Du gør til gengæld mig herre glad med den der kommentar!
      Og ja, det er den. Det er langt fra den bedste bøn i bogen, men jeg kan egentlig ret godt lide den.

  10. Er selv kristen på lidt samme måde jeg tror på at alt har en menig hvad den så bare er, er ikke til at vide og jeg tror på at mine afdøde kære holder øje med en fra et højre sted, men bilver jeg oppasset at en af de farcer der er dybt troende som mener at er kristen så hverken drikker man eller horer rundt, så er jeg sgu ateist for jeg tror ikke på at man bliver freslt bare fordi man ikke drikker og jeg gidder ikke høre på at de pådutter mig deres holdning, bare fordi jeg har en lille engel siddende i min halskæde, det er et arvestykke fra min mor og jeg tror på at så længe jeg går med den så passer min mor på mig.

    1. Hmm, det er også lidt ærgerligt med folk, som trækker poler op på den måde. Heldigvis har jeg aldrig mødt nogen, som på den måde anfægtede min tro, men måske jeg bare har været heldig. Jeg får lyst til at sige til dig, at du bare må holde fast i, hvad der fungerer for dig, hvis du tit står i den situation.

  11. Dine argumenter giver god mening, og jeg levede selv efter dem i mange år. Jeg er ikke selv kristen længere, men er både døbt og konfirmeret. Jeg er en af dem som tror på videnskaben, og som desuden ikke tror på der kan findes en Gud, når der findes så meget ondskab i verden – en blanding af dem begge 😉 Den sidste del kom nok rent faktisk først, da en af mine bedste venner blev slået ihjel for et par år siden. Jeg er dog stadig medlem af folkekirken, da jeg alligevel synes det er et stort skridt at tage, og fordi min familie skal have et sted at sige farvel til mig, når den dag engang kommer. Men når jeg får børn skal de ikke døbes, da jeg synes det er forkert at ‘tvinge’ religion ned over hovedet på folk 🙂

    1. Så har jeg (desværre, i dette tilfælde) ikke skudt helt ved siden af. Jeg kan godt forstå dig, Nanna. Tror du på andet end videnskab?

      1. Orke ja – jeg er bl.a pladder romantisk, og tror på der findes en derude til os allesammen 😉 Og på karma. Det tror jeg også på 🙂

  12. Virkelig velskrevet og interessant indlæg og fedt at du tør at tage emnet op! Jeg har, som en anden læser skrev, også indtrykket af tro nærmest er et tabubelagt emne herhjemme. At man som troende ret hurtigt, i bedste fald stemples som naiv og i værste fald stemples som værende decideret uintelligent. Jeg valgte selv at konvertere til Islam, fordi det gav mening for mig og har givet mig en indre ro og en grundlæggende følelse af tryghed som aldrig før. Men jeg synes helt ærligt det er svært at tale med min omgangskreds om. Nogle gange føler jeg mig set ned på, men oftest ender jeg med at skulle forklare hvordan jeg kan kalde mig selv troende, når jeg ikke lever op til alle mulige krav eller restriktioner religionen forskriver (altså i mit tilfælde f.eks. at gå med tørklæde, at bede fem gange om dagen osv. osv. osv.). Altså at de måske på et eller andet plan nok forventer at jeg går ‘all in’, nu hvor jeg aktivt har valgt religionen til. Det kan være lidt ensomt – ikke fordi jeg ønsker at belære eller lege missioner på nogen måde. Det er bare rart når man kan være åben. Så tak fordi du tør og har lyst. Du er sej og forbilledlig!

    DERUDOVER; jeg kommer altid til at tænke på dig, når jeg – i inkognito mode, for tænk hvis nogen fandt ud af det, jeg bliver ffs snart 28 år gammel – snager på Fie Laursens blog.

    1. Jeg skal lige tage mig selv i ikke at gå journalist på dig, for jeg har en voldsom trang til at interviewe dig og vide ALT.
      Altså. Jeg forestiller mig, at mange (nok jeg selv inklusive) vil være ekstremt bange for at spørge, fordi man hurtigt kommer til at demonstrere stor uvidenhed. Dertil kommer, at der automatisk vil være en række spørgsmål, som nemt kan komme til at lyde som en kritik af dig og din beslutning (og så er der selvfølgelig dem, som seriøst bare ikke begriber det, men de siger nok ikke så meget, du kan bruge til noget.) Men Maria, hvorfor Islam? Hvordan fandt du ud af, at det gjorde noget for dig? Er du opdraget kristent? Hvordan er det anderledes?
      Og hey, tusind tak for det hele, de pæne ord, dine tanker. Alt.
      PS. Vi må lave en FL-Fanclub.

  13. fedt indlæg
    har virkelig tænkt over hvad jeg gerne ville sige i kommentaren, for jeg er i min behandling i psykiatrien blevet mødt med en holdning (både udtalt og ikke udtalt) at min tro var et støre problem for mit mentale helbred end PTSD, angst, depression og selvmordstanker tilsammen. Ingen kredit givet til at det er troen som gjorde at jeg ikke tog mit eget liv som barn, troen der gjorde at jeg da jeg havde det skidt henvendte mig til præsten som fulgte mig til skadestuen og siden sagde “bare ring, LOV mig du ringer inden du gør noget” hvilket jeg lovede og derfor lærte at sige “hjælp mig nu, jeg kan ikke mere”. Og ikke mindst kirkens rum var i lang tid et af de eneste steder jeg ikke var i konstant panik, hvilket betød at jeg primært sov 1 time søndag morgen (gæt selv hvor og til hvad) i længere tid.
    Min tror er en blanding af barnetro (ganske naiv og jeg er beskyttet af en større magt, tanke) og den du nævner (som jeg forstår det) hvor de 7 dage er et billede på at Gud skabte verden og dens natur love. Videnskab og tro er ikke en modsætning for mig, langt fra.
    tak fordi du bringer det op…

    1. Velbekomme, Anette. Og tak fordi du skrev. 🙂
      Nu kan jeg jo på ingen måde sige fra eller til eller tage part i sagen på nogen måde, så jeg vil holde mig til at sige, at det lyder som en helt fantastisk præst, nogle uvurderlige søndagsgudstjenester, og en tro, som er god for dig. Jeg håber, at du har det bedre i dag.

      1. jo tak det bedre i dag (savner min gode præst efter jeg flyttede, men det var godt for mig at flytte) bedre bla fordi jeg nu har ro på min førtidspension (for der skal ikke meget til at vælte mig)
        jo tak en gang lå jeg og sov gennem hele kirkekaffen også… så ca 2 timer på sofaen i gangen mellem kirke og menighedshus (lå og kunne høre prædiken og musik)
        ja den tro er rigtig for mig… og det vel egentlig pointen i tro den skal være rigtig for en selv.

  14. Jeg har endelig fået lånt “Himlen i mine fodsåler” fra biblo, takket være dit indlæg her, og det er jeg rigtig glad for, at jeg gjorde. Der sker en del gode, men også en smule angstprovokerende, ting i mit liv pt. Jeg er så småt begyndt at bede igen (en lille taksigelse om aftenen) og det giver mig en del ro. Så ja, vil egentlig bare sige tak for dit indlæg her 🙂

    1. Hvor er det bare dejligt at høre, Frida. Jeg håber, at du får mindst ligeså meget glæde af den, som jeg har haft – uanset hvad, krydser jeg fingre for, at du får styr på det, der sker i dit liv lige nu. Alt det bedste herfra ❤

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *