Bunkerlivet: Hvis du gerne vil gå på Journalisthøjskolen (m. dudes)

Bag det perfekte profilbillede

Jeg kan ikke huske, hvornår eller hvorfor jeg nævnte det, men jeg har på et tidspunkt raset lidt over, hvordan min storesøster havde formået at slette al indhold fra min Dropbox. 

Lige siden jeg var helt lille, har jeg elsket at kigge på billeder, og jeg kunne sagtens sidde i flere timer med fremkaldte fotos i album og bare sidde og bladre og bladre. Senere købte min mor et digitalkamera, som jeg havde med mig overalt. På studieture, til fester og i skolen. Min yndlingsbeskæftigelse var at klikke mig gennem billederne på computeren og mindes det sjove teenageliv, som jeg rent faktisk havde. Det var lidt noget andet med min Dropbox. 

Den blev cirka taget i brug, da jeg rejste til Sydafrika og efterlod min kæreste hjemme i Danmark. Vi manglede et sted at opmagasinere billeder af vores kønsorganer, og det virkede som den perfekte løsning. På det tidspunkt fra jeg ret glad, kan jeg se. Men det gik hurtigt nedad bakke. 

Da jeg kom hjem, ville jeg nemlig gerne tabe mig, selvom jeg ret beset slet ikke havde brug for det. Men jeg tabte mig altså alligevel. Først 5 kg. Så 10. Og 15. Og 20, og vist også lidt mere til. Jeg tog billeder af det, og sammen med de forsvundne kilo forsvandt også mit smil, mit humør, mit job, min skole og en del af mine venner – i hvert fald for en stund. 

Indtil i går havde jeg opgivet håbet om nogensinde at se det forfald igen, men så var det, at min gamle computer dukkede op. Og der lå altså alle mine gamle billeder, og nu hvor jeg har set dem igennem, ville jeg lidt håbe, at jeg aldrig havde fundet dem. 

Jeg kan huske en dag ude på Risskov, hvor jeg havde en samtale med Psykolog Bo. “Det er heldigt, at jeg har sådan nogle fyldige babykinder, man kan slet ikke se, at jeg er syg,” sagde jeg til ham. Men han svarede ikke. Han kiggede bare alvorligt på mig, for jeg sad mest af alt og lignede en bunke grene med en afbleget dusk som hår. 

I øjeblikket mente jeg dog, hvad jeg sagde, og i dag giver det på en måde stadig mening. I ved, hvordan nogle med anoreksi kan se ud i hovederne? Sådan med fremtrædende gebis og løsthængende hud? Sådan så jeg aldrig ud. 

Mit runde hoved og mine fyldige kinder har altid været min akilleshæl. Men da jeg var mest syg i hovedet, var jeg også mest glad for selvsamme. Og nu hvor jeg sidder og kigger på de gamle billeder, bliver jeg misundelig på mig selv, for sådan vil jeg faktisk gerne se ud igen. 

Det øverste billede er taget nogenlunde på det tidspunkt, og det fungerede som mit ansigt på Facebook, men også på Tinder. Og jeg siger jer, jeg har aldrig fået så mange matches, som jeg gjorde dengang. Det gør altså et indtryk, selvom det måske ikke siger så meget. Ude i virkeligheden var der nemlig ikke så mange, som hungrede efter min drengekrop og hudflappenumse. 

Om morgenen, før jeg tog mit million dollar shot, knipsede jeg også nogle andre billeder. De fortæller en lidt anden historie, som nok er meget mere virkelig. Og det er den, jeg skal huske på, når jeg ikke kan finde ud af at være i den krop, jeg render rundt i lige nu.


En kort sidemærkning i denne forbindelse er, at jeg tit er blevet spurgt, hvordan jeg har overvundet mig selv til at gå uden BH til hverdag. Hvis jeg nu siger, at det er fordi, mine bryster mentalt ikke er blevet større, end de er på billederne, håber jeg, at forklaringen er tilstrækkelig. 😄

Næste indlæg

Bunkerlivet: Hvis du gerne vil gå på Journalisthøjskolen (m. dudes)