Menneskehader-listen

Hvordan opfører man sig på en kirkegård?


Hvis man har en fast gang på sociale medier, er man ganske givet også stødt ind i billeder af de nyudsprungne træer på Bispebjerg Kirkegård. Jeg har ikke selv været forbi, hvilket egentlig ikke bunder i uvilje over for flotte blomster, det er mere et spørgsmål om, at jeg dybest set ikke er så botanisk interesseret. Blomster er i hvert fald ikke noget, jeg rejser (eller går 5 kilometer alene) for. Nok mest fordi jeg kun har betragtet konceptet på afstand, har jeg heller ikke været så opmærksom på, at det potentielt er problematisk, når en kirkegård pludselig bliver genstand for over 100.000 valfartende over en meget kort periode. 

Det blev jeg så, da jeg læste denne artikel u Kristeligt Dagblad tidligere i dag. Lige netop det vil jeg ikke sige så meget mere om, for jeg synes egentlig, at den indfanger det væsentligste. 

I dag er det så småt ved at være 2000 år siden, Jesus blev korsfæstet. Derfor er det jo oplagt at tænke lidt over døden på en anden måde, end man gør det, når man holder for rødt i en højresvingende lastbils blinde vinkel. 

Jeg hader døden, og når jeg sommetider kommer til at tænke på, at min familie en dag skal dø, mister jeg nærmest lysten til at leve. I løbet af mit liv har jeg været til mange begravelser. Det begyndte allerede, da jeg var omkring 5 år gammel, og så fortsatte det som en dødslavine, hvor bedsteforældre, onkler og klassekammeraters forældre pludselig stoppede med at være. Jeg skal ikke kunne sige, om det er derfor, men jeg bliver altid meget salig og tavs, når jeg ser et flag på halv eller en rustvogn kørende gennem gaderne. Selvom det ikke er din, men andre menneskers sorg, du meget hurtigt bliver eksponeret for, skylder man at udvise noget respekt og anstændighed. 

(Jeg synes forresten, at I også skal læse den her artikel, hvor en bedemand blandt andet beretter om, hvordan han har oplevet at stå med de sørgende efterladte ude foran kirken, mens motionister og andet godtfolk er kommet travende gennem flokken med råb, telefonsnak og grin. Hvis nogen skulle være i tvivl om min holdning, så er det så langt fra at være okay, at jeg næsten ikke kan komme i tanke om noget, der er mindre okay.)

Men altså. Mit ærinde var faktisk ikke at pudse min glorie, ligesom jeg også antager, at det er de færreste mennesker, der kunne finde på at dytte af et sørgeoptog, der kører gennem byen (men det sker.) For selvom jeg kan være nok så medfølende, når døden er lige foran mig, er jeg fuldstændig elendig i forhold til alt, der faktisk batter. 

Jeg har en bekendt, og jeg kan virkelig godt lide hende. Hendes mor døde i december sidste år. Det rørte mig dybt, men jeg kontaktede hende aldrig. For de eneste ord, der stod i min rådighed, var det gør mig så ondt, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det, fordi ingen følelse inde i mig ville kunne måle sig med hendes tab. Og hvad betød det i øvrigt, hvad jeg følte? Hvordan ville det på nogen måde hjælpe hende, at jeg stod klar med en floskel, der er sand, men sagt så mange gange før?

Mens jeg skriver det her, får jeg en klump i halsen. For den største fejltagelse af alle må være slet ikke at sige noget. Og det er den, jeg falder hver gang – med logikken om, at det må være bedre at holde sin kæft end at sige noget, der kan være forkert og gøre ondt. 

For et par dage siden skrev Karoline om, hvad man skal sige, når en man kender mister. Det er konkret, og jeg håber ikke på, at jeg får brug for det før nogensinde. Men hvis jeg alligevel gør, vender jeg nok tilbage. Om ikke andet så bare som påmindelse om, at det rigtige ikke er, præcis hvad du siger, men at du siger noget. Nu mangler jeg bare et svar på, om der er et tidspunkt, hvor det er for sent. 

Næste indlæg

Menneskehader-listen