Har jeg egentlig fortalt, at jeg er i et forhold?


Jeg står med en pakke økologisk entrecote fra slagteren i SuperBrugsen. På køkkenbordet foran mig ligger et blomkålshoved, som skal gratineres i Philidelphiaost og parmesan. Lige om lidt vil jeg smutte i Meny for at købe nogle danske kartofler, som skal koges og vendes i smør og persille. Bøfferne er tykke og udstyrede med flotte marmoreringer. Helt OK aftensmad. Sådan spiser jeg ikke, når jeg bare er mig selv. I aften får jeg besøg. Faktisk inviterede han sig selv forbi, mens han stak mig entrecoterne i favnen: så sørger du for noget tilbehør, ikke? Det siger man selvfølgelig ikke nej til.

Sidste sommer var vi i Berlin sammen. Vi holder i hånd, når vi går ture i Mindeparken og langs vandet. Om et par dage tager vi til Berlin, og i går fortalte han mig, at jeg har flotte ben.

Men det var først her til morgen, da jeg stod og høvlede generøse mængder af parmesan, at det gik op for mig, at vi måske er i et forhold. Han er i hvert fald med mig.

Mine forældre blev separeret for et halvt års tid siden (cirka 10 år for sent.) De fik solgt deres hus i Højbjerg, og min far flyttede efterfølgende ind i samme ejendom som jeg. Han i stuen, jeg på tredje sal.

Min far har altid været en usympatisk nar af dimensioner. Men pludselig var han i sorg. Hans livs kærlighed havde fundet sig en anden mand. Sorgen tvang min far til at vælge mellem to ting: at forblive en forbitret mand eller at tage sit liv op til revision og råde bod på sine fejltagelser.

Heldigvis valgte han det sidste. Og på den måde har han også valgt mig.

Når jeg siger, at vi er i et forhold, så er det naturligvis en overdrivelse. Der er ingen tvivl om, at jeg er hans datter. Men i øjeblikket har jeg den funktion, at jeg skal udfylde 25 års samliv, som ikke længere er.
Jeg ville ønske, at det var forklaringen på, hvorfor jeg failer for hårdt i forhold til at binde mig til fyre, men det er det ikke. Til gengæld er det nok en forklaring på, hvorfor jeg ikke føler, at jeg har en far.

3 thoughts on “Har jeg egentlig fortalt, at jeg er i et forhold?

    1. Wow! Det er jeg simpelthen så glad for, at du synes. Jeg var ret usikker på det, og kunne slet ikke gennemskue, om det overhovedet gav mening. Tusind tak!

  1. […] Har jeg egentlig fortalt, at jeg er i et forhold? Jeg kan berette, at min far og jeg har slået op. Det kom ret naturligt, efter han tog på en første date, og, efter en halv time med kvinden, besluttede sig for, at de skulle være kærester. Hun flyttede forresten ind på adressen en måned senere. Det fine ved, at begge mine forældre er blevet teenageskøre er, at uanset hvad jeg finder på at gøre af hjernedøde kærlighedsrelaterede ting, kan jeg aldrig nogensinde overgå dem. (Psst, fik jeg sagt, at min mor forlod min far til fordel for en belgisk hestehvisker?) […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *